 |
|
HELMER FOGEDGAARD, RUDKØBING (*1907-19th January 2002)
EDITOR "HOMOPHILOS" - VENNEN 1949-1955
LBL:- 30.1.2002
En pioner er gået bort - Helmer Fogedgaard er død
Helmer Fogedgaard er død i Rudkøbing 94 år gammel. Helmer Fogedgaard var én
af stifterne af Forbundet af 1948 og han grundlagde på samme tid foreningens
første medlemsblad, Vennen. Axel Axgil har skrevet dette mindeord om en gammel ven og
pioner.:-
Landsforeningen for Bøsser og
Lesbiske vil også gerne benytte lejligheden til at udtrykke vores sorg over Helmer
Fogedgaards bortgang og udsige en varm tak for en stor indsats og engagement livet
igennem.
Mindeord, fredag 25. Januar 2002
EN PIONER ER GÅET BORT
Græd ikke over de døde
Glæd jer over de har levet
(Inskription på Svend Kragh Jacobsens gravsten på Frederiksberg Kirkegård)
Det kan måske synes underligt, at indlede disse mindeord om en god ven og
frontkæmpers bortgang med ovenstående citat, men når man véd, at Helmers
sidste ønske i dette liv kun var, at gå bort herfra for at kunne forenes med sin
afdøde ven Johnny i den næste verden, så må vi, der havde den glæde at lære
Helmer at kende, glæde os over at vi mødte ham.
Helmers indsats for den homofile bevægelse kan ikke vurderes højt nok og for alle,
der lærte ham personligt at kende, vil mindet om ham stå som et lysende eksempel
på en ven der ofrede alt, tid og penge, på det, som var nogle af hans mange
interesser.
Hans idealisme strakte sig vidt og hans hjælpsomhed var uvurderlig. Mange, der
har gæstet hans hjem i Rudkøbing, har nydt godt deraf, både hans og Johnnys
gæstfrihed samt hans gode råd.
Hans viden på mange områder var enorm og strakte sig vidt fra en af de første
radioamatører med egen sender og modtager over religiøse interesser, teosofiske
og astrologiske og okkulte, hans enorme interesse for kunst og litteratur, fine
samlinger af kunstbøger og Ex-libris (bogmærker) og meget andet.
25 år som redaktør af tidsskriftet Exlibris Nyt, ialt blev det til aktiv medvirken ved
mere end ti forskellige tidsskrifter i årenes løb. For os blev det tidsskriftet
VENNEN som han stiftede og redigerede gennem flere år. Et tidsskrift, der mere
end noget andet har tolket de homofiles ret til at leve deres liv på egne præmisser
og i fuld overensstemmelse med vor natur, en idealistisk kamp han aldrig svigtede.
En frontkæmper, pioner og idealist er gået bort, til det, som han troede på er en
bedre verden. Vi vil mindes og glæde os over den tid vi fik lov at være sammen
med vor trofaste og aldrig svigtende ven.
Ære være hans minde
Axel Axgil
CáféSukker:-
Farvel til en banebrydende homo-aktivist
Homo-aktivisten og frontkæmperen Helmer Fogedgaard er død, 94 år gammel. Fogedgaard tog i 1948 initiativ til 'Vennen', Nordens første tidsskrift for homoseksuelle, og han kæmpede i det meste af sit liv for homoseksuelles ret til at leve deres liv.
Helmer Fogedgaard gik i tidsskriftet 'Vennen' kraftigt til angreb mod den omfattende forfølgelse af homoseksuelle i 50'ernes Danmark, og han kæmpede i årevis en lang og afgørende kamp for homoseksuelles rettigheder. Initiativet til tidsskriftet tog han selv. Fogedgaard interesserede sig for blade og tidsskrifter og havde hørt, at der i udlandet fandtes enkelte magasiner for homoseksuelle.
I en alder af 41 år kom han i 1948 i kontakt med Axel Lundahl Madsen i Aalborg, der netop havde startet en forening for homofile (senere Landsforeningen af 1948 og LBL). Axel Lund Madsen, der senere tog navnet Axel Axgil, var med på ideen, og sammen fik de stablet det nye tidsskrift på benene. "Vennen" var det officielle navn.
Bladet forargede
Men det var ikke uden problemer, at 'Vennen' kom på gaden. Selv har Fogedgaard beskrevet det således, som man kan læse det på en hjemmeside for og af Helmer Fogedgaard:
"Mine venners advarsel var ikke helt uberettiget, for da første nummer af tidsskriffet 'Vennen' udkom, lød der et forarget brøl fra dagspressen. Der var endog en avis, der havde så lidt kendskab til grundloven, at den mente, at vi skulle forbydes. Myndighederne måtte dog indrømme, at der ikke var pornografi i "Vennen", men man var forarget over vor aggressive tone og bekendtskabsannoncerne. Jeg skal indrømme, at vi bed kraftigt fra os og sagde vor ærlige mening om det offentlige hykleri. I min redaktørperiode var det meningen, at vort blad skulle være et kamporgan, og det blev det! Men forargelsen rumlede længe i aviserne, og ikke mindst i de læsebreve, der kom fra missionske kredse, var alt andet end næstekærlige."
En historisk bog
Helmer Fogedgaard var officielt redaktør af 'Vennen' fra 1949-1955, og det blev en stormfuld periode hvor politiet og myndighedernes hetz og jagt mod 'de homofile' blev stadigt mere intens. Fogedgaard blev arresteret flere gange, og politiet havde ham konstant i søgelyset på baggrund af hans ofte skarpe skriverier i tidsskriftet.
Venskabet med Axel Axgil blev livsvarigt, og de to skrev senere sammen bogen 'Homofile Kampår', der udkom i 1985.
Helmer Fogedgaard døde den 19. januar i Rudkøbing på Langeland - få kilometer fra hans barndomshjem.
Læs mere om Fogedgaards liv og bedrifter på hjemmesiden http://users.cybercity.dk/~dko12530/helmer.htm©
CáféSukker 2002
RFSL HOMOPLANETEN:-
2002-01-28:
Danmark:
Helmer Fogedgaard, banbrytande homoaktivist, död
Den danska homoaktivisten Helmer Fogedgaard, som 1948 tog initiativ till Nordens första tidskrift för homosexuella – Vennen – har avlidit, 94 år gammal.I tidningen Vennen gick Helmer Fogedsgaard till kraftigt angrepp mot den tilltagande förföljelsen av homosexuella i 50-talets Danmark, och arbetade för homosexuellas rätt att leva sina liv utifrån sina egna förutsättningar.
Helmer Fogedgaard, skrev tillsammans med det danska Forbundet af 1948's (Danmarks motsvarighet till RFSL, och som senare bytte namn till LBL) grundare Axel Axgil sina hågkomster i en bok som gavs ut på 80-talet. Denna bok kom att bli den första mer initierade boken om homohistoria i Skandinavien.
Helmer Fogedgaard avled den 19 januari i Rudkøbing. Hans sista önskan var att få förenas med sin älskade Johnny.
– För mig är Helmers bortgång en ovärderlig förlust. Åtta fyllda pärmar med Helmers och min korrespondens genom 54 år, är för mig ett vackert minne om en obrytbar vänskap, kommenterar Axel Axgil Fogedgaards bortgång till Homoplaneten.
Greger Eman
BLIKK, Norge:-Farvel til en banebrytende homoaktivist
Homoaktivisten og frontkjemeperen Helmer Fogedgaard er død, 94 år gammel. I 1948 tok Fogedgaard initiativet til nordens aller første tidsskrift for homofile, Vennen. Mesteparten av hans liv gikk med til å kjempe for homofiles rett til å leve sine egne liv.
Av Thomas Lillevik
I Vennen gikk Helmer Fogedgaard kraftig til angrep mot den omfattende forfølgelsen av homofile i Danmark i 50-åra. Han kjempet den samme, lange og avgjørende kampen i årevis.
Fogedgaard tok selv initiativet til bladet. Han interesserte seg for tidsskrifter og hadde hørt at det fantes enkelte magasiner for homofile i det store utland. Imidlertid kom ikke bladet på gata uten vanskeligheter.
På en hjemmeside for og av Fogedgaard skriver han om lanseringsprosessen: «Da det første nummeret av Vennen kom, lød et forarget brøl fra dagspressen. Til og med var det en avis som tydeligvis ikke kjente grunnloven godt nok og krevde at Vennen skulle forbys».
Vennen inneholdt aldri porno. Det som var vanskeligst å spise for heteroene i Danmark var kontaktannonsene og den aggressive tonen i det redaksjonelle stoffet. «Vi beit skikkelig fra oss og meldte vår ærlige mening om det offentlige hykleri», fortsetter avdøde Fogedgaard på hjemmesida, «men det resulterte ikke akkurat i nestekjærlige leserbrev fra misjonskretser».
Helmer Fogedgaard var offisielt redaktør i Vennen fra 1949 til 1955. Perioden ble stormfull fordi politiet og myndighetene visstnok intensiverte sin hets mot de homofile. Fogedgaard ble stadig vekk arrestert og kom konstant i politiets søkelys på grunn av sine skarpe skriverier.
I 1985 ga Fogedgaard ut boka Homofile kampår, som han skrev sammen med sin livslange venn og Vennen-bidragsyter Axel Axgil.
Helmer Fogedgaard døde 19. januar i Rudkøbing på Langeland i Danmark, bare få kilometer fra sitt barndomshjem.
Les mer om Fogedgaards liv og bedrifter på hjemmesiden: http://users.cybercity.dk/~dko12530/helmer.htm
Onsdag 30. januar 2002
The editor of Danish "Vennen"-magazine of the F-48 homophile society, Helmer Fogedgaard, died 19th of January 2002, 94 years old.
He was one of the leaders of the homophile movement in 1949-1955 and his pen-name "Homophilos" inspired the term "homophile", that soon spread to Europe and Scandinavia in 1949/1950.
As editor of "Vennen" he defended the gays against the police, who became so irate, that the police state-attorney in person arrested him in the small provincetown, where he lived.
But the case collapsed miserably in court and Fogedgaard only got 30 days in prison. Also the judge would not prohibit the publishing of the "Vennen"- magazine.
Fogedgaard lived in partnership for more than 40 years with Johnny Koehler, who died in 2001. They became registered partners a few years ago.Helmer Fogedgaard had many other interests than homophile causes, his most important preoccupation was spiritual matters, even ghost-hunting.
Furthermore he was a bibliophile and an art collector; he had probably the largest collection of Ex libris in the world.
For each of his manifold interests, like early radio, occultism, sex & art he published a magazine covering the subject.
Therefore his great accomplishment creating the homophile movement only fills up one chapter in his 1977 autobiography "Saadan er jeg"
In 1985 he co-wrote "Homofile Kampår"
EDITOR "HOMOPHILOS" VENNEN 1949-1955 http://users.cybercity.dk/~dko12530/53.htm
SELVBIOGRAFI:
Helmer Fogedgaard
EN FRONTKÆMPERS OPLEVELSER·
Drifter og bedrifter gennem 90 år.©1998-2002 Helmer Fogedgaard. All rights reserved.
BARNDOMMEN.
Tidligt om morgenen den 21. juli 1907 fødtes en lille dreng, det var
mig. Det skete i landsbyen Skrøbelev på Langeland, 3 km fra Rudkøbing.
Min far var gårdejer, og min mor var hjemmegående husmor. To år senere fik
jeg en søster. Min far var dog ikke nogen almindelig bondemand. Selv om
han passede sin bedrift godt, lå hans interesser på det offentlige område. Han
blev da også sognerådsformand, i bestyrelsen for Langelandsbanen,
amtsrådsmedlem i Svendborg og meget andet. Mine forældre havde også
selskabelig omgang med kendte personer i købstaden. Vi havde også
telefon. Det hørte til sjældenhederne dengang, men far havde brug for den,
når han som sognerådsformand skulle have anbragt de mange vagabonder
på den lokale fattiggård.
Jeg voksede jo op under gode forhold hos velmenende forældre. De
var som folk dengang meget borgerlige og autoritetstro. De var naturligvis
medlemmer af folkekirken og havde respekt for præsten uden dog at være
overdrevent religiøse. Seksuelle emner drøftedes aldrig dengang. Jeg
opdagede dog , at far havde en bog om seksualoplysning, men den var
normalt anbragt i en aflåst skuffe. I sognet snakkedes der dog noget om en
kammerjunker på en nærliggende herregård, der havde en sygelig lyst til at gå i seng
med andre mænd. Det var noget hidtil uhørt på egnen.
I landsbyen kom jeg naturligvis meget sammen med andre børn, bl.
a. en søn af den lokale skrædder. Vi var begge i 7-8 års alderen og havde
hørt lidt om seksualitet. Vi fandt ihvertfald på at klæde os halvnøgne og
forsøgte at elske sammen. Det var mit første forsøg med det seksuelle, og
det blev naturligvis temmelig famlende. Senere i 11-12 års alderen aftalte
jeg med en del af landsbyens børn om at mødes på fars høloft. Det var som
regel mig, der tog initiativet, når noget skulle foregå i den lokale børneflok.
Nu det gjaldt seksualitet, så godt som vi nu forstod det på det tidspunkt.
Da alle var samlet, klædte vi os delvist af og begyndte at føle på
hinanden. På det tidspunkt havde jeg fundet ud af at skaffe mig selv
orgasme, og det kunne jeg gøre ret ubemærket i den svage belysning, idet
jeg på det alderstrin endnu ikke havde nogen sæd. Men vi muntrede os rigtig godt, så
godt som vi havde forstand til. Men der kom en grim eftervirkning.
Far havde nemlig opdaget det, og jeg blev kaldt til orden. Far var meget
ulykkelig, og jeg fik "et par på kassen". De øretæver glemmer jeg aldrig,
men mest undrede jeg mig over, at voksne mennesker kunne tage så tungt
på småting. Men dengang var moralen jo strengere end i dag.
Jeg havde jo gået i skole i nogle år og var småforelsket i nogle af
mine mandlige kammerater. Vi sad to og to på skolebænke dengang. Jeg
sad ved siden af en dreng, som jeg godt kunne lide. Dengang gik vi med
halvstrømper om sommeren, så der var et stykke med bart på hvert ben.
Jeg nød det, hver gang der var lejlighed til at trykke mit bare ben op mod
kammeratens nøgne ben. Det var sådan en slags tyvstjålet surrogatsamleje,
der her foregik. Der var jo ikke andet at gøre, når man var fuld af sex men
ikke turde spørge den anden part om at være med.
Allerede i den alder mærkede jeg, at jeg var født med stærke drifter!
UNGDOMMEN.
Ved konfirmationstiden hørte jeg om den kendte indremissionske
præst Olfert Ricard. Han omgikkes meget unge mennesker og advarede dem
imod "den hemmelige ungdomsynd" d.v.s. onani. For at gøre det helt slemt
blev det også kaldt selvbesmittelse, og det hævdedes at være overordentlig
skadeligt. Det troede folk så på dengang, selv om det var uhyre naivt.
Enhver med en smule logisk tænkeevne må da kunne se, at der rent
seksualteknisk sker nøjagtig det samme, hvad enten orgasmen fremkaldes
ved onani eller ordinært samleje. Men min mor, som besad den
autoritetstro, der var almindelig dengang, advarede mig kraftigt imod at gøre
den slags. Fra anden side hørte man om unge mænd, der foretog kolde
afvaskninger for at kunne lade være med at onanere. Ak ja!
Efter skoletiden kom jeg i handelslære i Rudkøbing, men jeg boede
stadig hjemme i Skrøbelev. I en periode havde jeg nogle gode seksueile
oplevelser sammen med en tidligere skolekammerat. Udover dette var det
sløjt i en længere periode, hvor trangen til intim kontakt faktisk havde nået
sit højdepunkt. På dette tidspunkt turde jeg ikke afsløre mine længsler, og
så var det jo også vanskeligt at få kontakter. I stedet oplevede jeg gang på
gang, at mine gode kammerater, som jeg ofte var forelsket i, begyndte at gå
med piger og lod mig alene tilbage. Det gav mig nogte triste stunder.
Samtidig begyndte nogle unge piger at lægge an på mig. De må åbenbart
have fundet mig sympatisk.Men det forværrede jo kun situationen. Pigerne
var såmænd meget søde, rent menneskeligt, men deres følelser og kroppe
brød jeg mig absolut ikke om.
Efterhånden lærte jeg nogle andre handerslærlinge og nogle
journalistelever at kende i Rudkøbing, og nogle af dem var villige til at gå i
seng med mig. De fleste af dem har nok kun været biseksuelle, for som
regel blev de senere gift og fik børn. Sådanne har jeg nok haft en masse af
gennem årene, men det var jo ligegyldigt, når jeg alligevel fik lejlighed til at
nyde dem. Af og til var jeg også med til ungdomsballer i Rudkøbing, selv om
jeg ikke dansede. Jeg var simpelthen ude på "rov", og om ikke andet kunne
jeg dog áf og til få en halvfuld fyr med hjem i seng. Enkelte af dem blev
senere ret trofaste sengegæster. Sjældnere vovede jeg mig til at spørge
ukendte unge, om de ville med hjem i seng. Denne frækhed har givet mig
såvel gode resultater som en omgang øretæver!
Da Langelandsfortet blev oprettet sås ofte marinesoldater på gaden.
Efter sigende skulle de være ret nemme at få fat i, så jeg forsøgte
naturligvis også. Det gav også ganske pæne resultater, og jeg fik her en
serie gode knald med søde mennesker fra alle egne af landet. Mit liv var
dog ikke udelukkende seksualitet. Jeg har altid haft mange forskellige
interesser, men det seksuelle slog altid igennem, når mulighederne var der.
I disse år var jeg ivrig radioamatør af den slags, som havde egen hjemme-
lavede sendestation. Jeg havde således radioforbindelse med mange andre
amatører i ind- og udland. Det gav naturligvis venskaber og for mit
vedkommende også en del gode sengekammerater. Selv om jeg på mange områder var ret
genert, var jeg alligevel særdeles vaks, når der var
mulighed for at komme i seng med en sød fyr.
MANDDOMMEN.
Efterhånden var jeg blevet 30 år og var bogholder og senere prokurist
og direktør i et frøfirma i Rudkøbing. Min familie og nogle naboer var
begyndt at spørge, om jeg dog ikke snart skulle giftes. Jeg havde jo købt
hus i Rudkøbing og havde en kvindelig hushjælp i begyndelsen.
Deres spørgsmål var jo ret irriterende, men jeg gad ikke give dem en
begrundelse for, at jeg stadig var ungkarl. Iøvrigt afbrød jeg på det
nærmeste videre kontakt med min familie. Det var nok også det bedste, for så
slap de for at blive bekendt med mit "usædelige" liv. Nu havde jeg mit eget
hjem og kunne leve mit eget liv med den ungdom, som var villig til at elske
med mig. Og antallet steg jo efterhånden, fordi mine aktiviteter på andre
områder gav mig nye bekendtskaber rundt om i hele landet.
Mange lækre fyre var villíge tíl at besøge mig, og det gav også varige
venskaber.
Jeg har altid været interesseret i tidsskrifter, og jeg har også gennem
årene redigeret et antal på vidt forskellige faglige områder.
Jeg havde hørt noget om, at der i udlandet fandtes tidsskrifter, der
beskæftigede sig med homo-erotik. Det gav mig lyst til også at starte et
sådant tidsskrift her i Danmark. Jeg holdt et møde med nogle homofilt
interesserede venner for at høre deres mening. De kunne nok se værdien
af at have et sådant tidsskrift, men de advarede míg alligevel imod at starte
et sådant. De mente, at det var farligt og ulovligt. Men jeg gjorde alligevel
alvor af det, fordi jeg fik kontakt med en mand i Ålborg, som lige havde startet
en forening for homofile mennesker. Denne mand var Axel Lundahl Madsen,
som senere antog navnet Axel Axgil. Det passede fint, at forening og
tidsskrift kunne arbejde sammen, og vi startede et samarbejde, som er blevet
til et livsvangt venskab.
Mine venners advarsel var ikke helt uberettiget, for da første nummer
af tidsskriffet "Vennen" udkom, lød der et forarget brøl fra dagspressen. Der
var endog en avis, der havde så lidt kendskab til grundloven, at den
mente, at vi skulle forbydes. Myndighederne måtte dog indrømme, at der
ikke var pornografi i "Vennen", men man var forarget over vor aggressive
tone og bekendtskabsannoncerne. Jeg skal indrømme, at vi bed kraftigt
fra os og sagde vor ærlige mening om det offentlige hykleri. I min
redaktørperiode var det meningen, at vort blad skulle være et kamporgan, og
det blev det! Men forargelsen rumlede længe i aviserne, og ikke mindst i de
læsebreve, der kom fra missionske kredse, var alt andet end næstekærlige.
Prøver på disse delikate breve kan læses i min erindringsbog fra 1977:
"Sådan er jeg".
Det blev en hektisk tid. Vor forening "Forbundet af 1948" fik en masse
medlemmer fra hele Norden. Vi kendte i forvejen en del homofile
mennesker, og de kendte igen andre, der igen kendte flere. Ved hjælp af
dette "sneboldsystem" kom vi i kontakt med en masse mennesker, som så
indmeldte sig i Forbundet og fik "Vennen" tilsendt i lukket kuvert. Vi modtog
en masse rørende breve fra ensomme mennesker, der var lykkelige for at
opnå kontakt med ligesindede. Men da pressen begyndte at skrive om os,
var der desværre mange, som blev bange og trak sig tilbage. På det
tidspunkt var det uhyre sjældent, at nogen turde "springe ud" og være sin
indstilling bekendt, og næsten alle artikler var skrevet under pseudonym.
Der var dog lyspunkter midt i balladen. Mange nye venner fandt hinanden. Der blev holdt
møder, fester og sammenkomster, især i København, hvor der indrettedes smukke
klublokaler. Jeg fik en masse besøgende, især i sommertiden, hvor vi lå halvnøgne ude
i min tilgroede have. Der skete naturligvis meget på den seksuelle front. For mig
var det jo en salig oplevelse med alle disse dejlige mennesker, der kom som
gæster, og der var liv og glade dage På Rue Villavej 5. Men bedst af det hele
var, at en kær ung københavner svarede på en af mine annoncer i "Vennen".
Han besøgte mig, og skønt han er en hel del yngre end jeg, blev vi venner
for livet. Hans navn var Johnny Køhler. Vi har nu boet sammen i 43 år og
lever i registreret partnerskab, men heldigvis har ingen af os lidt af jalousi,
så vi har også kunnet glæde os over mange intime kontakter med
følelsesfæller.
Pressen blev ved med at beskæftige sig med os, og det endte med
at indkaldte værnepligtige ikke måtte besøge visse restauranter. De unge
soldater var særlig eftertragtede. Samtidig begyndte politiinspektør Jens
Jersild at skrive bøger, hvor han beskrev de homofile som farlige, fordi de
"smittede" unge mennesker til også at blive homofile. Denne overtro
prægede også aviserne og senere folketinget, så resultatet blev "den
grimme lov", der hævede aldersgrænsen fra 18 til 21 år.
Jersild var åbenbart ikke opmærksom på, at der er noget , som hedder
biseksualitet, som danner en blød overgang fra heterofili til homofili.
Denne menneskegruppe, der drages mod begge køn, er overordentlig talrig,
men den omtales mærkelig nok temmerig sjældent. Her er ellers forklaringen
på de mange "smittede". I homofile kredse morede vi os meget over denne
smitteangst. Da der ikke er smitte i den modsatte retning, må man jo få
fornemmelsen af, at heterofolkene trods alt har en anelse om, at der må
være noget særligt dragende ved homofile aktiviteter.
I mit firma havde vi en ung lærling, som af en eller anden grund
virkede særlig tiltrækkende på mig. Jeg fik ham til at besøge mig, og det
viste sig, at følelserne var gensidige. Vi kælede meget sammen. Hans
kærtegn var noget af det dejligste jeg har op]evet i dette liv. Han var 18 år,
men som hans overordnede skulle jeg dengang vente, til han blev 21, før
det var lovligt at have seksuel kontakt med ham. Det nåede jeg desværre
aldrig. Skæbnen kom i vejen i form af en indremissionsk mejerist, som min
ven lærte at kende. Denne må have advaret min ven imod mig ,for en aften
efter mange tidligere besøg kom katastrofen. Min ven sagde, at han
desværre ikke mere kunne have den intime kontakt med mig. Han græd, så
tårerne også faldt ned ad mine kinder under en sidste omfavnelse. Det var
tydeligt, at han stadig holdt af mig men var blevet religiøst "smittet". Jeg
var
som forstenet. Trods den store aldersforskel var han blevet mig inderligt kær.
Det var en meget
streng tid, jeg nu gik i møde. Jeg kunne jo ikke
undgå at se ham hver dag på kontoret, men al kontakt var forsvundet. Jeg
led meget hver dag, men heldigvis undgik jeg at lade følelseme gå over i
had, som man ellers så ofte ser i sådanne tilfælde . Men sorgen tog hårdt på
mig. Min mor kunne se , at jeg blev afmagret og spurgte, hvad der dog var i
vejen. Det svarede jeg ikke på. Jeg forsøgte noget andet, som jeg i dag finder
ubegribeligt. I min ulykkelige tilstand opsøgte jeg både den missionske
mejerist og min tidligere vens forældre, men der var naturligvis ingen hjælp at
finde der. Der skete imidlertid det, at den unge mands mor en dag opsøgte
mig og var temmelig indladende. Hun har i sin naivitet sikkert troet , at hun
kunne hjælpe mig med det, jeg ikke kunne få hos hendes søn. Det var en
temmelig pinlig oplevelse midt i al sorgen!
Også på anden måde oplevede jeg, hvor svært det var dengang at
være homofil i en lille by. Jeg fik besøg af en 17-årig ung mand, som havde
hørt om mig . Han tilbød sig til seksuel kontakt, og da han var sympatisk,
kunne jeg ikke sige nej, selv om aldersgrænsen var 18 år. Men på en eller
anden måde fik politiet det at vide, og jeg blev kaldt til afhøring.
Det resulterede i en tiltale, som dog heldigvis ikke blev omtalt i de lokale
aviser. Ved retsmødet optrådte en venlig, men slatten forsvarer og en
ondskabsfuld og forvrøvlet anklager. Jeg havde den største lyst til at sige
nogle drøje sandheder om d'herrer og hele situationen, men af hensyn til min
gamle far, som jeg aldrig havde drøftet homofili med, holdt jeg mit
temperament i tømme. Resultatet blev 30 dages hæfte, og det var med
100 % isolation dengang. Den måned gik så med hver dag at samle
gammeldags tøjklemmer. Offrcielt var jeg i de 30 dage på forretningsrejse
hos vore agenter i Jylland, men hvor mange der troede på det, ved jeg ikke,
men min gamle skepsis overfor myndigheder og magthavere var ihvert fald
ikke blevet mindre!
Aviserne blev ved med at skrive om de homofiles "farlige" aktiviteter, og
midt i marts 1955 fandt politimyndighedene det nødvendigt at gribe ind.
Hermed begyndte den såkaldte pornografiaffære, som i vìrkeligheden var en
hetz mod homofile mennesker. De førende i denne skammelige hetz var
pofitiinspektør Jens Jersild og politiadvokat Andreas Heiberg. Aviserne gik
helt amok i deres skriverier, så det blev en streng tid for alle homofile.
Forbundet mistede medlemmer, og udgivelsen af "Vennen" blev midlertidig
besværliggjort. Værst var det naturligvis for de mange bøsser, som kom i
politiets "varetægt". Politiet stod ligefrem på vagt udenfor, når to homofile
besøgte hinanden, og specielt marinesoldater fik forbud mod at besøge visse
restauranter. En gruppe betjente, som vi kaldte "onanipatruljen" blev sat til at
holde kontroi med, hvad der skete på byens pissoirer. På alle mulige
områder gjorde hysteriet sig gældende. Masser af homofile blev arresteret, og
der skete også tragedier med selvmord af samme årsag. Denne skamplet i
Danmarkshistorien må afdrig glemmes.
Turen kom naturligvis også til mig. Jeg havde jo længe irriteret
myndighederne med mine krasse skriverier i "Vennen" . Nu skulle jeg
uskadeliggøres. En fin sommerdag i juli måned ringede det på min dør, og
udenfor stod fire mandfolk. Den ene var politiadvokat Andreas Heiberg,
som i egen høje person var taget helt til Langeland for at fange mig.
For en sikkerheds skyld var han ledsaget af tre kriminalbetjente, hvoraf den
ene var lokal. Morsomt nok havde jeg lidt selskabelig omgang med hans
datter, som var lesbisk! Heibergs første ord til mig var: " De er anholdt". Så
fik jeg overladt nogle papirer, hvoraf det fremgik, at d'herrer havde fået
tilladelse til ransagning. Og så begyndte roderiet i mine skuffer og reoler.
Skuffende for dem fandt de ikke meget, men der fremkom dog nogle album
med nøgenfotos. Ingen af dem var pornografiske, for der foregik ikke noget
på dem. De blev dog alligevel taget med, og det samme gjorde jeg, så var
vi i bil på vej til København.
Allerede undervejs begyndte betjentene så småt at afhøre mig, og jeg
opdagede hurtigt de var på vildveje, men jeg lod dem indtil videre blive i
deres dumme formodninger. Jeg vidste jo, at den, der ler sidst, ler bedst.
Jeg blev klar over, at en københavnsk trækkerdreng havde fortalt politiet, at
jeg sammen med ham havde deltaget i nogle orgier i København. Derefter
var vi i bil, med mig som fører, kørt til fester i provinsen og var til sidst
havnet i mit hjem i Rudkøbing. Nu forholdt det sig imidlertid sådan, at jeg for
det første aldrig havde mødt trækkerdrengen, at jeg er uden interesse for
restaurationsliv og ikke havde kørekort, fordi det ikke var fornyet efter
besættelsen. Det hele var med andre ord 100% Iøgn. Men da vi nåede
København i nattens løb blev jeg indsat i politigårdens arrest for næste dag
at blive flyttet til Vestre Fængsel.
Næste dag begyndte så forhørene. Trækkerdrengen havde fortalt
politiet, at jeg også havde haft seksuel kontakt med et par opgivne adresser,
hvor personeme var under 18 år. De blev tilkaldt, men fra begge sider var vi
enige om, at vi aldrig havde set hinanden før. Og sådan blev det ved med
den ene fiasko efter den anden for politifolkene, og nu kunne jeg fortælle
dem, at trækkerdrengen havde fyldt dem med 100% Iøgn. Jeg har så
spekuleret over, om det måske var høje politimyndigheder, der havde
arrangeret det hele i et forsøg på at uskadeliggøre mig? Trækkerdrengen
kendte jo ikke mig og kunne ikke have interesse i at skade mig. Derimod
kunne han sikkert købes tii en falsk angivelse af mig. Det var under alle
omstændigheder en mystisk affære og en slem fiasko for politiadvokat
Heiberg. Efter et retsmøde blev jeg løsladt.
Der kom dog et afsluttende retsmade, som ikke førte til noget. Jeg
havde landsretssagfører Wilh. Hagens som forsvarer og han afleverede nogle
drøje sandheder om det elendige politiarbejde i denne sag. Politiadvokat
Andreas Heiberg var anklager, og han omdelte mine album med nøgenfotos til
dommerkollegiet, så de kunne se, hvor slem en fyr jeg er. Blandt dommerne
var tidligere justitsminister Helga Pedersen, som iøvrigt havde bofællesskab
med en veninde.
Heiberg bestræbte sig meget for at komme med anklagepunkter om mig, og
det fik mig til at råbe: "De tror åbenbart, at jeg skal i seng med enhver, der går
over min dørtærskel!" Det gav et gib i Heiberg, men han fortsatte dog, som om
intet var sket. Dereffer hørte jeg ikke mere til sagen, så jeg ved faktisk ikke,
hvordan den blev afsluttet. Man har nok erkendt at man var på vildspor.
Jeg krævede derfor mine album retur, og de kom også omgående. Det
var min afsluttende kontakt med dansk retsvæsen, som jeg herefter ikke har
særlig høje tanker om.
Men hetzen mod de homofile fortsatte. Mange fine mennesker og
gode borgere blev hensynsløst arresteret På deres arbejdsplads eller i
hjemmet, hvor de pågældende ikke var klare over, at deres søn var homofil.
Det skabte mange tragedier. Vi gamle, som har oplevet det hele, risikerer at
blive mistroet af nutidens ungdom, som naturligvis ikke kan tro, at der for
relativt få år siden har hersket en sådan brutalitet og dum overtro hos
magthaveme. Nogle af vore mere frisindede aviser begyndte dog at tage til
orde mod forfølgelserne. De havde jo også selv medarbejdere, som var
bøsser. Ja, seiv folketinget havde homofile medlemmer, og efterhånden
nærmede man sig en mere en human tidsalder. I dag er aldersgrænsen som
bekendt 15 år ligesom for de heterofile. En brutal periode, som visse
myndighedspersoner må erindre med flovhed, var til ende.
ALDERDOMMEN.
Efter mange års aktiviteter samt erotiske oplevelser var jeg
efterhånden blevet 70 år gammel. Jeg kunne se tilbage på langt over 100
forskellige seksuelle kontakter, hvoraf mange naturligvis var adskillige
gentagelser. Jeg havde oplevet intim kontakt med mange søde og kærlige
mennesker, naturligvis alle mandlige. Kun i et par tilfælde har jeg været ude
for aggressivitet og perversiteter. I et tilfælde ville en ung mand gerne bindes,
skønt jeg hellere ville kærtegne ham. I et andet tilfælde iførte en ung fyr sig
en gummidragt, så jeg ikke kunne komme til hans nøgne krop. Det møde
biev selvfølgelig en fiasko. I min høje alder er samlejerne blevet mere
sjældne. Det er nok evnen mere end lysten, der har svigtet, men det er jo
også svært at finde partnere, når man er i den alder. Så jeg nøjes med at
glæde mig over de mange gode minder. Ind imellem har der dog været
enkelte rare oplevelser helt op til 80-års alderen.
Skal jeg gøre det endelige resultat op, må jeg nok indrømme, at jeg
har været mere erotisk aktiv end de fleste. Det skyldes nok et medfødt
stærkt driftsliv, som utvivlsomt også har spillet en rolle i mine andre mange
aktiviteter. Desuden har jeg ja en ven, som aldrig har været jaloux. Egentlig
er jeg på mange måder et genert og tilbageholdende menneske, men på det
erotiske område har jeg været mere pågående. De fine resultater må jo tyde
på, at der er en del mennesker, som har kunnet lide mig, og det hjælper jo
altid på diverse mindreværdskomplekser. Jeg fortryder intet og har aldrig haft
religiøse skrupler. Vi må alle følge den natur, vi er født med, og desuden
har jeg altid forsøgt at være god og kærlig imod mine partnere. For mig
betyder kærtegn meget. Det er nok den kvindelige del i min natur, der her
gør sig gældende.
EFTERSKRIFT.
Vi homofile bliver ofte betragtet som unormale, fordi vi ikke handler i
overensstemmelse med de kønsorganer, vi er udstyret med. Har vi en tisse-
mand, skal vi absolut opføre os mandligt og kunne elske med kvindekønnet·
Men prøv at lægge mærke til i hvor høj grad kønsfølelserne er ulige fordelte.
Vi ser hver dag på gaden maskuline mænd og feminine mænd og en masse
midt imellem. Det samme gælder for kvindekønnets vedkommende. Mange
af de feminine mænd er homofile, og en del af mellemformerne er biseksuelle.
Hvordan kan det være, når alle har en tissemand ?
Mon ikke det skyldes, at det egentlige køn bestemmes af psyken og ikke af
kroppen? Det kan materialistisk indstillede forskere måske ikke acceptere,
men der er jo andet, som et dem fremmed udenfor det rent materielle.
I årevis har vi hørt, at homofili skyldtes forkerte hormoner, men nu er det
generne, det er galt med. Hvad mon blíver det næste? Der findes iøvrigt
teorier om en ny mennesketype under udvikling, hvor kønspræget vil
forsvinde, men da der findes speciel litteratur herom, kommer vi ikke nær-
mere ind på det her.
Der vil nok komme en dag langt ude i fremtiden, hvor selv jævne
folk og indremissionske kritikere begynder at forstå, at mennesket er under
stadig udvikling og ikke vil vedblive at være et pattedyr som idag. Der
vil komme nye principper. De er allerede begyndt og mødes foreløbig mere
eller mindre med had. Men det hjælper jo, at flere og flere kendte person-
ligheder indenfor kunst og politik vedkender sig den igangværende kønsfor-
vandling. Mange gode og kærlige mennesker har gennem tiderne haft
store lidelser på dette område. Mon ikke situationen er ved at lysne ??
©1998-2002 Helmer
Fogedgaard. All rights reserved.
|
HELMER FOGEDGAARD, RUDKØBING (*1907-19th January 2002)
