The Hunt for NAZI Concentration Camp Doctor Carl Vaernet

GAY HOLOCAUST

Résumé: IHWO found grave of KZ-Nazi-doctor Carl Vaernet in Argentina after Peter Tatchell, OUTRAGE! had launched a search for him in March 1998. Carl Vaernet died 25.Nov.1965 as his grandson in Argentina told us in an email. As the Danish PM ignored Tatchells 7 questions about Vaernet, IHWO asked a party (DF) the 31st January 1999 to raise questions in the Danish parliament. DF asked two questions the 13rd of July 1999, which were answered by the Justice & Health Ministers end July 1999. A list of 31 Nazi-war criminals from 1965 sent to Germany surfaced with Vaernet´s name was on it and a document we had obtained confirms that indeed the Germans checked their archives 5.4.1965.

Our e-mail to DF was given to a Danish news agency, Ritzau, which spread 8 newstelegrammes published in 16 newspapers. The Danish medical association the 23rd August 1999 after 2 e-mails from us asking about Vaernet wrote about “A blot of shame on the Danish medical profession”. After a lenghty delay by the Justice ministry that was critisized in the media, Ritzau at last got hold of the first secret documents in the Rigs-archive revealing how the case against Vaernet was mysteriously dropped in 1949 by the Justiceminister against strong advise from the state prosecution.

Friday 3 Dec.1999 Danish PM Poul Nyrup Rasmussen admitted his father was member of the Nazi-party, causing his chief secretary to resign 15th December 1999. The 19th December 1999 Ritzau revealed the identity of 2 doctors, Gunnar Kelstrup & Tage Bjerring, helping the flight of Værnet. In 3 letters throughout 2000 to The Danish medical association his son Hans Bjerring protested his fathers innocence, but was rejected in 3 answers by professor Niels Høiby. Furthermore it appears from handwritten archiveletters that Carl and his son Kjeld tried to sell the patented KZ-camp-hormone to DuPont in USA in 1945-1946. In January 2000 Chief-editor Kurt Krickler of HOSI, Vienna wrote a 10 pages article about the Værnet-case as the coverstory of the Austrian magazine LAMBDA Nachrichten.

Danish TV2 aired a Værnet-documentary of 12 minutes Sunday 27th February 2000 with an interview of son Kjeld Værnet and with a archive-search at Buchenwald. July 12 2001 the DR 1 TV-news told about a book on Carl Vaernet written by professor Niels Hoiby and journalist Hans Davidsen-Nielsen and Niels Birger Danielsen, coming out April 19th 2002 with new details: A living, anonymous, victim of his experiments has been found. Carl Vaernet was described by wittnesses as a coldhearted doctor and his pretense of only helping his patients was undermined by his participation in injections of “Fleck”-typhoid in other of his patients. TELEFILM A/S is producing the film-documentary named “Carl Peter Vaernet” and has received Dkr. 25,000,- in “manuscript-aid” in 2001. Most of the papers in the Værnetcase can be found in the Landsarkivet for Sjælland (about 3000 pages) and some in the Rigsarkivet (the doctors´correspondence in 1946-47).
The 7th April 2002 the Værnet-story was launched in ExtraBladet over 2 pages and a TV-documentary clip in TV2, about 10 minutes.

A film-documentary “Carl Peder Værnet” by TELEFILM A/S premieres in “FilmHuset” in Copenhagen the 9th April 2002.

The book “Værnet, den danske SS-læge i Buchenwald”
by professor Niels Høiby and journalists
Jacob Rubin, Hans Davidsen Nielsen, Niels Birger Danielsen
will be published the 18.-19th april 2002
at the publisher: JP Bøger
and is 283 pages long
and cost in Denmark Danish Crowns Dkr. 298,–

The anonymous gay patient surviving the attention of Værnet is a 80 years old
former railway-worker Gerhard S. who was found using the telephone directory of Berlin!

=============================================
= INTERNATIONAL NEWS #209 – Apr 27, 1998 =
= (c) Rex Wockner =
=============================================

GRAVE FOUND OF NAZI DOCTOR WHO EXPERIMENTED ON GAYS

The grave of a Nazi doctor who performed experiments on gay men in concentration camps has been located in Argentina’s Britanico Cemetery.

Historical records show that Carl Peter Vaernet, a Dane, castrated and implanted hormones in homosexuals in attempts to alter their sexual orientation at the Buchenwald and Neuengamme camps.

After World War II, he escaped to South America without being tried for his crimes; he died in 1965.

Vaernet was tracked down by a Danish gay activist who used the Internet to locate Vaernet’s grandson in Argentina.

wpeB.jpg (2991 bytes)

The international hunt for Danish Nazi doctor Carl Peter Vaernet is over.

The well-known gay activist and news-stuntman Peter Tatchell of OutRage! in England has written letters to the Danish PM Nyrup Rasmussen and Argentinian PM Carlos Menem about the fate of Vaernet. The credit for reopening the Vaernet-case has to go to Peter Thatchell of OutRage!

IHWO then, after a very short internetsearch* on the Alta Vista search engine, found a relative in Argentina, the grandson of Carl Vaernet, who has told that both his father and grandfather are dead, and that although the gruesome past of Vaernet has been a complete shock for him, he has graciously investigated details and the cemetery of Vaernet.( Britanico row 11.A.120 ).

*Before that a wholly futile search was undertaken in 1993 when 2 TV documentaries mentioned a Danish doctor Vaernet experimenting on gays in WW2 and post WW2. It turned out that the Nazi KZ- camp doctor mentioned in the NDR 1991 production “Wir trugen ein grosses “A” am Bein” was not identical to the post-war brainsurgeon Kjeld Vaernet mentioned in the DR TV documentary from 1990. The Vaernet in the German film was his father Carl Vaernet, which disappeared to Argentina in 1947, according to Preben Hertoft who kindly gave the few details then known about Carl Vaernet. Thereafter the search fizzled with an unanswered letter to Simon Wiesenthal in Wienna asking for further details.

IHWO queerstudies

vaernet.jpg (1779 bytes)The 2 e-mails of Cristian Vaernet translated into English

Rough translation of 1st Spanish e-mail:-

With great surprise read of doctor Carl Vaernet. I have not really
known the data my grandfather (the father of my father).
Both of these are today deceased . I feel very distressed and tremendously sorrowed
of the possibility that Carl Vaernet you talk about in your page
was my grandfather. I believe that the complete name of the is Carl
Peter Vaernet or Peter Carl Vaernet. Can english but it is hard for me to write it,
for that reason pardon that the writing is in Spanish. I will find out the
date of birth and death and in which cemetery he was buried and everything
what can clarify You and clarify me on the matter and I´ll write back.

Very kind Greeting to You, and with the wish that this person was not my grandfather.

Cristian Vaernet

Rough translation of 2nd Spanish e-mail:-

Thanks for your email and acts that already demonstrate to me
that you are a good person, the reason why I´m happy to have
communicated with you. With respect to the
relation with Vaernet, but he is something with which we have to live and to
learn from these errors from the past so that our generation nor another future one make them. Thanks for your good intentions.

With the only person which I could learn about Carl is with
my mother since with the brothers of my father, who live in Denmark we do not maintain correspondence since my father died. I would have liked that papa lived so that he could clarify all these questions to me that today arise to me. Here is what my
mother remembers or has written down :

Carl was born in Denmark the 28/4/1893 married with Edith Frida Hamershoj and
had 3 children. The minor of them was my father. When Papa reached 3
years, Carl left the family in Denmark and he went to Germany. He
engaged in a new marriage and he had other three or four children.
He after the war came to Argentina, living and working in Buenos Aires
as Endrocrinolog in the Ministry of Health. Died in Buenos Aires
25-11-1965 and was buried in the Britanico cemetery. In order
for you can be able to corroborate this, the telephonenumber of the Cemetery is 0054 1
553-3403. My father also came to Argentina, but I settled in the Province
of the Chaco (about of 1000 km from Buenos Aires). The information
we had with respect to Carl was that he had worked in the war but as a medic and nothing about the investigations of your Internetpages tell. When Carl died I was 8 years, the reason why we tried to communicate
with some of the brothers of my father with the purpose of having information on the matter.

This is not going to erase the sufferings, but I hope at least it serves to mitigate a little the pain of the damaged relatives and (…) the atrocities that took place under the excuse of the war.
I also hope, all the committed errors of the past is a lesson to our generation and against the future ones so that acts of inhumanity are not made, whether discrimination or persecution of people or by their religion, skin color or sexuality nobody will discriminate.

With esteem. Cristian Vaernet

vaernet.jpg (1779 bytes) 1st e-mail(Original text): En Español

Con gran sorpresa lei lo del doctor Carl Vaernet. Realmente no he conocido
a quien, podria ser, por los datos mi abuelo (padre de mi padre). Ambos hoy
estan fallecidos. Me siento muy angustiado y tremendamente dolorido ante la
posibilidad de que Carl Vaernet al que se refieren en vuestras paginas haya
sido mi abuelo. Creo que el nombre completo de el era Carl Peter Vaernet o
Peter Carl Vaernet. Leo el ingles pero me cuesta escribirlo, por eso
perdonen que les escriba en español. Averiguaré fecha de nacimiento y
fallecimiento y en que cementerio fue sepultado y todo lo que pueda a efectos
de aclarar a Uds. y aclararme a mi al respecto y les volvere a escribir. Saludo
a Uds. muy atentamente y con la esperanza de que esta persona no haya sido
mi abuelo.o”
Cristian Vaernet

2nd letter (Original text) En Español :-

Gracias por tus e-mail y actos que ya me demuestran
que eres una buena persona, por lo que me alegra haberme comunicado contigo.
Respecto a que lo mismo pueden encontrar la relación con Vaernet, lo se pero
es algo con lo que tendre que vivir y tomar estos errores del pasado como
para que nuestra generacion ni otra futura lo produzca. Gracias por tus
buenas intenciones.

Con la unica persona que pude averiguar respecto a Carl, es con mi madre ya
que con los hermanos de Papa, que viven en Dinamarca no mantenemos
correspondencia desde que mi padre fallecio. Me hubiera gustado que papá
viviera para que me aclarara todas estas dudas que hoy me surgen. De lo que
mi madre recuerda o tiene anotado es:

Carl nacio en Dinamarca el 28/4/1893 se caso con Edith Frida Hamershoj y
tuvo 3 hijos. El menor de ellos era mi padre. Cuando Papá tenia 3 años, Carl
dejo a la familia en Dinamarca y se fue a Alemania. Contrajo nuevo
matrimonio y tuvo otros tres o cuatro hijos.

Despues de la guerra vino a Argentina, viviendo y trabajando en Buenos
Aires como Endrocrinologo en el Ministerio de Salud. Fallecio en Buenos
Aires el 25-11-1965 y esta sepultado en el cementerio Britanico. A efectos
de que puedan corroborar esto, el telefono del Cementerio es 0054 1 553-3403
Mi padre vino tambien a Argentina, pero se radico en la Provincia del Chaco
( a un poco mas de 1000 km de Buenos Aires). La informacion que teniamos
respecto a Carl, es que habia trabajado en la guerra pero como medico y no
en la investigaciones que comentan en las Paginas de Internet. Cuando Carl
fallecio yo tenia 8 años, por lo que trataremos de comunicarnos con algunos
de los hermanos de papá a efectos de tener mas informacion al respecto.

Se que lo que pueda realizar no va a borrar los sufrimientos, pero al menos
espero sirva para mitigar un poco el dolor de los familiares o damnificados
y que nunca mas se realicen las atrocidades que se produjeron bajo la excusa
de la guerra.

Espero tambien, todos los errores cometidos, sirva a nuestra generacion y a
las futuras para que no se realicen actos de lesa humanidad, discrimine o
persiga a las personas ya sea por su religión, color de piel o sexualidad
cualquier fuere su elección.
Con aprecio.
Cristian Vaernet
[email protected]

http://www.ecomchaco.com.ar/ecomchacosa/ecomPersonal.htm

And we can´t thank Cristian Vaernet enough, who has shown an unusual openness, that marks a change in such matters.

Now the fate of the most notorious KZ doctor experimenting on gays is known, the question remains about who helped him flee to Argentine in 1947 and what has been undertaken by the government in the last 50 years to get the Danish Mengele home for a war-criminal trial?

The contents of Christian Vaernet´s two spanish e-mails have now been reprinted in articles written by leading gay historian of USA Richard Dey of IHI Institute, Boston:

“The Harvard Gay and Lesbian Review” in 1998

and “The Gay Review” by the Bostonian IHI Institute in 1998

peter.jpg (772 bytes)

LETTERS/PRESS RELEASES FROM PETER TATCHELL, OUTRAGE! , UK:-

outrage2.jpg (1467 bytes)

LETTER TO PRIME MINISTER RASMUSSEN OF DENMARK

Barbaric ‘Experiments’ by Nazi Dr. Vaernet, War Criminal

The Prime Minister,
Statsministeriet,
Christinsborg,
Prins Jorgens Gaard 11,
Copenhagen 1218,
Denmark.

16th March, 1998

Dear Prime Minister Foul Nyrup Rasmussen,

We are writing to request the help of your government to discover the fate of the Nazi doctor, Carl Vaernet, who fled to Argentina after the war and was last
known to be working in the Buenos Aires public health department in late 1947.

Dr. Vaernet was a pro-Nazi Danish citizen who served in the SS, conducting barbaric medical experiments –including castration and forced hormonal
implants– on gay concentration camp prisoners at Buchenwald and Neuengamme.

Unlike other Nazi doctors, he was never put on trial at Nuremberg, and was allowed to flee to Argentina soon after the war was over.

Dr. Vaernet’s role in the medical abuse of gay prisoners is documented in the archives at the International Tracing Service at Arolsen (example: ITS Arolsen,
book 36, folder 405). It is also cited in the books The Pink Triangle by Richard Plant (Mainstream Publishing, Edinburgh 1987) and Hidden Holocaust? by Dr. Gunter Grau (Cassell, London 1995).

Dr. Vaernet’s gruesome experiments on gay internees are also cited
in the German documentary film Wir hatten ein grosses ‘A’ am Bein (We Were Marked With A Big ‘A’), directed by Elke Jeonrond and Joseph Weishaupt, and made for NDR in 1991 by Mediengruppe Schwabing Filmproduktion.

According to our information, which remains incomplete, at the end
of the war Dr. Vaernet was interned in the British-run Alsgade Skole
prisoner-of-war camp in Copenhagen.

In the autumn of 1945, the British handed over Dr. Vaernet to the
Danish authorities. What these authorities did with him at this stage
remains unknown. Was he placed in a Danish prison? Or was he moved to hospital for the treatment of his alleged heart problem? This, too, demands an investigation and an answer.

On 2nd January 1946, the Danish Medical Association received a
letter from Dr. Vaernet’s lawyer, informing them that he had resigned –apparently in a bid to preempt the Association’s plan to have him struck off for his wartime activities,

It is known that Dr. Vaernet was eventually transferred to
hospital, on the grounds that he was allegedly suffering from a heart
complaint, (which may well have
been fictional in order to facilitate his release from detention). When
did this transfer take place? Who authorised it? What independent
medical report, if any, confirmed his heart condition?

Dr. Vaernet is said to have told fellow doctors that his heart
trouble could only be treated in Sweden. Astonishingly, despite being
accused of perpetrating war crimes, Dr. Vaernet was allowed by the Danish authorities to travel to Sweden.

In Sweden, he made contact with the Nazi escape network, which
spirited him away to Argentina, probably in late 1946 or early 1947.
On 19th November 1947, the Copenhagen newspaper, Berlingske
Tidende, carried a letter from a Danish exile living in Argentina which
reported that Dr. Vaernet was working in the Buenos Aires health department.

It is our formal request that the Danish government explain:

1.Why was Dr. Vaernet never put on trial on charges of war crimes, alongside other Nazi doctors?
2.What explanation is there for the way the Ministry of Justice ignored the serious allegations made by the Danish Medical Association concerning Dr. Vaernet’s
wartime activities?
3.Who authorised him to leave prison unguarded and attend hospital for treatment without supervision?
4.How did Dr. Vaernet –a former Nazi SS officer accused of war crimes– get official permission to travel to Sweden for medical treatment?

5.Was there any disciplinary action taken against those who allowed him to leave prison and go to hospital and, later, to leave Denmark for Sweden?
6.What action has been taken by the Danish government over the last 50 years to track down Dr. Vaernet and bring him to trial on charges of crimes against
humanity?
7.Is he now dead or alive? If he is still living, what action does the Danish government propose to take to put him on trial?

OutRage! is an organisation dedicated to the promotion of lesbian, gay and bisexual human rights in Britain and worldwide.

Dr. Vaernet committed acts which are, according to our understanding of international law, crimes against humanity.

We would greatly appreciate your government’s assistance in discovering Dr. Vaernet’s fate. Thank you.

Yours sincerely,
Peter Tatchell

QUEER INTELLIGENCE SERVICE

outrage2.jpg (1467 bytes)

LETTER TO PRESIDENT MENEN OF ARGENTINA

Barbaric ‘Experiments’ by Nazi Dr. Vaernet, War Criminal

The President,
Republic of Argentina,
Balcarce 50,
1064 Buenos Aires,
Argentina.

12th March, 1998

Dear President Carlos Menen,

Unlike other Nazi doctors, he was never put on trial at Nuremberg, and was allowed to flee to Argentina soon after the war was over.

It is our formal request that the Argentine government conduct an investigation to determine what happened to Dr Vaernet. Is he dead or alive? Could you
please furnish us with this information? A good place to start looking would be the records of his employers, the Buenos Aires health service.

OutRage! is an organisation dedicated to the promotion of lesbian, gay and bisexual human rights worldwide.

Dr. Vaernet committed acts which are, according to our understanding of international law, crimes against humanity.

We would greatly appreciate your government’s assistance in discovering Dr. Vaernet’s fate. Thank you.

Yours sincerely,
Peter Tatchell

outrage2.jpg (1467 bytes)

LETTER TO BUNDESKANZLER HELMUT KOHL

The Chancellor,
Bundeskanzleramt,
D-53106 Bonn,
Germany.

20-October-1997

I am writing on behalf of OutRage! –the campaign for lesbian, gay and bisexual human rights– concerning the persecution of homosexuals during the Nazi era
and the subsequent mistreatment of gay holocaust survivors by the German authorities.

We are shocked that the German government still refuses to compensate most gay holocaust survivors for their suffering, on the grounds that the Supreme Court
ruled in 1957 that they were common criminals and were therefore legitimately incarcerated.

Furthermore, it cannot be morally right that the work of SS concentration camp guards is counted towards their pension entitlement, wheareas the years spent in
the camps by gay prisoners are deducted from their pensions.

We would like to know why no Nazi doctors were ever prosecuted at the Nuremberg Trials –or since– for abusing gay concentration camp inmates in
gruesome ‘medical’ experiments that, at Buchenwald, included forcible castration and hormone implants.

It is long overdue that the injustices suffered by the lesbian and gay victims of Hitlerism were remedied. We ask you, as Chancellor of democratic Germany, to:

apologise for the terrorisation of gay men and lesbians during the Third Reich;

authorise the payment of compensation to homosexual holocaust survivors, on a par with compensation to Jewish survivors;

recalculate the pensions of gay survivors to ensure that their period of detention in the camps is counted towards their pension entitlement;

bring to trial, on charges of crimes against humanity, the Nazi doctors involved in the medical abuse of gay prisoners.

We look forward to receiving your assurance of prompt action to rectify these past injustices.

Yours sincerely,
Peter Tatchell.

[email protected]
http://www.tatchell.freeserve.co.uk

Introduction

GERMAN EMBASSY PURSUES REDRESS FOR GAY HOLOCAUST VICTIMS

Meeting between OutRage! and German Embassy
The German Embassy in London has forwarded a report to the office of Chancellor Helmut Kohl in Bonn, setting out proposals to remedy the injustices suffered by gay holocaust victims.
The proposals were made by OutRage! during a meeting at the German Embassy with the First Counsellor for Legal and Consular Affairs, Herr Rainer Dobbelstein.
The Embassy has also forwarded to Bonn details from OutRage! of the Nazi doctors, Gerhard Schiedlausky and Carl Vaernet, who medically abused gay prisoners at Buchenwald. (Dr. Vaernet’s ‘experiments’ included castration and hormone implants.)
OutRage! has formally asked the German Government to track down these doctors and, if they are still alive, to bring them to trial on charges of ‘crimes against
humanity’. ( … )
Put on trial the Nazi doctors involved in barbaric medical ‘experiments’ on gay concentration camp prisoners (none of the doctors were indicted at Nuremberg
— or since). ( … )

wpeB.jpg (2991 bytes)

Letter from Anna H. Roe
Division of the Senior Historian
Center for Advanced Holocaust Studies
United States Holocaust Memorial Museum

Anna H. Roe kindly send to us a copy of an index card and 3 pages about Carl Vaernet;

indxlil.jpg (5118 bytes)

A copy of index card from the former
Berlin Document Center of Vaernet.
Click for 150K photocopy!

_______________________________________
VAERNET, Dr. med. Carl SS (SS-Runen) Stubaf. SS 1792 SS 1809

Dänischer Forscher:

Erfinder der künstlichen Drüse
15.11.43 Forschungsauftrag RF SS (SS Runen) auf dem Gebiet der künst-
lichen Drüse: Herstellung u. Versuche

Wirtschafts- Verw.- Gauplant, Ordner # 4
The index card has further dates as follows 28.4.93 and (unreadable) erdeck? vom 5.4.65
The first date must be his birthday in 1898, the second is 7-8 months before his death. (The date 5.4.1965 was probably a result of a Danish request for 31 war-criminals including Carl Vaernet was sent to Germany 26th February 1965, upon a German request in 1964 for a final list of outstanding war-criminals. Of a total of 20 of fatal cases all were investigated, including evidently the case of Vaernet, but no one were prosecuted.)

A microfilm of this index card from the
former Berlin Archive is on file at NARA, The National Archives and Records Administration, College Park, Maryland, and the original
can be found at the Bundesarchiv Berlin.

Furthermore the
United States Holocaust Memorial Museum
sent 3 A4 pages of their 1994 publication
*Darkness Before Dawn page 216-217 with a letter
from Dr. G. Shiedlausky about SS Major Vaernet
from Weimar- Buchenwald 29th July 1944
and a letter to Prague SS-Liutenant Gerke
from 25. february 1944 about Carl Vaernet
from Himmler, Berlin , Prinz Albrect Strasse 44

photocopy of below letter

brevlil.jpg (8210 bytes)

Berlin, 25 February 1944

Prinz Albrecht Strasse 44

Reichsführer SS and Chief of the German Police

carbon copy

To the head of the State Police Office, Prague

SS Liutenant Colonel Dr. Gerke, Prague

Dear Comrade Gerke!

The Reichsführer SS(Heinrich Himmler) brought to Germany some time ago the Danish medical Researcher Dr. Carl Vaernet so that he might work, unhindered and uninfluenced, on an extreme important experiment. I have been entrusted by the Reichsführer SS to accomodate the wishes of Dr. Vaernet and [he] informed me that Dr. Vaernet is to be assisted in the most generous matter. A position was created for Dr. Vaernet at the Deutsche Heilmittel Co. by the Central Office for Economy and Administration in cooperation with the Ss Reich Surgeon General.

Dr. Vaernet will relocate to prague on 26 February 1944 and reside in a hotel, together with his family of six. Because his research work will last at least one year, hotel lodging´s cannot be considered a definitive solution- especially since Vaernet does not intend to return to Denmark and vishes to send his children to a German school in Prague. I would therefore be especially grateful if you could assist me in finding an appropriate fully furnished apartment for Dr. Vaernet. Following consultation with the Central Office for Economy and Administration, Staff B, SS Liutenant Col. Dr Hoffmann assumes the payment of rent via Deutsche Heilmittel GmbH.

The original document of the above is in the Buchenwald Archive, Signatur 50-3-35, and is reprinted in facsimile in Wolfgang Röll, Homosexuelle Häftlinge im Konzentrationslager Buchenwald (Weimar: Weimardruck, 1991), 37. This and the next document were translated from German by Patricia Heberer and Sybil Milton.Center for Advanced Holocaust Studies United States Holocaust Memorial Museum.

The next document is a note for the files from SS-Captain, Dr. Gerhard Shiedlausky, the Waffen SS Chief Garrison Physician in Weimar, about his first meeting with SS Major Dr. Carl Vaernet. The original document is in the Thüringer Staats Archiv, Weimar, Record Group KL Buchenwald 50, Page 2, and is also reprinted in facsimile in Röll, Homosexuelle Häftlinge im Konzentrationslager Buchenwald; 38.

Weimar- Buchenwald

29 July 1944

Waffen SS Chief Garrison Physician

Weimar

Re: memorandum

SS Major Vaernet arrived at Buchenwald concentration camp at 26 July 1944 to investigate various possibilities for his experiments, which has been approved by the Reichsführer SS.

We reached an understanding during our first conversation that five genuine homosexuals who are deemed suitable will be chosen to test his hypothesis. Before surgery is performed, there must be an examination of the hormone level in urine samples… This will take place in Prague, the present residence of SS Major Vaernet, in a specially equipped institute… Major Vaernet wants to settle this problem on the spot in Prague and report to us here. Only then can we ship urine samples from the prisoners selected for the experiment. If the testing works out positively, the surgical operations will be performed.

Garrison Physician of the Waffen SS, Weimar

(signed) Dr. Gerhard Shiedlausky

SS-Captain (Reserve)

Center for Advanced Holocaust Studies,United States Holocaust Memorial Museum.

JENSEN, Dr. Carl Peter

Daenischer Arzt. 1921 Aenderung des Namens in Carl (Peter) Vaernet. Seit 1932 endocrinologische Experimente. 1944 Anstellung im Auftrag Himmlers bei der Deutschen Heilmittel GmbH, Prag, einer (getarnten) Einrichtung der SS. Ende 1944 Versuche an homosexuelle Haeflingen in Buchenwalde zur Homosexuellen “Umpolung”.

Several books in our (USHMM)Library contain or mention Carl Peter Vaernet:

Richard Plant, The Pink Triangle: The Nazi war against homosexuals, New York, 1986 P. 152, 175- 178
Gunther Grau (Hg.) Homosexualitaet in der NS-Zeit: Dokumente einer Diskriminierung und Verfolgung,
Frankfurt am Main, 1993 p. 19, 345-360
Gunther Grau (Ed) Hidden Holocaust? Gay and Lesbian persucution in Germany, 1933- 1945, Chicago, 1995
especially Chapter IV b) experiments in “Reversal of Hormonal Polarity” at Buchenwald p. 281- 292
Hans Georg Stuemke: Homosexuelle in Deutschland, Muenschen, 1989 (Beck´sche Reihe 375) p. 121- 123

More detailed information in :
Wolfgang Roll, Homosexuelle Haeftlinge im Konzentrationslager Buchenwald, Nationale Mahn- und Gedenkstaette Buchenwald, 1991

The name Vaernet is also mentioned in:
Harry Wilde, Das Schicksal der Verfemten. Die Verfolgung der der Homosexuellen im “Dritten Reich” und
ihre Staellung im der heutigen Gesellschaft, Tuebingen, 1969, p. 31
Burkhard Jellonek, Homosexuellen unter der Hakenkreuz. Die Verfolgung vom Homosexuellen im Dritten Reich, Paderborn, 1990, p. 175

(From Letter from Anna H. Roe
Division of the Senior Historian
Center for Advanced Holocaust Studies
United States Holocaust Memorial Museum)(c)1998

wpeB.jpg (2991 bytes)

The experiment was disrupted by an air-raid alarm, but the 30th of October 1944 Carl Vaernet informed SS Reichs Doctor, Obergruppenfüehrer Grawitz*:-

photocopy of below letter

bbrevl2.jpg (9573 bytes)

The operations in Weimar- Buchenwalde were performed the 13th September 1944 on five homosexual camp inmates.
Of them 2 were castrated, 1 sterilized and 2 not operated. All 5 had the “artificial male sexual gland” implanted in different sizes…(this is a part of a 5 page long report to Grawitz)

A week before Carl Vaernet wrote of the trialperson no. 1, inmate no. 21.686 Bernhard Steinhoff, a 55 year old theolog, more than a after the castration:-

“The operation wound has healed, and there is no rejection of the implantated sexual gland. The person feels better and had dreams of ladies…”
We do not precisely know how many underwent an operation; 13, 15 or more has been mentioned, but the letters makes certain that an Endlösung of the homosexual problem had as high a priotity as the Jew question only did the program start in the last months of the third reich where everything disintegrated. As time went by the reports of successes dried up and Vaernet was not accesible of his employers. He did not turn up at his office, but worked in the university-bibliotek of Prague instead. In a letter from February 1945 he still talks about a “heilbringende Therapie” opening new venues in the psychiatry. At the end of the war he approached other SS-arms for laboratory equipment and Deutsche Heilmittel, Grawitz, in a letter from 28th of February 1945 to SS-Obergruppenfuehrer Baier wrote:-

“All in all dr. Vaernet has lately developed a great independence…It is therefore clear, that we can no longer can be responsible of dr. Vaernet´s aquisitions”
Further German letters of Carl Vaernet below

* Dr. Ernst Grawitz, SS and Police Gruppenfuehrer (Lt. Colonel) was the top doctor in the SS. He was the one who suggested to Himmler in the summer of 1941
gas chambers as means to the `Final Solution,’ i.e. the mass extermination of Jews. He knew of and kept an executive’s eye on numerous other experiments with
human guinea pigs at various concentration camps, for instance body resistance to freezing, jaundice, typhus (research done for I.G. Farben), and the drinkability of
sea water. He committed suicide in 1945.
http://www.uni-heidelberg.de/institute/fak5/igm/g47/eck_graw.htm
His assistant was along with 6 other KZ-doctors sentensed to death by the Nüremberg Trials. Helmut Poppendick got a 10 years sentence. http://www.uni-heidelberg.de/institute/fak5/igm/g47/nuremb.htm

http://www.webster.edu/~woolflm/nazidocsandothers.html

EMAILS:-

wpeB.jpg (2991 bytes)

vaernet-press inquiry
Thu, 30 Apr 1998 08:10:43 -0500
Polina Shklyanoy <[email protected]>
Organisation:
windy city times (chicago)
Til: [email protected]

need information about carl vaernet for story
please respond
lisa neff
windy city times
national news editor
chicago illinois

________________________________________

Gay Group Searches for Nazi Doctor

Cristian Vaernet says Nazi doctor
Carl Vaernet was his grandfather.
http://www.wctimes.com/html/news.html

vaernet.jpg (1779 bytes)

Gerard Koskovich wrote:-

Thank you for notifying me about the information regarding Vaernet. I have
added a link to the IHWO page to my bibliography. I have also posted a 1944
text about Vaernet’s experiments on homosexual men at Buchenwald, excerpted
from David A. Hackett (ed.), The Buchenwald Report (Boulder, Colo.: Westview
Press, 1995).

Best regards,
Gerard Koskovich
San Francisco, California, USA

THE NAZI PERSECUTION of HOMOSEXUALS

An Annotated Bibliography of Nonfiction Sources in English

http://members.aol.com/dalembert/lgbt_history/nazi_biblio.html

Hackett, David A. (ed.) The Buchenwald Report (Boulder, Colo.: Westview Press, 1995); edited, translated and introduced by David A. Hackett;
foreward by Frederick A. Praeger.

A comprehensive report on the history and functioning of the Buchenwald concentration camp, as well as a detailed accounting of
conditions experienced by the internees, prepared under the auspices of the Psychological Warfare Division of the U.S. Army immediately
after the liberation of the camp in 1944. The lead member of the team that compiled and wrote the report was Eugen Kogon, an Austrian
who had been interned as an anti-fascist political prisoner and who subsequently relied on the text as the key source for his book The
Theory and Practice of Hell (1950). The original report remained unpublished in any language until the appearance of this 1995 English
translation.

The report provides a fairly extensive discussion of the place of homosexual male prisoners in Buchenwald, including internee Ferdinand
Römhild’s six-page overview, “The Situation of the Homosexuals,” compiled as report no. 40 in the “Individual Reports” section of the
document. Kogon’s introductory text notes the use of the pink triangle to mark homosexual male prisoners and identifies such prisoners as
one of the classes singled out for medical experiments, including the gruesome attempts of Danish-born SS doctor Carl Peter Vaernet to
change the sexual orientation of homosexual men through castration and hormone implants. [Excerpt]

[For more on Vaernet, whose life after the war and whose death in Argentina in 1965 has recently been documented, in part through the
assistance of Vaernet’s Argentine grandson, see the reports on the International Homosexual Web Organization site.]

http://members.aol.com/dalembert/lgbt_history/biblio_vaernet.html

SS Doctor Carl Peter Vaernet’s Medical Experiments
on Male Homosexuals at Buchenwald (1944)

David A. Hackett (ed.). The Buchenwald
Report (Boulder, Colo.: Westview Press,
1995), page 79.

Excerpt from the “Main Report” by Eugen
Kogon, an Austrian who had been
interned in Buchenwald as an anti-fascist
political prisoner and who had worked as
first medical secretary in the Block 50
medical ward at the camp.

The report was written in 1944 under the
auspices of the Psychological Warfare
Division of the U.S. Army, immediately
after the liberation of Buchenwald. It
remained unpublished until 1995.

In fall 1944, the Danish SS major Dr. Vaernet,
who had his headquarters in Prague, arrived in
Buchenwald. He started a series of experiments to
cure homosexuality, with the approval of Himmler
and Reich medical chief of the SS Brigadier
General Dr. [Ernst-Robert] Grawitz, and SS
Brigadier General [Helmut] Poppendick, Berlin
(via Experimental Department V, Leipzig, of the
Reichsführer SS). Implanting a synthetically
produced hormone in the right side of the groin
was supposed to effect a change in the sex drive.
The SS doctors made terrible jokes about it; the
prisoners spoke of “flintstones” that were
supposed to help those implanted with them along
the proper path. Vaernet also experimented with
castration. It was tried on a total of about fifteen
men, of whom two died. Doubtless that was a
result of the operation, since one of them
developed a major infection and the other died a
few weeks later as a result of general weakness.
Otherwise the human guinea pigs of this special
series of experiments were not treated badly. But
no positive findings were ever obtained.

[RETURN to BIBLIOGRAPHY]

vaernet.jpg (1779 bytes)

Re: Holocaust Information Private Holocaust Resources
Date: Tue, 30 Mar 1999 10:07:45 -0500 (EST)
From: [email protected] (Kenneth McVay OBC)

Thanks – I’ve added your site to our “private resources” page.

Ken
—
The Nizkor Project— http://www.nizkor.org
Ken McVay, Director. ICQ 7015822 http://www.nizkor.org/~kmcvay

http://www.nizkor.org/other-sites/private.html :-

“Gay activist in Denmark tracks down Nazi doctor who experimented on homosexuals… Carl Peter Vaernet, a
Dane, castrated and implanted hormones in homosexuals in attempts to alter their sexual orientation at the
Buchenwald and Neuengamme camps.”

vaernet.jpg (1779 bytes)

Gay and Lesbian Humanist

Autumn 1999
http://www.galha.freeserve.co.uk/glh191w1.htm.

The First Partnership site carries a number of other interesting features not directly related to partnership. One of them, Gay holocaust , details the hunt for Carl Vaernet, the Danish doctor who carried out atrocities on gay men at the Nazi concentration camps at Buchenwald and Neuengamme.

vaernet.jpg (1779 bytes)

Hello,

as a student in criminological sciences, I’m working on my thesis.
This thesis handles about medical experiments during the Second World War in concentration camps.

I received already a lot of information about these
experiments as such and about the ethical questions but it is hard to
find reliable and scientific information concerning the consequences of
these experiments on account of the victims and this in social,
psychological and medical point of vieuw.

You could really help me by sending these info or pointing out the
sources where I can find the asked info.

Thanks a lot, in advance

An De Smaele
Belgium
[email protected]

vaernet.jpg (1779 bytes)

i am interested in the hystory of the homosexuals during the second
war (homocaust).
> May i have a copy of ” the gay review”, so as other materials
concerning what
> above?

Many thanks in advance.

Angelo T. – Italy

vaernet.jpg (1779 bytes)

Severine Deliessche wrote:

I was very interesting in your homepage.
I’m a french student and I prepare a PhD in political sciences.
My work is now about the gay deportation.
>
> Séverine Deliessche
>
> Mine :
> http://www.geocities.com/CollegePark/Lab/1989

wpeB.jpg (2991 bytes)

Carl Peter Vaernet timeline based on available sources:

Carl Peter Vaernet was born in the village of Astrup (by Aarhus) the 28th of April 1893 as the son of a wealthy horsetrader.

In august 1920 he married with Edith Frida Hamershoj and
had 3 children, of which Kjeld Vaernet was born in november 1920. The minor of them was the father of Christian Vaernet. When the father of Christian Vaernet reached 3 years of age, Carl left the family in Denmark and he went to Germany. He engaged in a new marriage with Gurli Marie (1902-1955) and he had other three children.

In December 1921 he changed name from the common name of Jensen to the unique name of Værnet.

1923 he became candidate-doctor together with later Danish Nazi-leader Fritz Clausen.

In 1929 a castrationlaw on the behest of eugenic doctor Knud Sand was adopted just before homosexuality was legalized in 1930. Carl Vaernet started his endocrinologue experiments in 1932. He used mice for his experiments while his rival Knud Sand used chickens. Sand wanted to transplant “healthy testicles” into gays, while Vaernet wanted a hormonal medical solution.

In the years 1932-1934, after practise in 2 hospitals in Copenhagen, he went to Germany (Berlin, Giessen, Vienna, Göttingen) and Paris for further studies, specializing in ultra-sound treatments.

In 1939 he in earnest started his testosterone research and in 1941 a newspaper told how the crows of hens with implantations could be heard outside his clinic.

clausenvaernet.jpg (2167 bytes)

Fritz Clausen and Carl Vaernet

In the years before the WW2 Vaernet was one of the leading society doctors in Copenhagen , but lost patients as his close contact with Danish Quisling doctor Fritz Clausen became known. Vaernet was also a friend of Reichsbevollmaechtige of Denmark Dr. Werner Best, who highly recommended him. A brother, Aage Vaernet was also a member of the Danish Nazi-party , D.N.S.A.P.

In 1942 he implanted testosterone in a gay schoolteacher with “good result” as the teacher married. He patended his “Pressling” hormone metal-tube deposit first in Copenhagen in 1943, then in Germany. The open ended tube then over 1 or 2 or more years depending on the model released its contents. This should cure the theorethical deficit of testosterone in homosexuals. He sold his clinic on Platanvej, Copenhagen to the German occupation forces and it was subsequently bombed/sabotaged by the Danish resistance Movement (Holger Danske) in 1944.

himml.jpg (3823 bytes)kalt.jpg (2925 bytes) SS-Leader HEINRICH HIMMLER & Gestapo-Chief Ernst Kaltenbrunner

Through Heinrich Himmler, the doctor got an employment contract with the “Deutsche Heilmittel GmbH”, a front sorting directly under SS. The contract from 15th November 1943 was signed by Gestapo-chief Ernst Kaltenbrunner and SS Reichsdoctor /Reich medical chief of the SS Brigadier General Dr. [General Arzt] [Ernst-Robert] Grawitz. The salary was 1.500 Reichsmark a month. The patents in connection with Vaernet´s research were to be registered in Vaernets name, but with a licence of 15 years to Deutsche Heilmittel. The careful contract stating the terms of the future use of the Vaernet Cure indicates that the SS had an “Endlösung” comprising all homosexuals of the 3rd Reich in mind.

In a letter from Vaernet in Prague to his SS-employers at Deutsche Heilmittel; Possiebrader Landstrasse, the 31st of August 1944 he reports that his operations are resceduled to 2-3 weeks later due to an airraid. The first run of operations took place 13.9.1944, the second on the 8th of December 1944. “Studenternes efterretningstjeneste” claimed that a total of 30-40 kz-inmates were operated on.

buchen.jpg (2007 bytes) The Buchenwald camp

A SS-letter to Carl Vaernet, Petersgasse 10, Prague, the 3rd of January 1945 mentions 13 operated inmates and the names of the 7 operated (out of a group of 10) on the 8th of December 1944: Reinhold, Schmith, Ledetzky, Boeck, Henze (who died), Köster and Parth. Before that, the
13.9.1944 3 patients out of 5 were operated on. 2 were catrated, 1 was sterilized at the Buchenwald camp. 2 of the patients died immediately ,(1 of these as a direct result of the operation, a big phlegmose/tissue-inflamation, the other (Henze) from infectious bowels catarr and severe emaciation the 21st of December 1944.) leaving 11 to die shortly thereafter.

The Danish SS doctor was stationed in Prague, in Petersgasse 10 owned by interned jews, had the rank of Sturmbannfuerer (Major) and reported through his superior SS-Oberfuehrer/ SS Brigadier General [Helmut] Poppendick, Berlin (via Experimental Department V, Leipzig, of the Reichsführer SS(Himmler)).

hhheger.jpg (4224 bytes)

(From Josef Kohout -“Heinz Heger”/(Fredrik Silverstolpe) Fangerna med Rosa Triangel, Forfatterforlaget 1972/1984. Original source “Tagesbuchblaetter” from magazine “Humanitas” by Neudegg.) (Vaernet claimed to have developed a synthetic testosterone hormonal implant which would cure homosexuality. The SS gave him a research position, necessary funds, laboratory
facilities and the concentration camp population as experimental subjects.) The other SS-doctors joked about the matter and the prisoners talked about the “firestones” that through castration should cure the patients.

Carl Vaernet was “out of practice” from May 1945 to September 1945. He was interned by the English occupation forces in this period. From the end of May the government knew, that he had been a Sturmbannführer at the Buchenwald KZ-camp. Major R.F. Hemingway of the allied forces confirmed in a letter to the Danish Medical Association after the 29th of May 1945 that Carl Værnet was a prisoner of war and “undoubtedly would be punished as a war criminal”.

The 2nd January 1946 he was at the Kommunehospitalet in a bid to secure passage to Sweden to get a special heart-treatment. Here the sickly looking Carl met his eldest son Kjeld and together they tried to sell the patended KZ-concentrationcamp-hormone to an US medical firm “DuPont” according to archivepapers. Also Carl tried to preempt an exclusion of the doctors society by resigning.

On 29th May 1945, the chairman of the Danish Medical Association
sent the Ministry of Justice an affidavit signed by a Danish police
officer who had been incarcerated in Buchenwald. This affidavit identified Vaernet as having been a serving SS officer. The report from the chairman of the Danish Medical Association
was, apparently, ignored by the Justice Ministry in Copenhagen.
In the autumn of 1945, the British handed over Dr. Vaernet to the
Danish authorities.
On 2nd January 1946, the Danish Medical Association received a
letter from Dr. Vaernet’s lawyer, informing them that he had resigned
It is known that Dr. Vaernet was eventually transferred to
hospital, on the grounds that he was allegedly suffering from a heart
complaint, (which may well have
been fictional in order to facilitate his release from detention). When
did this transfer take place? Who authorised it? What independent
medical report, if any, confirmed his heart condition?

In 1946 Carl Vaernet fully legally with the permission from both the police and the rigsadvocature travelled to Stockholm and the “Serafimerlazarettet”. The Danish police even gave him some Swedish currency for his trip. Later, too late, the police served an order for his arrest.

In Sweden, he made contact with the Nazi escape network, which
spirited him away to Argentina, probably in late 1946 or early 1947. In April 1947 Brigadier General Telford Tyler (1908-1998), American Chief of “Allied War Crime Commission” and chief prosecutor in Nürnberg wrote “Lægeforeningen” that he knew about Vaernet´s experiments. Through Sundhedstyrelsen Laegeforeningen sent this message to the Rigsadvokature, that laconically told that as far as they knew Vaernet was in Brazil, otherwise his address was unknown. No one asked the commission about the details of Vaernet. Danish police-officers at the Alsgade School in the later “Spider/Edderkobbesag” were exposed as corrupt, even the british leader of the Alsgade camp/school was also considered corrupt. But not a single prisoner did escape the camp. At a point after WW2 the Danish intelligence incredibly was led by SS-man Toepke, who was later removed from his post along with Argentinian “rat-line”-man Pineyro in 1947 when the operation became too obvious. The flight of Carl Vaernet could have been quite unspectacular: by air the route was the normal sceduled Stockholm/Geneva/Buenos Aires.

On 19th November 1947, the Copenhagen newspaper, Berlingske
Tidende, carried a letter from a Danish exile living in Argentina which
reported that Dr. Vaernet was working in the Buenos Aires health department.

After a few years in the health ministry in Buenos Aires he opened a private pratice at Calle Uriarte 2251, but his clinic was not as successful as in Copenhagen. He never really learned the language or to know the people. He changed name again to the spanish Carlos Peter Varnet and lived in constant terror of being found out (just like Mengele).

In 1955 he was run down by a taxi and was severely wounded with 15 fractures. He was nursed by his wife Gurli until she in September 1955 was electrocuted before a trolley-train and died. During his 1½ years stay in hospital he ran out of money, and his daughter Lull took over the care. Both Lull and Kjeld Vaernet speak of Carl´s kindness and generosity.

In 1948 the Danish medical association officially wanted Carl Vaernet excluded and in April/May 1959 they had reservations when he applied for amnesty in Denmark. Rigspolitiet the 15th of april 1959 told Laegeforeningen that serious charges remained against Vaernet. In the beginning of the 60és his son Kjeld Vaernet on a trip to a medical conference in Buenos Aires met Carl at a hospital where Carl got treatment for an ulcer. In the last months of Carl`s life in 1965 he again applied for clemency in Denmark. He was again turned down this time in official letters signed by later the president of The Sea- & Trade Court, Frank Poulsen.

And the fate of Vaernet is described by grandson Christian Vaernet: Carl Peter Vaernet died of an unknown fever 25th of November 1965. He is buried in the Británico cemetary row 11.A.120.

gravl.jpg (6757 bytes)

The photo above was taken by South American correspondent of Jyllands-Posten Jakob Rubin in October 1999. In November 1999 professor Niels Høiby also took a picture of the grave later shown in Danish TV2.

bovrup.jpg (10026 bytes)

From the Nazi-party “Bovrup”-archives: PM Nyrup´s father Oluf became Nazi-member the 9th April 1941.

Friday 3 Dec.1999 Danish PM Poul Nyrup Rasmussen admits his father was member of Nazi-party.

The leftish party “Enheds-listen” has searched the Nazi-party “Bovrup”-archives and found out that PM Poul Nyrup Rasmussen´s father was an active member of the Danish Nazi Party DNSAP from 1941. Friday 3-12-1999 the PM went on Morning TV2 and told that he had known his father, Oluf, who died in 1993, had been pressed into work in Germany, but that he was only told 3 weeks ago from the Enhedslisten about their archive-discovery. The PM was “shocked” and would do everything to throw light on the matter. But for years rumors about the Nazi membership had circulated among journalists.

JUSTICEMINISTER BUSCH-JENSEN DROPPED THE CASE AGAINST VÆRNET.

COPENHAGEN, SATURDAY. 6-11-1999. Ritzau-BACKGROUND BY Niels-Birger Danielsen

IT WAS THE THE SOCIALDEMOCRATIC JUSTICEMINISTER AT THE TIME NIELS BUSCH-JENSEN, WHO IN 1949 CONTRAVENING THE OFFICE OF PROSECUTION, DECIDED TO GIVE UP THE ATTEMPTS TO GET THE NAZI-DOCTOR CARL PETER VÆRNET TO TRIAL CHARGED OF MEDICAL EXPERIMENTS WITH HOMOSEXUAL MEN IN GERMAN KZ-CAMPS DURING WW2.

BUSCH-JENSEN MADE THE DECISION DESPITE OF AN AGREEMENT
OF THE STATE ATTORNEY (DA) OF SEALAND AND THE RIGSADVOCATE
(OF DENMARK) WHEN THEY URGED FOR THAT THE DANISH
AUTHORITIES SHOULD SEARCH CARL PETER VÆRNET INTERNATIONALLY AND DEMAND EXTRADICTION.

THE OFFICE OF PROSECUTION MEANT THEY COULD GET A CONVICTION OF 2 YEARS FOR HIS CRIMES.

IT IS REVEALED FROM VÆRNETS CASEFILE FROM THE JUSTICE-
MINISTRY THAT RITZAU HAS GOTTEN ACCESS TO AT THE “RIGSARKIVET”.

THE DANISH DOCTOR WHO LIVED FROM 1893 TO 1965
AFTER THE WAR FLED TO ARGENTINA – THE DANISH JUSTICEMINISTER AT FIRST THOUGHT HE HAD SOUGHT REFUGE IN BRAZIL. AND BUSCH-JENSEN HAD 2 REASONS TO DROP THE CASE.

“THE JUSTICE MINISTERY HAS PARTLY ON THE STATE OF EVIDENCE
, PARTLY UNDER CONSIDERATION THAT THE CHARGED PERSON
RESIDES IN SOUTH AMERICA, NOT FOUND SUFFICIENT REASON TO SEEK AN EXTRADITION CARRIED OUT OF THE PERSON IN QUESTION”, ACCORDING TO A WRITING FROM THE JUSTICE-MINISTRY DATED 28. FEBRUARY 1949.

THE PAPERS FROM THE CASE-FILE SHOWS THAT BUSCH-
JENSEN WITH OUTCROSSES AND ADDITIONS REJECTED
THE PROPOSITION FROM STATE ATTORNEY Th. B. ROEPSDORFF
WHO A MONTH EARLIER HAD WRITTEN TO HIS SUPERIOR
RIGSADVOKAT (ATTORNY OF THE REALM) F. PIHL:-

IT MUST BE CONSIDERED SUFFICIENTLY PROVED BY THE
PRESENT MATERIAL THAT THE PERSON CHARGED HAS CONDUCTED
THE EXPERIMENTS IN QUESTION WITH THE CAMP-INMATES.
AS THE OF THE CHARGED PERSON COMMITED CRIMES,
AND ESPECIALLY HIS EXPERIMENTS WITH THE KZ-INMATES
MUST BE CARACTERIZED AS SEVERE CRIMES , I SHALL
URGE THAT A PETITION TO THE JUSTICE-MINISTRY
OF EXTRADICTION TO THIS COUNTRY OF THE CHARGED
PERSON SHOULD BE SOUGHT.
RIGSADVOKAT (ATTORNY OF THE REALM) F. PIHL
DECLARED THAT HE WAS IN AGREEMENT WITH THE
STATE ATTORNEYS PETITION….
(…).
AT LEAST 2 OF THE GUINEAPIGS WAS THOUGHT TO HAVE
DIED OF INFECTIONS OF THE EXPERIMENTS, BUT STATE ATTORNEY
ROEPSDORFF ADMITTED TO THE STATE OF EVIDENCE MADE
IT DIFFICULT TO GET THE DANISH DOCTOR CONVICTED OF HARM LEADING TO DEATH.
…(…)
AND IN A TRANSCRIPT FROM THE COURT IN FREDERIKSBERG THE
5TH OF DECEMBER 1946 WHERE THE JUDGE MADE THE DECISION
ABOUT ARREST OF VÆRNET, IN WAS REALIZED THAT VÆRNET “WAS GIVEN
PERMISSSION TO TRAVEL TO STOCKHOLM TO GET A CURE”.
THE AUTORITIES HAD DURING 1946 GOT INFORMATION ABOUT THAT
CARL PETER VÆRNET HAD FLED AND THAT THE POLICESUPERINTENDENT
IN FREDERIKSBERG STARTED A CASE OF EXTRADITION WITH THE SWEDISH
FOREIGNERAUTHORITIES – UTLÄNNINGSKOMMISSIONEN.
IN JANUARY 1947 CAME THE FIRST INFORMATIONS THAT THE WANTED
WARCRIMINAL HAD ARRIVED IN BRAZIL AND THE DANISH CONSUL IN THE COUNTRY ASKED FOR INSTRUCTIONS HOW TO BEHAVE IF VÆRNET SOUGHT ABOUT A NEW PASSPORT OR PROLONGATION OF PASSPORT…
…(…)

19th December 1999: Ritzau (translation of excerpts)

Danish doctors helped Nazi-doctor to flee.

From archive material from Frederiksberg (part of Copenhagen) Police belonging to Landsarkivet for Sjælland (County archive of Sealand in Copenhagen) it appears that 2 prominent doctors helped Værnet to avoid prosecution from war-crimes.

Doctor Gunnar Kelstrup, who was connected to “Generalstabens Efterretningssektion (later Forsvarets Efterretningstjeneste” (The Generalstaff´s intelligencesection, later The Intelligenceservice of the Defence) og seniordoctor, dr.med. Tage Bjerring from Kommunehospitalet i København (The Communehospital of Copenhagen) gave both in 1945 and 1946 repeatedly declarations that Værnet suffered from a serious heartcondition, and apparantly only had few years left of survival.

Working regardsless

Meanwhile Værnet worked – aparantly together with his son Kjeld Værnet – from 1945 actively to make a production-collaboration with an english or American medicalfirm to produce a hormone invented by Carl Peter Værnet and for which he had high expectations.

…(…) In december 1945 he was put in the Kommunehospitalet in Copenhagen for an heartailment, and end 1946 he fled the country – thanks the doctors bulletins – getting permission to seek a heartspecialist in Karolinska-sygehuset in Stockholm.

The doctors bulletins/declations

About the disease dr.med. Tage Bjerring 24. Januar 1946 wrote in a declaration, that Værnet »has a very severe heartdisease, and I think, that a renewed imprisonment probably will mean death relatively fast , and a interrogation of him will at least mean severe heartstrokes with heartcramps.”

»The outlook for dr. Værnet is very bad as a whole that I don´t think he will live more than a few years and probably not as long.”….(…)

…(The 22. august 1946, dr. Gunnar Kelstrup to DA Th.B. Roepstorff, concurred and added some details to back up his claims.)

carlkjeldvaernet.jpg (16067 bytes)
It appears from archivepapers that Carl and his son Kjeld tried to sell the patented KZ-camp-hormone to a medicine firm in USA or UK in 1945. Kjeld Per Vaernet has been awarded with : Dannebrogorder. Icelandic Falkeorder. UN Service Medal. Korean War Service Medal.

Apart from his eldest son, Kjeld Vaernet (1920-), a medical student, the family of Carl Vaernet also went to Argentina with a so-called “Royal Mail”-ship. Kjeld, who was a coming brainsurgeon with a gruesome record rivalling his father´s, reportedly got a message from the father in Buenos Aires late 1947 delivered by Carlos Schulz, right hand of Carlos Pineyro, the leader of the Danish “ratline” from the Argentine legation in Copenhagen. Kjeld Vaernets career was so close a continuation of his fathers that it is possible that Carl Vaernet directed his son from Argentina with his findings from his failed KZ-camp experiments. The focus of attention accordingly moved from the hormones as a cure of homosexuality to the now fashionable brainsurgical solutions as lobotomy. Again the brain splitting stereotactic experiments were carried out on a captive audience prisoners and sufferers of homosexual abnormity along with the usual suspects, the asocial, the retarded and those who did not conform to the tight morality at the time. Vaernet Junior was as ruthless as his father advancing his stellar career as an international renowned brainsurgeon on the expense of his guineapigs. A Danish TV Documentary was made in 1993 and the broadcast caused an shortlived uproar in Danish media but the hundreds of victims of his highly experimentative lobotomies have still not received any compensations and are hardly in a condition to fight a legal battle. Asked by TV if he had ever operated on homosexuals, a shaken Kjeld Vaernet snapped that it was “…absurd!”conveniantly forgotting his fathers deeds. Well, if Sweden lobotomized homosexuals, the leading lobotomizing Dane possibly also did so.

The 10th May 1979 the Danish newspaper POLITIKEN got wind of Richard Plants book published in USA mentioning Carl Vaernet. Plant had found the german documents about Vaernet in the 50´es in the Buchenwald archive also referred to in this site, and now he wanted to find further documents in the danish archives. The danish Rigsarkivet which remained closed. All inqueries both from both foreign and domestic investigators about Vaernet has been rejected without any comment.
( fra Bertel Haarder <[email protected]>
Tak for oplysningen, som bekræfter behovet for at ændre den alt for resttiktive danske politik. Mange hilsner, Bertel Haarder)

polil.jpg (12409 bytes)

(The 1979 POLITIKEN-newsclippings courtesy of Axel Axgil)

The 13th of May 1979 POLITIKEN interviewed (aparantly by phone) the son Kjeld Varnet who maintained that he had no contact with Carl Vaernet after his seventh year. This is probably untrue as the family in Argentina accordingly to Cristian Vaernet´s email had contact with the danish family up to the death of Cristian Vaernets father, also he was able to give very accurate details about Carl Vaernet . Kjeld Vaernet told that Carl died thirteen years earlier which is only one year too late, and furthermore that Carl had a prospering private practise in Buenos Aires. Kjeld Værnet probably also met his father, when Carl was at the kommunehospitalet the 2nd January 1946. Kjeld told that more of Richard Plants details were quite unlikely (even if the documents speak for themselves) and came with a lame explanation for Carl wearing a SS-uniform only to get rationing marks. This is ridiculous: Carl was extremely well-paid and as the documents shows that he sought the very SS-top to peddle his testosterone cure. He was among the highest-ranking Danes in German uniform and his title of Sturmbannführer corresponded to a major. In 1945 he even wrote Himmler personally and gave him and the SS the results of his research as a gift. Kjeld Vaernet also said that Carl Vaernet was so loved by his pre-war patients gave him the clinic as a gift.

infol.jpg (3005 bytes)

19th of November 1985 the danish “INFORMATION” newspaper translated german article by Hans Georg Stümke about Vaernet. “INFORMATION” made no independent research and masked Vaernet´s idendity as “Doctor N.N.” (Photocopy courtesy Axgil.) Stümke´s research is based on papers from a doctor in Hamburg, Karl-Heinz Roth. In “Jyllandsposten” historian dr. phil Allan H. Lund january 3 1991 wrote a short note about Carl Vaernet.

sss.jpg (3160 bytes)
Also in 1985 Vaernet was the object of the first chapter of the danish book by Harly Foged/Henrik Krüger “The North route” , “Nordruten”(Bogan) from 1985 . Here is the first page (photocopy courtesy of Kurt Krickler, austrian translator). The stated outrage over Carl Vaernet´s deeds is somewhat undercut by Harly Foged´s apolegic book about danish SS-soldiers in 1983.

forf.jpg (2680 bytes)

In 1994 an even more sensationalist book “De forfulgte” came out with a chapter about Vaernet with some more documention. Their documents originate from an anonymous doctor´s safe.

Maskerne%20Falder.jpg (2540 bytes)

A prior book “Maskerne falder” with Vaernet-details from 1992 by the same authors was mentioned in several papers eg. “Ekstrabladet”: “Danmarks Dr. Mengele” but was panned in “Journalisten” in 1992. It was also cited in the “European” as an exclusive article: “Secret diaries expose Dane´s angel of death”. A result was that british journalists asked the Danish Medical Association questions about Vaernet in 1992.

death3.jpg (6407 bytes)
In July 1999 the Vaernet -case was mentioned in 14 newspapers based on newstelegrams from the Danish Ritzaus Bureau, written by Erik Hoegh-Soerensen partly in collaboration with me and using information and sources from this page. An e-mail from me from 31th January 1999 with a request to a party (DF) to ask about Carl Vaernet in the Danish parliament was given to journalist Erik Hoegh-Soerensen, starting off the series of articles and 2 questions to the Minister of Justice and the Minister of Health the 13th of July 1999.

vaernet4.jpg (1829 bytes)ritzau3.jpg (2915 bytes)

The 14 newspapers printing Ritzau´s Vaernet story were:-

“Berlingske Tidende” 14.7.1999 & 21.8. 1999 & 31.8.1999 & 7.11.1999 & 20.12.1999,

“JyllandsPosten” 5.07.1999 & 3rd. October & 29.10.1999 & ,

“Aktuelt” 8. July 1999,

“Kristeligt Dagblad” : 06.07.1999,

“Dagbladet Ringsted” 30.6.1999 & 14.07.1999,

“Aalborg Stifttidende” 30.6.1999,

“Jydske Vestkysten” 01.07.1999 .

“Aarhus Stifttidende” 05.07.1999,

“Fyens Stifttidende” 01.07.1999 & 15.07.1999,

“Helsingoer Dagblad” 05. july 1999,

“Holbaek Amts Venstreblad” 05. July 1999 and 16. July 1999

“Frederiksborg Amts Avis” 06. July 1999,

“Horsens Folkeblad” 06.July 1999.

“Randers AmtsAvis” 15. July 1999

Illustrated by below photo from Ritzaus, St.Kgsgade 12, 1264 K.

ritzau2.jpg (7599 bytes)
This photo of a troubled Carl Vaernet is allegedly from his capture in 1945.

timmasthead.gif (3743 bytes)

The Times (London) – (Excerpt)
August 26, 1999, Thursday

Forgotten victims of the Holocaust

BY Tim Teeman

(…) …and some to terrible medical experimentation.

“At Buchenwald there was a doctor who tried to change them by instituting a particular gland. The operations were crude. Many died as a result of botched surgery. Others were beaten to death, drowned headfirst in water, hung by their arms till they were dead. Some were castrated …really, the worst you can imagine.”(…)- (Excerpt)
_________________

In 1979 the lobotomies of gays stopped in Western Germany; in the 17 years since 1962 30 homosexuals were operated on the hypothalamus. In Norway lobotomyvictims got 100.000 nkr. in compensation (18 of the 35 first operations in Norway were fatal for the patients). In Sweden more than 3.300 were lobotomized, the Danish number was a recordhigh 3.500, the Norwegian number was 2.500. Denmark was world leader numerically in proportion to the population with lobotomies and the last operation took place as late as 1981. According to a TV-documentary from SVT, Sweden in 1998, in which was revealed an example of lobotomy to “cure” a lesbian woman . Lobotomy-operations were pioneered by the Portuguise Dr. Egas Moniz(1874-1955) in 1935 , for which he became the Nobel-price in 1949. This spurred doctors like American Walter Freeman to brutally operate no less than 4000 patients in the 40és in USA using a golden ice pick. When he visited Denmark the Danish doctors at first were shocked . The most well-known example of muting the sexuality of a retarded woman was the sister of J.F.Kennedy, Rosemary Kennedy in 1941, when such operation was a cure-all. The Nobel-prize could very likely also have influenzed Kjeld Vaernet to chose lobotomies as a promising career move, while endocrinology had lost some of its luster since the insulin-Nobel Price for Insulin was given to Banting in 1923. (Following is part of the of the documentation from a DR TV documentary in 1990 about surgeon Kjeld Vaernet: “Psychosurgery”, Proceedings of the 2nd International Conference on Psychosurgery held in Copenhagen, Denmark, in the organizing Committe and Co-editor Kjeld Vaernet, includes chapter 8 on “The stereotaxic treatment of padophilic homosexuality and other sexual deviations.” all performed on US padophiles written by F. Roeder & H. Orthner, (Göttingen) and Dieter Mueller with 9 references to G. Dörner, Humboldt Uni in DDR. Supported by VW- Stiftung Volkswagen-werke. Charles C. Thomas Books, Springfield, (Ill.)1972) (Also same authors: Journal of Neuro- Visceral relations, 1971.) This book is also referred to in Sexualmedizin 9/1975 “Die Behandling sexueller Gewalttäter”.) Lobotomy in Scandinavian psychiatry:- http://w1.2649.telia.com/~u264901460/lobotomy.htm

The leading Danish doctor Knud Sand (1887-1968)(chairman of Retslaegeraadet 1929- 1959) also experimented with similar cures for homosexuality. Homosexuality was legalized in 1930 in Denmark (in Sweden 1944, Norway 1972), but at the same time 1 June 1929 the first castrationlaw in the world resulted in exactly 1.012 men were castrated 1929-1969 in Denmark. In 1935 the law was widened to encompass racehygiene and eugenics and the total number of castrations grew to 11.000 1929-67. (The swedish total was 60.000. The German Nazi total was 3-400.000) An official danish “Institut for Racehygiejne & Eugenik” was opened in 1938 and was soon involved with gypsies/Roma in Copenhagen. At this stage the Nazis had caught up with the pioneering Danes. (More on this in Lene Koch´s “Racehygiejne i Danmark 1922-1956”, 1996). Incredibly the institute was closed/changed name as late as 1984. The work is carried on by “Arvebiologisk Institut” and Denmark is again in the lead. But once again there has been a scandal about chemical castrations; a succesrate of 100 % turned out to be closer to 50%. But a fraudulent rate of 100% was also claimed by Knud Sand. The archives tell another story; many of his “thankful” patients later committed suicide.

An odd result over the mutual admiration and cooperation between Denmark and Nazi-Germany in the race-field was possibly, that Denmark got the lightest treatment of all occupied countries during WW2, as the purified Nordic Race was considered more Aryan than the German population. The only fault in the danish race was the assimilation of jews after 1770. Also according to one of Himmler´s weird SS-race/sex-theories the ritual sacrifices of prehistoric men found in danish swamps were purification by killing of homosexual men. There are some evidence that Hitler himself had a homosexual side and had gay friends during WW1 and in the 1920’es. But anti-homosexuality was a cornerstone of SS since the Röhm/SA-affair in 1934 and in 1936 Himmler founded the “Reichscentrale zu Bekämpfung von Homosexualität und Abtreibung”. In 1937 he declared “that nowhere in the world had so much experience on homosexuality and abortion been gathered as by the Gestapo-unit of SS in Germany.” Ironically his enormous bureaucracy clogged the juridical system with such a mass of material so that only about 10.000 of the homosexual male population out of perhaps more than a million in Germany were sent to the KZ-camps.

A curious result of Himmler´s efforts was the capture of the Danish foreign minister P. Munch´s homosexual son Ebbe Munch in January 1940 in a Hamburg gay den. He was threatened with capital punishment by Himmler who at once realized the extortionist bargaining chip. The foreign minister had secret meetings the 15th and 17th of March 1940 in Rostock with the Germans preparing their invasion of Denmark the 9th of April. The report of the negotiations was transported by a German bomber-plane, which parachuted the message on Danish territory. After the almost bloodless (11 Danes killed – in WW2 a total of 1.000 died every hour) occupation the son was returned to Denmark as a free man. He after the war stole all documents from Rigsarkivet about the incident so the vital papers are missing still today.

Denmark under the Nazis helped the german war machine significantly, as the resistance even in the last years of the occupation couldn´t outweigh the export to Germany of vital food and industrial products made by the danish workforce. 90 % of all fishes consumed by Germany in Dec. 1943 came from Denmark and the Danish agriculture willingly delivered such quantities of foodstuffs that the Germans were astonished. (According to a PhD from 2. Dec.1999 by historian Joachim Lund) . An investigation of the Danish industry´s contribution to the Germans is underway after disclosures in 1999 of Danish collaboration involving Denmark´s biggest firm. 100.000 danish workers travelled to Germany and 100.000 others built the Atlantic Wall on Jutland´s West Coast in 1944-45. The German occupationforce totalled about 100.000 men. 6000 Danes volunteers were recruited in the Waffen SS units and 2000 of them died on the Eastern front. Most were members of the Nazi party. It is estimated that about 100 were guards in concentration camps. Recent research has shown that the recruitment of Waffen SS-soldiers was a true average of the danish society as a whole, indeed the resistance-movements were often equally nationalistic, reactionary and anti-democratic. (Source: “Under Hagekors og Dannebrog” 1998). After WW2 40.000 collaborators were arrested and 13.500 were sentenced. The resistance movement totalled upto 20000 members and saved the honor of the nation, allthough it is hotly debated if the effect was more symbolic than of strategic value. The collaboration-policy with the Germans was adopted by the Danish population by a record-vote of 90% as late as 1943. More than 95% of the sabotage (abt. 4000 operations) happened in 1943-45. The Allies only very late changed Denmark´s status from collaborator to resistance fighters; they had sent a huge bomber air-squad to destroy Copenhagen, only bad weather caused the bombs to be thrown on the German northern coast instead. Of 6.000 Danes sent to kz-camps 90% survived. Of 7.000 jews all but 493 fled to Sweden 1. October 1943 in a now myth-like operation. The jews had to pay dearly for the trip. The Germans looked the other way. In fact the operation was almost of german origin as the Danish leader Best through his deputy Duckwitz warned the jews of the impending action. Best (nicknamed “The Butcher of Paris”) was not a bleeding heart, he only had a pragmatic way of offering Hitler a jew-free Denmark. Of 493 jews sent to the Theresienstadt Kz-camp only 50 died as Danish prisoners got special treatment with provisions sent from Denmark. Further 132 foreigners- among them 21 jews – were sent to Germany by the Danish authorities in 1940-1944.

About 2.000 of 10.000 Danish policemen were arrested September 1944 and sent to the Buchenwald KZ-camp where Carl Vaernet met them and naively expected a friendly welcome reception. The arrests of the Danish policemen were probably a mistake as reportedly 47% in policemen in Copenhagen were members of the danish Naziparty and hardly were a fifth column treatening the Germans. (In Sweden even a majority of policemen were considered Nazis). In both Sweden and Denmark the nobility and establishment were friendly to the Nazis. And the establishment of judges, police, and doctors used this avenue to eradicate “abnormsexuals” via castrations ( Vaernet and Knud Sand (1887-1968) andJersild/Heiberg/Andersen/Styrup 1955- ). The work of Knud Sand was a continuation of the work of Austrian hormonologist Eugen Steinach (1861- 1944). Carl Vaernet used the university-library of Prague, as probably Steinach did before him as he had stayed at the university of Prague for several years, maybe providing material for Vaernet to study. Vaernets experiments were a bit like a rerun of Steinachs operations numerically. Both started up with 5 operations followed by a dozen, both were exhilarated by the results at first, then doubts crept in. Carl Vaernet was acting on this background, but as he unluckily held on the wrong horse he had to disappear, while his son and others received the highest posts and honors of Denmark and mass castrations and lobotomies continued long after WW2.

We have written an e-mail to official medical periodical “Ugeskrift for Laeger”/Laegeforeningen the 10th of May 1998, but have received no reaction until 21st of July 1999, but their own question from 1947 is unanswered. The Danish doctors´ “Who´s Who”in 1949 presented Carl Vaernet as an SS-Sturmbannfürer from KZ-camp Buchenwald, but these details were edited out in 1957. In 1999 Kjeld Vaernet calls his father´s research for nuts and Laegeforeningen at the time called him a quack .

The Nazi “Rat-line” was an escape-organization with a South (Vatican) and a North Route (Sweden). The main receiver of nazi refugees was pro fascist Argentina led by Peron. The undertaking were generously financed by substituting fake bank notes made by KZ-camp-inmates to real money. In his ten years rule of Argentina, more modelled on Mussolinis fascist Italy than Hitler´s Germany, he not only harboured “useful Germans”, he even actively sent for Nazi officers, which he felt were unfaily tried for war crimes.The well-oiled operation was led by Rudolfo Freude, who is still alive in Argentina, according to a recent BBC-feature about the “Rat-line”. Until February 1992 the Argentinian government has shielded the Nazi refugees, but now PM Carlos Menem after foreign pressure has opened the records for investigators, at least in principle, as vital parts are missing. Carl Vaernet was therefore not found in the Argentinian records of the Health Ministery in Buenos Aires. A simple search on the Internet led to the grandson of Vaernet, who kindly gave the missing data on Carl Vaernet.

Carl Vaernet maybe rather fled his colleguages in Denmark, who wanted to exclude him from their organisation, than a very uncertain court battle in Denmark. Just like his German escape in 1944, he wanted better conditions for his research in a benevolent clima. Just as he dictated his conditions to SS in 1944, it is not inconcievable that he asked Peron to give him a position as endocrinologue and means to continue his KZ-camp experiment in Argentina; Peron surely would not mind a Nobel-prize for his country if the experiments were a succes; maybe there is medical litterature about continued experiments in Argentina.

time.jpg (9729 bytes)

List of nazi war criminals fleeing to Argentina:

*Dr. Joseph Mengele, Auschwitz doctor, drowned 1979, tomb of Mengele discovered and later confirmed by DNA in 1992.
*Adolf Eichmann, Holocaust architect, caught ´60 executed ´62

*Franz Stangl, Commander of Treblinka, tried in 1970.
*Horst Alberto Carlos Fuldner, (1910-1992) SS captain.
*Erich Priebke, SS officer convicted to life 1997 for killing 335
*Dr. Ante Pavelic, Croat Ustasha leader (1889-1959) shot 1957 *Joseph Schwamberger, concentration camp commander.
*Dr. Carl Vaernet, a physician who castrated homosexuals at Buchenwald, he died 1965, his tomb was discovered in 1998.
*Klaus Barbie, the Gestapo’s Butcher of Lyon, convicted 1987. *Eduard Roschmann, “the Butcher of Riga”. *SS-General Walter Rauff, (+ 1977) inventor of the gas truck.

But there is no reason to single out Argentina for actively or passively shielding WW-2 KZ-doctors, Denmark´s government has not yet answered the pertinent questions of Outrage!´s letter of 16th March 1998. But a journalist from the Danish Ritzaus Bureau, Erik Hoegh-Soerensen has phoned Peter Thatchell, who only as late as 8th of June 1999 have received a note from the PM, who sent the case to the Justice minister Frank Jensen, who lated rejected the question. We have e-mailed Poul Nyrup Rasmussen ( [email protected] ) with details about the fate of Carl Vaernet the 7th, 9th and 14th April 1998 without any reply, so there is really no excuse for the 15th months delay.

A secret list with 31 names of war-criminals, with Carl Vaernet as the last name was sent by Denmark to Germany the 26th of February 1965 upon a 1964 German wish for a final list of war-criminals.
Denmark argued firmly that Germany should bring to court all the fatal cases, but of all 20 German cases all were investigated but no one were prosecuted.
The Justice Ministery wanted to keep all 31 names secret but they were made public by a TV-2 story 30. July 1999. DR TV also reported the story 30. July 1999. The 3rd October 1999 Boris Ruge from the German Embassy in Copenhagen in the German-language newspaper “Der Nordschleswiger” said that 28 of the names didn´t warrant prosecution in Germany due to lack of evidence and the 3 remaining were dead or disappeared. Germany now regards this chapter as closed. A group of active resistance-fighters have protested this German closure of the cases and demands an independent investigation of every case. The 8th November 1999 a new question about the list of 31 Nazi war criminals was put to the Justice Minister in the Danish Folketing by the DF-party.

The truth about Vaernet´s flight and subsequent protection by the Danish government is perhaps too embarrassing to be told and the darkest point of Danish WW2-experience is better forgotten. But the Danish intelligence-services after 1945 are under scrutiny and the Vaernet-case should be part of this investigation. Also it does simply not square with Denmark wanting to capture war criminals in Yugoslavia and elsewhere to keep Vaernets skeleton rattling in the closet. The Danish government probably protected a leading war criminal, and knew his whereabouts. His petitions in his later years of a return to Denmark were probably denied of the same reasons that made his flight possible in 1947.

In March 1998 Peter Thatchell of OUTRAGE!, UK asked PM Carlos Menem (12.3.1998) and PM Rasmussen of Denmark (16.3.1998) about the fate and flight of Vaernet. I saw the Outrage campaign and found his grandson Cristian Vaernet on the Internet by pure guesswork. Cristian gave the details of the fate of Carl Vaernet and his grave at the Britanico churchyard in Buenos Aires in 1998.
As the Danish PM ignored the open letter of OUTRAGE!, I wrote a party (DF) 31.January 1999 in the Danish Folketing to raise the question about V. in parliament. Dansk Folkeparti (DF) formally raised the question the 13th of July 1999 to the Justice Minister and the Minister of Health, both Social Democrats.
14 of Denmarks newspapers carried the story in July 1999 as the party had let a Danish Nazi-hunter, who also was a journalist at the news agency of Denmark, Ritzaus Bureau, investigate my suggestion of an question first.
The PM apologized to Outrage! the 8th of June 1999, but redirected the question to Justice Minister Frank Jensen, who directed to the Rigsarkivet. The PM could not really explain the 15 months delay.
Correspondence from OutRage!

outrage2.jpg (1467 bytes)

E-mail from Peter Tatchell of OUTRAGE! :-

” I faxed your office today (18 July) copies of the correspondence between
myself and the Ministry of Justice and the Danish National Archives. There
is a cover note, plus 5 pages.

As you will see, my argument is that Vaernet stands accused of war crimes
and crimes against humanity, contrary to international law which Denmark has
signed and is pledged to uphold. This over-rides any 80 year rule.

Even though the evidence suggests that Vaernet is dead, a full investigation
is necessary and justified – if only to reassure us that he did not fake
his own death, as some ex-Nazis did to avoid being bought to justice. What
is more, such an investigation is vital to reveal the full facts about
Vaernet’s crimes, and to ascertain whether those who helped facilitate his
flight from justice should be put on trial.

Even if Vaernet is dead, there is still a case for investigating and
prosecuting those who aided and abetted his escape to Argentina. Under
international law, it is a crime to assist the evasion of prosecution by a
person who has committed war crimes or crimes against humanity.

Any living person who assisted Vaernet’s flight from justice should be
prosecuted. This is not about revenge. It is important to uncover the truth
and put the historical record right. We want to send a signal to Denmark and
the world that human rights abusers will not get away with torture and
murder. The same goes for those who aid and abet war criminals. They will be
tracked down and put on trial, no matter how long ago they committed their
crimes. There is no hiding place and no statute of limitations for the
perpetrators of crimes against humanity.

You have no doubt heard of several cases in Britain, France and the US where
international law has recently been invoked to prosecute people accussed of
war crimes and crimes against humanity during the Nazi era. In all these
cases, State privilege and official secrecy laws – similar to Denmark’s
80-year rule – have been declared invalid, when they have been invoked to
try to stop judicial investigations and prosecutions.

Under international law, the Danish government has no moral or legal right
to suppress a judicial inquiry and prosecution.

I hope this clarfies matters. You are free to quote from this email and from
the letters I sent to, and received from, the Danish authorities.

Warmest regards and many thanks for your much valued interest and inquiries.
You have helped get the Danish government moving on this issue, and I am
immensely grateful for your assistance.

Peter Tatchell

E-mail from Peter Tatchell to Ritzau

peter.jpg (772 bytes)

Greetings! Here are copies of the recent correspondence between myself and
the Danish Ministry of Justice and National Archives. …( …) My contratulations to you… for all your wonderful efforts (the website on Vaernet is fantastic).

Warmest wishes,

Peter Tatchell

14 Feb. 2002:

Let me take this moment to thank you for your magnificent efforts in helping to bring to light the facts of the Vaernet case – and the fantastic, authoritative, illuminating website history of the battle to discover the truth about the SS doctor.

Please accept my heartfelt appreciation for your astoundingly important contribution.

Warmest regards and solidarity! Peter

and 6th March 2002:-
Salutations!

Many thanks for the IHWO website address.

It is a fantastic, detailed, informative summary of the the Vaernet case.

Using it as a background English-language briefing to the book will be a great help.

My sincere appreciation, Peter

LETTER FROM THE DANISH MINISTRY OF JUSTICE TO PETER TATCHELL

MINISTRY OF JUSTICE
Civil and Police Department HUB00244
Police Division Our ref. 1999-945-1188
DK 1216 KØBENHAVN K., DENMARK
PHONE + 45 33 923340 FAX + 45 33 933510
6 JULY 1999

By letter of 16 March 1998 Outrage requested the help of the Danish
Government to discover the fate of Carl Peter Værnet, a Nazi doctor who fled
to Argentina after the Second World War. The Prime Minister forwarded the
request by letter of 8 June 1999 to the Ministry of Justice.
The Ministry of Justice can inform you that the records from that period are
kept in the Danish National Archives (Rigsarkivet) and in provincial
archives and the ministry is therefore not in possession of any information
about Carl Peter Værnet. The Ministry of Justice has today forwarded your
letter to Rigsarkivet, Rigsdagsgården 9, 1218 København K., for its
consideration.
Attention is drawn to the fact that in certain circumstances, inter alia
regarding information relating to the private conditions of individual
persons and to criminal justice cases, the expiry of the time-limit as to
when access can be granted is 80 years. However, under certain
circumstances this time-limit can be exempted from. Requests for exemption
should be directed to the Archives concerned.

Best regards,

Mogens Kjærgaard Møller

outrage2.jpg (1467 bytes)

LETTER FROM PETER TATCHELL IN REPLY

Mogens Kjærgaard Møller
Police Division
Civil & Police Department
MINISTRY OF JUSTICE
DK 1216 København K
Denmark

9 July 1999

HUB00244 Your Ref: 1999-945-1188

Dear Mogens Kjærgaard Møller

Greetings!

DR. CARL VÆRNET – WAR CRIMES & CRIMES AGAINST HUMANITY

Thanks for your letter dated 6 July 1999. I appreciate your kindness in
replying in English. My apologies for being unable to write to you in
Danish.

While OutRage! is grateful for your response, we are very concerned at the
length of time it has taken to reply to our letter of 16 March 1998 (more
than a year!), and at the unsatisfactory nature of the reply.

With respect, it is not adequate to refer us to the Danish National
Archives. Our request is not a matter for archivists or historians. It
concerns the bringing to justice of a Nazi doctor who, on the known
evidence, perpetrated war crimes and crimes against humanity, contrary to
international law. Other Nazi doctors who committed similar barbarisms were
put on trial at Nuremburg and either sentenced to death or to long periods
of imprisonment.

The Danish government has a moral and legal obligation to investigate and
uncover the full truth about Dr. Værnet’s alleged involvement in war crimes
and crimes against humanity. It also has a duty to investigate how Dr.
Værnet escaped trial and punishment at the end of the 1939-45 war, including
how he managed to evade justice and who aided his escape to Argentina.

None of these questions, raised in our letter of 16 March 1998 to the Danish
Prime Minister, have been answered.

I would therefore ask you to reconsider our three-page letter of 16 March
1998 (a copy follows). Please reply to all 7 questions on page three.
Thank you and best wishes.

Yours sincerely,

Peter Tatchell

LETTER FROM THE DANISH NATIONAL ARCHIVES TO PETER TATCHELL

Statens Arkiver Rigsarkivet

The Danish National Archives (the Rigsarkivet) has 6 July 1999 received your
letter of 16 March 1998 concerning information on the Nazi doctor Carl Peter
Væmet. As you will know from the reply by the Ministry of Justice your
letter was forwarded to the Rigsarkivet.
In reply we can inform you that the Rigsarkivet cannot undertake
investigation of the kind involved. Normally people visit our reading room,
where the staff help to examine the records. But in this case, according to
the Danish Archival Act, an exemption from the 80 years limit of access, is
a first condition for any examination of the documents on Væmet.
However, we have identified relevant files among the records delivered from
the Ministry of Justice, the Rigsadvokaten (the Danish State’s solicitor)
and the the Rigspolitiet (the State Police), but -still according to the
Archival Act- the Rigsarkivet is not allowed to grant an exemption from the
limit of access without permission from the mentioned authorities. Before
we ask these authorities for consent as to an exemption, we need some more
information on your purpose of the investigation.
For further information on the Rigsarkivet we suggest you to visit our
website (www.sa.dk) which also includes an English version.

Yours sincerely,

Margit Mogensen
Archivist
The Public Department

Adresse Telefon Telefax Giro
Rigsdagsgården 9 33 92 33 10 33 15 32 39 640-1368
DK-1218 København K

outrage2.jpg (1467 bytes)

LETTER FROM PETER TATCHELL IN REPLY

Archivist
The Public Department
Statens Arkiver Rigsarkivet

17 July 1999

Your Ref: MM-JPN Journalnummer 1999-6131.1331

Dear Margit Mogensen,
DR. CARL VÆRNET – WAR CRIMES & CRIMES AGAINST HUMANITY
Thanks for your letter dated 15 July 1999. I appreciate your kindness in
replying in English. My apologies for being unable to write to you in
Danish.
While OutRage! is grateful for your response, the investigation of the Nazi
doctor, Carl Værnet, is not my responsibility or that of the Rigsarkivet. It
is the responsibility of the Ministry of Justice to investigate criminal
acts.
It is alleged that Dr. Værnet, a Danish citizen, perpetrated war crimes and
crimes against humanity in violation of international law, during the Nazi
era.
He stands accused of medically abusing, torturing and murdering homosexual
prisoners interned in Nazi-run concentration camps. Other Nazi doctors who
committed similar barbarisms were put on trial at Nuremburg and sentenced to
death or imprisonment.
My request is for the opening of a criminal investigation, with a view to
the prosecution of Dr. Værnet (if he is still alive).
The Ministry of Justice has a moral and legal obligation to investigate and
uncover the full truth about Dr. Værnet’s alleged involvement in war crimes
and crimes against humanity.
It also has a duty to investigate and explain how Dr. Værnet escaped Danish
jurisdiction after the war, and to bring to trial those Danish citizens who
aided the escape of this alleged war criminal.
I would therefore respectfully request that you refer my letter back to the
Ministry of Justice, and that it replies in full to the 7 questions set out
on page three of my letter of 16 March 1998 to the Danish Prime Minister.
Thank you.

Yours sincerely,

Peter Tatchell.

outrage2.jpg (1467 bytes)

LETTER FROM PETER TATCHELL TO THE DANISH MINISTRY OF JUSTICE

Police Division
Civil and Police Department
MINISTRY OF JUSTICE
Denmark
17 July 1999
Your Ref: HUB00244 1999-945-1188

Dear Mogens Kjærgaard Møller,

Further to my fax of 9 July 1999, there follows a copy of the letter I have
faxed today to Margit Mogensen at the Statens Arkiver Rigsarkivet.
I would take this opportunity to reiterate that what I am seeking is a
criminal investigation into:
· allegations that Dr. Værnet committed war crimes and crimes against
humanity, with a view to his prosecution (if he is still alive).
· allegations that Danish citizens aided and abetted Dr. Værnet’s escape to
Argentina, with a view to those responsible being prosecuted (if they are
still alive).

These are matters that can only be dealt with by the Ministry of Justice.
I would be grateful to receive your assurance that a criminal investigation
will now be opened, and that you will give me a copy of its findings and
decisions in due course.
Thank you for your continuing assistance.

Warmest wishes,

Peter Tatchell.

outrage2.jpg (1467 bytes)

John Harding
HB (A) MOD
Historical Records Branch
MINISTRY OF DEFENCE
London SW1

19 August 1999

Dear John Harding,

NAZI WAR CRIMINAL – SS Sturmbannführer DR. CARL PETER VÆRNET

I am writing to request your help to discover how and why the Danish Nazi
doctor, Carl Peter Værnet, was released from the jurisdiction of the British
military authorities after the end of the Second World War, and the reason
the British military authorities never sought to put him on trial for war
crimes.

Dr. Værnet was a Danish citizen, born on 28 April 1893. He served in SS,
with the rank of Sturmbannführer (variously listed as SS-Runen – SS 1792 and
SS 1809). He is recorded as having worked under the personal directions of
the head of Gestapo, Heinrich Himmler, conducting barbaric medical
experiments – including castration and forced hormonal implants – on gay
concentration camp prisoners at Buchenwald and Neuengamme.

Dr. Værnet’s role in the medical abuse and deaths of gay prisoners is
documented in the archives at the International Tracing Service at Arolsen
(example: ITS Arolsen, book 36, folder 405), and at the Berlin Document
Centre.

Mention of his experiments is made in a report written soon after the
liberation of Buchenwald by Eugen Kogon for the US Army Psychological
Warfare Division.

His medical malpractices involving gay inmates are also cited in the books
The Pink Triangle by Richard Plant (Mainstream Publishing, Edinburgh 1987)
and Hidden Holocaust? by Dr. Günter Grau (Cassell, London 1995).

Dr. Værnet’s gruesome experiments on gay internees are further reported in
the German documentary film “Wir hatten ein grosses A am Bein” (“We Were
Marked With A Big ‘A'”), directed by Elke Jeonrond and Joseph Weishaupt, and
made for NDR in 1991 by Mediengruppe Schwabing Filmproduktion.

According to my information, at the end of the war Dr. Værnet was captured
by the British Army and interned in the British-run Alsgade Skole
prisoner-of-war camp in Copenhagen.

On 29 May 1945, the chairman of the Danish Medical Association sent the
Danish Ministry of Justice an affidavit signed by a Danish police officer
who had been incarcerated in Buchenwald. This affidavit identified Værnet
as having been a serving SS officer involved in war crimes. Were the
British military authorities aware of this affidavit and other allegations
of war crimes against Dr. Værnet?

In the autumn of 1945, the British military authorities handed over Dr.
Værnet to the Danish authorities. Precisely what these authorities did with
him is uncertain. Why was he handed over?

It is known that Dr. Værnet was eventually transferred to a hospital, on the
grounds that he was allegedly suffering from a heart complaint (which may
have been fictional in order to facilitate his release from detention).
When did this transfer take place? Did the British military authorities
agree the transfer?

Dr. Værnet is said to have told fellow doctors that his heart trouble could
only be treated in Sweden. Astonishingly, despite being accused of war
crimes, Dr. Værnet was allowed by the Danish (and British?) authorities to
travel to Sweden.

In Sweden, he contacted the Nazi escape network, which spirited him away to
Argentina, probably in late 1946 or early 1947.

On 19 November 1947, the Copenhagen newspaper, Berlingske Tidende, carried a
letter from a Danish exile living in Argentina which reported that Dr.
Værnet was working in the Buenos Aires health department. He rernained
living there openly until his death in 1965.

Could you please investigate:

1) Why the British military authorities failed to put Dr. Værnet on trial on
charges of war crimes, alongside other Nazi doctors?

2) For what reason did the British military authorities release Dr. Værnet
– a wanted war criminal – from their jurisdiction?

3) Into whose custody, and under what conditions, did the British military
authorities release Dr. Værnet?

4) Did the British military authorities play any role in authorising Dr.
Værnet’s transfer to a Danish hospital and his trip to Sweden?

Your help in answering these questions would be very much appreciated.

Yours with thanks,

Peter Tatchell.
OutRage!

[email protected]
http://www.tatchell.freeserve.co.uk

Introduction

outrage2.jpg (1467 bytes)

The Danish Justice Minister and Minister of Health are both obstructing any
inquiry into the allegations against Vaernet, as evidenced by recent answers
to parliamentary questions.

Justice Minister Frank Jensen (S) – Answer (26/7 99): The Ministry of
Justice are not at present in possession of any information concerning Dr
Vaernet. A full answer will require a more thorough and ressource-demanding
investigation of material of a mainly historical nature which – if it
exists – will be present in the Rigsarkivet (the Danish National Archives).
I do not believe, on present information, that there is any reason to start
such an investigation.

Minister of Health (Carsten Koch) – Answer 27/7 99: I cannot find a reason,
based on the present material, to start a large investigation into what
might exist, such as information how as yet unidentified doctors succeeded
in falsifying medical documents (which aided Vaernet’s escape to Sweden).
Gay Times magazine:-

Don’t Cry for Him…

LONDON – Peter Tatchell of the activist group Outrage has lobbied the British Ministry of Defense and the Danish Ministry of Justice to examine how Dr. Carl Peter Vaernet, a Nazi doctor, escaped from prison, wrote the latest issue of Gay Times magazine.

“Vaernet’s operations on gay inmates in Buchenwald and Neuengamme camps included castration and forced hormonal implants,” stated the Times. “After the war he was interned in a British-run prison camp in Copenhagen. In spite of accusations of war crimes received by Danish authorities, he was allowed to travel to Sweden for treatment of an alleged heart problem. From there, he escaped to Argentina. Vaernet went on to work for the public health department in Buenos Aires, where he died in 1965. His grandson has been in touch with gay activists in Denmark, confirming the doctor’s death and expressing remorse for his activities during the war.”
Questions have been raised in the Danish television and print media about Vaernet’s eluding jail, leading to hearings in the Danish parliament.
“What this has thrown up is that Denmark’s glorious history of resistance to Nazism wasn’t so glorious,” said Peter Tatchell.

vaernet.jpg (1779 bytes)

Abstract from “Nordisk Sexologi” (1986) 4, 52-62

The disastrous Consequences of False Theories of Homosexualty 1869-1985

by prof. Preben Hertoft, Rigshospitalets Sexologiske Klinik, Copenhagen, Denmark

…(…) The article also discusses the hormonal experimentations carried out on homosexual concentration camp prisoners in the 1940és and the theories of the East German endocrinologist Günther Dörner on hormonal dysfunction of the embryonic brain and the stereotactic operations on the “homosexual brain centre”, carried out in West Germany in the 1960´s and ´70´s. The article shows that biological explanation models and treatment methods have been employed far beyond their applicability to homosexuals.

vaernet.jpg (1779 bytes) Dunlap, David W. “Personalizing Nazis’ Homosexual Victims,” New York Times (June 26, 1995): pp. A1, B4.

Discusses efforts by the U.S. Holocaust Memorial Museum to include material on the Nazi persecution of homosexuals; a statement signed by eight homosexual survivors of the camps calling for memorials; and the story of Viennese internee Josef Kohout, whom Holocaust scholar Klaus Müller identifies as the previously anonymous subject of Heinz Heger’s The Men With the Pink Triangle.

[The Holocaust Memorial Museum archives now contain Kohout’s personal papers, including the pink triangle patch from his concentration camp uniform, his journal, and letters his parents wrote in a vain attempt to visit him during his internment. For more on Müller’s work, see Sara Hart, “A Dark Past Revealed;” Edward Linenthal, Preserving Memory; and Judith Weinraub, “Trials of the Pink Triangle”.]

http://www.users.wineasy.se/hattom/NaziSachsenhausen.html :-

“The Danish medical doctor in the SS, Carl Vaernet,
conducted cruel experiments on gay men in
the KZ-camps of Buchenwald and Neuengamme.
He died in Argentina in 1965 without ever being prosecuted.”

and:-

The Danish medical doctor in the SS, Carl Vaernet,
conducted cruel experiments on gay men in the KZ-camps
Buchenwald and Neuengamme

from: http://www.rki.de/GESUND/ARCHIV/SWAST.HTM

” As Kogon reports:

In the fall of 1944 … the Danish SS-Sturmbannführer Dr. Vaernet … appeared in the Buchenwald concentration camp. With
permission by Himmler . .. Vaernet started a series of experiments aimed at the elimination of homosexuality. The
implantation of synthetic hormones into the right lower abdomen was meant to lead to a sex drive reversal. Of the total of 15
test subjects (including two previously castrated males) … two died, undoubtedly as a result of the operation…. The others
died a few weeks later as a result of general weakness. The human guinea pigs in this experiment were not otherwise
mistreated. However, there was no positive result either.22

VIRTUAL TRUTH COMMISSION – COUNTRIES ARGENTINA:

http://pages.prodigy.com/truthpage/country.htm

The “Rat-Line”: http://www.consortiumnews.com/c010699a.html

“But other Nazi scientists who reached the protected shores of Argentina were simply sadists. One physician, Dr. Carl Vaernet, had conducted surgical experiments on homosexuals at the Buchenwald concentration camp. Vaernet castrated the men and then inserted metal sex glands that inflicted agonizing deaths on some of his patients. [See Lee’s The Beast Reawakens.]”

vaernet.jpg (1779 bytes)

..one of the most horrible episodes of Nazi atrocities during the Second World War.

The late Richard Plant, in his landmark volume “The Pink Triangle: The Nazi War against Homosexuals,

” documents the fiendish hormone
experiments of endocrinologist Carl Vaernet on the gay male inmates at Buchenwald, in which the inmates were castrated and injected with huge
amounts of testosterone to see if they could be “reborn as heterosexuals.”

“The Vaernet Cure

Several suggested solutions to the problem were taken under advisement by the Gestapo. One of the most attractive was that advanced by a Danish SS doctor,
Vaernet, who claimed to have developed a hormonal implant which would cure homosexuality. The SS gave him a research position, necessary funds, laboratory
facilities and the concentration camp population as experimental subjects. The testosterone implants were experimentally placed in homosexual inmates and their
progress monitored. Some of the reports suggest improvement; however, for many others there was no significant change. We can only speculate as to the fate of
those who, by this process, were determined to be “chronic” and “incurable” homosexuals.

vaernet.jpg (1779 bytes)

In April 1947 Brigadier General Telford Tyler (1908-1998), American Chief of “Allied War Crime Commission” and chief prosecutor in Nürnberg wrote “Lægeforeningen” that he knew about Vaernet´s experiments. Through Sundhedstyrelsen Laegeforeningen sent this message to the Rigsadvokature, that laconically told that as far as they knew Vaernet was in Brazil, otherwise his address was unknown. No one asked the commission about the details of Vaernet.

1944

The SS physician Carl Vaernet begins his second experimental
operations on seven castrated homosexual prisoners in
Buchenwald concentration camp; at least one prisoners dies
during the experiments. (See September 16.) (USHMM, 1994, p. 69)

following from internetadress:

http://www.cord.edu/homepages/smdescam/Gaymen.htm

“L.D. von Classen-Neudegg a Sachsenhausen survivor remembers that the guards were paid “five Marks and three days
special furlough” for shooting someone “trying to escape.” He was once told by a sergeant, “Well that’s it. You want to
go to the other side? It won’t hurt. I’m a crack shot” (Miller, 225).

Flossenbürg had a camp brothel which gay prisoners were forced to visit once a week. The women in the brothel were
Jewish prisoners and gypies (Miller, 227). Since the Nazis believed that lesbians could be “cured” through forced
heterosexual activity, lesbians may also have been forced into the Flossenbürg brothel as they had been in others. Holes
were drilled into the walls of the various rooms to allow for the prisoners’ progress to be monitored. Those men who
were considered to be “cured” were sent to the Russian Front. Gay men were also the subject of medical experiments in
the camps. At Buchenwald, Carl Vaernet an endocrinologist conducted experiments in which the men were castrated
and then injected with large doses of testosterone in order to convert them to a heterosexual lifestyle (Miller, 227).

“The social controls directed at homosexuals within the camp represented a continuation and an intensification of social
controls imposed by society at large.” This constituted a devaluation and stigmatization of homosexuals and related
activities. The gay men who were imprisoned by the Nazis were seen as worthless and were looked down on by other
prisoner groups (Berenbaum, 203). As a result, Hess reported, “There were many instances of ‘friends’ committing
suicide together” (Miller, 226).

Heinz Heger was a twenty-two year old university student in Vienna who was not interested in politics. He was not a
member of the Nazi student association or other related organizations. He was raised in a strict Catholic family with a
caring mother. She responded to her son’s coming out with love and warmth, “My dear child…If you think you can find
happiness with another man, that doesn’t make you in any way inferior…You have no need at all to despair…remember,
whatever happens, you are my son and can always come to me with your problems.” He did not tell his father. However,
his father lost his government position and the resulting rejection from his friends due to his son’s conviction under
Paragraph 175 and subsequently committed suicide. In the note he left his family, he wrote, “It’s just too much for me!
Please forgive me again. God protect our son!” (Heger, 19)

After his conviction in 1939, Heger was taken to jail and not allowed to telephone his mother. He was simply told,
“She’ll soon know you’re not coming home again.” Heger relates:

“I was examined bodily, which was very distressing, as I had to undress completely so
that the policeman could make sure that I was not hiding any forbidden object…then I
could get dressed again…I was locked in a cell designed for one person, though it already
had two occupants”(Heger, 24).

His trial was held two weeks later “…justice showing an unusual haste in [his] case…Under Paragraph 175 of the
German penal code, I was condemned by an Austrian court for homosexual behaviour, and sentenced to six months’
penal servitude with the added provision of one day’s fast once a month.” The charges filed against Heger’s partner Fred
were “dropped on the grounds of ‘mental confusion’.” It is possible that Fred’s father had used his influence to achieve
the dismissal (Heger, 25).

After serving his six months in jail, Heger was still kept in custody. “On the day that my six months were up, and I should
have been released, I was informed that the Central Security Department had demanded that I remain in custody. I
was…transferred…for transit to a concentration camp…I had loved a friend of mine, a grown man of twenty-four, not a
child. I could find nothing dreadful or wrong in that.” Heger had heard rumors that gay men were treated as the Jews
were “tortured to death…and only rarely came out alive.” He was transported via cattle car train for thirteen days without
water or toilet facilities. Those in the transport were fed once a day and received a large slice of bread to take on the
train at the prisons where the train stopped for the night. He experienced rejection from other prisoners during transport
with two murderers. They called him “175er” and “filthy queer.” He writes, “They, too, spoke of homosexuals with utter
contempt; it didn’t bother them that as murderers, they were certainly even more rejected by society. They emphasized,
however, that they were at least normal men” (Heger, 27-28).

Upon arriving at Sachsenhausen, the prisoners went through roll call in which they were to “step forward, repeat name
and offense” separated into blocks. After Heger’s name was called, he was beaten by the SS sergeant as an “entrance
fee.” They were then forced to undress and stand at attention in the January cold while receiving occasional beatings.
Finally they were herded into a cold shower, were shaved, and received a prison uniform (Heger, 33).

At Sachsenhausen, gay men could have no responsibility. They could not speak to prisoners from other blocks or with
other badges, because it was thought they would try to seduce the other prisoners. “We were to remain isolated as the
damnedest of the damned, the camp’s ‘sh—- queers’, condemned to liquidation and helpless prey to all the torments
inflicted by the SS and the Capos” (Heger, 35). One hundred eighty other gay men were imprisoned with Heger. They
ranged in background from unskilled workers to clergy and aristocratic landowners; “…many indeed highly respected
citizens, who had never come up against the law, but were set apart only by their homosexual feelings” (Heger, 39).

The gay prisoners were assigned “senseless yet very heavy labor.” For Heger’s block this was to shovel snow without
shovel or buckets from one side of the road to the other and then back using only their hands for six weeks when the
next shipment of new prisoners arrived. In the summer similar work was done with dirt. Heger was able to avoid
dangerous work assignments in the camp by agreeing to become the lover of a Capo who was imprisoned as a criminal
not for being gay. Heger describes the relationship as “a relationship of convenience on both sides” (Heger, 36). He had
seen too much death in the quarry pits to allow himself to go back (Heger, 45). On May 1940 at the age now of
twenty-two, Heger was transferred to his second camp Flossenbürg (Heger, 45).

Adding insult to the already incredible suffering of the men imprisoned for being gay, the American and British troops
who liberated the camps did not consider the camps to be a jail and thus forced the pink triangle prisoners to finish their
jail terms. Therefore, a man sentenced to eight years who had spent five in jail and three in the camp had to serve three
more years in jail (Miller, 228).

Considering the treatment of gay men in the camps in comparison to that of other prisoners it is clear that the Nazis were
bent on the complete extermination of gay men. The prescribed hard labor, forced heterosexuality, and the encouraged
shootings of gay prisoners was an outlined plan for destruction of human beings.

vaernet.jpg (1779 bytes)

By Dr. Carl J. Weber International Institute for Psychiatric Medical Research:-

In 1944 Dr. Carl Vaernet treated several severely disturbed patients in Prague by castration in attempt to treat their disorders with only limited and short lived success. Some died shortly afterward from unrelated complications. Their fatalities, unrelated to the treatment never the less hampered progress into treatment of those with similar disorders even while progress was made in the research with other patients. Dr. Vaernet also discovered that synthetic hormone injections causes a marked increase in arousal by homosexual males to normal stimuli. Implants were sufficiently successful to demonstrate high potential for eventual cures. Much of his team’s records and notes were lost in WWII but were recovered several years later where research was renewed in Argentina. Similar research duplicated many of his findings in Japan, China, The Soviet Union, and other nations.

…(…)

This work was also researched independently by Dr. Egas Moniz who gained much notoriety for his many successes. For his advances he was awarded the Nobel Prize in 1935. American Dr. Walter Freeman had great success operating on over 4000 patients curing most with insignificant fatalities prior to 1950. His work was closely followed by Dr. Kjeld Vaernet who also enjoyed great success in curing many sexual deviants in Europe.

http://members.rediff.com/cweber/treatment.html

vaernet.jpg (1779 bytes)

from:-

http://www.uwinnipeg.ca/campus/uwsa/ugr99-germ.html

The Forgotten Victims of the Holocaust: Gays, Lesbians and the Third Reich David Kitzmann

There were also actual medical experiments performed on pink triangle prisoners. The
most notable are the experiments in the reversal of hormonal polarity, performed primarily at
Buchenwald, near Weimar. These experiments were performed under the direction of Dr. Carl
Vaernet, a Danish doctor and member of the Danish Nazi party. His hormonal research,
conducted in the 1930’s, claimed to cure homosexuality. This was brought to the attention of
Himmler, director of the SS, by SS Reich Doctor Grawitz. By July, 1944, Dr. Vaernet was able
to start on human experimentation, and was given the pink triangle prisoners as guinea pigs. A
total of fifteen prisoners were selected, six of whom had been previously castrated; only twelve
had the experiment performed on them. The surgery consisted of the insertion of a hormonal
implant into the subject’s groin. The package would release hormones into the blood stream, and
hormone levels were monitored through blood and urine tests. The experiments were hailed as a
success by Dr. Vaernet, though in his reports to the SS, he did not say anything about one effect
which could actually be proven scientifically. The victims of the experiments, it is alleged,
gave the answers to the questions put to them after the procedure in ways that would make them
look cured, in order to hasten their release. Since the results of Dr. Vaernet’s experiments were
most likely bogus, this seems like a very likely scenario.

Not much is known about the victims’ fates. Some died as a result of the surgery. The
survivors’ experiences are unknown. It is not known either, if any were among those who
applied for compensation after 1945. The experiments were never specifically mentioned at the
Nuremberg doctors’ trial, and Dr. Vaernet escaped to South America along with many other
Nazi war criminals.

In Danish/German:

Email til Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti:-
Sun, 31 Jan 1999 19:19:23 +0100
From [email protected] To: [email protected]

Kære Pia Kjærsgaard!
En Søren Kam-lignende sag om KZ-lægen Carl Værnet.
__________________________________________
Din løbende Søren Kam-sag er ikke helt ulig sagen om Carl Værnet:-
* KZ -lægen Carl Værnet var den eneste dansker, der kunne
dømmes ved Nürnberg krigsforbryderdomstolen.
* På trods af dette lod de danske myndigheder Værnet
flygte til Argentina i 1947, hvor han døde i 1965.
* Justitsministeriet ville ikke redegøre for sagen i 1947, og alle
papirer er fejlagtigt omfattet af Rigsarkivets 80 års -regel.
* Den 16. Marts 1998 er Statsminister Nyrup Rasmussen
fra Engelsk side i et åbent brev blevet spurgt om Værnet.
* Tilsyneladende var det fhv. præsident Frank Poulsen, der i
1947 håndterede sagen.
* Det vides, at Rigsarkivet har afvist samtlige danske og
udenlandske forskere adgang til Værnet-sagen.
* Her snart et år efter har statministeren stadig ikke svaret,
selvom sagen nu har vakt international opsigt.
Måske kan denne sag give anledning til et spørgsmål
på linje med din løbende Søren Kam-sag.”

med venlig hilsen IHWO

vaernet7.jpg (1259 bytes)Retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup gjorde Ritzaus Bureau-journalist Erik Hoegh Soerensen opmærksom på ovennævnte e-mail fra 31.1.1999, hvilket siden udløste 3 Ritzau nyhedstelegrammer i Juni/Juli 1999 til aviserne, hvoraf 14 har trykt historien om Værnet.

Peter Skaarup, Retspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, udbad sig oplysninger om Værnet-sagen fra Justitsminister Frank Jensen (S) og Sundhedsminister Carsten Koch (S) Tirsdag den 13.7.1999.

FOLKETINGET:
1998-99 – § 20-spørgsmål: Om nazilægen Carl Peter Værnets flugt fra Danmark efter 2. Verdenskrig

Spm. nr. S 2622

Til justitsministeren. (13/7 99) af:
Peter Skaarup (DF).

Spm i fuld tekst:
»Hvilke oplysninger kan ministeren give i anledning af, at nazilægen Carl Peter Værnet kunne flygte ud af Danmark efter 2. Verdenskrig uden at blive retsforfulgt?«

Skr begrundelse:
Det lykkedes den danske nazilæge Carl Peter Værnet at flygte efter 2. Verdenskrig fra Danmark over Sverige til Sydamerika, selv om han havde eksperimenteret med homoseksuelle med døden til følge i den tyske koncentrationslejr Buchenwald. Det er efter spørgerens opfattelse vigtigt, at sagen nu belyses, idet en henvendelse om at trænge til bunds i sagen nu har ligget i Statsministeriet i over et år, hvilket er en urimelig lang sagsbehandlingstid.

____________

Svar (26/7 99)

Justitsministeren (Frank Jensen):

Justitsministeriet er ikke umiddelbart i besiddelse af oplysninger om den omhandlede person.

En nærmere besvarelse af det rejste spørgsmål vil forudsætte en mere omfattende og ganske ressourcekrævende undersøgelse af materiale og oplysninger af først og fremmest historisk karakter, som –
i det omfang det måtte eksistere – bl.a. vil befinde sig i Rigsarkivet.

Jeg finder ikke, at der på det foreliggende grundlag er anledning til at indlede en sådan undersøgelse.

Til sundhedsministeren:-

1998-99 – § 20-spørgsmål: Om nazilægen Carl Peter Værnets flugt fra Danmark efter 2. Verdenskrig.
Spm. nr. S 2623

Til sundhedsministeren. (13/7 99) af:
Peter Skaarup (DF).

Spm i fuld tekst:
»Hvilke oplysninger kan ministeren give i anledning af nazilægen Carl Peter Værnets flugt ud af Danmark til Sydamerika efter 2. Verdenskrig, herunder hvordan det kunne lade sig gøre at forfalske lægelige dokumenter til brug for flugten?«

Skr begrundelse:
Det lykkedes den danske nazilæge Carl Peter Værnet at flygte efter 2. Verdenskrig fra Danmark over Sverige til Sydamerika, selv om han havde eksperimenteret med homoseksuelle med døden til følge i den tyske koncentrationslejr Buchenwald. Spørgeren mener, at det er vigtigt at få belyst, hvordan lægelige dokumenter kunne forfalskes til brug for flugten. Desuden er det efter spørgerens opfattelse vigtigt, at sagen nu belyses, idet en henvendelse om at trænge til bunds i sagen nu har ligget i Statsministeriet i over et år, hvilket er en urimelig lang sagsbehandlingstid.

__________________

Svar (27/7 99)

Sundhedsministeren (Carsten Koch):

Jeg finder ikke på det foreliggende grundlag anledning til gennem Rigsarkivet at iværksætte en større undersøgelse af, hvilke oplysninger, der måtte findes, herunder oplysninger om hvorledes det er lykkedes nogle uidentificerede læger at forfalske lægelige dokumenter.

PETER SKAARUP OM UNDERSØGELSEN AF ‘DEN DANSKE MENGELE’
Dato: 08.07.1999
AKTUELT
Redaktion: reportage
Skribent: Katrine Nielsen

—————————————————————
Den danske læge Carl Peter Værnet stod aldrig til regnskab for sine forsøg på homoseksuelle i kz-lejren Buchenwald under Anden Verdenskrig. Folketingsmedlem Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti kræver nu en forklaring fra justitsministeren og sundhedsministeren på mysteriet om, hvordan ‘den danske Mengele’ kunne flygte fra dansk varetægt. Og på hvorfor Statsministeriet har ventet næsten halvandet år med at svare på en britisk forespørgsel om sagen.
Hvorfor rejser du den her sag om en mand, der har været død i 34 år?
‘Det er vigtigt for eftertiden at vurdere, hvad der er foregået i forbindelse med sådan en flugt. Det er stadig aktuelt, om der fra de danske myndigheders side tilbageholdes oplysninger, som kan være af interesse for ofrene og eftertiden.’
Så det handler om at få klarlagt historien?
‘Ja, der er gået så mange år nu, at de efterladte til ofrene har begrundede krav om at få nogle svar. På nuværende tidspunkt kan der jo ikke være de store statshemmeligheder tilbage.’
Men hvad kan man bruge den viden til nu. De, der måske hjalp Værnet til flugt, er vel også døde nu?
‘Jo, men der er et krav om retfærdighed for dem, det gik ud over og deres familier.’
‘Det er også en interessant diskussion – med ny aktualitet i lyset af de genforsøg vi ser i dag – om der inden for lægeverdenen var og er en tro på overlegenhed inden for forskning. Om man kan være ligeglad med ofrene for forskningen…’
Du kritiserer, at en forespørgsel om sagen fra den britiske bøsseorganisation Outrage! har ligget i Statsministeriet i halvandet år uden svar. Hvad skulle det kunne få ud af at trække sagen ud?
‘Det kan være, at det frygter, der kommer nogle ting frem, der ikke er særligt rare, hvis man begynder at grave: Var der nogle ministerier eller nogle læger indblandet i flugten?’
Hvad er din egen teori om, hvad der skete dengang?
‘Jeg kan kun gætte. Men manden må have haft nogle gode forbindelser. Spørgsmålet er, om han har haft nogle gode venner i lægeverdenen, i ministerierne eller inden for regeringen, som har gjort det muligt for ham at flygte.’

folketing2.jpg (1479 bytes)
Brev til Axel Axgil fra MF Peter Skaarup (DF) :-

Christiansborg, den 12. august 1999 PS/kø

Kære Axel Axgil.

Tak for dit brev af 23. Juli 1999.

Jeg har allerede stillet de spørgsmål til Sundhedsministeren og justitsministeren om nazi-lægen Carl Peter Værnet – og også fået svar.

Til orientering sender jeg hermed både spørgsmål, begrundelser og svar. De er, som du kan se, mildest talt utilfredsstillende, og jeg forbereder at gå videre med sagen i Folketinget, men hører naturligvis gerne fra dig, hvis du har informationer eller yderligere spørgsmål, som bør afdækkes.

Med venlig hilsen

f/ Peter Skaarup

Kirsten Østergaard

Bilag (vist ovenfor)

FOLKETINGET:Til justitsministeren. (8/11 99)

1999-2000 – § 20-spørgsmål: Om tilbageholdelse af offentliggørelse af detaljer om 31 eftersøgte nazister fra krigens tid.

Spm. nr. S 420

Til justitsministeren. (8/11 99) af:
Peter Skaarup (DF).

Spm i fuld tekst:
»Har justitsministeren eller tidligere justitsministre formelt eller uformelt anmodet Tyskland om at tilbageholde offentliggørelsen af detaljer om de 31 eftersøgte nazister fra krigens tid?«

Skr begrundelse:
Ingen.

Svar (19/11 99)

Justitsministeren (Frank Jensen):

Som anført i min besvarelse af spørgsmål nr. S 1319 fra samme spørger i Folketingsåret 1998/1999 bør offentliggørelse af konkrete oplysninger om navngivne, eftersøgte personer alene ske, når efterforskningsmæssige grunde eller andre tungtvejende hensyn taler herfor.

Ved skrivelse af 25. oktober 1999 anmodede den tyske ambassade i Danmark om Justitsministeriets bemærkninger til en anmodning om aktindsigt fra en dansk journalist. Ifølge ambassadens henvendelse havde den danske journalist anmodet om fuldstændig aktindsigt i en oversigt udarbejdet af de tyske myndigheder vedrørende efterforskningen mod personer eftersøgt af de danske myndigheder på grund af drab begået under besættelsen.

Det tilkommer ikke Justitsministeriet at tage stilling til indholdet eller den konkrete anvendelse af tyske regler om aktindsigt, og Justitsministeriet besvarede derfor ambassadens henvendelse ved at fremsende kopi af den ovennævnte besvarelse af spørgsmål nr. S 1319 fra Folketingsåret 1998/1999.

In English: Question S 420:- “Has the Justice Minister or earlier Justice Ministers formally or informally asked Germany to withhold the publication of details about the 31 wanted nazis from WW2?”

LISTEN OVER 31 DANSKE KRIGSFORBRYDERE fra 1965 (RITZAU) offentliggjort i TV-2, fra “*Haandslag” 4/99:-

Carsten Rasch Andersen
Adam Eigil Bjørn Bentzen
Jørgen jens V. Bitsch
Fritz Bolle
Erich Bunke
Kaj Gustav Feilberg
Bernhard Galle
Adam (Toni.~) Gfoller
Friedrich Wilhelm Graurock
Kurt Heel
Josef Helsing
Adam Hännemann
Hermann Hövermann
Arne Jensen
Fritz Jodeit
Søren Kam
Erwin Kauter
Carl Käsemodel
Friedrich Lachner
Franz Marquardt
Rudolf Albert Müller
Eduard Walther Nagel
Hans Naumann
losef (Peter?)
Nolte (Runte?)
Albert Oeste
Walther Carl Rasmussen
Peter Eduard Seehusen
Heinrich Wilden
Karl Heinz Winckel
Carl Peter Værnet

LISTEN OVER KRIGSFORBRYDERE HEMMELIG
Dato: 31.07.1999
Skribent: Erik Høgh-Sørensen Ritzau

——————————————————————————–

Ikke en af de mindst 20 tyskere, der står opført på en hemmelig dansk liste eftersøgt for drab og tortur, er på noget tidspunkt blevet anklaget. De danske myndigheder har gennem 56 år ikke benyttet gængse eftersøgningskanaler og har forsømt at sende bevismateriale til Tyskland. Sagen kommer nu op i Folketinget.

Den danske SS-officer Søren Kam var blot en af mange stærkt belastede nazister, der i årene efter Anden Verdenskrig slap billigt fra sine forbrydelser. Det fremgår af en hemmeligtstemplet liste, som Ritzau har fået fat i. Listen omfatter de 31 danskere, tyskere og østrigere, der efter dansk opfattelse begik de myrderier og tortur i Danmark under krigen. Endnu i 1965 ønskede Danmark at bringe de 31 for retten, men det skete ikke. Ifølge en foreløbig gennemgang foretaget af de tyske myndigheder, viser det sig, at ingen af de mindst 20 tyskere, der befinder sig på listen, kom for retten. Kun Søren Kam er fortsat i søgelyset for et drab i 1943, som han har indrømmet sin deltagelse i. Videre tyder flere oplysninger på, at op til 24 af de eftersøgte fandt tilflugt i Vesttyskland efter krigen. Mindst en efterlyst dansker, Søren Kam, udskiftede sit danske statsborgerskab med et tysk og undgik dermed at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark. Dansk Folkepartis Peter Skaarup vil nu vide, hvorfor listen fortsat skal være hemmelig, når der er mulighed for dispensation. ‘Jeg finder det yderst beklageligt, at der ikke er åbenhed om dette – særligt i betragtning af, at mange af dem, som selv oplevede krigen, har en berettiget trang til at få mange ting sat på plads,’ siger Peter Skaarup. Frank Jensen har ligesom sine forgængere afvist dispensationer. Det sker med henvisning til den danske arkiv- og straffelovgivning, selv om ‘adskillige’ formodes at være døde ifølge justitsministeren. Frank Jensen har ikke ønsket at lade sig interviewe om emnet. ‘Sagerne om SS-officeren Søren Kam og kz-lægen Carl Peter Værnet viser, at der blev begået fejl, og at lukketheden medvirkede til, at vigtige beviser blev overset. Det skulle i fremtiden nødigt hedde sig, at SS-mordere undslap på grund af hem me lig heds kræm meri i Justitsministeriet,’ siger Peter Skaarup, der også er interesseret i, hvorfor Tyskland ikke bragte de efterlyste tyske borgere for retten.
Tyskere slap billigt
Listen er historisk interessant, fordi den belyser samarbejdsvanskelighederne mellem Danmark og Tyskland i forbindelse med retsopgøret efter krigen. Det er almindeligt kendt, at besættelsesmagtens ledende tyskere slap billigere end deres danske håndlangere. Henrettelser gik efter krigen kun ud over danskere, og allerede i 1952 lagde Vesttyskland diplomatisk pres på Danmark for at få de værst belastede tyske krigsforbrydere, der dengang endnu afsonede domme i dansk fængsel, løsladt før tid. I 1964 ønskede Bonn-regeringen tilsyneladende at få retsopgøret afsluttet og bad derfor Danmark om en liste over de personer, som efter dansk mening fortsat burde stilles for retten. Svaret kom 26. februar 1965 i form af listen over de 31. Blandt navnene er: – Den danske SS’er Søren Kam, nu 77 år og tysk statsborger. Sigtet for drab på ubevæbnet ‘tyskfjendtlig’ avisredaktør Carl Henrik Clemmensen 30. august 1943 i Lyngby nord for København. Kam planlagde ‘væbnet antiterror’. – Den danske SS’er og kz-læge Carl Peter Værnet, nu afdød. Foretog dødelige medicinske eksperimenter på homoseksuelle fanger i kz-lejren Buchenwald. Fra dansk varetægt undslap Værnet i 1946 til Argentina. – Den tyske SS’er Erich Bunke, nu 92 år, hvis han lever. Spillede overordnet rolle og samarbejdede tæt med danske nazister i Birkedal Hansen-banden, som stod bag eller deltog i 33 drab og 132 mishandlinger, flere tortureret til døde – Den danske SS’er Kaj Gustav Fejlberg, nu 80 år, hvis han lever. Sigtet for deltagelse i nazistisk døds pa trul je, der natten mellem 9. og 10. april 1944 myrdede lektor Albert Ibsen på landevejen mellem Slagelse og Sorø. – Den danske SS’er Adam Eigil Bjørn Bentzen, nu 80 år, hvis han er i live. Arbejdede for den tyske Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann. Bentzen blev sigtet for deltagelse i drab ved Vordingborg 10. april 1945.
Ingen under anklage
Med listen over de 31 sendte Danmark et skarpt formuleret krav om, at tyskerne skulle gøre noget ved drabssagerne. I modsat fald ville det ifølge den danske regering ‘påvirke den danske befolknings indstilling over for Forbundsrepublikken’. ‘Den danske regering benytter derfor denne lejlighed til at udtrykke sit håb om, at regeringen i Forbundsrepublikken Tyskland finder midler og veje til at forhindre, at nogen form for forbrydelse, der blev begået i forbindelse med det nationalsocialistiske herredømme, forbliver ustraffet,’ står der i den såkaldte verbalnote fra regeringen. I dag kan der gøres status. ‘Alle 20 tyske sager blev efterforsket, men ingen blev anklaget,’ lyder den foreløbige konklusion på kulegravningen, som er foretaget af Tysklands centrale efterforskningsstyrelse i Ludwigsburg, hvorfra koordination af krigsforbrydelses-sager foregår. ‘Oprindelig var det meningen, at omkring 300 tyske nazister skulle for retten. Det tal skrumpede siden til omkring 70, siger Frede Klitgård,’ formand for foreningen Aktive Modstandsfolk. Han mener, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere hemmeligholder dokumenterne for at tilsløre Justitsministeriets ineffektivitet. Det var Klitgård, der i 1995 krævede Søren Kam stillet for retten, efter at Kam var blevet genkendt ved et østrigsk krigsveteranstævne, hvor der også var nynazister til stede. Grundene til, at de tyske sager efter krigen faldt på gulvet, er vidt forskellige. I mange tilfælde benyttede de efterlyste falske navne, lyder den foreløbige forklaring fra Ludwigsburg i dag. Da Vesttyskland i 50’erne og i 1960 indførte amnesti for krigsforbrydelser, bortset fra overlagt drab, begyndte nogle af de eftersøgte igen at benytte deres oprindelige navne. Dertil kommer, at de danske myndigheder ikke benyttede gængse eftersøgningskanaler, såsom Interpol, samt at skiftende danske regeringer tilsyneladende forsømte at sende bevismateriale til Tyskland.

Flygtet til Tyskland
Bentzen og Fejlberg flygtede efter krigen til Vest tysk land, hvor retssager mod dem senere blev opgivet ifølge journalisten Erik Haaests bog ‘Udyr eller Hvad’ fra forlaget Viking, 1977. Det bevismateriale, som de danske myndigheder havde fremsendt, var angiveligt ikke godt nok til, at den tyske anklagemyndighed mente sig i stand til at bevise sin sag. I sagen mod Søren Kam blev det vigtigste bevis, en obduktionsrapport, først sendt til Bayern i 1997. Da Kam under et forhør sidste år blev konfronteret med oplysningerne i obduktionsrapporten, indrømmede han, at han sammen med to andre SS’ere ved et uheld affyrede dræbende skud mod redaktør Clemmensen. I dag mener justitsminister Frank Jensen, at det er de tyske myndigheders skyld, at de først fik beviset i 1997. Han siger, at de tyske myndigheder aldrig underrettede Danmark om, at man havde fundet Kam og i perioden 1968 til 1971 savnede bevismateriale mod ham. ‘Der har derfor ikke været nogen særlig anledning til at sende obduktionsrapporten til de tyske myndigheder, før man fra tysk side udbad sig obduktionsrapporten,’ oplyste justitsministeren under et møde i retsudvalget sidste år. Imidlertid ligger det fast, at Justitsministeriet så tidligt som i 1975 kendte til Kams eksistens, og at daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i 1985 blev gjort opmærksom på, at Kam levede i Vest tysk land, og at det var let at finde frem til ham. Dertil kommer, at de danske myndigheder så sent som i 1996 overså obduktionsrapportens bevismæssige værdi. ‘Hvis vi med os selv erkender, at vi ikke ved nogen dansk domstol kunne komme nogen vegne (i Kam-sagen, red.), hvordan skulle de så gøre det i Bayern? Det er trods alt de gamle nazisters hovedkvarter,’ sagde statsadvokat Erik Merlung. Året efter genoptog Bayern imidlertid sagen.
Hensyn til pårørende
Justitsminister Frank Jensen finder fortsat, at der ikke er ‘tungtvejende’ grunde til at offentliggøre listen over de 31, der har været efterlyst siden krigen. Generelt kan det ifølge justitsministeren skade både efterforskning og efterfølgende retssager, hvis offentligheden får for mange oplysninger. Mistænkte og vidner får ‘mulighed for at afstemme deres for kla ring er,’ hedder det sig. Ifølge Ritzaus kopi af listen er de eftersøgtes gennemsnitsalder i dag omkring 88 år. Imidlertid var justitsministeren i april ikke sikker på, om de lukkede arkiver fortsat indeholder upåagtet bevismateriale, sådan som det var tilfældet med Kam-sagen. Frank Jensen beordrede derfor politiet til at gennemgå sagerne. ‘En anden begrundelse for at hemmeligholde listen er hensynet til de eftersøgtes pårørende, men Frank Jensen undlod at gøre opmærksom på, at de fleste pårørende er tyskere, som næppe vil blive påvirket af en offentliggørelse i Danmark. Det skal ministeren nok få lejlighed til at uddybe efter sommerferien,’ siger Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. For danskere er sagen om den hemmelige naziliste i øvrigt paradoksal, set i historisk perspektiv. I perioden fra 1940 til 1943 offentliggjorde det danske justitsministerium og politi nemlig navne og billeder af efterlyste danske modstandsfolk, ligesom der blev udlovet dusører for deres pågribelse. Det samme har ikke været tilfældet med de 31 nazister. ‘Det viser, at de danske myndigheder med overlæg har draget et slør hen over de barbariske ugerninger, der blev begået under krigen. De har ikke gjort noget effektivt for at få sat en slutstreg under det såkaldte retsopgør,’ siger Frede Klitgård.
——————————————

14. jan 2000 (Ritzau)

Frank Jensen (S) lukker tysk arkiv

Justitsminister Frank Jensen (S) har med et brev presset Tyskland til at tilbageholde oplysninger om 31 nazister, der fortsat eftersøges af Danmark for drab under Anden Verdenskrig. Det fremgår af justitsministerens svar til Folketinget og Ritzaus korrespondance med tyske arkiver.
De 31 sager, der fortsat er hemmeligtstemplede i Danmark, omfatter nogle af besættelsestidens mest belastede danske og tyske krigsforbrydere og har ifølge nye oplysninger udløbere til omkring 150 terrordrab, samt dødbringende tortur og bombeattentater.

Justitsminister Frank Jensen (S) har med et brev presset Tyskland til at tilbageholde oplysninger om 31 nazister, der fortsat eftersøges af Danmark for drab under Anden Verdenskrig.

Det fremgår af justitsministerens svar til Folketinget og Ritzaus korrespondance med tyske arkiver.

De 31 sager, der fortsat er hemmeligtstemplede i Danmark, omfatter nogle af besættelsestidens mest belastede danske og tyske krigsforbrydere og har ifølge nye oplysninger udløbere til omkring 150 terrordrab, samt dødbringende tortur og bombeattentater. Dette kapitel af besættelsen er ifølge Esben Kjeldbæk, Frihedsmuseets direktør, stort set ubelyst af danske historikere.

De tyske myndigheder erklærede sig sidste sommer villige til at åbne deres arkiver, men dette løfte blev forpurret af Frank Jensen, der besvarede en officiel tysk forespørgsel 25. oktober 1999 ved at indskærpe, at oplysningerne i Danmark ikke er tilgængelige for offentligheden.

Justitsministeren har bekræftet afsendelsen af brevet til den tyske ambassade, men afviser, at der var tale om pres. Som svar på folketingsspørgsmål nr. s420 fra Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, skrev Frank Jensen, at “det tilkommer ikke Justitsministeriet at tage stilling til indholdet eller den konkrete anvendelse af tyske regler om aktindsigt.” Tyskland har imidlertid tolket justitsministerens ord stik modsat. Udleveringen af oplysninger er sat i bero.

»Desværre kan jeg ikke give yderligere oplysninger, da den tyske ambassade i København respekterer den danske regerings restriktive informationspolitik, skriver Herbert Schneider, dommer ved Tysklands centrale efterforskningsstyrelse, til Ritzau. Styrelsen koordinerer krigsforbrydersager fra Anden Verdenskrig.

Det er dog blevet oplyst, at 28 af de eftersøgte blev fundet i Vesttyskland efter krigen, men ingen blev stillet for retten.

Den tyske ambassade har understreget, at sagerne vil blive genoptaget, hvis der kommer nye oplysninger frem.

Frank Jensen meddelte i 1999 til Folketingets retsudvalg, at selvom mange af de eftersøgte er døde, så finder han ingen “tungtvejende” grunde til at offentliggøre listen over de 31 nazister. Andre begrundelser er hensynet til de sigtede og deres pårørende.

Justitsministeren mener desuden, at åbenhed kan skade mulighederne for at bringe de 31 for retten, fordi de indbyrdes får mulighed for at afstemme deres forklaringer.

Ifølge Ritzaus dokumentation er nazisternes gennemsnitsalder i dag omkring 88 år, og hemmeligholdelsen møder kraftig kritik fra tidligere modstandsfolk.

Foreningen Aktive Modstandsfolk beskylder Frank Jensen for at dække over, at krigsforbrydere er undsluppet på grund af fejl begået af danske ministre og embedsmænd.

Hemmeligholdelsen har bl.a. haft den konsekvens, at dansk politi i årtier har eftersøgt en for længst død SS’er. Så sent som i 1999 bad Frank Jensen politi og anklagemyndighed revurdere de 31 sager.

En anden konsekvens er, at offentligheden først nu kan få detaljer om det uopklarede drab på den danske politibetjent John Falkenaa i København 31. januar 1944. Af hidtil hemmeligholdt materiale fremgår det, at en af de tyske deltagere i drabet helt undgik en retssag, selvom det sandsynligvis var ham, der trykkede på aftrækkeren.

Desuden peger modstandsfolk på sagerne om SS’eren Søren Kam og kz-lægen Carl Peter Værnet. Værnet foretog i 1944 forsøg på fanger i kz-lejren Buchenwald, men blev efter krigen med danske lægers hjælp løsladt fra dansk varetægtsfængsel, hvorefter han ifølge danske arkiver flygtede til Argentina. Her døde han i 1965.

Den 78-årige Kam var leder af den nazistiske Schalburgskole, der stod for uddannelsen af nazistiske terrormordgrupper. Han bor i dag i Bayern og tilstod så sent som i 1998 at have skudt en dansk redaktør i 1943. Kam bliver ikke stillet for retten, fordi drabet ifølge hans seneste forklaring skete i “nødværge”.

18. mar 2000 kl. 14:10

Tysk kritik af dansk lukkethed

Politiken/*Ritzau

Danmark burde for længst have offentliggjort, hvordan det lykkedes 31 belastede nazister at undslippe retsforfølgelse for drab begået i Danmark under Anden Verdenskrig. Det mener vicechefen for den tyske ambassade i København, Bernhard Braumann. »I betragtning af den store historiske interesse, som der i dag er i Danmark omkring Anden Verdenskrig, finder jeg det mærkværdigt, at denne information ikke allerede er blevet offentliggjort«, siger Braumann til Ritzau. (…)

E-mail from Erik Hoegh-Soerensen (Ritzau) 14.7.1999 to [email protected] :-

ritzau3.jpg (2915 bytes)

— — —

Offentliggjort i dag onsdag:
København, onsdag /ritzau/
Lægeforeningen åbner nu sine arkiver for om muligt at
belyse, hvordan den danske kz-læge Carl Peter Værnet på
mystisk vis kunne flygte fra Danmark efter Anden
Verdenskrig.
Samtidig har Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører Peter
Skaarup bragt sagen op i Folketinget med spørgsmål til
justitsminister Frank Jensen (S) og sundhedsminister Carsten
Koch (S).
Carl Peter Værnet blev efter Anden Verdenskrig løsladt fra
dansk varetægt, selv om han havde lavet dødelige medicinske
forsøg på fanger i den tyske koncentrationslejr Buchenwald.
Værnet er af samme grund blevet kaldt Danmarks Mengele, og
krigsforbrydertribunalet i Nürnberg udviste i 1947 sin
interesse for SS’eren, selv om han på dette tidspunkt
allerede var flygtet til Argentina via Sverige.
Blandt modstandsfolk og i nogle lægekredse har det været en
udbredt teori, at ukendte læger hjalp nazisten til flugt ved
at forsyne ham med en lægeattest, der tillod ham at rejse
til Sverige for at blive behandlet for en ikke-eksisterende
hjertelidelse.
– Den mand burde have været retsforfulgt. Jeg har den
holdning, at hvis vi har noget liggende, så er det ikke
hemmeligt. Det vil blive fremlagt, siger Lægeforeningens
formand Jesper Poulsen, der nu sætter en medarbejder til at
undersøge foreningens arkiv.
Carl Peter Værnet, der ifølge forlydender døde i 1965 i
Argentina, forsøgte at finde en >kur< mod homoseksualitet
ved at indoperere kunstige kønskirtler i homoseksuelle
fanger. Ifølge øjenvidneskildringer døde mindst to kz-fanger
som følge af forsøgene.
Den britiske aktivist-gruppe Outrage!, der aktionerer for
homoseksuelles rettigheder, bad 16. marts 1998 statsminister
Poul Nyrup Rasmussen (S) om at redegøre for Værnets flugt.
15 måneder senere blev forespørgslen sendt videre til
Justitsministeriet, samtidig med at Statsministeriet over
for Outrage! beklagede den lange behandlingstid.
– Det er en helt urimelig lang sagsbehandling. Sagen må nu
belyses, siger Peter Skaarup, der mandag udbad sig
yderligere oplysninger hos justits- og sundhedsministrene.
Peter Tatchell fra Outrage! siger til Ritzau, at
organisationen forfølger sagen for at >få sat historien på
plads< og dokumentere, hvordan >allierede regeringer tillod
krigsforbrydere at undslippe<. Han siger videre, at
regeringen formentlig ville have handlet hurtigere, hvis det
havde drejet sig om en dansk læges overgreb på jødiske
fanger.
Lægeforeningen har i Ugeskrift for Læger meddelt, at
Justitsministeriet allerede den 29. maj 1945 skriftligt blev
gjort opmærksom på, at Carl Peter Værnet havde været
kz-læge.
/ritzau/

— — — —

vaernet17.jpg (1336 bytes)

Offentliggjort 4. juli:

99
990704
RB3809 4 I 1185 ORD/z4
041311:NAZI/VÆRNET
“Danmarks Mengele”s mystiske flugt
— — — — — — — — — —
Bemærk grafik og telegrammet NAZI/LÆGE
— — — — — — — — — —

København, søndag. Ritzau-baggrund af Erik Høgh-Sørensen
Peter Tatchell fra den britiske aktivist-organisation
Outrage! er blot den seneste af en lang række nysgerrige,
der siden Anden Verdenskrig har undret sig over, hvordan
SS-lægen Carl Peter Værnet, kaldet “Danmarks Mengele”,
undgik retsforfølgelse.
Værnet foretog dødelige eksperimenter på fanger i
koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland. Men han blev
aldrig stillet for retten, selvom det internationale
krigsforbrydertribunal i Nürnberg efter krigen udviste sin
interesse ifølge et brev til Lægeforeningen i april 1947.
Da var Værnet på mystisk vis blevet løsladt fra dansk
varetægt og undsluppet til Sydamerika.
Til trods for sagens læge-etiske overtoner og det faktum,
at Værnet let kunne være endt i anklageskranken i Nürnberg,
så er hans transformation fra forsker til kz-læge stort set
upåagtet i efterkrigstidens danske læge- og
historieforskning.
– De fleste har en tendens til at lukke øjnene og se folk
som Carl Peter Værnet som monstre, hvor nogle af dem i
virkeligheden var forholdsvis normale læger, der på grund af
tøjlesløs ambition ikke magtede at sige nej, siger
professor, overlæge dr. med. Niels Høiby.
Bl.a. med udgangspunkt i Værnet-sagen opfordrede Høiby i
februar til en etisk debat i den danske lægestand.
Den officielle begrundelse for løsladelsen af Carl Peter
Værnet kendes ikke, men sagens dokumenter ligger deponeret i
Rigsarkivet. I henhold til dansk arkivlovgivning bliver de
sandsynligvis frigivet i år 2025, 102 år efter, at den
danske læge begyndte sit virke på Kommunehospitalet i
København.
Disse udsigter er Peter Tatchell fra den britiske
aktivistgruppe Outrage! højst utilfreds med. Gruppen
efterforsker bl.a. overgreb mod homoseksuelle, og Tatchell
finder det “chokerende”, at de danske myndigheder ikke for
længst har redegjort for sagen.
– Det er af berettiget interesse for offentligheden at
finde ud af, hvordan dr. Værnet havde held til at undslippe
retsforfølgelse, siger Tatchell, der har anmodedet de danske
myndigheder om en redegørelse.
Den bizarre sag om Carl Peter Værnet begyndte allerede før
krigen. Han blev født som Carl Peter Jensen i 1893 og gjorde
karriere som populær modelæge med speciale i ultralyd- og
kortbølgebehandlinger.
Samtidig forskede han. Under overskriften “Revolutionerende
danske hormonoperationer” rapporterede B.T. 21. juli 1941
fra Værnets klinik på Platanvej i København, at lægen havde
afprøvet sine kunstige hormoner på høns, hvis “kaglen
afløstes af hanegal”.
Eksperimenterne havde da stået på i to år, og den danske
læge havde tilsyneladende allerede på dette tidspunkt
behandlet homoseksuelle mænd, hvis “driftsliv ytrede sig
modsat deres anlæg”, men som “nu alle lever en mands normale
liv”.
Værnet var glødende nazist, og gennem sin lægeuddannelse
blev han nær ven med lederen af det danske nazistparti,
Fritz Clausen. Ifølge SS-dokumenter var Værnet også højt
værdsat af den tyske besættelseschef i Danmark, Werner Best.
Med disse forbindelser samt rang af Sturmbannführer
(kaptajn) i Adolf Hitlers elitestyrke, SS, kunne Værnet
komme videre med sin forskning.
Han overbeviste SS-chefen Heinrich Himmler om, at man ved
at kastrere homoseksuelle og indoperere kunstige
seksualkirtler kunne gøre dem til heteroseksuelle.
Himmler øjnede måske muligheden for forstærkning af de
skrantende tyske hære, og udsigten til en “kur” mod
homoseksualitet fik SS-chefen til at rulle den røde løber ud
i 1944. Det fremgår af journalisterne Henrik Krügers og
Harly Fogeds bog “Flugtrute Nord” (Bogan, 1985).
Tusinder af homoseksuelle sad på dette tidspunkt i tyske
koncentrationslejre, og i Buchenwald afprøvede Værnet sin
forskning på mindst 15 personer, deriblandt den 55-årige
tyske teolog Bernhard Steinhoff som blev tvangsopereret
13. september 1944.
Værnet rapporterede selv om forsøget til sine overordnede,
og nogle af disse rapporter blev bragt i “Flugtrute Nord”.
De to danske journalister fik mange af deres oplysninger fra
tyske arkiver, mens de betegnede det danske rigsarkiv som
“Verdens mest støvede”.
I begyndelsen led Steinhoff af smerter, hedder det sig i
SS-rapporterne, men halvanden måned senere skrev den danske
kz-læge, at “andre fanger har fortalt ham (Steinhoff), at
han har forandret sig og ser yngre og bedre ud … Tidligere
var hans erotiske tanker udelukkende rettet mod unge mænd,
men nu er de rettet mod kvinder … Depressionerne er
forsvundet – glæder sig til den tid, hvor han løslades”.
Værnets rapporter blev med tiden sparsomme. Ved fronten gik
det alvorligt tilbage for de tyske hære, og mindst to, men
sandsynligvis langt flere, af Værnets forsøgspersoner afgik
ved døden. Det fremgår af international holocaust-forskning
og er bl.a. baseret på øjenvidneskildringer fra den
tidligere kz-fange Josef Kohout.
Ved krigens slutning blev Værnet arresteret af allierede
soldater og senere bragt til det britiske internat for
krigsfanger på Alsgades Skole i København. Det ligger også
fast, at en dansk politibetjent, som havde været fange i
Buchenwald, genkendte Værnet.
Betjentens oplysninger blev allerede 29. maj 1945 givet
videre til Justitsministeriet ifølge Ugeskrift for Læger
22. august 1947. Allerede kort efter befrielsen vidste de
danske myndigheder altså, at Værnet havde været SS-officer i
en kz-lejr. Videre hedder det sig i samme ugeskrift, at
Værnet 2. januar 1946 befandt sig på Kommunehospitalet i
København.
Denne oplysning har i mangel af officielle redegørelser
bidraget til teorien om, at Værnet fingerede en
hjertelidelse, hvorefter han med lægevenners hjælp fik
udarbejdet en attest på, at problemet kun kunne behandles i
Sverige. Der blev i sagens natur tale om en enkeltbillet
over Øresund.
Det hører dog med til historien, at de internerede i
Alsgades skole havde andre udveje. Ifølge
Justitsministeriets kulegravning i 1953 af edderkoppesagen –
efterkrigstidens største korruptionsskandale – var det
muligt at bestikke sig ud. Korruptionen omfattede både den
britiske og den danske leder af fængslet.
Derimod kan sandsynligheden for en egentlig flugt på det
nærmeste udelukkes, siger den tidligere Alsgade-vagt Kjeld
Mahler Sasbye til Ritzau.
På baggrund af venne-hjælps-teorien har affæren
tilsyneladende været en varm kartoffel i Lægeforeningen. Det
siger flere læger og tidligere modstandsfolk, som Ritzau har
talt med.
Således ironiserede foreningen Aktive Modstandsfolk i
november 1992 i medlemsbladet Håndslag over, at Carl Peter
Værnets biografiske data pludselig ændrede sig.
I 1949-udgaven af opslagsværket Den Danske Lægestand
fremgår det, at Værnet var SS-Sturmbannführer og læge i
Buchenwald, samt at han i perioden maj til september 1945
havde været “udenfor praksis”. I senere udgaver af den blå
bog er disse oplysninger klinisk bortsaneret, muligvis af
Værnet selv.
Den danske kz-læge sluttede sin gerning i Buenos Aires,
hvor han ifølge adskillige rapporter arbejdede i
sundhedsvæsenet indtil sin formodede død i 1965. Hans grav
skulle være at finde på Britanico-kirkegården i Buenos
Aires.
/ritzau/
<<red/RUD / set bl.a. LEI>>
<< EHS 2-JUL-1999 17:32 >>

vaernet19.jpg (3851 bytes)
Dok 3

99
990704
RB3805 4 I 0524 ORD/z4
041307:NAZI/LÆGE
Britiske aktivister kræver åbenhed om “Danmarks Mengele”
— — — — — — — — — —
Bemærk grafik og telegrammet NAZI/VÆRNET
— — — —
København, søndag /ritzau/
Samtidig med at debatten om danske lægeforsøg raser, har
statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) bedt justitsminister
Frank Jensen (S) om at gå ind i sagen om den danske kz-læge
Carl Peter Værnet.
Lægen blev efter Anden Verdenskrig løsladt fra dansk
varetægt, selv om han havde lavet dødelige medicinske forsøg
på fanger i den tyske koncentrationslejr Buchenwald.
Senest har britiske aktivister i næsten 15 måneder uden
held forsøgt at få de danske myndigheder til at redegøre for
løsladelsen.
Carl Peter Værnet er af nogle blevet kaldt >Danmarks
Mengele<, fordi han i forsøget på at finde en kur mod
homoseksualitet foretog medicinske eksperimenter på
kz-fanger. Ifølge øjenvidneskildringer døde mindst to fanger
som følge af forsøgene.
I 1945 bragte britisk militærpoliti Carl Peter Værnet til
Danmark med henblik på en retssag. Men af årsager, der endnu
i dag hemmeligholdes i henhold til den danske
arkivlovgivning, blev SS’eren kort efter løsladt.
Carl Peter Værnet undslap derefter til Sverige og videre
til Argentina. Her fik han job i sundhedsvæsenet i Buenos
Aires indtil sin formodede død i 1965.
Den bizarre sag har senest vakt vrede i den britiske
aktivist-organisation Outrage!, der overvåger overgreb mod
homoseksuelle.
I et brev dateret 16. marts 1998 bad Outrage! den
danske statsminister om at redegøre for, hvordan Carl Peter
Værnet undslap.
Statsministeriet besvarede først henvendelsen 8. juni
1999, men Peter Tatchell fra Outrage! er >chokeret< og
kræver fortsat en redegørelse.
– Over et år efter, at vi skrev til den danske
statsminister, har vi omsider fået et svar. Men der står
blot, at sagen er blevet overdraget til Justitsministeriet.
Det er af berettiget interesse for offentligheden at finde
ud af, hvordan dr. Værnet havde held til at undslippe
retsforfølgelse, og hvem der tillod ham at rejse til
Sverige, siger Tatchell.
I Statsministeriet beklager informationskonsulent Lars
Mortensen den lange behandlingstid.
– Jeg har undersøgt sagen og må konstatere, at den har
været under behandling indtil nu. Hvorfor det har taget så
lang tid, ved jeg ikke. Men det er selvfølgelig stærkt
beklageligt. Det kan være, fordi den (henvendelsen, red.)
har karakter af et åbent brev. Åbne breve, i det omfang de
sendes til mange forskellige, er normalt ikke noget,
statsministeren svarer på, siger Lars Mortensen.
I Justitsministeriet kan man foreløbig ikke sige noget om,
hvornår Outrage! får et egentligt svar.
Blandt andet med udgangspunkt i Værnet-sagen opfordrede
professor, overlæge dr. med. Niels Høiby tidligere på året
til en etisk debat i den danske lægestand. Det skete i
Ugeskrift for Læger. Efter de seneste rapporter om
tvivlsomme videnskabelige forsøg i Danmark gentager Niels
Høiby nu opfordringen.
– Der skal man være åben. De fleste har en tendens til at
lukke øjnene og se folk som Carl Peter Værnet som monstre,
hvor nogle af dem i virkeligheden var forholdsvis normale
læger, der på grund af tøjlesløs ambition ikke magtede at
sige nej, siger Niels Høiby.
/ritzau/

amts2.jpg (3468 bytes)

Ritzau telegram Fredag 15-10-1999 nr 3286

150535: Værnet ( uddrag)

Justitsministeríet bryder loven i nazilæge-sag

København, fredag /ritzau/

“Justitsministeriet prøver tilsyneladende i strid med arkivloven at forhale behandlingen af ansøgninger om adgang til Rigsarkivets akter om den nazistiske læge Carl Peter Værnet – også kendt som “Danmarks Dr. Mengele”. Lægen, der døde i 1965, er mistænkt for medicinske krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig. Ritzau´s Bureau ansøgte i Juli Rigsarkivet om adgang til sagsmappen, der handler om de politimæssige undersøgelser mod Værnet efter krigen. Justitsministeriet har haft ansøgningen liggende til udtalelse siden 3. august – i 70 dage – mens arkivloven kræver, at en offentlig myndighed, der skal give samtykke til en arkivadgang “såvidt muligt” skal svare inden 30 dage. Det betyder, at Justitsministeriet har overskredet fristen med mere end 40 dage.

Og et brev, som rigsarkivar Johan Peter Noack har sendt til Ritzau, peger i retning af, at Justitsministeriet har tilsidesat loven.

Hovedreglen er, at myndigheden skal træffe afgørelse inden 30 dage. kan dette undtagelsesvis ikke ske, skal myndigheden oplyse Statens Arkiver om grunden hertil samt om hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge, skriver rigsarkivaren.

Johan Peter Noack påpeger endvidere, at det fremgår af bemærkningerne fra det forberedende arbejde til loven, at der ved fastsættelse af en frist på 30 dage allerede er taget hensyn til “at afgørelsen kan indebære screening (det vil sige nøje gennemgang af materialet for følsomme oplysninger. red.) og en vanskelig afvejning af hensyn til åbenhed over for beskyttelseshensyn.”

-Der er således ved fastsættelsen af fristen taget hensyn til, at afgørelser i spørgsmål om arkivadgang kan være mere tidskrævende end f.eks. afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven, tilføjer Noack.

Justitsministeriet har ikke overfor Rigsarkivet givet nogen grund til den lange forsinkelse.

Lars Findsen, der er souschef i Civil-og Politiafdelingen i Justitsministeriet, ville tordag ikke nærmere begrunde, hvorfor det har taget så lang tid at gennemse Værnets sag.

– Vi har også andre sager, vi skal tage os af, og jeg kan kun sige, at sagen er under behandling, siger Lars Findsen.

… slut på uddrag; resten er et resumé af Værnet-sagen.

Ritzau telegram Fredag 15-10-1999 nr 3286

berling.jpg (3324 bytes)

Ritzau 6. November 1999 (Berlingske Tidende 7-11-1999)

061514:NAZILÆGE
Justitsminister Busch-Jensen droppede sagen mod læge Værnet

København, lørdag. Ritzau-baggrund af Niels-Birger
Danielsen
Det var den daværende socialdemokratiske justitsminister
Niels Busch-Jensen, der i 1949 – på tværs af
anklagemyndighedens indstilling – besluttede at opgive
forsøgene på at få den danske, nazistiske læge Carl Peter
Værnet stillet for retten – tiltalt for medicinske
eksperimenter med homoseksuelle mænd i tyske KZ-lejre under
Anden Verdenskrig.
Busch-Jensen traf beslutningen på trods af en enig
indstilling fra statsadvokaten for Sjælland og
rigsadvokaten, der mente, at de danske myndigheder skulle
efterlyse Carl Peter Værnet internationalt og kræve ham
udleveret.
Anklagemyndigheden mente, at han kunne idømmes to års
fængsel for sine forbrydelser.
Det fremgår af Værnets sagsmappe fra Justitsministeriet,
som Ritzaus Bureau har fået aktindsigt i hos Rigsarkivet.
Den danske læge, der levede fra 1893 til 1965, var efter
krigen flygtet til Argentina – de danske justitsminister
troede dog i første omgang, at han havde taget tilflugt i
Brasilien. Og Busch-Jensen havde to begrundelser for at
opgive sagen.
– Justitsministeriet har dels på grund af bevisets
stilling, dels under hensyn til, at sigtede opholder sig i
Sydamerika, ikke fundet tilstrækkelig anledning til at søge
en udlevering af den pågældende gennemført, hedder det i en
skrivelse fra Justitsministeriet dateret 28. februar 1949.
Bilagene i sagsmappen viser, at Busch-Jensen med
overstregninger og tilføjelser forkastede indstillingen fra
statsadvokat Th. B. Roepstorff, der en måned tidligere havde
skrevet til sin overordnede, rigsadvokat F. Pihl:
– Det må anses for tilstrækkeligt bevist gennem det
foreliggende materiale, at sigtede har foretaget de
omhandlede eksperimenter med koncentrationslejrfangerne. Da
de af sigtede begåede forbrydelser, og da navnlig hans
eksperimenter med koncentrationslejrfangerne må
karakteriseres som grove lovovertrædelser, skal jeg
indstille, at der rettes henvendelse til Justitsministeriet
om at foranledige, at sigtede søges udleveret til landet.
Rigsadvokat Pihl erklærede sig enig i statsadvokatens
indstilling.
Carl Peter Værnet udførte sine eksperimenter med
koncentrationslejr-fanger i lejrene Buchenwald og Neuengamme
med det formål at >kurere< dem. Det skete ved at indoperere
kapsler med mandligt kønshormon under forsøgspersonernes
hud. Påvirkningen af hormonet skulle >hjælpe<, de
homoseksuelle til at føle sig tiltrukket af kvinder.
Mindst to af forsøgspersonerne mentes at være døde af
infektioner som følge af forsøgene, men statsadvokat
Roepstorff erkendte selv, at det på grund af bevisets
stilling ville være svært at få dømt den danske læge for
vold med døden til følge.
Derimod ville han føre en sag mod Værnet for >utilstedelig
lægevirksomhed< og for at have samarbejdet intenst med de
nazistiske myndigheder.
Den tyske politichef Heinrich Himmler, der var en fanatisk
hader af homoseksualitet, interesserede sig personligt for
Carl Peter Værnets forskning. Den danske læge fik rang af
sturmbannführer (major) i Himmlers elitekorps SS. Han fik
bolig i det dengang tyskbesatte Prag og mulighed for at
gøre sine forsøg i de to koncentrationslejre.
Carl Peter Værnets aktiviteter var til dels kendt af
krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, og han blev arresteret
af de britiske besættelsesstyrker i Tyskland efter krigen.
Værnet blev indsat på Alsgade Skole i København, hvor det
britiske militær havde et internat for krigsfanger, men
inden undersøgelserne mod ham var blevet afsluttet,
forsvandt han på mystisk vis til Sverige i 1946.
En række indicier peger i retning af, at danske
lægekolleger gav ham erklæringer om en fingeret
hjertelidelse, som angiveligt kun kunne behandles i Sverige.
Formålet skulle være at give Carl Værnet mulighed for at
flygte til Sydamerika gennem det nazistiske flugtnet i
efterkrigsårene.
Og i en domsudskrift fra retten på Frederiksberg, hvor
dommeren den 5. december 1946 traf beslutning om anholdelse
af Værnet, konstateres det da også, at Værnet >fik
tilladelse til at rejse til Stockholm for at gennemgå en
kur<.
Myndighederne havde i løbet af 1946 fået oplysninger om, at
Carl Peter Værnet var flygtet, og politimesteren på
Frederiksberg begyndte en udleveringssag over for de
svenske udlændingemyndigheder – Utlänningskommissionen.
I januar 1947 indløb de første oplysninger om, at den
eftersøgte krigsforbryder var kommet til Brasilien, og den
danske gesandt i landet bad om instruktion om, hvordan han
skulle forholde sig, hvis Værnet søgte om nyt pas eller
pasforlængelse.
Senere slog den danske nazilæge sig ned i Argentina, hvor
han fik en stilling hos landets sundhedsmyndigheder og
samtidig drev en privat klinik. I 1959 sonderede han
mulighederne for at vende tilbage til Danmark, men han blev
boende i Argentina, til han døde i 1965.
Værnet-sagen er blevet bragt frem i offentligheden af den
britiske homoseksuelle aktivistorganisation Outrage, der
over for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har krævet,
at Danmark sætter en undersøgelse i gang af Værnet-sagen.
Henvendelsen blev først besvaret i juni i år – 15 måneder
efter at den blev modtaget – og regeringen har erklæret, at
den ikke vil iværksætte nogen undersøgelse.
Outrage! forfølger sagen for at >få sat historien på plads<
og dokumentere, hvordan >allierede regeringer tillod
krigsforbrydere at undslippe<.
Organisationens engelske talsmand, Peter Tatchell, mener,
at Danmark som et liberalt demokrati og forsvarer af
menneskerettighederne har en moralsk forpligtelse til at
efterforske sagen.
<<NBD 6-NOV-1999 14:43 >>
<<red CUM 6-NOV-1999 15:13 >>

Berlingske Tidende (Ritzau):

“Værnet-sag forarger”

Forkert: Professor Niels Høiby fra Rigshospitalet er forarget over afsløringen af, at danske læger ved hjælp af falske lægeerklæringer hjalp Nazi-lægen Carl Peter Værnet ud af landet og væk fra en anklage om krigsforbrydelser.

Afsløringen af, at mindst to danske læger hjalp koncentrationslejrlægen Carl Peter Værnet til at flygte efter Anden Verdenskrig, chokerer i lægeverdenen.

“Det er jo noget af det, vi har frygtet, at der var kolleger dybt involveret i at udsmugle Værnet. Det er meget forargeligt, at kammerateri er gået først, og at man er ved at forfalske lægeattester har ladet en krigsforbryder undslippe. Og det er helt forkert, at man først får kendskab til det nu.” siger Niels Høiby, professor og overlæge ved Rigshospitalet.

Høiby har tidligere beskæftiget sig med efterkrigstidens brug af den viden, som kz-læger fik via deres dødelige forsøg. At Værnet i 1945 og 1946 søgte, at involvere den amerikanske kemi-gigant DuPont var ikke noget særsyn, siger Høiby.

“De forsøgsinformationer bruges jo stadigvæk, og det giver nogle svære etiske overvejelser,” siger Høiby.

I forsøget på at “kurere” homoseksualitet foretog Værnet i 1944 dødelige eksperimenter i den tyske kz-lejr Buchenwald. Efter krigen sad Værnet varetægsfængslet i Danmark, men blev løsladt, fordi lægekollegerne Gunnar Kelstrup og Tage Bjerring arresterede, at han led af en alvorlig hjertesygdom, der kun kunne behandles i Sverige. Fra Sverige undslap Værnet til Argentina, og han blev aldrig stillet for retten.

/Ritzau

berli.jpg (3142 bytes)
Berlingske Tidende (Ritzau): 20.12.1999

“Samarbejde med KZ-læge skal undersøges”

Værnet-sagen: Kemigiganten DuPont Danmark A/S vil have undersøgt, om virksomheden efter krigen var i kontakt med den danske KZ-læge Carl Peter Værnet med henblik på at producere et produkt, som han havde udviklet ved dødelige menneskeforsøg i Buchenwald.

DuPont Danmark A/S vil henvende sig til sit europæiske hovedkontor i Geneve for at belyse en eventuel forbindelse mellem firmaet og den danske koncentrationslejrlæge Carl Peter Værnet. Ifølge Værnets håndskrevne breve søgte han efter krigen at få DuPont i USA til at producere og markedsføre et hormonprodukt, som Værnet havde udviklet i 1944 ved hjælp af dødelige forsøg i den tyske koncentrationslejr Buchenwald.

Forsøgene gik ud på at “kurere” homoseksualitet. “Jeg opfatter det som usandsynligt, at vi i 1945 og 1946 skulle have indledt realitetsforhandlinger med en ukendt forsker, der ville sælge sit produkt indenfor en sektor, hvor vi slet ikke var aktive. Jeg kan ikke afvise, at Værnet har fået svar, men DuPont interesserede sig slet ikke for lægemidler dengang, og det er indlysende, at vi ikke ville kaste os over noget så ekstremt på et tidspunkt, hvor firmaet bare forsøgte at komme til hægterne efter krigen” siger Peter Klausen, DuPont Danmarks administrerende direktør.

Det skal nu undersøges, om firmaet stadig ligger inde med arkiverede breve fra dengang. Klausen, der har været hos DuPont i 37 år, siger, at DuPonts første større engagement i medicinalbranchen var et firmaopkøb i USA i 1971.

Ifølge Klausen kan Værnet i brevene have søgt at få kontakter i USA, der kunne hjælpe ham under flugten.

/Ritzau

RITZAU

270253 1/2000 4U SVERIGE/HOLOCAUST+MV,
Glem ikke de ikke-jødiske holocaust-ofre
Danmarks tidligere overrabbiner Bent Melchoir mener, at det er ukorrekt at
sidestille nazisternes Holocaust med udryddelsen af alene seks millioner
jøder. Han mener, at man også må anerkende, at lige så mange ikke-jøder
blev ofre for Hitler-styrets systematiske massemyrderier. Melchior skiller
sig dermed fra den holdning, der blev viderebragt af ledende jødiske talere
på førstedagen af Den Internationale Holocaust-konference i Stockholm
onsdag.
– Jeg mener, at det er en misforståelse at tale om Holocaust, som seks
millioner jøder. Det er 12 millioner mennesker, hvoraf halvdelen var jøder,
siger Melchior og påpeger, at dette også er et budskab den kendte,
østrigske nazijæger Simon Wiesenthal “gang på gang” har givet udtryk for.
Bent Melchior, der deltager i konferencen som medlem af den danske
delegation erkender, at nazisternes udryddelse af seks millioner jøder i
Europa “var en enorm procentdel af de jøder, der fandtes i denne del af
verden”.
Men, understreger han, “vi taler om 12 millioner mennesker, der af
racistiske, medicinske og politiske årsager gik til i
koncentrationslejrene. Og det er klogt at understrege det.”
Dette var bestemt ikke noget, de jødiske hovedtalere gjorde ved indvielsen
af Holocaust-konferencen i Stockholm onsdag.
Israels ministerpræsident, Ehud Barak, henviste til “de seks millioner,
der mistede livet under Holocaust,” og konferencens ærespræsident,
Nobelfredsprismodtageren Elie Wiesel, nævnte heller ikke på noget punkt i
sin tale det lige så store antal ikke-jøder, der døde i de nazistiske
lejre.
Mens Holocaust i årene 1933 til 1945 skønnes at have kostet 5,8 millioner
jøder livet, menes den samme systematiske masseudryddelse at have kostet
800.000 romaer – populært kaldet sigøjnere – livet. Romaerne var, udover
jøderne, den eneste folkegruppe, der målrettet blev genstand for Holocaust
på baggrund af deres etniske oprindelse.
Derudover anslås tre millioner ikke-jødiske polakker, samt mindst omkring
en million kommunister, katolikker, mentalt og fysisk handikappede, Jehovas
Vidner, homoseksuelle og andre i nazisternes øjne “uværdige” at have mistet
livet under Holocaust.
Omkring to tredjedele af Europas jødiske befolkning blev udryddet af
nazisterne under Anden Verdenskrig. Det modsvarende tal for
roma-befolkningen var omkring en fjerdedel. I koncentrationslejrene Dachau
og Buchenwald blev romaer specielt skilt som forsøgskaniner i
eksperimenter, der skulle vise om mennesker kunne leve udelukkende af
saltvand. Bl.a. den danske læge Carl Peter Værnet foretog forsøg på
homoseksuelle fanger i Buchenwald.
Og i Auschwitz eksperimenterede den berygtede nazilæge Josef Mengele med
at fjerne øjnene på roma-børn, men ved Stockholm-konferencen er kun fire af
de over 550 delegerede roma-repræsentanter….(…)

bovrup.jpg (10026 bytes)
Fra Nazisternes “Bovrup”-arkiv. JP.

Nyrup: Min far var medlem af nazistpartiet

Statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) far meldte sig under krigen ind i nazistpartiet. Det fortalte statsministeren i dag til TV 2’s morgenflade. Nyrup selv har aldrig vidst noget før for tre uger siden, da Enhedlistens Frank Aaen fortalte ham det, efter at Aaen var stødt på oplysningen i et gammelt arkiv over medlemmerne af det danske nazistparti.

Nyrup Rasmussen valgte så selv at fortælle offentligheden om faderen.

– Den viden syntes jeg ikke, at jeg bare kunne sidde inde med. Og det igangsatte en voldsom kædereaktion inde i mit hoved, sagde han til TV 2.

– Jeg vidste ikke, at min far var medlem af nazistpartiet. Jeg vidste, at han har arbejdet i Tyskland. Det var jo sådan i den tid, at hvis man ville klare sig økonomisk, sikre sin arbejdsløshedsunderstøttelse, så skulle man gøre, som der blev sagt. Og min fader blev anvist arbejde i Tyskland. Det tog han. Det vidste jeg. Men det andet havde jeg simpelthen ikke drømt om.

Ritzau/

nyrup_nazist_sofa.jpg (10377 bytes)

Bovrup-kartoteket er ikke alment tilgængeligt siden en bog om Bovrup-arkivet fra 1946 blev forbudt. Arkivet, der omfatter 28000 navne på danske nazister, blev under krigen stjålet af modstandsbevægelsen fra Naziparti-hovedkvarteret i landsbyen Bovrup. Men ifølge Aktuelts NET-Redaktion er man vidende om, at informationen om, at statsministerens far er med på listen, inden for de seneste måneder har bredt sig til flere danske medier. Statsministeren har da også inden for de seneste par uger fået henvendelser fra flere sider i dagspressen, som gerne ville offentliggøre historien – vel at mærke med Poul Nyrup Rasmussens egne kommentarer. Fra Folketinget forlyder det, at man har kendt til sagen gennem flere år.

Feks. havde Dansk Folkeparti allerede i 1998 fortalt Information og andre medier om at Nyrups far stod i Bovrup-arkivet. (Dansk Folkeparti havde dog ikke kendskab til Værnet-sagen før den 31. januar 1999, mens Statsministeren var bekendt med Værnetsagen fra 16.marts 1998, men undlod at svare indtil 8. Juni 1999, da journalister spurgte om sagen.)

I april 1998 oplyste sekretariatschef Peter Mogensen i et båndet interview, at Nyrup blev forelagt Ekstrabladets beviser, men ikke ønskede at kommentere dem. Samtidigt blev Tatchells brev fra 16.marts 1998 ikke besvaret i 15 måneder. Ifølge Peter Mogensen fordi åbne breve ikke bliver besvarede, men samtidig hævdede han modstridigt at brevet var under behandling. Svaret til Tatchell blev først sendt, da journalister spurgte til sagen. Det var måske uheldigt, at Tatchells brev om en undersøgelse af nazi-lægen Værnet ankom midt i, at Nyrup tilsyneladende søgte at fortie sin fars nazi-fortid.

Nyrup.jpg (6046 bytes)
“Ekstra-bladet” Lørdag 4. December 1999:- Nyrup løj om sin far
Oplysningerne om Oluf Nyrup Rasmussens nazi-fortid har været kendt længe.

“Ekstra-bladet” Onsdag 8. December 1999:- Nyrup undsiger sin højre hånd
Statsministeren fastholder, at han ikke vidste noget om sin fars fortid før for nylig. Dermed stempler Nyrup sin sekretariatschef Peter Mogensen som uærlig

“Ekstra-bladet” Torsdag 16. December 1999:- Nyrups gulddreng går
Statsministeriet lægger låg på krisen mellem Nyrup og hans sekretariatschef Peter Mogensen

“Politiken” 16-12-1999:-

Ekstra Bladet konfronterede
Ekstra Bladet har siden hævdet, at Peter Mogensen reelt hindrede Nyrup i at få adgang til disse informationer, da Ekstra Bladet via Peter Mogensen konfronterede statsministeren med dem i april sidste år. Nyrup har siden beklaget, at hans nærmeste ikke orienterede han om farens fortid.

“BT” 16-12-1999:-

Når timingen er meget dårlig for Mogensen, skyldes det hans involvering i sagen om Nyrups fars nazistiske fortid. Ifølge presseforlydender er Mogensen tidligere blevet konfronteret med rygterne om nazi-fortiden, men han meddelte dengang, at Nyrup ikke ønskede at kommentere sagen. Dét passer dårligt med Nyrups udtalelse om, at han først for nylig fik besked om faderens fejltrin.

fra: http://www.kafka.dk/

Kartotek over de af Danmarks Nationalbank iværksatte
Spærringer af Bankkonti m.m.
(»Det sorte Kartotek«)

Erhvervenes Forlag, Postbox 354, København 1946

“Personerne i
Det sorte kartotek
værre end de fleste i Bovrup-kartoteket

Efter 2. verdenskrig blev tusindvis af danske borgere sigtet efter forræderiloven af 1. juni 1945, der handlede om forræderi og anden landsskadelig virksomhed foretaget fra og med den 9. april 1940 og indtil to år efter lovens ikraftrædelse, altså til og med den 1. juni 1947. Se det originale forord fra 1946 til Det sorte Kartotek

Den sorte bog er på 240 sider indeholder ca. 9.000 navne, der fik deres bankkonti spærret pga. forretninger gjort med den tyske værnemagt eller andre tyske myndigheder eller virksomheder.

Kartoteket er fyldt med navne på grever og baroner, grosserer, fabrikanter, entreprenører, direktører, advokater, revisorer, gårdejere, vognmænd, malermestre, læger, en byretsdommer og andre i høje stillinger. Men også personer med mindre prangende stillinger som fx bude og politifolk forekommer.

En del af de nævnte har adresse i retshuse, mens andre er efterlyst.

Thorsen fra Riisskov

Blandt de »fornemme« finder man Kurt-her-har-I-mig-tilbage-Thorsens far, G.A.L. Thorsen, med de fine fornavne Georg Arthur Lawcha, der dengang stod opført som grosserer med bopæl i Riisskov.

Schlüter fra Tønder

Man støder også på den »fine« Schlüter-familie i Tønder, hvor Poul-der-er-ikke-fejet-noget-ind-under-gulvtæppet-Schlüter kommer fra. Hele fire fra den »fornemme« familie er nævnt.
Et ikke ukendt navn som Pittelkov, både med enkelt-v og dobbelt-w, er der sandelig også.

Og naturligvis KZ-lægen Carl Peder Værnet, der flygtede til Argentina, hvor det lykkedes ham at holde sig skjult i årtier.

Der er også navnet på en far til en kendt og meget sympatisk fhv. sportsstjerne, der opnåede at få en af de højest lønnede topstillinger i udlandet. Hans far var brygger.

Det myldrer med kendte og ukendte i Det sorte Kartotek. ”

Om Værnet-sagen har aviserne bl.a. trykt følgende:-

“JyllandsPosten” 05.07.1999 “Britiske aktivister kræver åbenhed om Danmarks Mengele”, “Berlingske Tidende”: “Dansk kz-læges flugt undersøges” 14.07.1999 & 21.8. 1999,,Dansk nazilæges flugt: En skamplet på lægestanden” , “Dagbladet Ringsted” 30.6.1999 & 14.07.1999, “Kristeligt Dagblad” : “Dansk Nazi-læge slap for videre tiltale” 06.07.1999, “Fyens Stifttidende” 01.07.1999 & 15.07.1999, “Aalborg Stifttidende” 30.6.1999, “Jydske Vestkysten” 01.07.1999 . “Aarhus Stifttidende” 05.07.1999. “Aktuelt” 08. July 1999, “Helsingoer Dagblad” 05. july 1999, “Holbaek Amts Venstreblad” 05. July 1999 and 16. July 1999: “Regeringen har ikke vist vilje”, “Frederiksborg Amts Avis” 06. July 1999, “Horsens Folkeblad” 06.July 1999. “Randers AmtsAvis” 15. July 1999: “Lægeforening vil kaste lys over dansk SS-læges flugt”. “JyllandsPosten” 3. October 1999 “Dr. Værnet´s gådefulde liv” 1½ side med det viste foto af Carl Værnet´s grav af Jakob Rubin. “Berlingske Tidende”: “Nazisternes terror mod homoseksuelle” 31.8.1999 af Allan H. Lund. 7.11.1999: “Justitsminister opgav sag mod nazi-læge”. “Berlingske Tidende”: “Værnet-sag forarger” & 20.12.1999 “Samarbejde med KZ-læge skal undersøges”. 6.11.1999: Ritzau: “Justitsminister Busch-Jensen droppede sagen mod læge Værnet”.

_____________________

JyllandsPosten: Carl Peter Værnet er nævnt i følgende artikler:-

wpeB.jpg (2991 bytes)

Offentliggjort den 03.10.99 kl.01:00

Dr. Værnets gådefulde liv 1
Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN og JAKOB RUBIN, Jyllands-Postens korrespondent
BUENOS AIRES – SS-lægen og den jødiske familie deler jord på Británico kirkegården i Buenos Aires. På den ene side af grusstien pryder en gylden davidsstjerne Bolottnicoff-familiens sorte sten. Her blev Marcos, Jacobo og Rosa stedt til hvile i 1980erne.

Overfor huser et lettere forsømt gravsted med danske ord på stenen de jordiske rester Carl Peter Værnet og hans hustru Gurli.

Sønderknust over tabet af Gurli, der gik ud foran et tog i 1955, havde Carl Peter Værnet ladet følgende indgravere:

“Elskede, som vores Sjæle gennem 28 aars inderlig Kærlighed smeltede sammen til Een vil vi forblive forenede gennem Evigheden. Paa gensyn, Carl.”

Manden bag de smukke ord var en af rigsminister Heinrich Himmlers betroede videnskabsmænd fra nazisternes koncentrationslejr Buchenwald.

Præsten i den danske kirke i Buenos Aires trøstede Carl Peter Værnet, som nu var ensom. Sine sidste 10 år levede han fortsat i diskretion af frygt for at blive afsløret. Men det blev længslen efter Danmark kun større af.

Indtil i sidste måned vidste kun de færreste i den argentinske danskerkoloni på 15.000 mennesker, hvem Carl Peter Værnet i virkeligheden var. Så optrykte den lille homoseksuelle forening NEXO en artikel i sit medlemsblad om den danske læges eksperimenter på tyske koncentrationslejrfanger.

Oplysningerne stammer fra den britiske bøsseorganisation Outrage, som gennem flere år har interesseret sig for Værnets sag. Sidste år skrev Outrage til statsminister Poul Nyrup Rasmussen og bad ham undersøge Værnets skæbne og hvordan den eftersøgte krigsforbryder kunne flygte fra Danmark til Argentina. Den danske regering har imidlertid ikke ønsket at kaste lys over sagen.

Måske var en af grundene til, at Carl Peter Værnet gennem næsten 20 år kunne leve i Argentina i anonymitet, at han havde skiftet navn. På Británico kirkegårdens kontor kan den ældre, gråhårede og fåmælte funktionær først ikke finde ham. Funktionæren løfter den tunge bog fra 1965 frem og begynder at bladre. Kirkegården bryster sig tydeligvis ikke kun af pertentlig orden langs de sirlige stier. Men der er ingen Carl Peter Værnet i de håndskrevne annaler. Dødsdatoen hjælper – række 11.A.120.

I Argentina var han officielt blevet til Carlos Pedro Varnet.

En driftig type
Det var ikke første gang, han skiftede navn. Han kom til verden den 28. april 1893, som Carl Peter Jensen.

Hans far var en velhavende gårdejer i byen Astrup uden for Århus. Carl Peter havde fire brødre, som alle skulle være landmænd. Faderen havde skabt sig en formue under Første Verdenskrig ved at sælge heste og forærede hver af sønnerne en gård.

Carl Peter Værnet havde derimod andre planer og fik, hvad der svarede til en gård i kontanter. Allerede i sine unge år var han en driftig type. Han investerede pengene i en tysk hårnålefabrik, som gik nedenom og hjem.

Først tog Carl Peter Værnet lærereksamen, men så vidt hans ældste søn, den i dag 78-årige Kjeld Værnet, ved, skete det efter pres fra forældrene. Siden flyttede han til København og optog lægestudiet, som han gjorde færdig i en forholdsvis sen alder efter datidens målestok. Han var fyldt 31 år.

I mellemtiden var Carl Peter blevet gift med Kjelds mor, Edith Frida, og havde taget navneforandring til Værnet. Ifølge Kjeld Værnet var der ingen særlig grund til det, ud over at faderen syntes, dr. Værnet lød bedre end dr. Jensen. Hans mor fortalte ham siden, hvordan de havde siddet i en togkupe og fundet frem til navnet Værnet ved at skrive på den duggede rude.

Carl Peter Værnet arbejdede hårdt som stormanuduktør på lægestudiet og tjente hurtigt gode penge. Da han var færdig med den praktiske del af sin uddannelse på Kommunehospitalet i København, åbnede han sin egen praksis på Søborg Hovedgade. Konsultationen lå i den villa, hvor familien Værnet også boede. I starten var Carl Peter Værnet ganske almindelig praktiserende læge. Hans kone hjalp til på den travle klinik.

Skilsmissen
Mens det økonomisk gik rigtig godt for familien, var privatlivet ikke ligefrem ideel lykke. Da Kjeld Værnet som 8-årig kom hjem fra sommerferie i Århus, blev han pludselig kørt til en lille lejlighed på Peter Bangsvej på Frederiksberg. Carl Peter Værnet havde fundet en anden, og nu skulle hans mor og far skilles.

Edith Frida Værnet var en stærk kvinde, men tabet af sin mand kom hun sig ifølge Kjeld Værnet aldrig over. Hun forbød ganske enkelt sin tre børn at komme i villaen i Søborg, hvor faderen nu boede med sin nye hustru, Gurli.

I Kjeld Værnets hjørnestue i Hellerup hænger i dag et maleri af tre alvorstunge børn. Det forestiller ham selv som stor dreng sammen med hans yngre søskende, Aase og den nu afdøde Torben. De ligner ikke hinanden det fjerneste: Kjeld er rødhåret, Aase sorthåret med betagende mørke øjne og Torben, den mindste, har kommunefarvet hår.

Carl Peter Værnet bestilte billedet hos en kunstmaler, som var nødt til at opdigte baggrunden. Kjeld Værnet kan huske, hvordan børnene skulle posere for maleren hjemme i moderens lille lejlighed på Frederiksberg. Billedet måtte ikke males i villaen på Søborg Hovedgade, havde hun bestemt. Så til ære for ordregiveren pyntede maleren lidt på virkeligheden og gjorde udsigten pænere og omgivelserne mere mondæne.

En gang om ugen, hver onsdag klokken to, havde Carl Peter Værnet sine børn. Som regel tog de ind og hentede ham på klinikken, som var flyttet til Åboulevarden og siden Platanvej. Så spiste de på frokostrestauranten Oscar Davidsen, hvor smørrebrødssedlerne var to meter lange, og bagefter gik de tit i biografen. Men de skulle altid være hjemme hos moderen igen ved spisetid. Kjeld Værnet kan stadig huske, hvilken skuffelse det var, da de ikke fik lov til at tage med på sommerferie i faderens nye ottecylindrede Buick.

Kur mod homoseksualitet
Men Carl Peter Værnet affandt sig tilsyneladende med betingelserne. Han var ifølge sin ældste søn “yderst generøs” og forsørgede sin ekskone til det sidste:

»Han gjorde, hvad han kunne, men forholdet til os børn blev selvsagt vanskeliggjort af min mors modvilje. Derfor var min kontakt med vores far livet igennem meget begrænset,« siger Kjeld Værnet.

Carl Peter Værnet var begyndt at interessere sig for behandling med kortbølgeterapi. I begyndelsen af 30erne foretog han rejser til Berlin, Giessen, Wien, Göttingen og Paris for studere specialet. Patienter kom rejsende fra Norge og Sverige for at blive behandlet af Værnet for deres hudsygdomme og gigtlidelser. Nogenlunde samtidig begyndte han med hormonforsøg på mus, som han havde stående i kælderen.

Blandt kolleger var der ikke udelt begejstring for Værnets eksperimenter. Han blev stemplet som “modelæge” og i Ugeskrift for Læger nærmest beskyldt for kvaksalveri. En af kritikerne var den mangeårige formand for Retslægerådet, professor Knud Sand. Han var arkitekten bag den danske kastrationslovning fra 1929 og ikke en uvæsentlig skikkelse til forståelsen af Værnets senere forbrydelser mod homoseksuelle kz-fanger. Efter en revision af loven i 1935 gjaldt den ikke alene for kriminelle, men også for mennesker med “betydelige sjælelige lidelser”. Mange bøsser blev kastreret på den konto.

Jagten på en kur mod homoseksualitet var gået ind, og der blev forsket intenst i hormoner. Tilsyneladende opstod der et konkurrenceforhold mellem Sand og Værnet, der var nogenlunde jævnaldrende. Mens Knud Sand forsøgte at helbrede homoseksuelle ved transplantere “raske testikler”, arbejdede Carl Peter Værnet på en medicinsk løsning.

Værnets simple hypotese var, at homoseksualitet skyldtes en for lav produktion af mandligt kønshormon. Ved at give bøsser mandlige hormoner kunne sygdommen kureres, så “disse mennesker kunne udvikle sig til virksomme og værdifulde samfundsmedlemmer”.

Forsøget
Efter adskillige års forskning patentanmeldte Værnet i 1943 sin såkaldte “Pressling” – en kunstig seksualkirtel. Opfindelsen var en sammenpresset cylinder af ren testosteron beklædt med molekylært guld på siderne. Cylinderen blev ved et mindre indgreb lagt ind under maveskindet, hvor det afgav mandligt kønshormon i konstante doser. Værnets samarbejdspartner var det tyske medicinselskab Schering.

Herhjemme blev metoden tilsyneladende kun afprøvet på en enkelt mand, en homoseksuel skolelærer, som frivilligt stillede sig til rådighed. I et brev til Værnet beskrev han virkningen af hormonbehandlingen således: “I april 1943 giftede jeg mig, men det var først i slutningen af august 1943 vi havde vort første samleje. Hvilken dejlig fornemmelse at have overstået dette”.

Carl Peter Værnet havde på dette tidspunkt for længst bekendt sig til nazismen, hvilket ifølge Kjeld Værnet var kommet som et chok for familien:

»Ved besættelsen sagde far, at han håbede, man ville kunne gå hele vejen til Norge på tyske soldaters lig. Senere kom han og fortalte, at nu var medlem af nazistpartiet. Han nægtede pure, at Jesus skulle have været jøde – sådan et ædelt menneske. Jeg sagde bare, den er god med dig,« forklarer Kjeld Værnet.

Men den var god nok. I Berlin kunne nazisterne se store perspektiver i Carl Peter Værnets behandling af homoseksualitet. Hans ansøgning om at foretage sine eksperimenter blev forelagt for selveste rigsminister Heinrich Himmler, som var stærkt optaget af problemet. Himmler betragtede bøsser som en bombe for “det tyske folks kønshusholdning”. På længere sigt kunne det blive Det Tredje Riges undergang, hvis ikke der var tilstrækkeligt med forplantningsdygtige mænd i Tyskland. Værnet endte faktisk med at tilegne sit arbejde til Himmler “i dyb beundring og ubrydelig trofasthed”.

Masser af eksperimenter
Carl Peter Værnet fik rang af sturmbannführer (major) i SS og løfte om at få stillet forsøgspersoner til rådighed. Han solgte sin klinik på Platanvej til den tyske besættelsesmagt og flyttede i februar 1944 familien til Prag. Med sin anden kone Gurli havde han også fået tre børn: Leif og tvillingerne Lull og Helge.

Flere internationale forskere har beskrevet Værnets overgreb mod homoseksuelle kz-fanger, der kunne genkendes på deres lyserøde trekanter på tøjet. Blandt forskerne er den nu afdøde amerikanske professor Richard Plant. Hans bog “The Pink Triangle” fra 1986 rummer et længere afsnit om Værnet baseret på dokumenter fra Buchenwald. Også tyskeren Hans-Georg Stümke har fremlagt beviser for den danske kz-læges metoder. Endelig har to danske journalister i romanen “Flugtrute Nord” fra 1985 haft adgang til officielle papirer om Værnets gerninger.

Blandt de originale dokumenter, som er dukket op til overfladen, er et brev dateret den 25. februar 1944 til en SS-officer i Prag, dr. Gerke. Fra SS-hovedkvarteret i Berlin forlyder det, at dr. Værnet vil ankomme til Prag næste dag, og at han skal have al den assistance, han overhovedet beder om. Lønnen fastsættes til 1500 rigsmark om måneden, ligesom Værnet får stillet en bolig i Prags centrum til sin disposition.

Værnets eksperimenter med homoseksuelle foregik fra hans laboratorium i Prag og den nærliggende koncentrationslejr Buchenwald, hvor han samarbejdede med kirurgen Gerhard Schiedlausky. I juli 1944 skriver Schiedlausky til sin foresatte, at han har haft sit første møde med den danske læge. Her er de blevet enige om at afprøve behandlingen på fem homoseksuelle.

Fange kastreret
Blandt forsøgspersoner var en 55-årig teolog, Bernhard Steinhoff. Han blev kastreret og fik implanteret en kunstig seksualkirtel. I journalen står, at “operationssåret er helet, og at der ikke er tegn på afstødning af den kunstige kirtel”. Dag for dag redegøres der for fangens erektioner – stærke såvel som svage.

Ifølge journalen virkede behandlingen nærmest mirakuløst: “Hans erotiske forestillingsverden har helt ændret sig. Han har tænkt på kvinderne i bordellet, men kan af religiøse grunde ikke opsøge dette”. Måden at afprøve om behandlingen virkede var rent faktisk at fragte de homoseksuelle fanger over i kvindelejren Ravensbrück. Hvis det kom til seksuel kontakt mellem kønnene, var det et bevis på, at de homoseksuelle var helbredt.

Præcis hvor mange der gennemgik Værnets behandling i Buchenwald lader sig i dag ikke bedømme. Men der er dokumentation for omkring en snes fanger. To af dem døde efter komplikationer.

Værnets navn er også dukket op i dokumenter fra koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg. Her skulle han efter planen gentage forsøgene. Men det er uvist, om det skete.

Ved krigens afslutning blev Carl Peter Værnet taget til fange af de allierede styrker og interneret af englænderne på Alsgade Skole i København. I efteråret 1945 blev han overdraget til de danske myndigheder, som sigtede ham for landsskadelig virksomhed.

Tilsyneladende indså politiet ikke, hvilken stor fisk de havde fået i nettet. Under alle omstændigheder blev Værnet sat på fri fod, så han kunne behandles for en hjertelidelse på sin gamle arbejdsplads, Kommunehospitalet. Politiet mente ikke, at han ville modarbejde sagens opklaring.

Siden fik Værnet med en række lægeerklæringer i hånden lov til at rejse til Stockholm, angiveligt fordi det var det eneste sted, hvor specialister kunne behandle ham ordentligt. Politiet gav ham sågar et mindre beløb i svensk valuta med på rejsen. På et tidspunkt fik myndighederne nys om Værnets reelle hensigt, men før politiet kunne nå at anholde ham, var han allerede flygtet til Sydamerika.

Kjeld Værnet besøgte flere gange sin far på Kommunehospitalet. Han så syg ud. Men en dag var han pludselig væk. De nærmere omstændigheder om flugten siger sønnen, at han ikke kender noget til:

»Næste gang jeg hørte fra ham, var i et brev fra Argentina.«

I dag har Kjeld Værnet kun tre synlige beviser på, at han er i familie med Carl Peter Værnet: et lille portrætfoto af faderen i profil, et skrivebord og maleriet af ham selv og sine to søskende som børn.

Det var for stort til at tage med til Argentina.

gravl.jpg (6757 bytes) Photo of grave in Argentina: Jakob Rubin JP. Oct. 1999.

Offentliggjort den 03.10.99 kl.01:00

Dr. Værnets gådefulde liv 2
Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN og JAKOB RUBIN, Jyllands-Postens korrespondent

Velkommen i Argentina
Carl Peter Værnets yngste datter af andet ægteskab, den 63-årige Lull, er i dag den eneste fra familien, som er tilbage i Buenos Aires. Hun virker som et nervøst menneske, der bor med sin mand og fire voksne børn i et lettere ramponeret hus på Plaza Este 3861 ud til togbanen i Saavedra-bydelen i udkanten af den argentinske hovedstad. Under det fire timer lange interview bliver hun flere gange stærkt bevæget ved at tale om sin far.

Hun kom hertil et års tid efter faderens flugt fra Danmark. Sammen med sin mor Gurli, storebroderen Leif og hendes tvillingebror Helge tog Lull den transatlantiske færge fra England. Forældrene havde ikke fortalt børnene, hvorfor de skulle rejse.

Straks efter sin ankomst havde Carl Peter Værnet fået argentinsk statsborgerskab og arbejde i Sundhedsministeriet. I diktatoren Juan Perons Argentina blev nazistiske videnskabsmænd, flyingeniører og universitetsprofessorer modtaget med åbne arme.

Efter et par års ansættelse i sundhedsministeriet nedsatte Carl Peter Værnet sig med egen praksis i Calle Uriarte 2251. Han og Gurli holdt tæt om fortiden, de plejede ikke mange venner og talte meget om, hvornår de kunne vende hjem til Danmark.

De forblev i høj grad danske, forklarer Lull. Carl lærte aldrig at tale ordentlig spansk. Han dyrkede rabarber i sin lille baghave, så Gurli kunne lave hans livret, rabarbergrød. Den argentinske mad sagde ham ikke så meget. Han var tro mod hakkebøf og stegt lever.

Tiden i Argentina blev tragisk. Carl Peter Værnet forsøgte at få sin praksis i Buenos Aires til at løbe rundt, men det blev aldrig den samme succes som i 20ernes og 30ernes København. Det var svært at leve i et land, man aldrig kom til at forstå, og med en hemmelighed, ingen måtte få at vide. Familien holdt sig væk fra den danske kirke og fra danske foreninger i Buenos Aires. Carl Peter Værnets frygt for at blive afsløret var i det hele taget enorm. Da han skulle behandle en dansk pige for overvægt og vækstproblemer, valgte han således at tale sit gebrokne spansk. Pigen var Birgitte Jerndorff, som i dag bor i København. Hun fortæller, at hun troede, Værnet var tysker.

Drømte om Danmark
Værnet ville hjem, og i januar 1955 var han ved at være klar. Men så blev han ramt af et alvorligt uheld, som gjorde hans tilværelse endnu mere besværlig. Uden at se sig ordentlig for krydsede han Calle Uriarte på vej til et sygebesøg, da en taxa i høj fart kørte ind i ham. Carl Værnet fløj over taxaen og landede på vejen bag den ude af stand til at røre sig.

Hans krop var lammet af omkring femten brud. Værst var det gået ud over benene og det venstre håndled. Håndleddet var splintret, og der var henholdsvis seks og fire brud i hans ben.

Ved hans side sad Lull under hele sygdomsperioden. Hun plejede ham, afbrød sit medicinstudium, og da pengene slap op, og han var nødt til at arbejde fra sit sygeleje, blev hun hans assistent.

Mens han lå der, gik Gurli en septemberdag samme år over S-togsskinnerne lige foran et tog. Hun var dræbt på stedet af elektrisk stød fra højspændingsledningerne. Carl lå stadig naglet til sengen. Først efter otte operationer og halvandet års rekonvalescens begyndte han atter at kunne gå, støttet af en stok.

Lull insisterer på, at hun intet ved om sin fars fortid. Opholdet i Prag husker hun kun ganske svagt. Det var en lykkelig tid til trods for alle bombardementerne, for hun var sammen med sin elskede far hver eneste dag.

»Vi talte aldrig om det. Jeg var jo blot en lille pige, hvad skulle jeg dog kunne vide,« siger hun.

Lull har godt hørt om de homoseksuelle organisationers beskyldninger imod hendes far. Hun kalder dem løgn og opdigtet.

»Det, de siger om min far, er forkert. Det har far aldrig gjort. Han var sådan et godt menneske. Kærlig og meget human. For eksempel tog han ikke betaling fra sine patienter, hvis de havde svært ved at betale. Da han døde, var der mange, som skyldte,« siger Lull.

Senere under interviewet ændrer hun dog delvist forklaring:

»Han ville jo bare hjælpe de homoseksuelle, helbrede dem. Far ville ikke gøre nogen ondt,« siger hun.

Lull forklarer, at hendes far til det sidste forsøgte at komme tilbage til Danmark. Efter mors død prøvede han igen i 1959, fast besluttet på at grave hendes jordiske rester op og tage dem med sig og lægge dem i jorden i Danmark.

»Men det blev ikke til noget, jeg ved ikke hvorfor,« siger Lull.

En meget nærliggende forklaring på, at det aldrig blev til noget, kan læses ud af et brev fra Rigspolitichefen til Lægeforeningen af 15. april 1959. Værnet havde rettet henvendelse til den danske anklagemyndighed og spurgt, om den vil “undlade påtale”, hvis han vendte hjem. I Rigspolitichefens brev står, at der mod Værnet “henstår uafgjorte sigtelser”, blandt andet for “med særlig tilladelse fra rigsminister Himmler at have foretaget medicinske eksperimenter på koncentrationslejrfanger i Buchenwald”. Det fremgår, at politiet ligger inde med et omfattende materiale af stærkt belastende dokumenter om Værnet, som Nürnberg-domstolen har gravet frem.

Lull forklarer, at en dag for 34 år siden blev hendes far pludselig meget syg. Han fik høj feber og blev indlagt. Lægerne troede, det var en hjerneblødning, men undersøgelserne gav ingen resultat. Man fandt aldrig ud af, hvad han fejlede. Feberen aftog ikke. Efter nogle uger døde han.

Kjeld Værnet læste brevet fra sin halvsøster om faderens død i sin have:

»Min søn siger, jeg græd, men jeg husker det ikke. Jeg har aldrig været noget særligt emotionelt menneske, og det var min far i øvrigt heller ikke,« siger Kjeld Værnet.

Han endte selv som neurokirurgisk overlæge på Rigshospitalet. I starten af 60erne deltog han i en konference i Buenos Aires, og her så han sin far for sidste gang. Carl Peter Værnet lå på hospitalet og skulle opereres for et mavesår. De talte aldrig om hormonforsøgene i Buchenwald, som Kjeld i dag betegner som “det rene pip”.

»Men det er der jo så meget der er inden for lægevidenskaben, når man ser det i bakspejlet«, konstaterer han.

For Kjeld Værnet er hans far en stor gåde. Han kan simpelthen ikke gennemskue hans motiver og spurgte heller aldrig på grund af emnets eksplosive og pinlige karakter. Carl Peter Værnet var ikke særlig politisk interesseret, stemte altid på De Radikale. Måske var det samarbejdet med Schering og trangen til at få indfriet sine videnskabelige ambitioner, som drev værket. Men dybest set ved Kjeld Værnet det stadig ikke efter alle disse år.

»Personligt tror jeg, det var en svag mands tåbeligheder. Far var naiv og hans dømmekraft svigtede. En tragedie kan du godt kalde det. Han var en velestimeret læge, som satte det hele over styr. Og jeg aner ikke hvorfor.«

Kolleger hjalp dansk nazilæge til flugt

(Indland, 22.08.99 kl.01:00)

Fremtrædende læger og professorer hjalp Danmarks Mengele, nazilægen Carl Peter Værnet, med at flygte fra strafforfølgelse i 1946.

Det mente i hvert fald politiet, som i efterkrigsårene forsøgte at klarlægge lægens mystiske flugt, viser dokumenter fra lægeforeningens arkiver.

Dokumenterne opgiver dog ingen navne på de lægeforenings-medlemmer, som skulle have hjulpet med flugten, skriver Ugeskrift for Læger under overskriften »En skamplet på den danske lægestand« i det nummer, som udkommer mandag.

Niels Høiby er professor dr. med. på Rigshospitalet og har beskæftiget sig med det danske lægemiljø under og efter krigen:

»Der har været andre nazister indenfor den danske lægeverden end Værnet. For eksempel nazilederen Fritz Clausen, som Værnet var gode venner med.

Buchenwalds Dødsengel
Efter krigen var der mange, der havde noget på hinanden, og derfor havde interesse i at vaske hinandens hænder. Det har nok været nogle af de læger, der har hjulpet Værnet ud af landet,« påpeger Niels Høiby.

Carl Peter Værnet, der blev kaldt »Buchenwalds Dødsengel«, foretog eksperimenter på homoseksuelle fanger i koncentrationslejrene Birkenau og Buchenwald i Tyskland.

Men den danske Sturmbannf¨uhrer i SS blev aldrig stillet for retten, selvom det internationale krigsforbrydertribunal i N¨urnberg søgte efter ham ifølge et brev til lægeforeningen i april 1947.

Da var Carl Peter Værnet blevet løsladt fra dansk varetægt og undsluppet til Argentina. Angiveligt ved hjælp fra danske læger, som skulle have spillet en aktiv rolle i at få Værnet sendt til behandling for en fiktiv hjertelidelse i Sverige, hvorfra han undslap gennem det nazistiske flugtnet.

I Buenos Aires arbejdede danskeren i sundhedsvæsenet indtil sin formodede død i 1965.

Myndigheder fik besked
Ifølge dokumenterne gjorde lægeforeningen de danske myndigheder opmærksom på Carl Peter Værnet, da man blev bekendt med hans virke i Buchenwald i 1945 og atter i 1947 ved henvendelsen fra N¨urnberg-domstolen.

I 1948 ønskede lægeforeningen ham officielt ekskluderet.

/ritzau/frøs

31 nazister slap billigt
Af ERIK HØGH-SØRENSEN Ritzaus Bureau (Indland, 31.07.99 kl.01:00)
Den danske SS-officer Søren Kam var blot en af mange stærkt belastede nazister, der i årene efter Anden Verdenskrig slap billigt.

Det fremgår af en hemmeligstemplet liste, som Ritzau har fået fat i. Listen omfatter de 31 danskere, tyskere og østrigere, der efter dansk opfattelse begik myrderier og tortur i Danmark under krigen. Endnu i 1965 ønskede Danmark at bringe de 31 for retten, men det skete ikke.

Ifølge en foreløbig gennemgang, foretaget for Ritzau af de tyske myndigheder, viser det sig, at ingen af de mindst 20 tyskere, der befinder sig på listen, kom for retten. Kun Søren Kam er fortsat i søgelyset for et drab i 1943, som han har indrømmet sin deltagelse i.

Videre tyder flere oplysninger på, at op til 24 af de eftersøgte fandt tilflugt i Vesttyskland efter krigen. Mindst én efterlyst dansker, Kam, udskiftede sit danske statsborgerskab med et tysk og undgik dermed at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

I dag hemmeligholder det danske justitsministerium fortsat listen over de 31 med henvisning til arkiv- og straffeloven.

Diplomatisk pres
Det er almindeligt kendt, at besættelsesmagtens ledende tyskere slap billigere end deres danske håndlangere. Henrettelser gik efter krigen kun ud over danskere, og allerede i 1952 lagde Vesttyskland diplomatisk pres på Danmark for at få de værst belastede tyske krigsforbrydere, der dengang endnu afsonede domme i dansk fængsel, løsladt før tiden.

I 1964 ønskede Bonn-regeringen tilsyneladende at få retsopgøret helt afsluttet og bad derfor Danmark om en liste over de personer, som efter dansk mening fortsat burde stilles for retten.

Svaret kom den 26. februar 1965 i form af listen over de 31.

Blandt navnene er:

Den danske SS{minute}er Søren Kam, nu 77 år og tysk statsborger. Sigtet for drab på ubevæbnet tyskfjendtlig avisredaktør Carl Henrik Clemmensen 30. august 1943 i Lyngby nord for København. Kam planlagde forinden væbnet antiterror mod danskere, som mentes at støtte modstandsbevægelsen.

Den danske SS{minute}er og kz-læge Carl Peter Værnet, nu afdød. Foretog dødelige medicinske eksperimenter på fanger i kz-lejren Buchenwald. Fra dansk varetægt undslap Værnet i 1946 til Argentina.

Med listen over de 31 sendte Danmark et skarpt formuleret krav om, at tyskerne skulle gøre noget ved drabssagerne. I modsat fald ville det ifølge den danske regering påvirke den danske befolknings indstilling over for Forbundsrepublikken.

Ingen tyskere anklaget
Den danske regering benytter derfor denne lejlighed til at udtrykke sit håb om, at regeringen i Forbundsrepublikken Tyskland finder midler og veje til at forhindre, at nogen form for forbrydelse, der blev begået i forbindelse med det nationalsocialistiske herredømme, forbliver ustraffet, står der i den såkaldte verbalnote fra regeringen.

I dag kan der gøres status.

Alle 20 tyske sager blev efterforsket, men ingen blev anklaget, lyder den foreløbige konklusion på kulegravningen, som er foretaget for Ritzau af Tysklands centrale efterforskningsstyrelse. Den ligger i Ludwigsburg, hvorfra koordination af krigsforbrydelses-sager fra Anden Verdenskrig foregår.

»Oprindeligt var det meningen, at omkring 300 tyske nazister skulle for retten. Det tal skrumpede siden ind til omkring 70«, siger Frede Klitgård, formand for foreningen Aktive Modstandsfolk. Han mener, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere hemmeligholder dokumenterne for at tilsløre Justitsministeriets ineffektivitet.

Det var Klitgård, der i 1995 krævede Søren Kam stillet for retten, efter at Kam var blevet genkendt ved et østrigsk krigsveteranstævne, hvor der også var nynazister til stede.

Grundene til, at de tyske sager efter krigen faldt på gulvet, er vidt forskellige.

I mange tilfælde benyttede de efterlyste falske navne, lyder den foreløbige forklaring fra Ludwigsburg i dag. Da Vesttyskland i 1950{minute}erne og 1960 indførte amnesti for krigsforbrydelser, bortset fra overlagt drab, begyndte nogle af de eftersøgte igen at benytte deres oprindelige navne.

Dertil kommer, at de danske myndigheder ikke benyttede gængse eftersøgningskanaler, såsom efterlysninger via Interpol, samt at de skiftende danske regeringer tilsyneladende forsømte at sende vigtigt bevismateriale til Tyskland.

Frank Jensen finder fortsat, at der ikke er tungtvejende grunde til at offentliggøre listen over de 31, der har været efterlyst siden krigen. Generelt kan det ifølge justitsministeren skade både efterforskning og efterfølgende retssager, hvis offentligheden får for mange oplysninger. /ritzau/

Danmark holdt hånden over nazi-smuglere
Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN
(Indland, 12.12.99 kl.01:00)
Udenrigsministeriet og Justitsministeriet beskyttede hovedpersoner i en organisation, som sørgede for at nazistiske videnskabsfolk på grundlag af falske papirer kunne slå sig ned i Argentina.

De danske myndigheder gjorde alt for at sløre omstændighederne bag en organisation, som efter Anden Verdenskrig smuglede nazistiske videnskabsfolk til Argentina. Med Danmark som mellemstation lykkedes det netværket af argentinske diplomater i København, tyske soldater og danske sympatisører at forsyne diktator Juan Peron med eksperter.

Netop frigivne dokumenter fra Rigsarkivet kaster for første gang lys over det officielle Danmarks rolle i sagen, som blev kaldt pasaffæren. Papirerne viser, at både Udenrigsministeriet og Justitsministeriet holdt hånden over flere af hovedpersonerne. Myndighederne var alvorligt bekymrede for, hvilke afsløringer sagen kunne føre med sig; tilsyneladende også om Danmarks rolle under besættelsen.

Efterretningstjenesten havde kendt til smuglerringen i flere måneder, da den formelt blev opdaget den 22. november 1947. Her anholdt politiet i Kastrup Lufthavn den tyske professor og flyingeniør Karl Thaulau. Han var udstyret med et argentinsk pas og det falske navn, Ernesto Fourcade. Politiet fattede mistanke, fordi han ikke kunne redegøre for, hvordan han var kommet ind i Danmark. I lufthavnen var Thalau ledsaget af to argentinske diplomater, legationsråd Pineyro og konsul Mouret.

Den tyske hovedmand
To dage senere pågreb politiet ringens tyske hovedmand, oberstløjtnant Günther Toepke, i færd med at smugle endnu en flyingeniør over grænsen i Sønderjylland. Toepke var chef for Dientstgruppe Dänemark, en særlig tysk minerydningstjeneste, som havde fået lov til at blive tilbage efter befrielsen.

Günther Toepke aflagde tilståelse og forklarede, at to højtstående flyingeniører fra Hitler-Tyskland allerede havde nået Argentina via den såkaldte flugtrute nord. Efter planen skulle 13 navngivne videnskabsmænd fra den tyske flyindustri også være smuglet til København, hvor Pineyro og Mouret ordnede det fornødne papirarbejde. Herfra gik rejsen videre til den argentinske hovedstad Buenos Aires, typisk med fly over Stockholm og Geneve.

I Justitsministeriet og Udenrigsministeriet var embedsmændene ikke begejstrede for afsløringen, fremgår det af et referat fra december 1947. Ifølge en daværende kontorchef, Erik Andersen, så man fra Justitsministeriets side helst, »at der ikke blev faret for haardt frem i denne sag dels af Hensyn til, at Argentinerne havde ydet os visse tjenester, navnlig ved at tilstaa Visum til en Del Ukrainere, der endnu er her i Landet, og som vi gerne vil af med.

Dels af Hensyn til Toepke, idet det vilde være rart om vi ikke afskar os fra Mulighederne for, at Toepke kunde komme til Argentina; hvis Toepke blev tilbagesendt til den britiske Zone i Tyskland, vilde han gaa en krank Skæbne i Møde. Toepke havde gjort os betydelige Tjenester, og man kunde heller ikke bortse fra, at han eventuelt kunde give Oplysninger til Englænderne, som det maaske ville være rarere at undgaa.«

Hvad det præcis var, englænderne ikke måtte få at vide om Danmark, fremgår ikke af referatet. Men et faktum er det, at Günther Toepke under besættelsen var næstkommanderende ved den tyske værnemagts hovedkvarter i Silkeborg. Efter befrielsen var det angiveligt ham som sørgede for, at de tyske tropper forlod landet i nogenlunde ro og orden.

Daværende udenrigsminister Gustav Rasmussen holdt den 6. december 1947 et møde med den argentinske gesandt Bessone om pasaffæren, som ifølge referatet »kunde berede Regeringen vanskeligheder«:

Løfte fra ministeren
»Udenrigsministeren vilde imidlertid ikke uden tvingende Nødvendighed foretage noget Skridt, der kunde bringe det gode Forhold mellem Danmark og Argentina i Fare, hvorfor man vilde undlade at foretage videre i Sagen, saafremt de to nævnte Herrer forlod Landet.«

Gesandt Bessone fik sig forhandlet ned til én diplomat, således at konsul Mouret fik lov til at blive, mens legationsråd Pineyro rejste hjem. Samme eftermiddag udsendte den argentinske repræsentation en officiel meddelelse, som på forhånd var handlet af med Udenrigsministeriet. I kommunikéet stod, at gesandten »maatte tage Afstand fra de i Pressen fremsatte Beskyldninger«, men for at »undgaa Misforstaaelse« havde Pineyro i dag forladt Danmark.

Afhentet i fængslet
I midten af 80´erne besøgte to danske journalister bag bogen “Flugtrute Nord” Günther Toepke i hans hjem i Tyskland. Formelt fik han fire måneders fængsel for sin deltagelse i pasaffæren, men Toepke kunne forklare, at det var rent pro forma. Hver morgen blev han ifølge bogen afhentet i Vestre Fængsel af en bil fra den danske generalstab. I stedet for at ruske tremmer hjalp han med at lægge forsvarsplaner for Bornholm mod russerne. Toepke skulle ganske rigtigt have været til Argentina, men i sidste øjeblik ændrede han mening. Han tog i foråret 1948 tilbage til Tyskland, hvor han ikke blev interneret af briterne. Toepke endte siden som oberst i den vesttyske hær.

Det er i dag uvist, hvor mange nazister der flygtede ad flugtrute nord. Den danske SS-læge fra Buchenwald, Carl Peter Værnet, hvis sag den britiske bøsseorganisation Outrage har rejst over for statsminister Poul Nyrup Rasmussen, slap efter alt at dømme også til Argentina med hjælp fra netværket.

Danske læger hjalp nazistisk kollega til flugt

Den danske nazistiske læge Carl Peter Værnet blev efter Anden Verdenskrig efter alt at dømme hjulpet på flugt af to fremtrædende danske læger for at undgå at blive anklaget for krigsforbrydelser. Det fremgår af arkivmateriale fra Frederiksberg Politi, som Ritzau har fået adgang til i Landsarkivet for Sjælland i København. Værnet flygtede til Argentina og undgik dermed at blive stillet for retten.

Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste, red.), og overlæge, dr.med. Tage Bjerring fra Kommunehospitalet i København afgav begge i 1945 og 1946 gentagne erklæringer på, at Værnet led af en alvorlig hjertesygdom. Han skulle angiveligt kun have få år tilbage at leve i.

Arbejdede alligevel
Samtidig arbejdede Værnet imidlertid – tilsyneladende sammen med sin søn Kjeld Værnet – fra 1945 aktivt for at lave en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet. Og som han stillede store forventninger til.

I slutningen af 1946 forsvandt den nazistiske læge ud af landet – senere ankom han til Argentina. Her blev han ansat i det argentinske sundhedsministerium og drev samtidig en specialistpraksis. C.P. Værnet døde i 1965 i en alder af 72 år.

Forsøg i KZ-lejre
Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med homoseksuelle fanger, hvoraf mindst to efter alt at dømme døde som følge af forsøgene. Han indopererede kapsler med mandligt kønshormon under huden på “patienterne”. Kapslerne afgav små, konstante doser af hormon, og det var tanken at kurere de homoseksuelle for deres seksualitet.

Carl Peter Værnet var rejst til Tyskland i 1943, hvor han fik laboratorier i Prag, der dengang lå i det nazistisk kontrollerede protektorat Böhmen-Mähren. Han fik rang af SS-sturmbannführer (major), og politichefen Heinrich Himmler, én af de mægtigste mænd i det nazistiske rige, interesserede sig personligt for hans projekt.

Efter krigen blev Værnet interneret på Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission i Danmark havde et internat for mistænkte krigsforbrydere. I december 1945 blev han imidlertid indlagt på Kommunehospitalet i København for en hjertelidelse, og i slutningen af 1946 forsvandt han ud af landet efter – på baggrund af lægeerklæringerne – at have fået tilladelse til at besøge en hjertespecialist på Karolinska-sygehuset i Stockholm.

Lægeerklæringer
Om sygdommen skrev overlæge Tage Bjerring 24. januar 1946 i en erklæring, at Værnet »har en meget svær hjertelidelse, og jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med hjertekrampe.«

»Jeg anser i det hele udsigten for dr. Værnet for at være meget dårlig, idet jeg ikke tror, at han lever mere end nogle få år og sandsynligvis ikke så længe.«

Syv måneder senere, den 22. august 1946, erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th.B. Roepstorff, at »læge Værnets sygdom i den siden da forløbne tid har udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens erklæringer.«

»Hjertekramperne har tiltaget i hyppighed trods al til rådighed stående behandling.

Hertil er nu yderligere kommet, at på grund af de af hjerteanfaldene fremkaldte blodomløbsforstyrrelser er venstre hånd og arm i betydelig grad invalideret ligesom blodomløbsforstyrrelserne er synlig mærkbare på højre hånd og begge fødder.

Læge Værnet er således ikke længere i stand til at klare sig selv ved f.eks. spisning, påklædning o.l.,« skrev læge Gunnar Kelstrup. /ritzau/

Myndigheder forhaler sag om dansk nazilæge
Af HANS DAVIDSEN- NIELSEN (Indland, 29.10.99 kl.01:00)
Justitsvæsenet har øjensynligt store kvaler med at slippe dokumenterne i sagen om den danske kz-læge, Carl Peter Værnet. Det er stadigvæk en gåde, hvem i det officielle Danmark som hjalp den eftersøgte krigsforbryder med at flygte til Argentina efter Anden Verdenskrig.

Justitsministeriet, rigspolitichefen og rigsadvokaten skulle for længst have svaret på, om de vil frigive Værnet-papirerne, som ligger i Rigsarkivet. Her har Jyllands-Posten og andre medier søgt om adgang for flere måneder siden. Men selv om det strider direkte mod arkivloven, forhaler de tre myndigheder fortsat beslutningen.

Sagen om Værnet er dukket op til overfladen, efter at den britiske bøsseorganisation Outrage sidste år skrev til statsminister Poul Nyrup Rasmussen og bad regeringen undersøge, hvordan det kunne lykkes den danske læge at undslippe retsforfølgelse. Dette har regeringen afslået.

Eksperimenter med homoseksuelle
Carl Peter Værnet eksperimenterede på homoseksuelle koncentrationslejrfanger i Buchenwald, hvoraf flere angiveligt afgik ved døden. Efter krigen gravede Nürnberg-domstolen stærkt belastende materiale frem om den danske læge.

Det ligger fast, at Værnet – der havde rang af major i SS og arbejdede direkte under rigsminister Heinrich Himmler – blev taget til fange af de allierede styrker og interneret på Alsgade Skole i København. I efteråret 1945 blev han overdraget til de danske myndigheder, som sigtede ham for landsskadelig virksomhed. Da politiet ikke mente, at han kunne modarbejde sagens opklaring, fik han med en række lægeerklæringer lov til at rejse til Stockholm for at lade sig behandle for en påstået hjertelidelse. Herfra flygtede han til Argentina, hvor han boede indtil sin død i 1965.

Lige siden har det været et mysterium, hvem der forsynede Værnet med lægeerklæringer og hvilke personer i retsvæsenet, der lod ham rejse alene til Sverige. Som beskrevet i Jyllands-Posten søndag fungerede den argentinske repræsentation i København efter befrielsen som udsmuglingscentral for nazistiske videnskabsmænd.

Rigsarkivet har rykket for svar
Rigsarkivar Johan Peter Noack oplyser, at Rigsarkivet har rykket Justitsministeriet for et svar. Han kender ikke baggrunden for den langsommelige sagsbehandling.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der intet i lovgivningen til hinder for, at Værnets arkiv kan åbnes via en dispensation.

Samtidig siger kz-lægens ældste søn, Kjeld Værnet, at han ikke har det fjerneste mod, at myndighederne frigiver papirerne.

I Justitsministeriet kan souschef Lars Findsen ikke sige andet end, at afgørelsen er »umiddelbart forestående«:

»Der er ikke noget hokus pokus. Nogle sager tager bare længere tid at behandle, når der skal afvejes mellem offentlighedens interesse og enkeltpersoners eftermæle.«

Offentliggjort den 24.10.99 kl.01:00

Nazi-rede i København
Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN og JAKOB RUBIN, Jyllands-Postens korrespondent
BUENOS AIRES – Tusinder af nazi-forbrydere fra Europa fandt efter Anden Verdenskrig tilflugt i Argentina, hvis daværende præsident, oberst Juan Peron, var mere end almindelig glad for de europæiske fascister.

Endnu i dag går en del af dem rundt i gaderne i de argentinske byer. Deres børn og børnebørn er integrerede borgere. Nazi-tiden er et tabu. Men fortiden er ikke længere borte, end den kan ånde dem i nakken endnu.

Senest er den danske nazilæge Carl Peter Værnet blevet sporet til Argentina, som det indgående blev beskrevet i Jyllands-Posten den 3. oktober. Værnet foretog under tvang eksperimenter på homoseksuelle koncentrationslejrfanger, som han mente at kunne helbrede.

Flere af dem døde af operationerne. En overvejende del af resten begyndte ifølge Værnets egne optegnelser hurtigt at drømme om kvinder.

Carl Peter Værnet vil sandsynligvis snart figurere på den officielle liste over nazi-forbrydere i Argentina. Listen udarbejdes af CEANA, en kommission nedsat af kongressen, hvis formål er at redegøre for landets nazistiske forbindelser.

Kommissionen venter at få forlænget sit mandat efter præsidentvalget, der finder sted i dag. Resultatet af kommissionens hidtidige arbejde kan læses i en metertyk rapport, der konkluderer, at 188 førende nazister fandt tilflugt i Argentina. De havde alle stået til lange straffe eller dødsdomme ved Nürnberg-processen.

CEANAs rapport er et fremskridt for Argentinas vanskelige opgør med sin fortid. Før den udkom, var det offentligt kun indrømmet, at otte krigsforbrydere havde slået sig ned i Argentina. Det rigtige tal skal formentlig tælles i tusinder.

Tager CEANA Carl Peter Værnets sag op, kan en række mysterier vise sig at blive opklaret. Den danske læge fik ifølge sin datter hurtigt argentinsk statsborgerskab under sit nye navn Carlos Pedro Varnet og begyndte at arbejde for sundhedsministeriet og derefter som selvstændig læge med egen praksis.

I sundhedsministeriet oplyser kontorchef Dr. Jorge Antoniak efter en dags undersøgelser, at ingen Carlos Pedro Varnet har arbejdet under ministeriet eller med egen indregistreret praksis.

Arkivchef Cristina Salas fra immigrationsregistret på havnen brugte timer på at lede de støvede kasser med indregistreringskortene fra 1946-47-48 og 49 igennem, uden at finde en indrejst Værnet, Vernet eller Varnet.

Heller ikke hos politiet kan man konstatere, at nogen med et sådant navn har haft argentinsk identitetskort.

For retten
Carl Peter Værnet døde i 1965 og ligger begravet på Britanico kirkegården – i øvrigt lige over for en jødisk familie. En række andre nazister er blevet opsporet, afsløret og udvist til retsforfølgelse. I begyndelsen af denne måned blev den 78-årige Dinko Sakic af landsretten i Zagreb idømt 20 års fængsel for grove krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.

Dinko Sakic var leder af koncentrationslejren Jasenovac, kaldet Balkans Auschwitz. I den døde mellem 60.000 og 200.000 jøder, serbere og sigøjnere. Han blev af nazijægeren Simon Wiesenthals institut i Israel sporet til Argentina, hvorfra han sidste år blev udleveret til retsforfølgelse i Kroatien.

Dinko Sakic blev dømt for selv at have foretaget henrettelser, tortur og mishandling og for at have beordret andre til at gøre det samme. Jødiske organisationer havde presset Kroatien til at kræve ham udleveret.

For et par år siden blev et andet højtstående medlem af den tyske værnemagt udleveret til Italien. Den nu 86-årige kaptajn Erich Priebke havde siden 1948 levet som bedsteborger i en argentinsk provinskommune, indtil han en dag i 1995 selv talte over sig og afslørede, at han havde stået bag massakren på 335 italienere i Ardeatiner-grotterne uden for Rom. Massemordet var en hævnaktion for et angreb, der havde kostet 32 nazister livet.

Sandheden er, at det kun er toppen af isbjerget, der endnu er kommet offentligheden til kendskab.

Danmarks rolle
Det officielle Argentins rolle i nazisternes flugt efter krigen er langt større end hidtil indrømmet. Men sandheden dukker kun langsomt op til overfladen.

I den forbindelse spiller Danmark en ikke uvæsentlig rolle. Den argentinske ambassade i København husede nemlig et af Juan Perons agent-netværks hovedkontorer. Herfra blev særligt interessante nazister udpeget, gemt, udstyret med falske pas og smuglet til Argentina.

På ambassaden havde Juan Peron placeret sin fortrolige medarbejder Carlos Pieyro, en hemmelig agent, der tidligere havde arbejdet direkte under præsidenten fra et kontor i La Casa Rosada – præsidentpaladset i Buenos Aires.

Oberst Juan Peron stod i 1943 bag et kup og blev i 1947 officielt valgt som præsident. Han er om nogen den argentinske nations fadersikkkelse. Hans kone Evita opnåede nærmest en gudestatus i datidens Argentina.

Juan Peron grundlagde peronismen. Argentina skulle gøres stærkt og have indflydelse på det internationale landkort. Han var en stor fan af den italienske diktator Mussolini, men også Hitlers tanker om en ren stat faldt i god jord hos den magtglade oberst.

Til det formål skulle Argentina opruste i industrien og satse på hurtigt at blive en atommagt. Juan Peron havde øje på de tyske videnskabsfolk og teknikere, der nu med krigens afslutning og et destrueret Tyskland var ledig på markedet. Så længe de allierede tropper da ikke fandt frem til dem.

På ambassaden i København blev der trykt falske pas, og Carlo Pieyro tog kontakt med nøglepersoner fra de tyske flyfabrikker og fra landets atomprogram.

De argentinske agenter opererede i Danmark indtil efteråret 1947. Da begyndte det danske grænsepoliti at fatte mistanke til de underlige argentinere, der ikke kunne spansk, og som ikke havde indrejsestempel i passene.

Den førende tyske flyingeniør Kurt Tank fra Messerschmitt-fabrikkerne blev således smuglet til København. Her fik han et pas med navnet Pedro Matties og blev sendt videre med SAS-flyet til Zürick og derfra med KLM til Buenos Aires via Amsterdam.

Den københavnske flugtrute blev stoppet, da den falske argentiner Ernesto Foucard blev afsløret som flyingeniør Karl Gustav Friedrich Thalau. Herefter bad de danske myndigheder den argentinske ambassade om at indstille de ulovlige aktiviteter.

Carlos Pieyro og konsul Elzear Mouret, der styrede agentkontoret, blev flyttet til Göteborg.

Det vides ikke, om Carl Peter Værnet fik hjælp til flugten af de argentinske agenter. CEANA-direktøren Ignacio Klich mener, at tanken er nærliggende, da den danske læge var personlig ven med Hitlers indenrigsminister Heinrich Himmler.

Heinrich Himmler havde flere gange under Anden Verdenskrig kontakt med Juan Peron, der mere eller mindre tillod Himmlers spionnetværk at have base i Argentina.

Betroede stillinger
Juan Peron gav de nytilkomne nazi-videnskabsfolk statsborgerskab, betroede stillinger og budgetter til at realisere hans drøm om et stærkt Argentina. I 1950erne kunne Kurt Tank præsentere det første argentinske fly, jet-flyet Pulqui.

Imidlertid blev Argentina for mange af de flygtede nazister ikke det fredelige eksil, de havde drømt om. For Carl Peter Værnet kom Argentina til at stå for ensomhed. Han blev frosset ud af den omfattende danske koloni og savnede sit fædreland.

»Danskerne i Argentina er stærkt patriotiske og nationalistiske. Under Anden Vedenskrig oprettede kolonien to hjælpeorganisationer, Danmarkshjælpen og Danmark frit, som støttede den danske modstandsbevægelse med penge og varer,« fortæller præsten i den danske kirke i Buenos Aires, Andres Albertsen.

De 15.000 danske efterkommere i Argentina tog klart parti imod nazismen, som havde frataget det kære fædreland dets selvstændighed. Da man en overgang troede, at Hitler ville løbe med den endelige sejr, fødtes planerne om et Danmark Under Sydkorset, et kulturcenter på den argentinske Pampas-slette, hvor danske traditioner skulle føres videre, indtil Danmark atter var frit.

Den mest berømte krigsforbryder var Adolh Eichmann, arkitekten bag Die Endlösung. Han blev kidnappet af israelske agenter i Buenos Aires i 1960 og henrettet to år senere i Israel.

Offentliggjort den 12.12.99 kl.01:00

Flugtrute Nord
Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN og JAKOB RUBIN, Buenos Aires

Dansk nazi-læge flygtede via Sverige til Argentina. Han havde eksperimenteret med homoseksuelle.

Til det sidste tryglede den eftersøgte krigsforbryder og kz-læge, Carl Peter Værnet, om amnesti fra sit gamle fædreland. Han hadede Argentina og ville hjem til Danmark og dø. Så sent som i marts 1965 prøvede han lykken. Men også denne gang var Justitstministeriets kortfattede svar det samme: »Ansøgningen kan ikke imødekommes.«

Ministeriet skulle ikke nyde noget af at frafalde sigtelserne mod en mand, som mildest talt var en pinlig affærre for Danmark. I 1946 havde politimesteren på Frederiksberg givet Værnet lov til at rejse alene til Sverige, mens hans sag blev færdigefterforsket. Lægerne i Stockholm var angiveligt de eneste, som kunne behandle hans “alvorlige hjertelidelse”. Da politiet blev klar over Værnets reelle plan, var han over alle Andesbjerge.

Og først da gik det for alvor op for myndighederne, at den lille fisk, de havde haft i nettet, var en hval. Som en af indenrigsminister Heinrich Himmlers betroede videnskabsmænd havde Carl Peter Værnet i kz-lejren Buchenwald forsøgt at kurere homoseksuelle gennem groteske lægevidenskabelige forsøg.

Carl Peter Værnet nåede aldrig at gense sit elskede Danmark. Få måneder efter sin sidste ansøgning til Justitsministeriet døde han i november 1965, 72 år gammel. Han blev stedt til hvile på Britanico kirkegården i den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Det danske justitsvæsens papirer om gårdejersønnen fra Astrup uden for Århus har ligget begravet i Rigsarkivet lige så længe. Gennem tiden har enkelte forskere og journalister søgt om adgang til papirerne, men er hver gang blevet mødt med afslag.

Efter at den britiske bøsseorganisation Outrage sidste år tog Værnet-sagen op over for statsminister Poul Nyrup Rasmussen, har myndighederne skiftet holdning.

Jyllands-Posten har fået adgang til Justitsministeriets, Rigspolitiets og rigsadvokatens papirer om nazi-lægen, som vi portrætterede i oktober. Her fortalte to af hans børn om “Dr. Værnets gådefulde liv”.

Ved befrielsen tog de allierede styrker Carl Peter Værnet til fange og fængslede ham på Alsgade Skole i København, hvor den britiske militærmission havde et krigsforbryderinternat. Kjeld Mahler Sasbye fra Skagen var ordonnans på internatet. Han husker godt Værnet, som sad på øverste etage i cellen ved siden af Kaj Munks formodede morder.

Sat på fri fod
I efteråret 1945 blev Værnet overdraget til de danske myndigheder, nærmere bestemt Frederiksberg Politi. Øjensynligt betragtede politimester Johan Parker hans sag som én blandt mange andre. Efter at Værnet var sigtet for sit medlemskab af SS, blev han sat på fri fod og indlagt på sin gamle arbejdsplads, Kommunehospitalet. Senere gav Frederiksberg Politi ham tilladelsen til at rejse til Sverige, selvom der i aviserne blev skrevet om, at Værnet var set i Buchenwald.

Frederiksberg Politi var nu begyndt at blive alvorligt bekymret, fremgår det af et dokument fra rigsadvokatens kontor. Under overskriften “Haster meget” kræves der omgående handling over for Værnet, som ifølge papiret havde været medlem af nazistpartiet DNSAP siden 1934.

»Politimesteren oplyser, at det er kommet ham for Øre, at den paagældende, som i Henhold til Lægeerklæring og forinden Sigtelsernes Alvor havde taget Form, havde faaet Tilladelse til at rejse til Stockholm, hvor han nu er, med Henblik paa at gennemgaa en Kur, agter sig til Sydamerika, hvorfor det er nødvendigt, at han søges fængslet. Den paagædendes Adresse i Stockholm er oplyst,« skriver rigsadvokat Frits Pihl i december 1946.

En måned senere orienterede Frederiksberg Politi om, at Carl Peter Værnet nu var ankommet – til Brasilien. Det fremgår med al tydelighed af rigsadvokatens papirer, at politimester Parker var godt træt af Værnet-sagen:

»Pm. Frederiksberg vrider og vender sig for at blive af med Sagen og mener at denne saa decideret hører til under Sehestedsagen«, hedder det med henvisning til en af retsopgørets store sager mod nogle fremtrædende danskere, som Værnet plejede omgang med.

Ifølge politimesteren havde det særlige Undersøgelseskammer, som blev nedsat efter befrielsen, skylden for Værnets flugt, »idet man (Frederiksberg Politi, red.) ikke vilde have givet Udrejsetilladelse, hvis man havde været på det Rene med, at der kunde rejses tiltale udover SS.Forholdet.«

Hormoneksperimenter
I oktober 1947 indløb nye oplysninger. Lægeforeningen havde fra den amerikanske chef for krigsforbryderkommissionen i Nürnberg fået at vide, at Carl Peter Værnet foretog hormoneksperimenter på kz-fanger i Buchenwald.

Rigspolitiets Efterretningsafdeling gik i gang med undersøge forholdene. I Nürnberg fandt efterretningstjenesten stærkt belastende materiale mod Værnet, som var kommet frem under afhøringerne af Hitler-Tysklands læger. Ikke alene havde Værnet gjort tjeneste i Waffen SS – han havde rang af Sturmbannführer (major, red.), og fået særlig tilladelse fra Himmler til sine forsøg.

I Buchenwald var to fanger døde efter Værnets eksperimenter, som gik ud på at indoperere en “kunstig kønskirtel” på bøsser, der forinden var blevet kastreret. Himmler var stærkt fascineret af tanken om at kunne kurere homoseksualitet og derved løse det ariske befolkningsproblem.

Både statsadvokaten for Sjælland og rigsadvokaten var helt enige om, at Værnets forbrydelser var så grove, at Justitsministeriet måtte forlange ham udleveret fra Brasilien.

Anklagen lød på, at han “gennem anvendelse af ulovlig tvang havde forvoldt legemskrænkelse af særlig raa og brutal karakter imod sageløs person, der må anses for at have haft karakter af mishandling.”

»Sagen er i det hele taget dybt rystende, men det er vel tvivlsomt, om udlevering vil finde sted«, skriver rigsadvokaten i januar 1949. Han lagde vægt på, at Danmark ikke havde nogen udleveringstraktat med Brasilien, og at landets Højesteret tre år tidligere havde nægtet at udlevere en dansk statsborger, som var sigtet i en værnemagersag.

På trods af anklagemyndighedens fælles indstilling opgav daværende justitsminister Niels Busch-Jensen at få Værnet udleveret. For det første var det usikkert, om det kunne bevises, at Værnets eksperimenter var direkte skyld i fangernes død. For det andet befandt han sig i Sydamerika.

Det bemærkelsesværdige er, at Carl Peter Værnet, så vidt vides, aldrig har været i Brasilien. Allerede i 1947 havde Udenrigsministeriet fortalt Justitsministeriet, at han var blevet ansat i det argentinske Sundhedsministerium. Flere steder i Justitsministeriets egne papirer fremgår det direkte, at man udmærket vidste, at Værnet var i Buenos Aires.

Alligevel lod ministeriet den øverste anklagemyndighed svæve i den vildfarelse, at Værnet befandt sig i Brasilien.

En nærliggende forklaring kunne være for at dække over den såkaldte pasaffære. I sommeren 1947 var det blevet opdaget, at den argentinske repræsentation i København blev brugt til at smugle nazistiske videnskabsmænd til Argentina, hvor diktator Juan Peron ville skabe en stormagt.

Falske pas
Gesandtskabet i København udstedte falske pas til et ukendt antal nazister, som typisk via Stockholm og Geneve nåede til Buenos Aires. Vejen blev kendt under navnet Flugtrute Nord. Efter alt at dømme var det også med hjælp fra den argentinske smuglerring, at Carl Peter Værnet slap væk.

I Rigsarkivet har Jyllands-Posten for første gang fået adgang til de officielle papirer i pas-affæren. De viser, at Justitsministeriet gjorde sig betydelige anstrengelser for at neddysse skandalen. Som det hedder i et referat, havde argentinerne »ydet os visse Tjenester, navnlig ved at tilstaa Visum til en Del Ukrainere, der endnu er her i landet, og som vi gerne vil af med.« Samtidig var ministeriet bange for, hvad smuglercentralens tyske hovedmand, Günther Toepke, ville fortælle til englænderne, hvis han blev sendt tilbage til den britiske zone i Tyskland. Toepke havde været oberstløjtnant i Danmark under besættelsen.

»Det vilde være rart, om vi ikke afskar os fra Mulighederne for, at Toepke kunde komme til Argentina«, bemærkede Justitsministeriets daværende kontorchef Erik Andersen således i december 1947.

Mens Justitsministeriet opgav tanken om at få Carl Peter Værnet udlevereret, så blev Værnet hurtigt træt af livet i Argentina. Han lærte aldrig sproget og savnede Danmark, hvor han havde været en stor mand før krigen.

I 1959 forsøgte han gennem sin søn i Danmark at vende hjem. Carl Peter Værnet ville dog på forhånd have sikkerhed for, at han ikke ville blive straffeforfulgt. Hans kone var død i Argentina under tragiske omstændigheder, selv var han blevet invalideret i et trafikuheld, og hans levebrød som læge var derfor forsvundet. Familien levede på et eksistensminimum.

På Frederiksberg blev den nye politimester Poul Stavnstrup sat til at undersøge den sag, som havde redet hans forgænger som en mare siden befrielsen. Henvendelserne til Interpol i Wiesbaden, Scotland Yard i London og Sundhedsstyrelsen i København kastede intet nyt af sig. Politiet lå dog nu inde med fotografier af de homoseksuelle kz-fanger, som havde undergået Værnets behandling.

Politimesteren var ikke afvisende over at opgive sigtelserne, hvis Carl Peter Værnet gav afkald på at virke som læge i Danmark. Men det kunne hverken Justitsministeriet eller de øverste anklagemyndighederne tilslutte sig. Som rigsadvokaten bemærkede i 1965, da Værnet igen forsøgte at komme hjem:

»Sigtede er nu næsten 72 år. Han er statsborger i Argentina. Selvom man efter kapitulationen ikke har bedømt sigtedes adfærd særligt alvorligt – man lod ham gå rundt på fri fod – så virker hans adfærd endnu i dag alvorligt stødende.«

JyllandsPosten /Ritzau 19.12.1999:

Danske læger hjalp nazistisk kollega til flugt

Arbejdede alligevel

Samtidig arbejdede Værnet imidlertid – tilsyneladende sammen med sin søn Kjeld Værnet – fra 1945 aktivt for at lave en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet. Og som han stillede store forventninger til.

Forsøg i KZ-lejre

Carl Peter Værnet blev ved Anden Verdenskrigs slutning arresteret i Tyskland, fordi han som koncentrationslejrlæge i Neuengamme og Buchenwald havde udført medicinske eksperimenter med homoseksuelle fanger, hvoraf mindst to efter alt at dømme døde som følge af forsøgene. Han indopererede kapsler med mandligt kønshormon under huden på “patienterne”. Kapslerne afgav små, konstante doser af hormon, og det var tanken at kurere de homoseksuelle for deres seksualitet.

Lægeerklæringer

Om sygdommen skrev overlæge Tage Bjerring 24. januar 1946 i en erklæring, at Værnet »har en meget svær hjertelidelse, og jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med hjertekrampe.«

»Jeg anser i det hele udsigten for dr. Værnet for at være meget dårlig, idet jeg ikke tror, at han lever mere end nogle få år og sandsynligvis ikke så længe.«

»Hjertekramperne har tiltaget i hyppighed trods al til rådighed stående behandling.

Læge Værnet er således ikke længere i stand til at klare sig selv ved f.eks. spisning, påklædning o.l.,« skrev læge Gunnar Kelstrup.

/ritzau/

JyllandsPosten

_____________________

e-mail fra [email protected] 20.12.1999 til: Att: Kjeld Værnet-

Citat fra Ritzau-telegram om Carl Værnet 19.12.1999 i “JyllandsPosten: “Samtidig arbejdede Værnet imidlertid – tilsyneladende sammen med sin søn Kjeld Værnet – fra 1945 aktivt for at lave en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet. Og som han stillede store forventninger til.”

Da det efterlader det indtryk, at der er tale om KZ-hormonet, ville jeg spørge om dette kan afkræftes. Hvilke firmaer var der tale om, og var det kun Carl Værnet, der medvirkede? Har Kjeld Værnet nogensinde opereret på homosexuelle, eller var der på nogen måde en videreførelse af Carl Værnets arbejde? Kender Kjeld Værnet nøjere detaljer om overlæge Tage Bjerring og læge Gunnar Kelstrup´s lægeerklæringer fra 1946?…”

________________

“Berlingske Tidende”: 21.8. 1999 , “Dansk nazilæges flugt: En skamplet på lægestanden” (Uddrag fra Ritzau-telegram):-

“Fremtrædende læger og professorer hjalp “Danmarks Mengele”, nazilægen Carl Peter Værnet, med at flygte fra retsforfølgelse i 1946. Det mente hvert fald politiet, som i efterkrigsårene forsøgte at klarlægge lægens mystiske flugt, viser dokumenter fra lægeforenings arkiver.

Dokumenterne opgiver dog ingen navne på de lægeforenings-medlemmer, som skulle have hjulpet med flugten, skriver Ugeskrift for Læger med overskriften “En skamplet på lægestanden” i det nummer, som udkommer mandag. (23.8.1999)

…(… )Dokumenterne viser imidlertid, at lægeforeningen gjorde danske myndigheder opmærksom på Værnet og forsøgte at få myndighederne til at gribe ind over for lægen både i 1945, da man blev opmærksom på hans virke i Buchenwald, og i 1947, da Nürnberg-domstolen gjorde opmærksom på hans forbrydelser.

1 1948 ønskede lægeforeningen ham officielt ekskluderet, og i 1959, da der kom en forespørgsel om hans tilbagevenden til Danmark, tog foreningen forbehold over for at give ham amnesti. “…(…)

Ritzau

E-mail fra Tommy Østerlund, DADL til [email protected] :-

“Jeg sidder for øjeblikket i Lægeforeningen og ser på sagen Carl Peter Værnet, men jeg har ikke været i stand til at se nogen tidligere henvendelse til Ugeskriftet.
Hvis du vil have ulejlighed med at sende den igen til mig, så skal jeg tage mig af den.

Venlig hilsen

Tommy Østerlund”

Ugeskrift for Læger 23. August 1999:-

En skamplet på den danske lægestand
Lægeforeningens arkiv over den danske SS-læge Carl Peter Værnet viser, at han ifølge politiet blev hjulpet til flugt af andre læger, men han blev ikke genoptaget i DADL, som myten siger.
Informationschef Tommy Østerlund

Den engelske aktivistgruppe Outrage, der kæmper for homoseksuelles rettigheder, har i denne sommer genåbnet en ubehagelig sag fra efterkrigstidens retsopgør: sagen mod SS-lægen Carl Peter Værnet. Den engelske gruppe arbejder på at få erstatning fra den tyske stat til de overlevende ofre for nazisternes bestialske behandling af homoseksuelle i de tyske kz-lejre. I Nürnberg-arkiverne stødte de på navnet SS Sturmbannführer Carl Peter Værnet.
De konstaterede, at den danske læge havde deltaget i eksperimenter med homoseksuelle, de konstaterede, at Værnet var blevet taget som krigsfange af de allierede, at han var blevet overgivet til de danske myndigheder, og at han derefter var undsluppet til Argentina via Sverige. Outrage henvendte sig derefter til den danske regering for at få en forklaring på Værnets flugt og den kendsgerning, at han aldrig var blevet retsforfulgt for sine forbrydelser. Sagen er nu blevet rejst politisk, selv om Værnet for længst er død.

Lægeforeningens arkiv
På baggrund af den fornyede interesse for sagen og den kendsgerning, at der tilbagevendende har været rejst tvivl om danske lægers og Lægeforeningens rolle i den prækære sag, har Lægeforeningen besluttet at åbne sit arkiv om Carl Peter Værnet. Påstandene er bl.a., at Værnet slap ud af Danmark ved hjælp af falske lægeerklæringer, og at han desuden blev genoptaget i Lægeforeningen omkring 1960. Så sent som i 1992 måtte den daværende lægeformand Jens Kr. Gøtrik over for britisk presse dementere, at Værnet ved sin død midt i tresserne fortsat var medlem af Den Almindelige Danske Lægeforening.
Lægeforeningens arkiv giver et entydigt svar på det sidste: Værnet blev udmeldt af DADL i 1946 gennem sin sagfører og blev ikke siden genoptaget. Men tilsyneladende er hans autorisation aldrig blevet taget fra ham, og han undersøgte i 1959 mulighederne for at vende tilbage til Danmark og genoptage sin lægegerning. Lægeforeningen tog afstand fra ham. Lægeforeningens arkiv viser også, at politiet i 1947 var overbevist om, at hvad der kaldes fremtrædende læger eller professorer spillede en aktiv rolle i at få Værnet sendt til behandling for en ukendt hjertelidelse i Sverige, hvorfra han undslap gennem det nazistiske flugtnet. Arkivet giver ingen navne.

Lægeforeningens rolle
Men arkivet viser klart og tydeligt, at Lægeforeningen gjorde danske myndigheder opmærksom på Værnet og forsøgte at få myndighederne til at gribe ind over for den danske SS-læge både i 1945, da man blev opmærksom på, at han havde været i kz-lejren Buchenwald, og i 1947, da Nürnberg-domstolen gjorde opmærksom på hans forbrydelser. I 1948 ønskede man ham formelt ekskluderet, og i 1959, da der kom en forespørgsel om hans tilbagevenden til Danmark, tog man forbehold over for at give ham amnesti.

Sagen på læge Carl Peter Værnet findes i Lægeforeningens arkiv over såkaldte udrensningssager 1945-1948. Sagen er intakt med 29 bilag, bortset fra, at et enkelt originalbilag et brev fra brigadegeneral Telford Taylor ved Nürnberg-domstolen mangler. Det har ikke nogen betydning for sagen, da det relevante afsnit er refereret på originalsproget engelsk to andre steder. Et af bilagene er en række udklip fra avisernes dækning af sagen på tidspunktet. Materialet i Lægeforeningens arkiv fortæller følgende:

SS Sturmbannführer Carl Peter Værnet
Læge Carl Peter Værnet havde indtil starten af krigen en betydelig praksis i Søborg. Han blev kendt for sine behandlinger med kortbølger og ultrakortbølger, og han blev i samtiden omtalt som »modelæge«. Han var overbevist nazist og medlem af det danske nazistparti, dertil bedste ven med kollegaen Fritz Clausen. På grund af sine nazi-sympatier mistede han tilsyneladende gradvist sine patienter, og under krigen flyttede han med sin familie til Tyskland, og han fik adresse i Prag. Han blev i efteråret 1943 optaget i Waffen SS og fik titel af SS Sturmbannführer med rang af major.
Han blev involveret i eksperimenter med homoseksuelle, og han udførte i koncentrationslejren Buchenwald sammen med dr. Gerhard Schidlausky forsøg på at lave, hvad der i Nürnberg-papirerne kaldes en »foryngelseskur« på homoseksuelle og kastrerede fanger ved at indoperere hormonkapsler under huden på dem. Det foregik direkte under rigsminister Heinrich Himmler. Værnet blev ved krigsafslutningen interneret af de britiske styrker som allieret krigsfange på Alsgades skole i København. Han blev senere overgivet til de danske myndigheder. Lægeforeningens arkiv fortæller ikke, hvornår dette skete og giver heller ikke nogen begrundelse.

Krigsforbryder C.P. Værnet
Lægeforeningen nedsatte i 1945 et særligt undersøgelsesudvalg, der skulle foretage en udrensning i egne rækker. Udvalget sendte i alt 114 sager til bedømmelse i Lægeforeningens overvoldgiftsret (OVR). Carl Peter Værnet var fra starten på udvalgets liste, fordi han var medlem af det danske nazistparti. Allerede i slutningen af maj 1945 fik Lægeforeningen en afgørende oplysning om hans opholdssted under krigen, da en politibetjent fortæller foreningen, at han i december 1944 har set Værnet i Buchenwald, iklædt en musegrå tysk officersuniform. Det fremgår ikke, om betjenten har haft nogen viden om Værnets aktiviteter i kz-lejren.
Lægeforeningen lader straks denne oplysning gå videre til Justitsministeriet, der aldrig besvarer henvendelsen. Udvalgets liste bliver også forelagt de allierede myndigheder i Danmark, ved en major R.F. Hemingway. Han oplyser foreningen om, at Carls Peter Værnets sag befinder sig i den allierede undersøgelseskommission. Han er allieret krigsfange og »vil utvivlsomt blive dømt som krigsforbryder«. Det fremgår ikke, om de allierede på dette tidspunkt ved, hvad Værnet har foretaget sig, men man betragter ham åbenbart som kriminel.
Alligevel bliver han i efteråret 1945 overdraget til de danske myndigheder, og tilsyneladende undersøges hans sag af den politiske afdeling hos Frederiksberg kriminalpoliti. Han bliver indlagt på Kommunehospitalet, hvorfra han i øvrigt selv er kandidat, årgang 1923. Det fremgår ikke af sagens akter, hvad han fejler, men oplysningen om Kommunehospitalet findes i et brev fra hans sagfører, der 2. januar 1946 beder om at få ham udmeldt af Lægeforeningen. Lægeforeningen kvitterer, men gør opmærksom på, at det ikke berører den sag, der er rejst mod ham ved Lægeforeningens kollegiale retter (OVR).

Flugten til Sydamerika
På grund af sin sygdom bliver Værnet formelt løsladt af de danske myndigheder, der ikke mener, at han kan modvirke sagens opklaring. Det lykkes ham desuden at få flere lægeerklæringer fra »fremtrædende læger (professorer?)«, hvoraf det fremgår, at det nærmest drejede sig om liv eller død for Værnet, hvis han ikke blev behandlet i Sverige. Disse oplysninger findes i et referat af samtaler mellem Lægeforeningen og politiet, da politiet omsider går ind i sagen i slutningen af 1947. Et brev fra en hollandsk hjertespecialist antyder, at det drejer sig om en alvorlig hjertelidelse, fordi den hollandske læge tilbyder at oplære Værnets søn til at behandle ham. Brevet er endt hos Lægeforeningen, fordi Værnets adresse på det tidspunkt er ukendt.
Med politiets og statsadvokatens tilladelse får han lov at rejse til Stockholm, hvor han bliver indlagt på Serafimerlazarettet. Hans »flugt« til Sverige er altså helt legal, og ifølge et interview med politiet får han endog et mindre beløb i svensk valuta fra de danske myndigheder. Tilsyneladende bliver politiet klar over, at han vil flygte til Sydamerika og udsteder arrestordre, men for sent. Hans opholdssted bliver oplyst til Brasilien, senere rettet til Argentina.
På dette tidspunkt er man i Lægeforeningen tilsyneladende stadig ikke klar over, hvad Værnet har foretaget sig i Buchenwald.
Det bliver man, da Telford Taylor, brigadegeneral og chef for undersøgelseskommissionen ved Nürnberg-domstolen, i april 1947 sender Lægeforeningen en redegørelse for de tyske lægers krigsforbrydelser under krigen. Det er et svar på en personlig henvendelse fra den daværende lægeformand V.A. Fenger, der åbenbart også har spurgt om danske læger havde været involveret i krigsforbrydelser.

Hormonforsøg i Buchenwald
Taylors svar er, at der er fundet meget lidt materiale, der giver grund til at mistænke danske eller andre nordiske læger for at have medvirket til »the nazi medical crimes«. En undtagelse er den danske læge SS Sturmbannführer Carl Værnet, der har udført hormonforsøg i Buchenwald koncentrationslejren.
Det får for alvor alarmklokkerne til at ringe i Lægeforeningen, og i juni 1947 udarbejdes en grundig gennemgang af hele sagen til rigsadvokaten. Den sendes dog først til udtalelse i Sundhedsstyrelsen med opfordring til, at man samtidig ser på Værnets jus practicandi-forhold. Der går måneder før Sundhedsstyrelsen ser på sagen, og først i september 1947 reagerer myndighederne ved, at kriminalpolitiet på Frederiksberg går ind i sagen. Det er politiets oplysninger, der klart indikerer, at der har været udøvet kreativitet med lægeerklæringer til Værnet og at fremtrædende læger har påvirket politiet og statsadvokaten. Myndighederne ønsker Værnet udleveret fra Argentina, men det fremgår ikke af Lægeforeningens arkiv, hvad der videre sker i sagen.
I marts 1948 henvender Lægeforeningens hovedbestyrelse sig til overvoldgiftsretten for at få Værnets sag behandlet, uanset, at han er flygtet. Lægeforeningen ønsker, inden udrensningsprocessen afsluttes, en formel eksklusion af Værnet, selv om han tidligere er udmeldt. Det fremgår ikke, om dette sker.

Tilbage til Danmark?
De sidste akter i sagen er fra april og maj 1959. Tilsyneladende ønsker Værnet at vende tilbage til Danmark og genoptage sin lægegerning, efter at Lægeforeningens repræsentantskab i 1950 har givet en generel amnesti til alle læger, hvis forhold under besættelsen »havde givet anledning til påtale«. Det er rigspolitichefen, der gennem Sundhedsstyrelsen spørger Lægeforeningen, hvordan den vil reagere på, at Værnet vender tilbage til Danmark.
Gennem Sundhedsstyrelsen får Lægeforeningen Rigspolitichefens sag på Værnet. Det fremgår, at der er et omfattende materiale på Værnet fra den allierede undersøgelseskommission ved Nürnberg-processen, og det taler sit klare sprog om de uhyrligheder, som den danske SS-læge har medvirket til. På baggrund af dette meddeler Lægeforeningen, at man vil tage forbehold over for at lade amnestien omfatte Carl Peter Værnet, selv om anklagemyndigheden lader sagen mod ham falde.

Værnets medlemskab
Lægeforeningens arkiv rummer ikke oplysninger om, hvad der derefter sker i sagen. Værnet har konsekvent figureret i Den Danske Lægestand, hvor alle læger med autorisation er optaget. Misforståelsen omkring Værnets genoptagelse i Lægeforeningen skyldes netop, at han fortsat har stået i Lægestanden, også den nyeste udgave, men det betyder netop ikke, at han er medlem af Lægeforeningen.
Carl Peter Værnet figurerer ganske vist på DADL’s medlemslister i slutningen af halvtredserne, men der henvises til listen over læger i udlandet, og her mangler bogstaverne M.L., der viser, at man er medlem af Lægeforeningen. I Lægeforeningens gamle medlemsregister er der skrevet »ikke medlem« på hans kartotekskort.
I den seneste udgave af Lægestanden står Carl Peter Værnet som afdød i august 1968 i Buenos Aires, Argentina. En sønnesøn i Argentina har siden oplyst, at han døde allerede i november 1965 og ligger begravet på Britanico kirkegården i Buenos Aires.
Med åbningen af arkivet har Lægeforeningen ønsket, dels at få afklaret de beskyldninger, der tilbagevendende har været rettet mod foreningen, dels at få sat et punktum for denne sag, der har spøgt i så mange år. Det mener vi er opnået, og det er herefter op til andre myndigheder at fylde hullerne ud, hvis man ønsker sagen endeligt afsluttet.

Ugeskrift for Læger

“Land og Folk”

den 22. august 1947

kommentar til oplysning samme dag i “Ugeskrift for Læger” at Carl P. Værnet anklages for at have udført hormonforsøg i KZ-lejren Buchenwalde.

_____________________________________

“Anklagerne mod dr. Værnet er af så alvorlig karakter, at den allierede domstol i Nürnberg interesserer sig for sagen. Og det er, for at anvende et mildt ord, flovt, at man nu må gøre denne domstol begribeligt, at myndighederne har givet dr. Værnet muligheder for at komme til Sverige og derfra videre til Brazilien.

Man må have lov at forvente en officiel redegørelse for denne ejendommelige sag, en redegørelse, hvori ansvaret for den letsindighed, der er årsag til, at dr. Værnet foreløbig har kunnet unddrage sig sin straf, placeres klart og uden omsvøb.”

(Here is the danish note about Carl Vaernet in “Ugeskrift for Laeger” 22. August 1947: source anonymous doctor who sent a copy of this page to Axel Axgil)

“Ugeskrift for Laeger” 22. August 1947:

“… En enkelt sag mener Hovedbestyrelsen, den skylder Medlemmerne at omtale lidt nærmere. Den 29/5 1945 fremsendte Hovedbestyrelsen til Justitsministeriet en Erklæring fra en dansk Politibetjent om, at denne havde set Læge C a r l P e t e r V æ r n e t i Lejren “Buchenwald” i Tyskland iført tysk Militæruniform og med Distinktioner som Major. Hovedbestyrelsen har aldrig modtaget nogen Meddelelse fra Justitsministeriet i Anledning af de fremsendte oplysninger. Hovedbestyrelsen ved derimod, at Læge V æ r n e t indtil Efteråret 1945 befandt sig som Allieret Krigsfange i København. Senere blev Dr. V æ r n e t overgivet til de danske Myndigheder, og Lægeforeningen er vidende om, at Dr. V æ r n e t den 2. Januar 1946 befandt sig på Kommunehospitalet, idet hans sagfører tilskrev Lægeforeningen og udmeldte Dr. V æ r n e t af Lægeforeningen. Hovedbestyrelsen svarede sagføreren, at i henhold til Lægeforeningens Love vilde Dr. V æ r n e t´ s udmeldelse ikke få nogen indflydelse på den af ham tidligere indbragte Sag for Lægeforeningens kollegiale Retter. I April 1947 har Lægeforeningen i en anden Sag modtaget Meddelelse fra den Amerikanske Chef for Krigsforbrydelsesdomstolen i Nürnberg, Brigadegeneral T a y l o r om, at man var vel vidende om, at den danske SS Sturmbannführer Læge C a r l P e t e r V æ r n e t havde foretaget Hormoneksperimenter på Fangerne i Buchenwald Koncentrationslejren. Som følge af af denne Oplysning sendte Lægeforeningen den 19/6-47 gennem Sundhedsstyrelsen en Redegørelse til Rigsadvokaten. Senere har Lægeforeningen gennem Rigsadvokaten modtaget meddelelse om, at Dr. V æ r n e t efter de senest modtagne Oplysninger opholder sig i Brazilien, men at man ikke har Kendskab til hans nærmere Adresse.”

“Ugeskrift for Læger”

992 Lægeforening & Samfund / debat

Etisk historiebevidsthed

Vi kender reglerne for biomedicinske forsøg og ved, at de stammer fra World Medical Associations deklaration fra
Helsinki og bygger på Nürnbergkodeks fra 1947, som var et resultat af Lægeprocessen mod 23 nazilæger. Dybere
historisk viden er imidlertid nødvendig for at forstå den katastrofale baggrund.
Professor E. Rüdin (1874-1952) var en schweizisk- født psykiater, som var internationalt berømt for sin
forskning om arveligheden af skizofreni. Han blev »Reichfürer for psykiatri og sterilisation« og ledende kraft bag
programmet for eugenisk tvangssterilisation for at eliminere uønskede egenskaber, som førte til de nürnbergske
racehygiejnelove og sterilisation af 350.000-400.000 »værdiløse individer«. Han var et eksempel på en politisk
forsker, hvis ideer og resultater inden for skizofreni blev rationalet for nazitidens eugeniske og racepolitiske
ondskab. Hans videnskabelige arbejde bliver fortsat citeret uden henvisning til dets dødelige konsekvenser.
Professorerne E. Fischer (1874-1967), O. von Verschuer (1896-1969), og F. Lenz (1897-1976) var andre ledende
genetikere bag racelovene. Fischer skrev i 1913 en bog om »Rehobother bastarder og bastardiseringsproblemer
hos mennesker« fra tysk Sydvestafrika og med E. Bauer (1875-1933) og Lenz skrev han en lærebog om
menneskets arvelighedslære og racehygiejne, som Hitler læste i 1924, og hvis raceideer han indkorporerede i
»Mein Kampf«. Verschuer var en internationalt kendt genetiker og pioner i tvillingeforskning om bl.a. tuberkulose
og øjenfarve. Hans assistent var Josef Mengele (1911-1979), som havde studeret antropologi og medicin i
München, hvor Rüdin var en af hans professorer. Mengele fik sin ph.d.-grad i 1935 om racemorfologiske studier
af underkæben, og hans fortsatte studier var om hareskår og læbespalte og blev citeret af en dansk disputats i
1942. Sammen med Verschuer arbejdede han i racedomstolene, der på baggrund af Nürnberglovene skulle afgøre
tvistigheder om racetilhørsforhold. Han blev optaget i SS og var med i Polen og Ukraine for at afgøre
racetilhørsforhold. I 1943 kom han til udryddelseslejren Auschwitz, hvor han udvalgte ankomne fanger til
tvangsarbejde eller umiddelbar udryddelse og udførte medicinske eksperimenter på fangerne især tvillinger.
Eksperimenterne var næsten sikkert superviseret af Verschuer, da de var støttet af hans bevilling fra det tyske
forskningsråd. Fra tvillinger blev øjne, hoveder og blodprøver sendt til Verschuers institut i Berlin som led i
Mengeles akademiske karriere, der krævede en disputats. Mengele, der var ansvarlig for ca. 400.000 menneskers
død forsvandt til Brasilien efter krigen, og Verschuer destruerede det belastende materiale, så han kunne fortsætte
sin akademiske karriere og være med i organisationskomiteen og holde foredrag om metoder til tvillingeforskning
ved den første internationale kongres om human genetik i København i 1956. Til et festskrift ved professor Tage
Kemps 60-års-dag i 1955 bidrog Verschuer og Lenz med artikler om »Tuberkulose og kræft hos tvillinger« og »Om
grænser for praktisk eugenik«! Verschuers artikler bliver fort-sat citeret uden henvisning til deres dødelige
konsekvenser.
Den danske læge Carl Peter Værnet (1893-1968) blev kandidat i 1923 sammen med nazilederen Frits Clausen.
Han havde en klinik for kortbølgeterapi på Plantanvej på Frederiksberg, som Holger Danske saboterede i 1943,
efter at Værnet havde solgt den til Værnemagten for at gå i tysk tjeneste som SS-Sturmbannfürer. Han fik
Himmlers støtte til at eksperimentere med at gøre homoseksuelle fanger i koncentrationslejren Buchenwald til
heteroseksuelle vha. kastration og implantation af kunstige seksualkirtler. Han blev fanget af englænderne og
efter kapitulationen genkendt i København. Lægeforeningen henvendte sig til Justitsministeriet om sagen, men
Værnet forsvandt i al hemmelighed til Sverige og siden til Argentina, hvor han fik en stilling inden for Buenos
Aires’ sundhedsstyrelse.
Eksemplerne viser, at udviklingen til den morderiske nazimedicin kom ganske gradvist, og oprindelsen var
internationalt anerkendte forskere, som i vid udstrækning fortsatte deres karrierer efter krigen! Hensigten
helligede midlerne. Derfor er Nürnbergkodeks og Helsinkideklarationen af universel nødvendighed.

Niels Høiby

“Ugeskrift for Læger”

Lægeforening & Samfund / debat

Debat
21. februar 2000 nr. 8

Ansvarets grænse

—————————————————–
Cand.polit. Hans Bjering
Forestil Dem, at De som chef for en hospitalsafdeling får indlagt en hiv-smittet narkoman. Manden, der er sigtet for omfattende narkohandel, indlægges fra varetægtsfængsling i isolation. Han er imidlertid nu så dårlig, at han må indlægges hos Dem. De bliver bedt om at holde ham isoleret han er ikke i stand til at flygte og om at holde kontakt med politi og anklagemyndighed om hans tilstand.

Efter undersøgelse af manden konkluderer De, at han virkelig er sløj og sandsynligvis ikke har lang tid tilbage. De vurderer, at tilbagesendelse til isolationsfængsling vil være en så hård belastning for ham, at den sandsynligvis vil fremskynde hans død, og det meddeler De politi og anklagemyndighed. De to instanser tygger noget på denne meddelelse, og i mellemtiden ligger patienten og fylder op på Deres afdeling. De skriver derfor igen og igen til politi og anklagemyndighed og udbeder Dem instruks om, hvordan De skal forholde Dem til patienten.

Endelig efter flere måneders skriveri frem og tilbage mener politi og anklagemyndighed at have samlet tilstrækkeligt materiale til, at behovet for fortsat fængsling af den sigtede ikke længere er så påtrængende. Da De jo har erklæret, at han er dødssyg, tilsiger menneskelige hensyn, at han udskrives til sit hjem. Hermed ophører Deres forbindelse med manden.

Otte måneder efter lykkes det imidlertid manden at stikke af til Columbia, hvorfra en udlevering ikke er mulig. Hvad værre er: Efter yderligere et år begynder der at versere rygter om, at den pågældende ikke bare er narkoman og narkohandler, men gerningsmand til en række bestialske rovmord rygter, der gradvist dokumenteres. Og ikke nok med det: Stik mod al forventning dør manden ikke hurtigt i sit colombianske eksil, men overlever med sin hiv skal det vise sig i 20 år.

Spørgsmål: Er De medskyldig i, at en forhærdet rovmorder ikke bliver retsforfulgt, fordi De har udstedt erklæringer om, at manden var dødssyg, og dermed muligvis har bidraget til, at han ikke blev fængslet igen, men i stedet kunne stikke af til Sydamerika? Ja, er der ligefrem belæg for at sige, at da han faktisk slet ikke døde så hurtigt, som De havde regnet med, men overlevede i 20 år, har De været i ledtog med rovmorderen og gennem falske lægeerklæringer aktivt medvirket til at udsmugle ham til Columbia?

Jeg tror, at De vil svare »Nej«. Ikke desto mindre er der ikke tale om et skinproblem, som De som læge kan tillade Dem at se bort fra. De har nemlig kolleger
og på det faglige område: Højt respekterede kolleger der mener »Ja« og som ikke vil vige tilbage fra at udtale til dagspressen, at De identificeret ved navn og stilling har forfalsket lægeerklæringer og medvirket til at udsmugle rovmorderen. Jeg ved det, for i en parallel sag fra virkelighedens verden, har professor, overlæge, dr.med Niels Høiby, Rigshospitalet, i dagspressen på et lignende grundlag netop anklaget en navngiven, gammel kollega for falskneri, embedsmisbrug og støtte til en forhærdet krigsforbryder. Hør bare:

I maj 1945 blev en dansk læge, C.P. Værnet, arresteret i Odder, sigtet for værnemageri efter det særlige straffelovstillægs § 10 og § 13, der bl.a. handlede om straf for personer, der havde søgt tysk krigstjeneste, og Værnet havde under krigen ladet sig indrullere i SS i Tyskland. Endvidere blev Værnet sigtet for overtrædelse af lægeloven, fordi han havde givet morfin til en narkoman under afvænning, uden om den behandlende læge. Inden sagerne mod Værnet blev afgjort, blev han syg og i november 1945 indlagt på Københavns Kommunehospitals 7. afdeling. På afdelingen konstaterede man en alvorlig hjertelidelse, og afdelingens chef, overlæge Tage Bjering, korresponderede vinteren igennem med politi og anklagemyndighed om Værnets tilstand som vurderedes som meget alvorlig og om hvad man skulle stille op med ham for som Bjering bl.a. skriver: »Jeg kan jo ikke have ham liggende her evindeligt«.

Endelig, i februar 1946, blev Værnet udskrevet til sit hjem i Odder og hermed ophørte Bjerings forbindelse med ham.

Senere, i december 1946, fik Værnet lov til at søge behandling for sin lidelse i Stockholm. Fra Stockholm stak han imidlertid af til Sydamerika og unddrog sig dermed videre dansk retsforfølgelse. Endnu trekvart år gik og i forbindelse med Nürenbergdomstolens arbejde blev det bragt for en dag, at Værnet havde arbejdet i tyske koncentrationslejre og der udført medicinske eksperimenter på fanger. Den slags er i nutidig terminologi en forbrydelse mod menneskeheden, og Værnet var dermed ikke længere »blot« værnemager, men krigsforbryder. På grund af forholdene vurderede danske myndigheder imidlertid ikke, at der var grundlag for at få Værnet udleveret fra Argentina, hvor han opholdt sig, og hvor han på trods af den i 1945 diagnosticerede hjertelidelse overlevede indtil 1965.

Forløbet har alle ingredienserne til en god historie, og pressen har da også skrevet flere artikler om Værnetsagen. I december 1999 mente Ritzaus Bureau imidlertid, at tiden var inde til at sætte yderligere trumf på ved med navns nævnelse at inddrage bl.a. overlæge Bjering, chefen for den afdeling, hvor Værnet blev indlagt. Ritzaus artikel blev bragt i både Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, og karakteristisk for begge artikler var, at de omtalte et uddrag af én erklæring, som Bjering havde skrevet om Værnets helbred, og at man sammenholdt dette uddrag med den kendsgerning, at Værnet ikke døde før i 1965. Det sker for så vidt ukommenteret i selve artiklerne. Men sammenstillingen understøtter, hvad artikeloverskrift og mellemrubrik hævder, at »læger hjalp med at udsmugle krigsforbryder«. På trods af påstandens grovhed indeholder hverken artiklerne eller andet foreliggende materiale imidlertid skyggen af dokumentation.

Ritzaus har også henvendt sig til Niels Høiby. Høiby er åbenbart amatørhistoriker. Han interesserer sig i særligt grad for besættelsestiden og i særlig, særlig grad for læger under og umiddelbart efter besættelsen. Høiby og journalisterne ved Ritzaus Bureau har altså en fælles interesse, som de da også har fundet sammen om at dyrke. Ritzau har i den forbindelse interviewet Høiby, der i Berlingske Tidende fra den 20. december kommenterer bl.a. Bjerings rolle i Værnetsagen med følgende udsagn:

»Det er jo noget af det, vi har frygtet, at der var kolleger dybt involveret i at udsmugle Værnet. Det er meget forargeligt, at kammerateri er gået først, og at man ved at forfalske lægeattester har ladet en krigsforbryder undslippe«.

Stærke sager, ikke sandt? Ganske frimodigt hævder Høiby offentligt, at Bjering »af kammerateri« ved »forfalskede lægeerklæringer« har »ladet en krigsforbryder undslippe«. Det er alvorlige anklager, som man ikke skulle tro, man fremsatte uden vægtig dokumentation. Men som nævnt dokumenterer de avisartikler, kommentaren knyttes til og andet foreliggende materiale ikke påstandene, men snarere at Bjering blot gjorde sin pligt som læge og chef for en akut medicinsk afdeling.

Hvis en historiker med ubændig trang til at lege læge, skader andre mennesker ved at leve sin trang ud, straffes han for kvaksalveri. Kan man tale om »historisk kvaksalveri«, når en læge med ubændig trang til at lege historiker skader andre? Uanset betegnelsen er det i hvert tilfælde uansvarligt!

Høiby overskrider ikke blot ansvarlighedens, men også anstændighedens grænser. For det første, fordi han anvender sin i medicinsk sammenhæng erhvervede faglige tyngde og reputation til at kaste et skær af særlig troværdighed over sin hobbyven, journalistens historie, selv om han kun har amatørhistorikerens baggrund for at vurdere den.

For det andet, fordi Høiby til overflod er en dårlig amatørhistoriker. Han lader sig tilsyneladende gribe af en histories elementære spændningselementer og supplerer dem selv op efter behov. Høiby viger ikke tilbage fra at etablere årsagssammenhænge, som snarere er baseret på, hvad han selv synes vil passe godt ind i historien end på omhyggelige og kritiske kildestudier. Man kan synes, at det er forbløffende, at en mand med videnskabelig skoling er i stand til at smide alle krav til datagrundlag, verifikation, kildekritik og kronologi over bord, så snart han hænger sin kittel på knagen og kaster sig over sin hobby. Ikke mindst når hans ærinde er at rejse alvorlige anklager mod navngivne kolleger. Men sådan er det altså. Og særlig ulyksaligt bliver det, når Høibys manglende intellektuelle disciplin kombineres med en voldsom trang til at delagtiggøre offentligheden i sine »forskningsresultater«.

Jeg har skrevet dette indlæg, fordi jeg som søn af overlæge Bjering føler mig stærkt krænket ved at se min afdøde fars gode navn og rygte tilsvinet af en amatørhistoriker med trang til spænding og presseomtale. De kan måske nyde godt af mine erfaringer ved at være mere selektiv med Deres patienter husk: De kunne jo senere blive udsat for en Høiby!

Forfs. adresse: Ordrupvej 65, 2920 Charlottenlund.

Körper des Homosexuellen abgegeben werden.
Vigtige dokumenter i Værnet-sagen

Dokument
Kommentar

1943:
Værnet behandles for en hjertelidelse på amtssygehuset på Nyelandsvej.

Journalindsigt søges
1943:
Værnet rejser til Tyskland og lader sig hverve til SS

6.5.1945:
Værnet arresteres i Odder af dansk politi, sigtet efter det særlige straffelovstillægs §§ 10,13 og 16, der gjorde det strafbart at have haft forbindelse med nazistpartiet og at have ladet sig hverve til den tyske værnemagt

Kilde: Politirapport, 6.5.1945. Værnet var iøvrigt også sigtet for overtrædelse af lægeloven idet han havde givet en narkoman narkotika uden om den pågældendes behandlende læge.
12.11.1945:
Værnet indlægges på KKH, 7.afdeling

Der søges om aktindsigt i Værnets journal
24.11.1945:
Erklæring fra Tage Bjering om Værnets helbredstilstand. Uden adressat.

Det vides i øjeblikket ikke hvem erklæringen er skrevet til ( der er søgt om adgang til KKH’s postjournaler fra perioden). Det er imidlertid ikke usandsynligt, at erklæringen er skrevet til Generalstabens Efterretningssektion, læge Gunnar Kelstrup, der senere flittigt henviser til denne erklæring. Har TB modtaget en anmodning fra Efterretningssektionen om en erklæring har han naturligvis skrevet en sådan.Ingen omtale af mulig behandling af V. i Sverige.
8.12.1945:
Brev fra sikkerhedspolitiet til politimesteren i Odder: ”…C.P.Værnet, der er frigivet fra allieret krigsfangenskab og nu henligger på kommune-hospitalet her i byen til videre foranstaltning for herr politimesteren”.

C.P.Værnet ’henligger til politimesterens foranstaltning’. Den lange indlæggelse og TB’s breve kunne tyde på, at politimesteren ikke rigtig har kunnet bestemme sig for hvilke foranstalt-ninger han skulle træffe m.h.t Værnet…og så var det jo bekvemt at have ham hospitaliseret!
12.12.45:
Brev fra Efterretningssektionen til politimesteren i Odder, sign. Gunnar Kelstrup. I brevet omtales Værnets ”opfindelser” og da det anses for en forudsætning for disse ”opfindelsers” praktiske udnyttelse – og dermed for betydelige valutaindtægter til landet! – at V. frigives, anmodes politimesterens vurdering heraf. Der henvises til V.’s alvorlige helbredstilstand, ” jfr bilag i sagen (lægeerklæring) fra overlæge Carl Bierring, Kommunehospitalet”.

Det tyder ikke på et nært samarbejde mellem Kelstrup og Tage Bjering, at Kelstrup åbenbart forveksler Tage Bjering med en anden daværende læge, overlæge Carl Bierring.

12.12.1945:
Notits fra kriminalpolitiet til politimesteren i Odder.”Efter Herr Politimesterens Ordre har jeg ved telefonisk Henvendelse til Rigspolitiets Efterretningsafdeling ved samtale med Kriminalassisten Kallesøe erholdt oplyst, at sigtede C.P.Værnet er løsladt eller frigivet fra allieret Krigsfangenskab og da han var meget syg, blev indlagt på Kommunehospitalet. Kriminalsssistenten oplyser, at Sigtede er hverken anholdt eller fængslet, men det er pålagt Kommunehospitalet at give Meddelelse et par Dage før han eventuelt bliver udskrevet og der vil da blive givet telefonisk Underretning hertil”.

Også Rigspolitiets Efterretningafdeling har åbenbart interesseret sig for V. Det fremgår iøvrigt, at V. ved frigivelsen var meget syg og derfor blev indlagt på KKH. V. har iflg. notitsen været fortsat sigtet -og derfor kunnet forhøres – men hverken anklaget, dømt eller varetægtsfængslet. Kun har politiet ønsket at holde øje med, hvor han opholdt sig.
22.12.1945:
Brev fra Tage Bjering til kriminalpolitiet i Odder, se kopien
Ingen omtale af mulig behandling af V. i Sverige
24.12.1945:
Brev fra Generalstabens Efterretningssektion, sign. Gunnar Kelstrup, til statsadvokaten i Viborg. ” Bilagene (til brevet) fremsendes efter samråd med ors. E.Bang-Ebbestrup og kriminalassistent Kallesøe i Rigspolitiets Efterretningsafdeling som begge har arbejdet med sagen”.”Vi har her i afdelingen gennemlæst det (Værnets) store arbejde grundigt og har konstateret ægtheden af de udtagne patenter samt den påbegyndte produktion af ”Kirtlerne”. Arbejdet truer imidlertid med at gå fuldstændigt i stå på grund af dr. Værnets alvorlige hjertelidelse som – se vedlagte erklæring fra overlæge Tage Bjering, Kommunehospitalet – rummer fare for en snarlig dødelig udgang”.”En eventuel dom vil være ensbetydende med dr. Værnets død, hvilket igen vil medføre milliontab for Danmark som vil miste en enestående eksportartikel”.

Både forsvarets og politiets efterretningsvæsner var tilsyneladende indblandet i sagen. E.Bang-Ebbestrup var V.’s advokat.
14.1.1946:
Brev fra Tage Bjering til dommerkontoret i Odder.
Se gengivelse
Ingen omtale af mulig behandling i Sverige.
14.1.1946:
Brev fra Generalstabens Efterretningssektion, sign. Gunnar Kelstrup, til statsadvokaten i Viborg.”Forholdet er efter overlæge Bjerings opfattelse således, at Værnets alvorlige hjertelidelse forværres gennem den depression som bevidsheden om forestående frihedsberøvelse udøver på ham og fratager ham den sidste rest initiativ.” ” Såfremt statsadvokaten mener at der bør rejses tiltale mod Værnet, er der da ikke en mulighed for alligevel at frikende ham for derefter, når arbejdet kort efter er afsluttet, påny at rejse tiltale med påfølgende dom?”
Det er næppe uforståeligt, at V.har været psykisk påvirket af sin situation – navnlig ikke i betragtning af, at han må have vidst, at det kun var et spørgsmål om tid før hans handlinger i Buchenwald blev kendt. V.har simpelthen været angst – ikke nogen hensigtsmæssig tilstand for en hjertepatient. Det er iøvrigt en bemærkelsesværdig opfattelse af retssystemets muligheder, Kelstrup giver udtryk for!
30.1.1946:
Brev fra Tage Bjering til statsadvokaten i Viborg
Se gengivelse.

Bjering har åbenbart ikke fået svar på sit brev til dommerkontoret i Odder. Bjering er utålmodig efter at få at vide hvad han skal stille op med V: ”…man vil være taknemmelig for at få lidt orienterende besked”. Dette er iøvrigt det sidste brev i sagen fra Bjerings hånd. Heller ikke her er V.’s videre behandling nævnt og der er ingen omtale af behandlingsmuligheder i Sverige

19.2.1946:
Værnet udskrives fra KKH til sin bror i Odder.

18.2.1946:
Brev fra Generalstabens Efterrretningssektion, sign. Gunnar Kelstrup, til politimesteren i Odder.
V.rejser imorgen til sit hjem i Odder ”efter tilladelse fra Rigspolitiet og Statsadvokaturen, idet sagen mod ham foreløbig henlægges – hovedsageligt af helbredsmæssige grunde. Af samme årsag må det indtrængende henstilles til politimyndighederne at der afstås fra yderligere afhøringer denne sag vedrørende uden forud indhentet tilladelse fra dr. Værnets behandlende læge i Odder”.

22.7.1946:
Erklæring fra læge Vilhelm Møller, Odder: ”På grund af dr. Værnets sygdom må det tilrådes at afhøringen af ham udsættes 1 måned”

Dr. Møller har åbenbart også anset V.’s helbred for dårligt.
28.8.1946:
Brev fra Gunnar Kelstrup til statsadvokat Repsdorph. Kelstrup henviser til Bjerings erklæringer fra 24.1 og 30.1.og anfører, at V.s tilstand er forværret: ”..på grund af de af hjerte-anfaldene fremkaldte blodomløbsforstyrrelser er V’s arm og hånd i betydelig grad invalideret ligesom blodomløbsforstyrrelserne er synligt mærkbare på h. hånd og begge fødder”. ”Såfremt sagen ikke kan afsluttes hurtigt, anmoder jeg indtrængende hr. statsadvokaten om af helbredsmæssige grunde at lade dr. Værnet rejse til behandling hos professor Kristersson – antagelig i 14 dage. Rejsen sker på min regning og jeg indestår gerne med min person for, at dr. Værnet vender tilbage”.

Brevet er ikke på Efterretningstjenestens papir, men fremstår som et privat brev fra Gunnar Kelstrup.
5.9.1946:
Brev fra E.Bang-Ebbestrup – V.’s advokat – til politimesteren på Frederiksberg (hvortil V.’s sag nu var overført fra Odder). ”Under henvisning til konference idag med hr. politifuldmægtig Trolle bekræfter jeg herved det mig på vegne dr. C.P.Værnet givne tilsagn om, at doktoren fremtidig ugentlig må få udbetalt kr. 150.- i stedet for hidtil kr. 100.- og at dr. Værnet må rejse til Sverige for der at underkaste sig en kur på Serafimerlazarettet”. ”Jeg går herefter ud fra, at hr. politimesteren tilstiller mig en skriftlig tilladelse, at dr. Værnet må rejse ud af landet.”

Værnet blev – som det fremgår – ikke ”smuglet” ud af landet, men rejste helt legalt – og ovenikøbet med tilsagn om en ugentlig check!
22.11.1946:
Brev fra E.Bang-Ebbestrup til politimesteren på Frederiksberg.”I forgårs havde jeg besøg af en svensk advokat med hans klient. Hensigten med d’herrers nærværelse var at forsøge, om der ikke var mulighed for at rejse en kapital så dr. Værnet, der frekventerer et hospital i Sverige, kunne fortsætte sine studier. Jeg svarede dem tilbage, at det kunne der selvfølgelig ikke være tale om….” ” Under samtalen fik jeg mistanke om, at dr. Værnet spekulerer på at rejse til Sydamerika hvis han kan skaffe kapital”.

5. 12.1946:
Kendelse om anholdelse af Værnet afsagt ved Frederiksberg Birks 1. Afdeling. V. sigtet for overtrædelse af det særlige straffelovstillægs §§ 10, 13 og 16.

17.12.1947:
Brev fra justitsministeriet til rigsadvokaten i anledning af et brev fra politimesteren på Frederiksberg, hvor denne anmoder om at der rejses udleveringssag for Værnet. ”Politimesteren oplyser, at det er kommet ham for øre, at den pgl. (Værnet) som i henhold til lægeerkl. Og forinden sigtelsernes alvor havde taget form, havde fået tilladelse til at rejse til Stockholm….”

Det fremgår, at ”sigtelsernes alvor” – dvs. sigtelserne for fangeeksperimenter i Buchenwald – ikke ”havde taget form” så sent som da V. fik tilladelse til at rejse til Stockholm.

Bjerings erklæringer og breve:

Debat
22. maj 2000 nr. 21

Afsluttende bemærkninger til Niels Høiby

——————————————————————————–

Den nu udvidede adgang til en række arkiver er en guldgrube for den seriøse historieforskning. Det gælder ikke mindst i den vigtige kortlægning af begivenhederne før, under og efter besættelsen. I hænderne på folk med et mindre professionelt forhold til historisk forskning og et mere elastisk forhold til sandheden, kan de nu tilgængelige dokumenter imidlertid volde stor skade.

I et par indlæg her i Ugeskriftet har jeg beskrevet, hvorledes man under påskud af at drive »historisk forskning« og med afsæt i en enkelt, historisk begivenhed ja, i virkeligheden fem liniers uddrag af et brev har digtet videre og drejet en historie således, at den blev tilstrækkeligt spændende til at påkalde sig offentlighedens interesse.

Den direkte anledning til min interesse for emnet var, at professor Niels Høiby i et interview i Berlingske Tidende fremsatte groft ærekrænkende udtalelser om min afdøde far, overlæge Tage Bjering, KKH. Jeg har i mine indlæg forgæves afæsket Niels Høiby dokumentation for disse konkrete anklager og i øvrigt peget på, at Høibys behandling af Værnet-sagen i det hele taget er useriøs og poppet.

Gennem sin medvirken ved produktion af dramaet og ved dets præsentation i aviser og tv har Niels Høiby placeret sig som eksponent for netop den udnyttelse af den mere åbne arkivadgang, som jeg mener, man bør tage afstand fra. Dermed får det generel og selvstændig betydning at undersøge Høibys arbejdsmetode. I mine tidligere indlæg har jeg påvist, hvorledes Høiby skaber »beriget virkelighed«. Høibys sidste indlæg giver mig anledning til et par afsluttende eksempler.

I sit sidste indlæg opfordrer Høiby mig til at »prøve at forstå, at det ikke er pop at ransage sin egen stands historiske ugerninger«. Et flot udsagn, hvis sandhedsværdi imidlertid er betinget af, hvad man forstår ved »historisk ransagning«. Til illustration af sin opfattelse af begrebet drager Høiby en parallel mellem sin »ransagning« af Værnet-sagen og tv’s nye serie om »Edderkoppesagen«.

Men netop tv-serien har kun en kerne til fælles med den historiske Edderkoppesag. Langt størstedelen af seriens begivenheder er digt, journalistisk beriget virkelighed. Tv’s »Edderkoppesag« er underholdning, pop. Jeg forstår godt referencen til serien, for det er min opfattelse, at det er præcis samme type »ransagning«, der er baggrund for Høibys fremstilling af Værnet-sagen. Men til forskel fra Høiby præsenterer tv ikke sin serie som »historisk ransagning«, men som det, den er: Underholdning. Og her er vi just ved sagens kerne: Høiby »må prøve at forstå«, at »historisk« ikke er synonym for »en god historie«.

Ønsker man at præstere lødig historisk ransagning, må der stilles krav om redelighed og intellektuel disciplin i beskrivelsen af de historiske begivenheder. Begivenhederne må beskrives i sammenhæng med datidens forhold i øvrigt og ikke vurderes på nutidens præmisser. Og ikke mindst må anklager for alvorlige forbrydelser, rejst mod navngivne enkeltpersoner, forudsætte særdeles tungtvejende dokumentation.

Trods gentagne opfordringer har Niels Høiby ikke været i stand til at fremlægge historisk holdbar dokumentation for de alvorlige anklager, han i sit interview i Berlingske Tidende og i sin optræden i tv har rejst mod en afdød kollega. At Høiby mener at kunne tilfredsstille dokumentationskravet ved at henvise til et par avisartikler og til nogle udsagn i en journalistisk bog, siger en del om lødigheden af hans »historiske ransagning«.

Høiby anfører i sit sidste indlæg, at jeg har tabt en sag ved Pressenævnet. Denne oplysning præsenteres således, at man får det det indtryk, at Pressenævnet dermed har bekræftet kvaliteten af Høibys indsats som historiker. Desværre er der igen tale om en upræcis gengivelse af virkeligheden og fortielse af et ikke uvæsentligt moment. Pressenævnet beskæftiger sig naturligvis ikke med at vurdere Niels Høibys research.
Baggrunden for kendelsen var derimod en klage til Pressenævnet over, at de avisartikler, der rettede grove angreb på min afdøde far, krænkede bestemte regler for »god presseskik«: Kravet om sammenhæng mellem artikeloverskrift og artikelindhold, kravet om særlig efterprøvelse af oplysninger, og forbudet mod at sammenblande redaktionelle kommentarer og beskrivelser af faktiske begivenheder. Pressenævnets flertal to repræsentanter for pressen selv plus en repræsentant for Liberalt Oplysningsforbund fandt ikke, at artiklerne krænkede disse regler. Men uvæsentligt er det i denne sammenhæng ikke, at den fjerde repræsentant, nævnets juridiske medlem, afgav dissens og fandt, at artiklerne krænkede reglerne for »god presseskik« og gav anledning til påtale.

Som det turde fremgå, er der mellem Niels Høiby og mig en så grundlæggende forskellig opfattelse af, hvorledes de åbne arkiver bør udnyttes, på hvad, man forstår ved »historisk ransagning«, og på hvad man forstår ved »dokumentation«, at videre diskussion er meningsløs.

For mit vedkommende er debatten her i Ugeskriftet derfor afsluttet. Som efterskrift kan jeg dog ikke dy mig for et citat. I sit svar på mit indlæg om »Ansvarets Grænse« skrev Høiby: »… jeg har i mange år beskæftiget mig med lægeetik«. Sic(k)!

Charlottenlund
Hans Bjering
Cand.polit.

Svar:
Hans Bjerings efterhånden lange række af læserbreve ser nu ud til at ebbe ud. Hans fremstilling af sagen er et forståeligt partsindlæg, men hans fremstilling og opfattelse af hans fars bidrag til Værnets flugt er ikke korrekt, men forståeligt nok meget subjektivt præget. Som jeg har skrevet i mine svar til Hans Bjering tidligere, er dokumentationen, som faktisk blev opdaget i Landsarkivet ikke af mig, men af journalist Birger Danielsen fra Ritzaus Bureau, yderst overbevisende, hvilket mine undersøgelser af de samme og andre papirer viste. Jeg var ikke involveret i flugtens detaljer før Birger Danielsen henvendte sig til mig og bad om en kommentar, men mine besøg på Landsarkivet bekræftede som sagt hans fund. Jeg står derfor ved mine udtalelser på trods af Hans Bjerings forståelige ophidselse og mange læ-serbreve, som jo ikke indeholder noget nyt om Værnets flugt og Gunnnar Kelstrups og Tage Bjerings hjælpende indsats.

Farum
Niels Høiby

Debat
21. februar 2000 nr. 8

Ansvarets grænse

——————————————————————————–
Niels Høiby
Sager fra 2. verdenskrig kan stadig bringe sindene i kog, som Hans Bjerings brev viser. Jeg forstår godt Hans Bjerings følelser og vil af den grund undlade at kommentere hans mening om min person. Jeg forstår også godt, hvis andre efterkommere efter de involverede personer reagerer stærkt over de fakta, som findes om C.P. Værnets gerninger, pågribelse og flugt. Det nødvendige opgør med nazitidens læger blev kun i ringe grad taget efter 2. verdenskrig i Tyskland og i andre lande.

Jeg har i en længere årrække beskæftiget mig med lægeetik og det uforståelige skred, der skete i Nazityskland »from healers to killers«, og jeg har skrevet om det i Ugeskrift for Læger og i Dagens Medicin. Nogle af de kilder hvor den tyske lægestands nazificering under Hitler og dens prominente spidsers strafundragelse er omtalt:

1. Lifton RJ. The Nazi Doctors, Medical Killing and the Psychology of Genicide. New York: Basic Books, 1986.
2. Müller-Hill B. Murderous Science. Cold Spring Harbor Laboratory Press, 1998.
3. Berg M, Cooks G. Medicine and Modernity, Public Health and Medical Care in Nineteenth- and Twentieth-Century Germany. Cambridge University Press, 1997.
4. Weyers W. Death of Medicine in Nazi Germany, Dermatology and Dermatopathology under the Swastika. Madison Books, 1998.
5. Koch L. Racehygiejne i Danmark 1920-56. København: Gyldendal, 1996.

Om Værnets eksperimenter:

1. Stümke HG. Mellem koncentrationslejren og skalpellen. Information, 19. november 1985.
2. Lund AA. Dansk SS-læge bag eksperimenter. Berlingske Tidende, »Univers«, 31. august 1999.

Jeg fandt for flere år siden ud af, at Carl Peter Værnet havde været SS-læge i kz-lejren i Buchenwald, idet det står i hans biografi i 12. udgave af Den Danske Lægestand fra 1949. I Jørgen Kielers tobindsværk om sabotageorganisationen Holger Danske (»Den første Holger Danske gruppe, Nordens Lænkehunde«, Gyldendal 1993) er sabotagen af Værnets specialklinik på Platanvej 22 den 25.7.1943 beskrevet. Værnets navn er ikke nævnt af hensyn til hans nulevende slægtninge, men da jeg ringede til Kieler og spurgte, bekræftede han, at det var Værnet, der var omtalt, og jeg har i øvrigt talt flere gange med Kieler om Værnet og hans flugt. I Kielers bog står der, at Værnet var gode venner med naziføreren i Danmark, lægen og studiekammeraten Fritz Clausen, og med Werner Best, og at det medførte tab af patienter, da hans sindelag utvivlsomt var kendt lokalt.

Han var derfor ved at sælge villaen med sin klinik til tyskerne for at gå i tysk tjeneste. Ifølge Harly Foged og Henrik Krügers bog »Flugtrute Nord« (Bogan, 1985, side 9-15) om nazisternes hemmelige flugtnet gennem Danmark, og ifølge Den Almindelige Danske Lægeforenings arkiv (Østerlund. En skamplet på den danske lægestand, Ugeskrift for Læger 1999; 161: 4774-7) nedsatte Lægeforeningen i 1945 et særligt undersøgelsesudvalg, som skulle foretage en udrensning i egne rækker af nazikollaboratører, og Værnetsagen var fra begyndelsen blandt de 114 sager, som sendtes til bedømmelse i lægeforeningens voldgiftsret, fordi han var medlem af det danske naziparti. Allerede i slutningen af maj (29.5.1945) fik Lægeforeningen en afgørende oplysning om hans tilholdssted under krigen, da en politibetjent fortalte foreningen, at han i december 1944 havde set Værnet i Buchenwald iklædt musegrå tysk officersuniform.

Lægeforeningen lod straks denne oplysning gå videre til Justitsministeriet, der aldrig besvarede henvendelsen. Udvalgets liste blev også forelagt de allierede myndigheder, som oplyste, at Værnets sag befandt sig i den allierede undersøgelseskommission. Han er allieret krigsfange, idet han er arresteret den 6.5.1945 i Odder og afhørt af Frihedsraadets Odderafdeling og utvivlsomt vil blive dømt som krigsforbryder. Alle hans forsøgsprotokoller og korrespondance fra kz-lejren i Buchenwald er oversat til engelsk i perioden fra den 22.6 til den 9.7.1945 af de allierede. I rubrikken »Meddelelser fra Lægeforeningen« i Ugeskrift for Læger (1947; 109: 443) står trykt kendelsen afsagt af den ekstraordinære undersøgelseskommission. En enkelt sag omtales nærmere, nemlig Værnetsagen, hvorom det bl.a. oplyses, at Lægeforeningen er vidende om, at Værnet den 2.1.1946 befandt sig på Kommunehospitalet, idet hans sagfører tilskrev Lægeforeningen og udmeldte Værnet af Lægeforeningen.
Samme sagfører var også forsvarer for Værnet i 1943, da Sundhedsstyrelsen indledte en sag mod ham på grund af udlevering af alt for meget morfika til en patient i 1942. Sagen havde været behandlet i Retslægerådet den 9.2.1943, men var standset af tyskerne. Hovedbestyrelsen svarede sagføreren, at i henhold til Lægeforeningens love ville dr. Værnets udmeldelse ikke få nogen indflydelse på den mod ham tidligere indbragte sag for Lægeforeningens kollegiale retter. Ifølge ovenfor nævnte bog »Flugtrute Nord« erklærede lægekolleger, at Værnet kun kunne blive behandlet for sin »hjertelidelse« i Sverige (i anførselstegn som skrevet i bogen), men hvem, der hjalp Værnet, var ukendt. Imidlertid var Stockholm sæde for en svensk organisation, som hjalp naziflygtningene til Buenos Aires, og som var meget aktiv og økonomisk stærk. En officiel rapport herom citeres, og i bogen gøres der også rede for, at den argentinske ambassade i København var medinddraget. I Østerlunds artikel i Ugeskrift for Læger (1999; 161: 4774-7), som er nævnt ovenfor, står anført:
»Det lykkes ham (Værnet) desuden at få flere lægeerklæringer fra ,fremtrædende læger (professorer?)’, hvoraf det fremgår, at det nærmest drejede sig om liv eller død, hvis han ikke blev behandlet. Et brev fra en hollandsk hjertespecialist (min tilføjelse: en kirurg og gynækolog dr. J. Samuels) antyder, at det drejer sig om en alvorlig hjertelidelse, fordi den hollandske læge tilbyder at oplære Værnets søn til at behandle ham. Med politiets og statsadvokatens tilladelse får Værnet lov at rejse til Stockholm, hvor han bliver indlagt på Serafimerlazarettet (min kommentar: Hvor dr. Gunnar Kelstrup, som har været ansat på Værnets klinik 1939-1941, havde arkivarbejde på samme Serafimerlazaret i Stockholm november 1944-april 1945). Værnets ,flugt’ til Sverige er altså helt legal, og ifølge et interview med politiet får han endog et mindre ugentligt beløb fra de danske myndigheder. Tilsyneladende bliver politiet klar over, at han vil flygte til Sydamerika og udsteder arrestordre, men for sent … Det er politiets oplysninger, der klart indikerer, at der har været udøvet kreativitet med lægeerklæringer til Værnet, og at fremtrædende læger har påvirket politiet og statsadvokaten.« De sidste akter i sagen i Lægeforeningen er fra april og maj 1959, hvor Værnet tilsyneladende ønsker at vende tilbage til Danmark og genoptage sin lægegerning, efter at Lægeforeningens repræsentantskab i 1950 har givet en generel amnesti til læger, hvis forhold under besættelsen »havde givet anledning til påtale«.
Det er Rigspolitichefen, der gennem Sundhedsstyrelsen spørger Lægeforeningen, hvordan den vil reagere på, at Værnet vender tilbage til Danmark. Lægeforeningen får Værnets sag fra Rigspolitichefen, og på den baggrund meddeler Lægeforeningen, at man vil tage forbehold over for at lade amnestien omfatte Værnet, selv om anklagemyndigheden lader sagen mod ham falde. Af Jyllands-Postens to sider store artikel om Værnet den 3.10.1999, som omfatter besøg hos hans datter Lull i Buenos Aires og hos hans søn, Kjeld Værnet i København, fremgår det, at Værnet først var ansat i det argentinske sundhedsministeriums fysiologiske afdeling, og Udenrigsministeriet oplyser allerede den 19.9.1947, at han er ansat i dette fysiologiske institut. Siden var han praktiserende læge i Buenos Aires, og han havde sin familie hos sig allerede et år efter flugten til Argentina. Han blev kørt ned af en taxa i 1955 og fik ca. 15 knoglebrud og først efter otte operationer og lang rekonvalescens kunne han gå igen med stok. Jeg har i øvrigt selv besøgt hans grav i Buenos Aires i november 1999, hvor jeg deltog i et videnskabeligt møde i byen.
Værnets nazistiske overbevisning og anklagerne for krigsforbrydelser var velkendte af lægestanden, da han var indlagt på Kommunehospitalets 7. afdeling hos Tage Bjering fra den 12.11.1945. Kelstrup, som skrev lægeerklæringer om Værnet, havde været ansat på Værnets klinik fra året før til året efter den tyske besættelse af Danmark, uden at det fremgår af lægeerklæringerne. Den 20.11.1945 skrev Værnet et fem sider langt brev til Kelstrup og takkede ham for, hvad han gjorde for ham, og fortalte om sine hormonbehandlingsplaner og patenter, som gav muligheder for indtægter for mere end 1 milliard kroner! I brevet står der intet om hans sygdom. Kelstrup læste beretningen om forsøgene hos Værnets sagfører og skrev den 20.11.1945 sammen med ham (overretssagfører Bang-Ebbestrup) til politiet om de store indtjeningsmuligheder for Danmark på grund af Værnets undersøgelser i Prag og nævnte til sidst i det fire sider lange brev, at overlæge Bjering fandt Værnets tilstand så alvorlig i øjeblikket, at man måtte kunne forvente dødens indtrædelse når som helst, så man henstillede, at han fik mulighed for at genoptage sit arbejde, da hans åndsevner var usvækkede. Kelstrup indestod som medlem af Generalstabens Efterretningssektion afdeling B med sin person for Værnets forhold, derunder tilstedeværelse i tilfælde af midlertidig løsladelse. Herefter fulgte så fra Bjering en lang række lægeerklæringer fra den 24.11.1945 til den 18.2.1946 og samtidig en række erklæringer fra Kelstrup, hvor Værnets sygdom beskrives tiltagende forværret, og i Kelstrups breve nævnes også de store indtjeningsmuligheder ved Værnets hormonopdagelser. En lægeerklæring fra Vilhelm Møller i Odder, hvor Værnets bror bor, og hvortil Værnet overføres med flyambulance, tilrådte den 22.7.1946 at afhøringerne af ham udsattes en måned. Den 22.8.1946 skrev Kelstrup til statsadvokaten og beskrev forværrede symptomer hos Værnet med hjerteanfald og blodomløbsforstyrrelser og henstillede indtrængende, at Værnet fik mulighed for at rejse til professor Kristersson, Serafimerlazarettet, Karolinska Instituttet i Stockholm, til E-vitaminbehandling og indestod med sin person for, at Værnet vendte tilbage og ville betale hans rejse. Den 5.9.1946 fik Værnets sagfører udvirket, at politiet gav Værnet udrejsetilladelse til kur på Serafimerlazarettet i Stockholm og fremtidigt fik udbetalt 150 kroner ugentligt. Den 29.11.1946 erklærede Kristersson kort, at han intet kendte til sagen. Herefter besluttede politiet at få Værnet anholdt ved domstolsbeslutning den 3.12.1946, da man formodede, at han ville rejse til Sydamerika. Det gjorde Værnet, og den 15.1.1947 oplyste Kelstrup telefonisk til politimesteren på Frederiksberg, at Værnet nu opholdt sig i Brasilien, og den 19.9.1947 var han altså ansat i Argentina.
C.P. Værnet, som var 52 år gammel ved indlæggelsen på Kommunehospitalet, led, ifølge Bjerings lægeerklæringer af angina pectoris, degeneration af hjertemusklen og forstørret hjerte og det var mest sandsynligt, at han ikke levede ret længe. Behandlingsmulighederne var på det tidspunkt digitalispræparater for at styrke hjertemusklens pumpearbejde, nitroglycerinpræparater for at udvide kranspulsårerne ved angina pectoris-anfald og evt. afvandende medicin, hvis hjertelidelsen medførte væskeansamlinger i ben og/eller lunger. Der var ingen andre behandlingsmuligheder i eller uden for Danmark, og Kelstrups historie om E-vitaminbehandling hos Kristersson, Karolinska Instituttet, Stockholm, er uden holdepunkter, da E-vitamin aldrig har været anset for et lægemiddel. I brevet fra Kristersson den 29.11.1946 afslåedes kendskab til sagen om C.P. Værnet da også. Værnets senere liv i Argentina frem til døden som 72-årig, et helt normalt dødstidspunkt for mænd med et normalt lægearbejde og med en fysik, der var robust nok til at overleve en alvorlig ulykke med efterfølgende operationer ti år senere som 62-årig, er næppe foreneligt med lægeerklæringerne.
Allerede tidligere har andre som anført skrevet om »udøvelse af kreativitet med lægeerklæringerne« og »at fremtrædende læger har påvirket politiet og statsadvokaten« og »… erklærede lægekolleger, at Værnet kun kunne blive behandlet for sin ,hjertelidelse’ i Sverige«. Alt dette er i overensstemmelse med de talrige lægeerklæringer over flere måneder fra Bjering og Kelstrup.

De to journalister fra Ritzaus Bureau, Birger Danielsen og Erik Høgh-Sørensen (forfatter af bogen: »Dansk Dødspatrulje. En bog om SS-officer Søren Kam«. Askholms Forlag, 1998) har udført en meget grundig research omkring C.P. Værnets flugt, og deres oplysninger i artiklerne er i overensstemmelse med de foreliggende data.
Sagen er blevet draget frem af den britiske homoseksuelle aktivistorganisation: »Outrage« på grund af C.P. Værnets eksperimenter på kønsomstilling af homoseksuelle kz-fanger med hormonbehandling, som medførte døden for nogle af dem. Det var denne og lignende hormonbehandlinger, som C.P. Værnet så vide fremtidsudsigter i. Patienter skal uanset politisk overbevisning eller evt. forbrydelser, de har udført, selvfølgelig behandles bedst muligt af enhver læge. Problemet med Værnet er, at de udarbejdede lægeattester ikke er i overensstemmelse med hans handlinger og senere liv, og at han ikke lod sig behandle som anført i lægeerklæringerne. Hans »sygdom« kan således ikke have været reel, men et skalkeskjul for den arrangerede flugt.

Jeg skal endnu en gang beklage, at den gamle sag forståeligt nok vækker stærke følelser hos efterkommerne. Det, sagen illustrerer, er imidlertid behovet for at øve retfærdighed mod de døde patienter i kz-lejrene, i dette tilfælde de homoseksuelle i overensstemmelse med Simon Wiesenthals bog: »Retfærdighed ikke hævn«, Munksgaard, 1989.

Forf.s adresse: Skovbakken 50, 3520 Farum.

C.F. Værnet efterskrift til
historisk interesserede

I forlængelse af mit debatindlæg »Ansvarets grænse« i Ugeskriftet (Ugeskr Læger 2000; 162: 1113-5) har jeg været i kz-lejren Buchenwald, hvor C.F. Værnet udførte sine eksperimenter på homoseksuelle fanger. Der mødte jeg en tysk historiker, Wolfgang Röll, som er
ansat i lejren, der nu er mindested for ofrene. Han har skrevet en bog om eksperimenterne på de homoseksuelle, hvor Værnets forsøg er udførligt beskrevet, og hvor en del relevant korrespondance er vist. Bogens

titel er: »Homosexuelle Häftlinge im Koncentrationslager Buchenwald« og udgiveren er Nationale Mahn- und Gedenkstätte Buchenwald, som ligger ved Weimar i Thüringen i Tyskland.

Jeg er for nylig af en arkivar i landsarkivet blevet gjort opmærksom på, at en af de læger, der hjalp Værnet med at flygte til Argentina, Gunnar Kelstrup, den 24.5.1955 døde på dramatisk måde, som er omtalt som forsidehistorie i Jyllands-Posten den 25.5.1955: »Læge dræber tre mennesker og begår derefter selvmord«. Om formiddagen skød og dræbte han sin mangeårige sekretær, Johan Chr. Laub Ostenfeld, og dennes hustru Ninna. Derefter tog han hen og skød sin tidligere hustru, Anne Kelstrup, og sin tidligere svigermor fru Friis, og senere, da han blev fundet af politiet, skød han sig selv. I et efterladt brev oplyste han, at han havde været udsat for pengeafpresning. Ostenfeld var, så vidt jeg er informeret, identisk med administratoren af C.F. Værnets Specialklinik på Platanvej, hvor Kelstrup var ansat i 1939-1941. Ostenfeld var medlem af det danske nazi-parti (DNASP) og stikker i samarbejde med Gestapo, men ifølge en skriftlig erklæring den 8.5.1945 fra Gunnar Kelstrup (»Dr. 9« i den militære efterretningstjeneste), havde han også samarbejdet med frihedsbevægelsen, idet han sendte oplysninger fra bl.a. Shellhuset til Kelstrup. Ostenfeld er også omtalt i Bo Bramsens bog »Blandt 100 gidsler i Horserødlejren 1943« (Aschehoug, 1996). Historien om Værnet indeholder således klassisk dobbeltagentdramatik, fuldt på højde med John le Carré og Markus Wolf.

Farum

Niels Høiby

Niels Høiby har her i Ugeskriftet svaret på mit indlæg om »Ansvarets grænse« og debatspalternes redaktør har stillet mig 800 ord til rådighed til at kommentere Høibys svar. Problemet, som jeg diskuterede i »Ansvarets grænse« var, at Høiby har stillet sin faglige autoritet til rådighed for en slet dokumenteret journalistisk historie, som han oven i købet brygger videre på for egen regning. Dermed placerer Høiby sig i centrum af en væsentlig og aktuel problemstilling.
En offentlig anklage mod en navngiven person for dokumentfalsk, embedsmisbrug og aktiv støtte til en nazistisk krigsforbryder må forudsætte tungtvejende beviser og dokumentation. Vil man ikke udsætte sig selv for en injuriesag, man med sikkerhed vil tabe, turde dette være indlysende, hvis man retter sine anklager mod en nulevende person.
Straffeloven bestemmer imidlertid, at der ikke kan anlægges injuriesag, når den injurierede har været død i mere end tyve år. De fleste af de mennesker, der før, under og umiddelbart efter krigen bestred ledende stillinger er dermed jagtbare. Risikofrit kan man sætte dem under anklage for de værste uhyrligheder og inddrage dem i mere eller mindre frit opfundne begivenheder.
Sammenblandingen af fiktion og fakta er en journalistisk »trend« i disse år. Den risikofri mulighed for at producere »beriget virkelighed«, når blot artiklens offer er død for mere end tyve år siden, udfordrer etikken hos journalister, der lever af at producere historier, folk gider læse. Det er fristende at opprioritere den hurtigt læste personfikserede historie i forhold til den dokumenterede og nuancerede, men også vanskeligere tilgængelige beskrivelse af et faktisk hændelsesforløb.
Der er flere eksempler på, at pressen er faldet for fristelsen. Pressen har sat A.P. Møller under anklage for kollaboration med besættelsesmagten. 6-8 navngivne ministerielle embedsmænd er i pressen anklaget for at have sendt flygtninge direkte til Hitlers gaskamre. Og min afdøde far, overlæge Tage Bjering, er hængt ud for som deltager i et lægekomplot at have ekspederet en nazistisk krigsforbyder på flugt til Sydamerika. Denne journalistiske udvikling er kritisabel. Men det er i langt højere grad kritisabelt, når Niels Høiby, der dog ikke skal leve af dagligt at producere en god historie, spiller med, helt på den journalistiske forenklings præmisser og lægger sin faglige tyngde bag journalistens historie. I den konkrete sag har Høiby i læ bag injurielovgivningens forældelsesbestemmelser formuleret og viderekolporteret en spændende, men dårligt dokumenteret historie om en navngiven kollegas deltagelse i et komplot. Og hvor historien i sig selv ikke tilfredsstiller Høibys krav til spænding, digter han selv til. For det er den »gode« historie, det er pop, der driver Høibys og journalistens projekt, snarere end ønsket om på ordentlig vis at afdække et historisk forløb.
Lad mig give et par eksempler: I sin udtalelse til Berlingske Tidende erklærede Høiby, at Bjering var »dybt involveret i at udsmugle Værnet.« Ikke sandt: Man ser de sammensvorne for sig, »dybt involveret« i at udøve mørkets gerninger. Men ak, der er tale om fri fantasi »beriget virkelighed« og det ved Høiby udmærket. I sit svar på mit indlæg dementerer han nemlig sig selv ved denne gang i overensstemmelse med sandheden at fortælle, at »Værnets rejse til Sverige var helt legal«.
Det fremgår også, når Høiby i TV2’s »Dags Dato« fra 27. februar optræder on location i Buchenwald og rapporterer herfra om, hvorledes Værnet indopererede hormonkapsler i homoseksuelle fanger. Vi besøger en slags operationsstue hvor skalpellerne klirrer, vi hører om fangernes erektion efter behandlingen, og vi ender naturligvis foran krematorieovnene. Fra disse omgivelser skærer Høiby også anklagerne mod sine afdøde kolleger yderligere til: Nu »indlagde to af Værnets lægevenner ham« på KKH, »… det, de beskriver, det er fusk«, »… de har dækket over Værnet«.
Det fremgik også af Høibys nyeste indlæg i Ugeskriftet. Her fortæller Høiby om hvorledes en anden af de læger, Værnet havde kontakt med, begik selvmord, og om hvorledes den ulykkelige mand ved samme lejlighed skød bl.a. sin ekskone og svigermor, begge naturligvis omtalt ved navn. Som Høiby siger: Historien er spændende, som var den skrevet af John le Carre! Så er Høibys vinkel på de tragiske begivenheder angivet!
Afæsket en dokumentation for sine alvorlige anklager mod Bjering var alt, hvad Høiby fremlagde her i Ugeskriftet, en vidtløftig beskrivelse af Værnets meritter, baseret på en artikel af Tommy Østerlund, en bog »Flugtrute Nord« og på en Ritzau-journalists angivelige research. En tynd dokumentation, anklagernes grovhed taget i betragtning. Jeg må fastholde, at intet tilgængeligt materiale dokumenterer Høibys anklager, at Høiby selv digter til Værnethistorien, sammenblander begivenheder, roder rundt i kronologien og undertrykker informationer. Pladsen tillader ikke, at jeg her dokumenterer denne tilbagevisning af Høibys anklager. Men for den interesserede er der syn for sagn på min hjemmeside, http://get2net.dk/hans_bjering.
Og Niels Høiby vil jeg opfordre til på ordentlig og fagligt forsvarlig vis at dokumentere sine anklager eller til at indstille dem.

Charlottenlund
Cand.polit. Hans Bjering

Svar:
Hans Bjering har sideløbende med sine to indlæg om mig i Ugeskrift for Læger indklaget Berlingske Tidende subsidiært Ritzaus Bureaus journalist Niels Birger Danielsen for Pressenævnet for overtrædelse af medieansvarslovens § 34, stk. 1 vedrørende to avisartikler den 20.12.1999 om Værnets flugt, hvor jeg blev interviewet og gav min mening til kende. Han tabte sagen, og avisens og bureauets journalists dokumentation blev således ikke underkendt. Det medfører naturligvis en yderligere frustration hos Hans Bjering, som jeg godt kan forstå, og som jeg så må lægge ryg til. Det er vilkårene, som jeg accepterer.
Vedrørende dokumentationen af forløbet henviser jeg til min tidligere redegørelse (Ugeskriftet 2000; 162: 1113-5, 1601) og til artiklerne i Berlingske Tidende 20.12.1999. Yderligere undersøgelser, jeg har foretaget af de originale dokumenter, bekræfter forløbet. Vedrørende tv-udsendelsen, hvor jeg taler med den tyske historiker Wolfgang Röll, som jeg også har korresponderet med siden, så stod vi ikke i en operationsstue, men i en sektionsstue (et autopsirum) ved siden af krematoriet, hvor SS-lægerne med tysk grundighed beskrev dødsårsagen hos de fanger, som de selv var med til direkte eller indirekte at tage livet af. Der er tale om et tysk museum og mindested (Gedenkstätte) for nazisternes rædselsgerninger, hvor jeg og andre læger af historien kan lære, hvor galt det kan gå også for læger, selv en enkelt dansk læge, under de totalitære forhold, som herskede dengang. Hans Bjering må prøve at forstå, at det ikke er pop at ransage sin egen stands historiske ugerninger tværtimod. Når vi springer frem til efterkrigstiden, som jo også nu vises i Edderkoppesagen på tv, og møder en forsidehistorie med Gunnar Kelstrups mord og selvmord, så er den ligeledes tragisk, men netop sådanne forløb har jo i årtusinder givet inspiration til skuespil, romaner, biografier, tv-spil, film osv., så jeg beder læserne, heriblandt Hans Bjering, forsøge at bære over med min association til netop sådanne forfattere 45 år efter at tragedien skete. Jørgen Røjel er netop nu ved at udgive en bog om den måske værste dobbeltagent i Danmark under besættelsen, og Øjvind Feldsted Andersen har tidligere udgivet en bog om samme dystre emne »Forræderiet 1940-45« (Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1993).
Værnet var ikke den eneste SS-læge, som undslap til Argentina. Jeg har netop læst den tyske historiker Ulrich Völkleins bog »Josef Mengele Der Artz von Auschwitz« (Steidl, 1999). Inden Mengele den 30.5. 1943 kom til Auschwitz og udførte sine uhyrligheder frem til 17.1.1945, var han i øvrigt tilknyttet Waffen-SS-Division »Wiking« 1940-1942, hvor mindst 500 danskere tjente som frivillige SS-soldater ifølge C. Bundgaard Christensen, N.B. Poulsen og P.S. Smiths bog »Under Hagekors og Dannebrog« (Aschehoug, 1998), og hvor nogle af dem vel kan tænkes at være blevet behandlet af ham. I Völkleins bog er Mengeles flugtvej i 1949 beskrevet over Brennerpasset i Østrig til Genova og med skib herfra til Buenos Aires i kapitlet »Auf dem Rattenweg nach Südamerika«. Mange hjælpere deltog og han fik et Røde Kors-pas i det schweiziske konsulat! I Argentina var et effektivt »Kameradenwerk« af nazistiske emigranter ledet af den højt dekorerede Luftwaffeoberst Hans Ulrich Rudel (1916-1982) og med hjælp fra den hollandske SS-offficer Willem Sassen i Buenos Aires, under Perons beskyttelse i stand til at hjælpe økonomisk, med falske papirer, opholdsadresser osv. I Mengeles tilfælde bistået af en ungdomsven, Hans Sedlmeier fra Mengeles fødeby Günzburg i Bayern. Til Argentina kom en række andre massemordere fra Nazityskland, som chefen for en SS-Einsatzkommando i Sovjetunionen dr. Kurt Christmann, den ansvarlige for massetransporterne til koncentrationslejrene, Adolf Eichmann, SS-Standartenführer Walter Rauff, som var en af hovedmændene bag gasning af mennesker, Riga-ghettoens stedfortrædende kommandant Eduard Roschmann, ghettokommandanten fra Przemysl Josef Schwammberger og kommandanterne fra udryddelseslejrene Sobibor og Treblinka Franz Stangl og Gustav Wagner. Hvor meget Værnet plejede omgang med denne tyske koloni er uvist. Da Eichmann blev fanget af Israels efterretningstjeneste i 1960 og ført til domfældelse og henrettelse, blev den nazistiske koloni yderst urolig, og Mengele flygtede til Brasilien, hvor han levede en ussel tilværelse i evig frygt, men med fortsat forbindelse til sin søn og anden familie i Tyskland, indtil han druknede i 1979.
Værnets flugt til Buenos Aires og senere liv i byen følger således andre nazisters skæbne. Hvorfor han endte netop på den engelske kirkegaard i stedet for på den tyske lige ved siden af er uvist, men de andre gamle nazister gjorde meget for at skjule deres spor også efter døden, så lignende motiver kan vel ikke udelukkes måske et sidste tegn på »det ondes banalitet«, som Hannah Arendt har beskrevet i »Om vold, tænkning og moral« (Det lille forlag, 1998).

Farum
Niels Høiby

Niels-Birger Danielsen Journalist, cand.phil. i historie

Cand.polit. Hans Bjering har siden 21. februar bragt tre indlæg her i Ugeskriftet om professor Niels Høibys rolle i afsløringerne om SS-lægen Carl Peter Værnets flugt til Argentina 1946-47. De første to af indlæggene fremstod under overskriften »Ansvarets grænse«. Redaktøren har nu valgt at afslutte debatten, og jeg synes i den forbindelse, det er på sin plads at slå fast, hvem der har ansvaret for hvad i denne sag.

Bjerings kritik af Høiby har for en stor del handlet om, at Høiby som »amatørhistoriker« uberettiget skal have brugt sin faglige autoritet fra den medicinske verden inden for et andet fagområde det historiske.

Dette er forkert. Godt nok har professor Høiby i mange sammenhænge skrevet om Værnet-sagen, men anledningen til Hans Bjerings indlæg var alene de offentliggjorte oplysninger om, at Bjerings far, overlæge Tage Bjering fra Københavns Kommunehospital, med falske lægeerklæringer var med til at muliggøre Værnets flugt. I den forbindelse har Høiby udelukkende optrådt som læge ikke som historiker.

Det var undertegnede, der er journalist på Ritzaus Bureau, der som den første fik adgang til politisagen mod Carl Peter Værnet i Landsarkivet for Sjælland. Resultatet blev tre artikler på Ritzaus nyhedstjeneste, som blev bragt i Jyllands-Posten 19. december i fjor og i Berlingske Tidende 20. december.

Derfor har jeg alene ansvaret for den kildekritiske analyse af dokumenterne og konklusionerne i artiklerne, og jeg vil i særdeleshed understrege, at Høiby ikke havde del i beslutningen om at nævne de to involverede læger ved navn. Niels Høiby udtalte sig som ekspert ud fra de oplysninger, han fik af mig. Hvis oplysingerne senere havde vist sig at være forkerte, havde ansvaret været mit ikke Høibys. Niels Høiby afgav senere en udtalelse i forbindelse med den pressenævnssag, som Hans Bjering anlagde mod Berlingske Tidende subsidiært mod mig.

I erklæringen udtalte Høiby, at indholdet i overlæge Tage Bjerings syv lægeerklæringer om Værnets påståede hjertelidelse omkring årsskiftet 1945/46 »ikke er foreneligt med« det forhold, at Carl Peter Værnet levede 20 år til til 1965. Altså en rent lægelig tilkendegivelse.

Jeg står fuldt ud ved indholdet i artiklerne fra december, og senere besøg i Landsarkivet har ikke har givet mig grund til at ønske, at jeg havde fremstillet forløbet anderledes. Hans Bjering henviste i Ugeskrift for Læger den 22. maj til forskellige dokumenter, som han har lagt frem på Internet-siden http://www.hanzi.dk/bjering

. Bjerings dokumentsamling omfatter langtfra alle relevante papirer i sagen, men godt nok nogle af de mest centrale. Men selv den selektion, som Hans Bjering har lagt frem, dokumenterer efter min opfattelse klart den fremstilling, som jeg og senere Høiby har givet at lægerne Tage Bjering og Gunnar Kelstrup med »hjælpsomme« erklæringer hjalp SS-lægen på flugt. Professor Niels Høiby har efter min opfattelse fuldt ud gjort rede for sagen i Ugeskriftet nr. 8, men hvis nogen skulle have lyst til at stille yderligere spørgsmål ud fra Hans Bjerings Internet-side, er De velkommen til at sende mig et brev eller en e-post. Alle vil få svar. Jeg er også klar til at diskutere dokumenterne med Hans Bjering ved et offentligt møde, hvis nogen skulle være interesseret.

En tredje mulighed er at rekvirere Pressenævnets 13 sider lange kendelse i sagen, der blev afsagt på basis af ca. 30 dokumenter, der blev fremlagt af Hans Bjering hhv. af mig. I kendelsen opsummerer nævnet i detaljer vores respektive argumentation i nøgternt, juridisk sprog. Som tidligere oplyst i Ugeskriftet tabte Bjering sagen, og dokumentationen bag artiklerne blev dermed ikke underkendt.

Kendelsen sag nr. 7/2000 Hans Bjering mod Berlingske Tidende kan fås hos Pressenævnet, Prins Jørgens Gård 13, 1218 København K, tlf. 33 15 55 64.

København Niels-Birger Danielsen Journalist, cand.phil. i historie

NetDoktor

Nyheder mandag 20 december 1999

Nazi-læge: Kemigiganten Dupont Danmark A/S vil undersøge om virksomheden var i kontakt med den danske KZ-læge Carl Peter Værnet med henblik på at producere et produkt. Produktet, der skulle kurere homoseksualitet, var angiveligt udviklet på baggrund af menneskeforsøg i koncentrationslejren Buchenwald. Det undersøges om Dupont ligger inde med arkivmateriale omkring sagen. Efter alt at dømme blev Carl Peter Værnet hjulpet på flugt af to fremtrædende læger for at undgå anklager ved en krigsforbryderdomstol. Værnet flygtede til Argentina og døde først 72 år gammel i 1965. (Ritzau, Berlingske Tidende, 1. sektion, 8. Jyllands-Posten, søndag, 1. sektion, 5)

NetDoktor.dk – Nyheder mandag den 23. august 1999

Nazi-læge: Carl Peter Værnet, den danske læge, der under 2. Verdenskrig udførte eksperimenter på homoseksuelle i KZ-lejren Buchenwald, blev ifølge politiet hjulpet til flugt af andre læger efter krigen. Det viser dokumenter fra Lægeforeningens arkiver, der danner baggrund for en artikel i det nummer af Ugeskrift for Læger, der udkommer i dag, mandag. Han blev ikke genoptaget som medlem af foreningen efter foreningens ønske om eksklusion i 1948. Allerede i 1945 gjorde man myndighederne opmærksomme på hans virke, da man her første gang fik kendskab til det. (Berlingske Tidende, søndag, 1. sektion 7)

CafeSUKKER (Net-Zine):-

Homoseksuelle forsøgsdyr

To år tidligere havde den begavede politiker K.K. Steincke gennemført den første strafferetsreform i Danmark nogensinde, og som det første land i verden fik vi afkriminaliseret selve den homoseksuelle adfærd mellem voksne, enige mænd. Men få år senere foretog den danske læge Dr. Værnet modbydelige eksperimenter på homoseksuelle fanger i Hitlers koncentrationslejre. Han sprøjtede mandlige kønskirtler direkte ind fangerne, med umådelige lidelser og intet resultat til følge. Den almene danske Lægeforening har aldrig rigtigt taget afstand fra hans meritter efter krigen, og selv formodes han at være død i Latinamerika. Han undgik blandt andet retsforfølgelse fordi Det danske Justitsministerium arbejdede for langsomt. ”

forf.jpg (2680 bytes)

Journalernes Bogforlag Postbox 192 – DK 2000 F
De Forfulgte
– et folk på flugt…fra 1994

Af Britt Bartenbach og
Ole Hans Jensen

“Bogens to forfattere, journalisterne Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen, går bag om begivenhederne, og afslører nye detaljer
om mysteriet Jane Horney, et af krigens sorte kapitler, Martin Bormanns ophold i Danmark efter krigen – samt om Varulve-og
Odessa organisationerne i Norden og om den danske nazi-læge Dr. Carl Peter Værnet fra KZ-lejren Buchenwalde… ”

Værnet-lokalradio-Udsendelse:

URL: www.npi-news.dk/page125.htm

“Lyt til landets modigste lokalradio: Radio Frederiksberg-Journalen Siden er under konstruktion Prøveudsendelse: 1. Karl Peter Værnet den danske Nazi.læge i Buchenwalde NB! Udsendelsen varer ca. 55 min. – og kan downloades ved at klikke på højre …”

TV 2 – “Dags Dato” – 27. februar 2000 (11m:37s)

Dansk KZ-læge reddet fra retsopgør af falsk helbredsattest
ddvideo.jpg (6857 bytes)

se video 11min:37sek : http://nyhederne.tv2.dk/dagsdato.asp?id=308&video=8332

Den danske læge Carl Peter Værnet arbejdede under Anden Verdenskrig i den berygtede koncentrationslejr Buchenwald.

Ikke for at hjælpe de syge og svage, men for at gøre forsøg på at “helbrede” homoseksuelle.

Carl Peter Værnet gik ind i det danske nazistparti allerede i 1930’erne, og hans kontakt med partitoppen gav ham mulighed for at afprøve sine teorier i praksis.

Professor Niels Høiby har fået adgang til de hidtil lukkede arkiver, der bl.a. kaster lys over, hvordan det lykkedes Carl Peter Værnet at undslippe til Argentina, på trods af at han stod anklaget for krigsforbrydelser under retsopgøret i Danmark efter besættelsen.

Dags Dato har interviewet Carl Peter Værnets søn, Kjeld Værnet, som også selv er læge.

Indslag af Hanne Ida Alsbirk

tv2.jpg (2206 bytes)
Professor Niels Høiby har fået adgang til krigsarkiver om den danske KZ-læge, der var anklaget for krigsforbrydelser, men som undslap til Argentina

TV 2

krickler.jpg (1247 bytes)Dansk e-mail fra Kurt Krickler;

Generalsekretär (HOSI) Wien

HomoSexuelle Initiative

Tak for din meget lang e-mail. Jeg kendte en del allerede, specielt
udsendelserne fra Peter Tatchell. Men jeg kendte ikke dine informationer om
hvornår Værnet døde. At han måtte være død nu, det kunne man jo faktisk gå ud fra.
…(…)
Ligeså latterligt synes jeg er det når Rex Wockner skriver: “The credit for
reopening the Vaernet-case has to go to Peter Tatchell of OutRage!” fordi jeg
synes den eneste nyhed i denne sag og sammenhang er dine informationer om
Værnets videre skæbne og død. Det var nu virkelig noget nyt og helt
sensationelt. Det er storartet at du kunne finde barnebarn til Værnet!

Værnets forbrydelser har været kendt i Tyskland og Østrig i mange mange år –
og hans flugt er heller ikke noget nyt. Jeg læste første gang om den i bogen
“Flugtrute Nord – Nazisternes hemmelige flugtnet gennem Danmark” af Harly
Foged og Henrik Krüger, som udkom i forlag Bogan (Lyngby) i 1985. Jeg havde
faktisk oversatt denne information til tysk og offentliggjort det i HOSI Wiens
tidsskrift “LAMBDA-Nachrichten” (# 2/1988). Denne artikel var også Günter
Graus eneste kilde. Grau citerede faktisk kun fra den da han berettede om
Værnets flugt i sin bog “Homosexualität in der NS-Zeit” som udkom i Tyskland i
1993 og i engelsk oversættelse (“Hidden Holocaust”) i 1995. Alle informationer
om Værnets flugt som Tatchell bruger i sit brev til Poul Nyrup Rasmussen er
taget fra Grau og dermed fra LAMBDA-Nachrichten og dermed fra Foged/Krüger. I
motsætning til Tatchell har Grau angivet LAMBDA-Nachrichten og Flugtrute Nord
som kilder.

Har du tænkt dig at efterforsker sagen videre, f. eks. at finde Værnets to
andre sønner fra første familien som Christian V. skriver om og som åbenbart
lever stadig væk i Danmark?

Der er faktisk nogle forskellige informationer i bogen af Foged og Krüger
sammenlignet med hvad Christian V. skriver: Foged/Krüger angiver Værnets
fødselsdato med 28. april 1903 (i Astrup) – altså eksakt ti år senere. Han
blev født som Carl Peter Jensen, i 1921 byttede han efternavnet Jensen ud med V.

Og så skriver de to: “I årene før krigen nåede han at etablere sig som en af
Københavns kendteste modelæger. Men allerede i krigens første år mistede han
mange af sine patienter, da det rygtedes, at han plejede omgang med kollegaen,
lederen af det danske nazistparti, Frits Clausen.
Til sidst solgte han sin klinik på Platanvej i København til den tyske
besættelsesmagt. Kort efter blev den sprængt i luften af sabotører. Selv drog
læge Værnet med sin hustru og fire børn til Tyskland for at stille sin kunnen
til Det Tredje Riges rådighed.”

Det betyder altså at han tog sin dansk familie med til Tyskland, og at han
allerede havde dengang fire børn mens Christian V. skriver Værnet efterlod sin
dansk familie med tre sønner i Danmark og giftede sig igen i Tyskland og havde
tre eller fire flere børn.

Hvis du er interesseret i artiklen om Værnet i Foged/Krügers bog men ikke kan
finde den i Danmark mer, så kunne jeg sende eller faxe dig kopier af de par
sider fra bogen fordi jeg har den stående i min reol.

Jeg sender dig også nogle informationer om kampen for kompensation i Østrig.
Det var nogle muntlige informationer jeg gav på mødet af den International
Pink Triangle Coalition i Berlin sidste februar.

Venlig hilsen

Kurt Krickler

(Undskyld min dårlig dansk men som du sikkert har lagt mærke til, så er det
ikke mit modersmål!)

ln100cover.jpg (28537 bytes)

FOLGENDER ARTIKEL STAMMT AUS DEN „LAMBDA-NACHRICHTEN”, DER ZEITSCHRIFT DER HOMOSEXUELLEN INITIATIVE (HOSI) WIEN

AUSGABE 1/2000 Jan.-Febr.- Märtz. Seite 33- 42

LAMBDA-Nachrichten 1/00

In der aktuellen Nummer der LN findet sich eine ausführliche Reportage über Carl Vaernet, der als KZ-Arzt Experimente an Schwulen durchführte.

KZ-Experimente an Schwulen:

Auf der Spur des SS-Arztes Carl Værnet

Schicksal des SS-Arztes Carl Værnet geklärt

Dank Internet ist es nun gelungen, das weitere Schicksal des dänischen SS-Arztes Carl Værnet zu eruieren, der im KZ Buchenwald medizinische Experimente an Homosexuellen vornahm und sich nach dem Krieg gerechter Strafe durch Flucht nach Südamerika entzog. Ein dänische Schwulenaktivist hat sich im Internet auf die Suche gemacht und ist dabei auf einen Enkel des KZ-Arztes in Argentinien gestoßen. Dieser berichtete, daß sein Großvater 1965 verstorben ist.

Die neuerliche Beschäftigung mit der Causa Værnet und seinen Hintergründen rief in Dänemark in der zweiten Hälfte des Vorjahres großes öffentliches und mediales Interesse hervor. Durch die Nachforschungen wurde indes auch wieder in alten dänischen Wunden aus der Besatzungszeit und danach gerührt. Im Dezember 1999 wurde im Zuge dieser Diskussion bekannt, daß auch der Vater des amtierenden Ministerpräsidenten ab 1941 Mitglied der Nazi-Partei war.

Der Fall Værnet muß zudem im Kontext mit anderen dunklen Kapiteln der jüngsten Vergangenheit betrachtet werden: den Massenkastrationen und Massen-Lobotomie-Operationen, die in Dänemark und in den anderen skandinavischen Ländern bis in die 70er und 80er Jahre durchgeführt wurden.

Ein Bericht von Kurt Krickler

Langjährige LN-LeserInnen werden sich vielleicht noch erinnern: In unserer Ausgabe 2/88 beschäftigten wir uns aus Anlaß des Bedenkjahres 1988 – der Anschluß Österreichs an Nazi-Deutschland jährte sich zum 50. Mal – ausführlich mit dem Thema Homosexuellenverfolgung im Dritten Reich (und danach), wobei wir den Schwerpunkt auf die Rolle legten, die Ärzte und die Medizin dabei spielten. In einem der Beiträge (S. 53-55) berichteten wir über den dänischen SS-Arzt Carl Værnet, der im KZ Buchenwald Homosexuelle durch Implantierung der von ihm entwickelten „künstlichen männlichen Sexualdrüse” zu Heterosexuellen machen wollte. Diese Experimente des „dänischen Mengele”, wie Værnet später auch bezeichnet wurde, waren seit langem bekannt und wohldokumentiert.1

Værnet, der Hormonforscher

Værnet wurde am 28. April 1893 in Astrup, einem Dorf in der Nähe von Århus, als Carl Peter Jensen geboren. 1921 änderte er seinen Allerweltsnamen offiziell auf den nicht gebräuchlichen Namen Værnet, was auch soviel wie „die Wehr”, „der Schutz” bedeutet. 1920 heiratete er Edith Frida Hammershøj, mit der er drei Kinder hatte. Von seinem ältesten, im selben Jahr geborenen Sohn Kjeld wird später noch die Rede sein. 1923 schloß Carl Værnet sein Medizinstudium ab. Er machte seinen Turnus in Kopenhagener Krankenhäusern und eröffnete eine eigene Praxis in der Hauptstadt. Später verließ er seine erste Frau und heiratete 1927 ein zweites Mal. Dieser Ehe entstammten weitere vier Kinder. In den Jahren 1932-34 absolvierte er Studienaufenthalte in Berlin, Gießen, Wien, Göttingen und Paris.

1932 begann er auch mit seinen endokrinologischen Forschungen, wobei er an Hühnern experimentierte.2 Dazu muß man wissen, daß in den 30er Jahren die Eugenik3 hoch im Kurs stand, nicht nur in Dänemark. 1939 begann Værnet schließlich mit Testosteron-Forschungen, und am 21. Juli 1941 berichtete die Tageszeitung B. T. unter dem Aufmacher Revolutionierende dänische Hormonoperationen, daß Værnet die von ihm entwickelten künstlichen Hormone an Hühnern ausprobiert hatte. Ergebnis: Aus Hühnergegacker wurden Hahnenschreie. Man geht davon aus, daß der Arzt damals auch bereits Schwule mit seinen künstlichen Hormonen behandelt hat, um sie von ihrer Homosexualität zu heilen. Er hatte eine Metallkapsel, die den Patienten als Hormondepot eingepflanzt wurde, entwickelt. Durch eine Öffnung in dieser Kapsel sollte die vom Körper benötigte Hormonmenge an diesen abgegeben werden. Die künstliche Drüse sollte wie eine natürliche funktionieren. 1942 implantierte er einem schwulen Lehrer eine solche künstliche Testosteron-Sexualdrüse mit „gutem Erfolg” – der Lehrer heiratete. 1943 ließ sich Værnet seinen „Hormon-Preßling” in Dänemark patentieren, danach in Deutschland.

Værnet dient sich den Nazis an

Værnet war nicht nur davon überzeugt, Homosexualität heilen zu können, sondern auch überzeugter Nationalsozialist. Nach der Besetzung Dänemarks verlor er deswegen bald viele seiner PatientInnen. Mit seiner Praxis am Platanvej in Kopenhagen hatte er sich vor dem Krieg als einer der bekanntesten Modeärzte etabliert. 1943 verkaufte er sie an die Besatzungsmacht, kurz darauf wurde sie von der dänischen Widerstandsbewegung in die Luft gesprengt. Værnet diente sich mit seiner „Heilmethode” den Nazis an und konnte Reichsführer-SS Heinrich Himmler dafür gewinnen. Himmler, der darin wohl eine „Endlösung” der Homosexuellenfrage sah, war offenbar begeistert. Im November 1943 befahl er die Anstellung Værnets durch die Deutsche Heilmittel GmbH, eine SS-Firma. Sein Vertrag wurde von Gestapo-Chef Kaltenbrunner und Reichsarzt-SS Grawitz unterschrieben. Værnet erhielt den Rang eines SS-Sturmbannführers und Laboratorien im besetzten Prag, wohin er samt Familie übersiedelte.

Im Juli 1944 wurde die Leitung des KZ Buchenwald von Himmlers Büro angewiesen, homosexuelle Gefangene für Værnets Behandlungsmethode abzustellen. Am 26. Juli 1944 kam Værnet ins KZ, um persönlich fünf „echte Homosexuelle” auszusondern, die als geeignet für die Erprobung seiner Heilmethode erschienen. Am 13. September 1944 wurden diesen fünf Personen, wovon zwei kastriert und einer sterilisiert waren (zwei waren nicht voroperiert), die künstliche Sexualdrüse eingesetzt. Am 8. Dezember 1944 wurde sieben weiteren Häftlingen eine Hormon-Metallkapsel implantiert. Laut Eugen Kogon (siehe Fußnote 1) sind mindestens zwei Versuchspersonen unmittelbar als Folge der Operation – wegen der mangelnden hygienischen Verhältnisse – gestorben. Zwar berichtete Værnet in der ersten Zeit seinen Vorgesetzten regelmäßig über Fortschritte und Erfolge, doch gegen Ende 1944 entwickelte er ein Eigenleben. Im Oktober 1944 hatte er seinen letzten vertraglich vereinbarten Monatsbericht abgeliefert. Irgendetwas schien bei den Experimenten schiefzulaufen. Schließlich beschwerte sich die Deutsche Heilmittel GmbH in Prag am 28. Februar 1945 in einem Schreiben an das Wirtschafts- und Verwaltungshauptamt der SS über die „große Selbständigkeit” Værnets.

Wie erwähnt, sind Værnets medizinische Versuche – zumindest die oben erwähnten, möglicherweise gibt es jedoch noch weitere, über die keine Unterlagen bzw. Augenzeugenberichte existieren – sowie die Umstände seiner Tätigkeit im Deutschen Reich recht gut dokumentiert (siehe Literaturhinweise in Fußnote 1), weshalb an dieser Stelle nicht in allen Einzelheiten darauf eingegangen werden soll (dies würde den Rahmen dieses Berichts bei weitem sprengen). Über das weitere Schicksal der von Værnet behandelten Schwulen – ob sie das KZ überlebten, ob sie nach dem Krieg jemals Entschädigung erhielten – ist wenig bis gar nichts bekannt.

Værnet gelingt die Flucht

Nach dem Ende des Kriegs kam Værnet in britische Kriegsgefangenschaft und wurde wie viele andere Landesverräter in der Alsgade Skole in Kopenhagen interniert. Man wußte nur, daß er als SS-Arzt im KZ Buchenwald tätig war – einer der rund 2000 dort internierten dänischen Polizisten hatte ihn erkannt und im Mai 1945 darüber Mitteilung an die dänische ÄrztInnenkammer (Den Almindelige Danske Lægeforening – DADL) gemacht. Sie informierte das Justizministerium, erhielt aber nie eine Antwort. Über seine Menschenversuche war noch nichts bekannt. Gleichzeitig lief gegen ihn – wie gegen mehr als hundert andere Ärzte, die der Nazi-Partei angehörten – ein Ausschlußverfahren beim Kammer-Schiedsgericht. Værnet kam dessen Entscheidung jedoch zuvor: Am 2. Jänner 1946 ließ er der Kammer durch einen Anwalt seinen Austritt mitteilen. Diese antwortete, daß der Austritt keinerlei Einfluß auf das anhängige Ausschlußverfahren hätte. In der ÄrztInnenkammer ging man davon aus, daß er noch inhaftiert wäre. Doch im Dezember 1945 war er wegen eines angeblichen Herzleidens ins Kommunehospital in Kopenhagen verlegt worden. Im Herbst zuvor hatten ihn die Briten den dänischen Behörden übergeben. Irgendwann Ende 1946 gelang Værnet schließlich die Flucht über Schweden nach Argentinien: Ärztekollegen – so das hartnäckige Gerücht – hätten ihm bescheinigt, daß sein Herzleiden nur in Schweden behandelt werden könnte. Daraufhin erhielt er die Erlaubnis, nach Stockholm zu reisen.

Bei den Nürnberger Prozessen kamen schließlich die Menschenversuche Værnets ans Licht. Im April 1947 erhielt die ÄrztInnenkammer ein Schreiben der Alliierten Kriegsverbrecherkommission in Nürnberg, in dem über Værnets medizinische Experimente an KZ-Häftlingen Mitteilung gemacht wurde. Die Kammer ließ dieses Schreiben über die Gesundheitsbehörden an den Generalstaatsanwalt (Rigsadvokaten) weiterleiten. Von dort kam die lakonische Antwort, jüngst erhaltenen Informationen zufolge hielte sich Værnet in Brasilien auf, man wüßte jedoch keine genaue Adresse. Die dänische Öffentlichkeit erfuhr von den Beschuldigungen gegen Værnet am 22. August 1947 aus der kommunistischen Tageszeitung Land og Folk und der am selben Tag erscheinenden Ausgabe der Ugeskrift for Læger, der Wochenzeitschrift der ÄrztInnenkammer.

Die Tatsache und die oben beschriebenen wesentlichen Umstände von Værnets Flucht sind ebenfalls seit langem bekannt, nicht jedoch die näheren Einzelheiten, wer ihm wie dabei geholfen hat. Erst im August, November und Dezember 1999 wurden nunmehr neue Details bekannt. Und dies geht letztlich eigentlich auf den erwähnten Artikel über Værnet in den LN 2/88 zurück. Damals hat der Autor dieser Zeilen einen Beitrag über den SS-Arzt aus dem Dänischen übersetzt und für die LN bearbeitet: Die beiden Autoren Harly Foged und Henrik Krüger hatten 1985 ein Buch über das nach dem Krieg aufgebaute Nazi-Fluchtnetz durch Dänemark veröffentlicht und darin das erste Kapitel dem Wirken und der Flucht Værnets gewidmet.4 Am Ende des Kapitels schreiben sie: Von den Helfern des Nazi-Fluchtnetzes durch Dänemark und Schweden wurden die flüchtenden Kriegsverbrecher „Nürnberger Urnen” genannt. Dr. Værnet war möglicherweise der einzige Däne, der tatsächlich für Nürnberg qualifiziert gewesen wäre. Aber irgend jemand verhalf der Urne Værnet zur Flucht, sodaß seine Asche in alle Winde zerstreut wurde. Wer? – Diese Frage ist bis heute nicht restlos geklärt. Das letzte, was man – zumindest in der Öffentlichkeit – bis zum Aufspüren seines Enkels 1998 von Værnet hören sollte, war in einem Leserbrief in der Tageszeitung Berlingske Tidende vom 19. November 1947. Darin wunderte sich ein in Argentinien lebender Däne, daß Værnet trotz der ihm zur Last gelegten Verbrechen eine Stelle innerhalb des Gesundheitswesens von Buenos Aires bekleidete. Es sah indes so aus, als ob sich weder dänische noch alliierte Behörden dafür interessierten, ihn zur Verantwortung zu ziehen oder gar seine Auslieferung in die Wege zu leiten.

Aufklärung von Dänemark verlangt

Diesen Beitrag aus den LAMBDA-Nachrichten # 2/88 verwendete schließlich – abermals gekürzt – Günter Grau in seinem Buch Homosexualität in der NS-Zeit (siehe Fußnote 1), das 1995 auch in englischer Übersetzung erschien.5 Dort hat Peter Tatchell, bekannter Schwulenaktivist der Londoner Aktionsgruppe OutRage!, die auf direct action spezialisiert ist, vom Fall Værnet gelesen. Im März 1998 schrieb Tatchell an den dänischen Ministerpräsidenten Poul Nyrup Rasmussen und an den argentinischen Staatspräsidenten Carlos Menem. Von ersterem verlangte OutRage! u. a. Aufklärung darüber, warum die dänischen Justizbehörden die schwerwiegenden Anschuldigungen gegen Værnet ignorierten, was in den letzten 50 Jahren von dänischer Seite unternommen worden ist, um Værnet wegen seiner Verbrechen gegen die Menschlichkeit vor Gericht zu bringen, und ob seine Fluchthelfer jemals zur Verantwortung gezogen wurden. Tatchell verlangte die sofortige Aufnahme von Ermittlungen und die Einleitung eines strafrechtlichen Verfahrens. Zu diesem Zeitpunkt hatte Tatchell keinen Hinweis darüber, daß Værnet tot war, wovon jedoch auszugehen war, denn mittlerweile hätte er 105 Jahre alt sein müssen. Es hätte aber auch ein Blick ins dänische ÄrztInnen-Who is Who Den Danske Lægestand (Der dänische ÄrztInnenstand) genügt, wo Carl Værnets Sterbedatum mit August 1968 angegeben wird – das allerdings, wie sich inzwischen herausgestellt hat, falsch ist.

Durch seine Anfrage an den dänischen Premierminister hat Tatchell jedenfalls den Fall Værnet wiedereröffnet und den Stein zur endgültigen Klärung des Falles ins Rollen gebracht. So machte sich ein dänische Schwulenaktivist im Internet auf die Suche nach Verwandten Værnets in Südamerika. Seine Nachforschungen mittels der Alta-Vista-Suchmaschine zeitigten rasch Erfolg. Ein Enkelsohn Carl Værnets, Cristian Vaernet, wurde im April 1998 gefunden. Sein Vater war der jüngste Sohn aus der ersten Ehe des SS-Arztes mit Edith Hammershøj. Er wußte nichts von der SS-Vergangenheit seines Großvaters und war ziemlich schockiert, plötzlich damit konfrontiert zu werden. Aber er war bereit, in der Familie Erkundigungen über seinen Großvater einzuholen. Er bestätigte, daß dieser nach dem Krieg eine Stelle als Endokrinologe im argentinischen Gesundheitsministerium bekleidete. Und er konnte auch über den Tod des SS-Arztes Auskunft geben: Carl Peter Værnet verstarb am 25. November 1965 im Alter von 72 Jahren und liegt auf dem Cementerio Británico, dem britischen Friedhof in Buenos Aires, begraben (Reihe 11 A 120). Cristians Vater war nach dem Krieg ebenfalls nach Argentinien gekommen, hatte sich aber in der Provinz Chaco, mehr als 1000 km von der Hauptstadt entfernt, niedergelassen, wo Cristian heute noch lebt. Ansonsten konnte Cristian nicht viele Auskünfte geben. Er war acht Jahre alt, als sein Großvater starb, und seitdem auch sein Vater tot ist, hat die Familie keinen Kontakt mehr zu den Brüdern seines Vaters, die in Dänemark leben.

Diese Informationen waren auch Anlaß für IHWO, einen eigenen Website zum Fall Carl Værnet anzulegen und alle relevanten Informationen auf diesem zusammenzutragen. Der Autor dieser Zeilen machte auf das Buch von Foged/Krüger aus 1985 aufmerksam, das inzwischen in Dänemark in Vergessenheit geraten war, bei ihm zu Hause aber im Regal steht. Der Website enthält auch viele Links zu anderen relevanten Websites, etwa zu den Lobotomie-Skandalen in Skandinavien (Texte auf englisch) – siehe später. Auch die vielen neuen Informationen im vorliegenden Artikel stammen von IHWO´s Website: http://users.cybercity.dk/~dko12530/hunt_for_danish_kz.htm

tatchell.jpg (1145 bytes)Peter Tatchell, bekannter Schwulenaktivist, brachte den Stein ins Rollen.

Rasmussen antwortet spät

Fast fünfzehn Monate sollten vergehen, bis Peter Tatchell Antwort vom dänischen Ministerpräsidenten erhielt. Am 8. Juni 1999 teilte ihm Rasmussen mit, das Justizministerium mit der Sache betraut zu haben. Am 6. Juli 1999 schrieb dieses schließlich an Tatchell, daß sich alle Unterlagen aus der fraglichen Zeit im Staatsarchiv (Rigsarkivet) befänden, das Ministerium selbst nicht im Besitz irgendwelcher Unterlagen zu Værnet wäre. Man habe Tatchells Brief ans Rigsarkiv weitergeleitet. Außerdem wurde darauf hingewiesen, daß in Fällen von Informationen über Privatpersonen und über Strafverfahren erst nach 80 Jahren Zugang zu Dokumenten möglich wäre, allerdings könne unter gewissen Umständen eine Ausnahme von dieser Regel gemacht werden. Entsprechende Ansuchen müßten ans Rigsarkiv direkt gerichtet werden. Damit gab sich Tatchell aber nicht zufrieden, immerhin ging es doch darum, eine offizielle Untersuchung darüber einzuleiten, aufgrund welcher konkreten Umstände es Værnet gelang, sich nach Argentinien abzusetzen, und wer ihm dabei geholfen hatte. In seiner Antwort an das Justizministerium bestand er auf gerichtlichen Ermittlungen – es ginge ihm nicht darum, selber Akteneinsicht zu nehmen.

Auch Rigsarkivet meldete sich direkt mit einem Schreiben bei Tatchell. Es wies ebenfalls auf die 80-Jahr-Bestimmung hin, die im Fall Værnet auf jeden Fall zum Tragen käme, daher müßte vor Einsicht in die Unterlagen eine Ausnahmegenehmigung erwirkt werden. Das Archiv bestätigte jedenfalls – was bereits gerüchteweise seit längerem bekannt war –, daß drei Schachteln bzw. Ordner mit Archivmaterial vorhanden wären: einer mit Akten vom Justizministerium, einer mit Unterlagen des Generalstaatsanwalts und einer mit Dokumenten der Staatspolizei (Rigspolitiet). Das Archiv könne nur mit Erlaubnis der drei genannten Behörden eine Ausnahme von der Sperrklausel und die Materialien zugänglich machen. Bevor das Archiv die drei Behörden um eine solche Zustimmung ersuchen könnte, müßten von interessierter Seite weitere Informationen über den Zweck der Nachforschungen bekannt gegeben werden. Tatchell teilte dem Archiv daraufhin mit, daß es ihm nicht um Akteneinsicht ginge, sondern darum, daß Dänemark seiner Verantwortung nachkomme, Verbrechen gegen die Menschlichkeit nachzugehen und diese aufzuklären.

Rigsarkivet hatte sich übrigens schon einmal, im Juli 1979, ziemlich abweisend gezeigt. Damals recherchierte Richard Plant für sein Buch.6 Er kannte Værnets Experimente aus den Buchenwald-Archiven und wollte dazu in Dänemark weitere Nachforschungen anstellen. Auch die Tageszeitung Politiken, die Wind von der Sache bekam, versuchte, an die Unterlagen im Rigsarkiv heranzukommen, scheiterte aber ebenso wie Plant an der 80-Jahr-Sperrfrist. Politiken brachte dafür einige Tage später ein Interview mit dem ältesten Sohn des SS-Arztes, Kjeld Per Værnet, der ebenfalls Arzt ist. Der Sohn behauptete – was mit großer Wahrscheinlichkeit eine glatte Lüge war –, seit seinem 7. Lebensjahr (also seit 1927) keinen Kontakt mehr zu seinem Vater gehabt zu haben. Dennoch verteidigte er seinen Vater und erklärte u. a., dieser hätte die SS-Uniform nur getragen, um an Lebensmittelmarken heranzukommen…

Parlamentarische Anfragen

Da Tatchells Brief an Premier Rasmussen so lange unbeantwortet blieb, wandte sich IHWO bereits Ende Jänner 1999 an den Justizsprecher der Dansk Folkeparti, Peter Skaarup. Dieser stellte schließlich am 13. Juli 1999 parlamentarische Anfragen an den Justiz- sowie an den Gesundheitsminister, beide Sozialdemokraten. Vom Justizminister Frank Jensen wollte er wissen, wie Værnet die Flucht gelingen konnte. Dieser antwortete am 26. Juli: Eine eingehendere Beantwortung der gestellten Anfrage würde eine umfassendere und sehr ressourcenintensive Untersuchung von Materialien und Informationen von in erster Linie historischem Interesse voraussetzen, die sich – soweit sie existieren sollten – u. a. im Staatsarchiv befinden müßten. Ich finde nicht, daß auf der vorliegenden Grundlage Anlaß für die Einleitung einer solchen Untersuchung besteht.

Vom Gesundheitsminister wollte Skaarup wissen, wie ärztliche Dokumente gefälscht werden konnten, die Værnet die Flucht nach Südamerika ermöglichten. Minister Carsten Koch antwortete am 27. Juli 1999 lapidar: Auf der vorliegenden Grundlage sehe ich keine Veranlassung, durch das Staatsarchiv eine größere Untersuchung darüber einzuleiten, welche Informationen darüber vorliegen könnten, wie es einigen nicht identifizierten Ärzten gelang, ärztliche Dokumente zu fälschen.

Mediale Unterstützung

IHWO`s Schreiben an den Abgeordneten Skaarup, er möge an die beiden Minister parlamentarische Anfragen richten, wurde auch an Erik Høgh-Sørensen, einen interessierten Journalisten der dänischen Nachrichtenagentur Ritzaus Bureau (RB), übermittelt, wobei dieser eigenständige Nachforschungen anstellen wollte, bevor die Anfragen im Folketing gestellt werden sollten. Außerdem wollte er die Sache medial aufbereiten und begleiten – was auch geschah. Am 4. Juli 1999 veröffentlichte der RB-Journalist zwei Meldungen mit ausführlichem Hintergrundbericht über die ganze Angelegenheit (inklusive eigener Recherche) und erwähnte dabei auch, daß Tatchells Anfrage an den Ministerpräsidenten 15 Monate unbeantwortet geblieben war und dann mit dem dürftigen Hinweis, die Sache sei dem Justizministerium übergeben worden, erledigt wurde. Die Tageszeitung Jyllands-Posten übernahm die Meldung und versah ihren Bericht am nächsten Tag mit der Überschrift: Britische Aktivisten fordern Offenheit über Dänemarks Mengele. Es ist daher wohl kein Zufall, daß das Justizministerium seine oben erwähnte Antwort an Tatchell dann gleich am 6. Juli abschickte!

Die Meldung wurde auch von einem Dutzend anderer Zeitungen übernommen. Die Sache sollte das ganze zweite Halbjahr 1999 über Thema in den dänischen Medien bleiben. Nach den kargen Auskünften der beiden Minister, die auch in den Medien auf Kritik stießen, fand die Ankündigung der ÄrztInnenkammer, ihre Archive durchstöbern zu wollen, Echo in den Medien – wobei Kammerpräsident Jesper Poulsen im Juli 1999 ankündigte, alle relevanten Funde – inklusive Namen – offenlegen zu wollen. Auch die ÄrztInnenkammer war aufgrund der Ereignisse unter erheblichen Druck geraten, zur Aufklärung der Affäre und ihrer Rolle darin beizutragen.

Neue Erkenntnisse

Ein paar Wochen später präsentierte die Kammer das Ergebnis ihrer Archivrecherche: Ein Schandfleck auf dem ÄrztInnenstand betitelte die Ugeskrift for Læger ihren Bericht am 23. August 1999. Die Nachforschungen haben den bisher gehegten Verdacht bestätigt: Værnet wurde wegen seiner – fingierten – Herzkrankheit von den Behörden völlig legal aus der Haft entlassen – und zwar, weil keine Verdunklungsgefahr bestanden hätte. Zuvor hatten mehrere Ärzte Værnet diese schwere Herzkrankheit bescheinigt und so getan, als würde deren Behandlung in Schweden über Leben und Tod entscheiden. Ein holländischer Herzspezialist bot sogar an, Værnets Sohn mit der Behandlung dieser Krankheit vertraut zu machen. Dies geht aus dem Protokoll eines Gesprächs zwischen ÄrztInnenkammer und Polizei hervor, das allerdings erst Ende 1947 geführt wurde, als schon klar war, daß sich der SS-Arzt nach Südamerika abgesetzt und damit dem Gerichtsverfahren entzogen hatte. Entgegen der Ankündigung ihres Präsidenten gab die ÄrztInnenkammer allerdings die Namen jener Ärzte, die die gefälschten Atteste ausstellten, nicht bekannt. Auf diese Namen sollten Journalisten aber kurz darauf in einem anderen Archiv stoßen (siehe später). Wie aus den Unterlagen des Kammerarchivs weiters hervorgeht, wurde Værnet ins Serafimerlazarett in Stockholm eingeliefert. Von den dänischen Behörden bekam er für die Reise sogar einen kleineren Geldbetrag in schwedischen Kronen ausgehändigt. Bis dahin war seine Flucht also gar keine.

Zugleich betonte die ÄrztInnenkammer, daß sie sowohl 1945 als auch 1947 die jeweils über Værnet erhaltenen Informationen (siehe oben) sofort an die Justizbehörden weitergeleitet hatte. Es wurde auch bekannt, daß die Mitteilung über Værnets Menschenversuche im KZ durch die Nürnberger Kriegsverbrecherkommission in Beantwortung einer diesbezüglichen Anfrage des damaligen Kammerpräsidenten V. A. Fenger erfolgte, sich die ÄrztInnenkammer also von sich aus bemühte, in Erfahrung zu bringen, ob dänische Ärzte an Kriegsverbrechen beteiligt waren. Im März 1948 ersuchte der Vorstand der ÄrztInnenkammer das Oberschiedsgericht der Kammer, den SS-Arzt offiziell auszuschließen, ohne den Ausgang des „Säuberungsprozesses” gegen die über hundert Nazi-Mitglieder unter den Ärzten abzuwarten. Ob das jemals formell geschehen ist, konnte indes nicht geklärt werden.

Die letzten Akten der Kammer stammen vom April und Mai 1959. Offenbar wollte Værnet nach Dänemark zurückkehren und dort seine Ärztetätigkeit fortsetzen, nachdem die ÄrztInnenkammer 1950 eine Generalamnestie für alle durch Nazi-Engagement korrumpierten Ärzte erlassen hatte: Der Chef der Staatspolizei ließ über die Gesundheitsbehörden anfragen, wie sich die ÄrztInnenkammer zu einer Rückkehr Værnets stellen würde, und übermittelte ihr die Unterlagen aus Nürnberg. Angesichts dieses belastenden Materials teilte die ÄrztInnenkammer der Staatspolizei mit, sie würde es sich gegebenenfalls vorbehalten, die Amnestie auf Værnet nicht anzuwenden, selbst wenn die Staatsanwaltschaft das Verfahren gegen ihn einstellen sollte.

Mit der Öffnung ihres Archivs hat die ÄrztInnenkammer die Angelegenheit endgültig zu einem Abschluß bringen und den in der Vergangenheit gegen sie erhobenen Vorwürfen nachgehen wollen. Dies sei nun geschehen, die Kammer betrachte die Sache daher für sie als abgeschlossen, jetzt müßten andere Behörden die noch offenen Fragen klären, um den Fall endgültig ad acta zu legen, hieß es abschließend in dem Beitrag der Ugeskrift for Læger.

Eine merkwürdige Sache bleibt dennoch: In der Ausgabe 1949 des bereits erwähnten Nachschlagewerks Den Danske Lægestand fanden sich in Carl Værnets Eintrag noch folgende biographische Daten: SS-Sturmbannführer, Arzt im Konzentrationslager Buchenwald. Nicht praktiziert Mai – September 1945. Diese Angaben fehlten dann in der Ausgabe des dänischen ÄrztInnen-Who is Who aus dem Jahre 1957, wie in der Mitgliederzeitschrift Håndslag des Verbandes der WiderstandskämpferInnen (Aktive Modstandsfolk) zu lesen war (Ausgabe vom November 1992). In diesem Verzeichnis geführt zu werden heißt jedoch nicht, Mitglied der ÄrztInnenkammer zu sein.

Weitere Nachforschungen

Die Medien führten schließlich eigene Recherchen durch. Der Korrespondent von Jyllands-Posten besuchte das Grab Værnets auf dem Friedhof in Buenos Aires und wußte am 3. Oktober 1999 – Ironie des Schicksals – zu berichten: Der SS-Arzt müsse sich die Erde mit einer jüdischen Familie teilen: Auf der anderen Seite des Kieswegs schmücke ein goldener Davidstern den schwarzen Grabstein der Familie Bolottnicoff. Außerdem brachte er in Erfahrung, daß Carl Værnets jüngste Tochter aus zweiter Ehe, die heute 63jährige Lull, die einzige aus der Familie ist, die noch in Buenos Aires lebt.

Im Zuge ihrer Recherchen fanden Journalisten auch heraus, daß Dänemark am 26. Februar 1965 aufgrund eines Ersuchens aus Deutschland, eine endgültige Namensliste dänischer Kriegsverbrecher bekanntzugeben, eine vertrauliche Liste mit 31 Namen übermittelt hatte. Værnets Name stand auf dieser Liste. Das Justizministerium behandelte die Liste als geheime Verschlußsache, doch das dänische Fernsehen, dem die Namen zugespielt wurden, veröffentlichte alle 31 Namen in einer Sendung am 30. Juli 1999, Ritzaus Bureau tat dies ebenfalls am nächsten Tag.

Die Journalisten begehrten natürlich auch Einsicht in die Akten des Staatsarchivs. Als erstes konnte Ritzaus Bureau den Ordner mit den Akten des Justizministeriums im Rigsarkiv einsehen. Am 6. November 1999 berichtete die Nachrichtenagentur über die Resultate dieser Einschau: Es war der damalige sozialdemokratische Justizminister Niels Busch-Jensen gewesen, der 1949 entschied, die Versuche aufzugeben, Værnet doch noch vor Gericht zu stellen, und die Sache einstellte.

Busch-Jensen setzte sich mit seiner Entscheidung über die einhellige, indes gegenteilige Ansicht des zuständigen Staatsanwalts für die Insel Seeland, Th. B. Roepstorff, sowie des Generalstaatsanwalts hinweg. Beide hatten dafür plädiert, die Auslieferung Værnets zu betreiben. Im Jänner 1949 hatte Roepstorff einen diesbezüglichen Bericht an seinen Vorgesetzten, den Generalstaatsanwalt, verfaßt. Darin hieß es: Es muß aufgrund des vorliegenden Materials als hinreichend bewiesen angesehen werden, daß der Beschuldigte die in Frage stehenden Experimente an Konzentrationslagerhäftlingen vorgenommen hat. Da die vom Beschuldigten begangenen Verbrechen, insbesondere seine Experimente an Konzentrationslagerhäftlingen als schwere Verbrechen gewertet werden müssen, stelle ich den Antrag, das Justizministerium zu ersuchen, die Auslieferung des Beschuldigten an Dänemark zu veranlassen. Zwar äußerte sich auch Roepstorff aufgrund der Beweislage skeptisch darüber, daß der KZ-Arzt wegen Körperverletzung mit Todesfolge verurteilt werden könnte, aber er wollte gegen ihn Anklage wegen „unstatthafter ärztlicher Tätigkeit” und Kollaboration mit den Nazi erheben. Er hielt eine zweijährige Gefängnisstrafe für realistisch. Generalstaatsanwalt F. Pihl schloß sich Roepstorffs Antrag voll inhaltlich an. Aber der Justizminister entschied anders. Wie aus einem mit 28. Februar 1949 datierten Schreiben hervorgeht, waren zwei Gründe für den Minister ausschlaggebend: erstens die Beweislage und zweitens der Umstand, daß sich der Beschuldigte in Südamerika aufhielt.

Weiters war den Akten aus dem Rigsarkiv zu entnehmen, daß das Gericht in Frederiksberg (Kopenhagen) am 5. Dezember 1946 einen Haftbefehl gegen Carl Værnet ausgestellt hatte. Den Gerichtsakten ist zu entnehmen, daß dem Gericht bekannt war, daß der SS-Arzt die Erlaubnis erhielt, zur Durchführung einer Kur nach Stockholm zu reisen. Die Behörden hatten offenbar Verdacht geschöpft, daß Værnet nicht nach Dänemark zurückkehren würde. Die Polizeidirektion Frederiksberg richtete daher auch ein Auslieferungsbegehren an die zuständigen schwedischen Behörden. Im Jänner 1947 gab es dann die ersten Berichte, daß sich der gesuchte Kriegsverbrecher nach Brasilien abgesetzt hätte. Der dänische Gesandte in Brasilien ersuchte sogar um Instruktionen, wie er sich verhalten sollte, falls Værnet einen neuen Paß oder eine Paßverlängerung beantragte.

Prominente Ärztekollegen

Ritzaus Bureau wurde indes in einem anderen Archiv fündig: Im Landsarkiv for Sjælland in Kopenhagen konnten Dokumente der Polizeidirektion Frederiksberg eingesehen werden. In diesen Dokumenten fanden sich ebenfalls Beweise dafür, daß Ärztekollegen Værnets ihm durch die Bescheinigung einer – fingierten – Herzkrankheit die Ausreise nach Schweden ermöglicht hatten. Laut Jyllands-Posten vom 19. Dezember 1999 haben die Ärzte Tage Bjerring vom Kommunehospital in Kopenhagen und Gunnar Kelstrup, der auch in Verbindung mit der Geheimdienstabteilung des Generalstabs, einer Vorläuferin des Nachrichtendienstes des dänischen Verteidigungsministeriums, stand, in den Jahren 1945 und 1946 wiederholt Erklärungen abgegeben, wonach Værnet an einem schweren Herzleiden litte und nur noch wenige Jahre zu leben hätte.

In einem Attest vom 24. Jänner 1946 – zu dem Zeitpunkt war, wie vorhin dargelegt, der SS-Arzt vom Internierungslager in der Alsgade Skole ins Kommunehospital überstellt gewesen – stellte Oberarzt Bjerring fest, Værnet habe ein schweres Herzleiden, und ich bin der Ansicht, daß ein neuerlicher Gefängnisaufenthalt wahrscheinlich zu einem verhältnismäßig raschen Tod führen würde, ebenso wie eine Vernehmung im günstigsten Fall nur schwere Herzanfälle mit Herzkrämpfen auslösen würde. (…) Ganz allgemein sehe ich die Aussichten für Dr. Værnet als sehr schlecht an, da ich nicht glaube, daß er länger als einige wenige Jahre leben wird und wahrscheinlich nicht einmal so lange.

Am 22. August 1946 schrieb der Arzt Gunnar Kelstrup an Staatsanwalt Th. B. Roepstorff, daß sich Dr. Værnets Krankheit seither in der Weise, wie sie in den Erklärungen des Oberarztes vorhergesagt wurde, entwickelt hat. Die Herzkrämpfe haben trotz der zur Verfügung stehenden Behandlung an Häufigkeit zugenommen. Darüber hinaus ist nun hinzugekommen, daß aufgrund der durch die Herzanfälle ausgelösten Störungen der Blutzirkulation die linke Hand und der linke Arm hochgradig unbeweglich sind, ebenso machen sich die Durchblutungsstörungen an der rechten Hand und in beiden Füßen deutlich bemerkbar. Dr. Værnet ist daher nicht mehr im Stande, z. B. allein zu essen, sich anzukleiden u. ä.

Diese Angaben über Værnets Gesundheitszustand waren indes frei erfunden. Værnet scheint in dieser Zeit sogar gearbeitet und sich – vermutlich gemeinsam mit seinem Sohn Kjeld – darum bemüht zu haben, mit der amerikanischen Pharmafirma DuPont einen Vertrag über die Herstellung des von ihm entwickelten künstlichen Hormons abzuschließen.

Trotz dieser neuen Erkenntnisse und Funde in den Archiven bleibt eine Frage immer noch ungelöst: Welche Behörde und welche Beamte haben schließlich in der Zeit zwischen Ende August und Anfang Dezember 1946 unter welchen konkreten Umständen die Genehmigung dazu erteilt, Værnet aus dem Kommunehospital bzw. dem Internierungslager zu entlassen, und ihm die Reise nach Stockholm erlaubt? Aber wahrscheinlich wird auch diese Frage noch gelöst werden, wenn die beiden restlichen Ordner mit den Værnet-Akten im Staatsarchiv aufgearbeitet werden, womit wohl demnächst zu rechnen ist.

Nazi-Fluchtnetz

Von Schweden dürfte Værnet dann ganz unspektakulär mit dem Linienflugzeug über Genf nach Buenos Aires geflogen sein. Seine Familie – mit Ausnahme seines ältesten Sohnes Kjeld – kam später mit dem Königlichen Postschiff nach.

In Dänemark und Schweden wurde nach dem 2. Weltkrieg ein großangelegtes Nazi-Fluchtnetz aufgebaut. Tausende Nazi-Größen wurde über diese Fluchtroute nach Übersee geschleust. Die Fischer- und Privatboote hatten wieder Hochbetrieb mit nächtlichen Überfahrten über den Öresund. Während sie in den Jahren der Okkupation Jüdinnen und Juden sowie Nazi-GegnerInnen nach Schweden in Sicherheit brachten, waren es nun Kriegsverbrecher, SS-Leute, Nazi-Bonzen und Wissenschaftler der Kriegsindustrie, Flugzeugkonstrukteure und Atomforscher aus dem besiegten Deutschland, die heimlich über den Sund gebracht wurden.7

Längst waren die Kommunisten und die Sowjetunion der gemeinsame Hauptfeind, ehemalige Nazis arbeiteten mit den Westalliierten zusammen. Speziell die USA hatten großes Interesse daran, daß die kriegswichtigen Wissenschaftler für sie und nicht für die UdSSR weiterarbeiteten. Viele Nazi-Größen wurden auch von den Amerikanern mit neuen Identitäten ausgestattet und in ihren Geheim- und Abwehrdiensten weiterverwendet. Die dänischen und schwedischen Behörden waren voll im Bilde, die Polizei unternahm gegen die illegale Schlepperei kaum etwas, noch dazu, wo vor Kriegsende ohnehin die Mehrheit der schwedischen Polizeibeamten selbst nazistisch eingestellt war, und die dänischen zu 47 %. Bis Ende der 40er Jahre funktionierte das Fluchtnetz. Viele geflüchtete Nazi und Angehörige der SS, insbesondere kleine Fische, blieben indes in Schweden, das nach Spanien und Argentinien zum drittgrößten Zufluchtsort für Nazi wurde. Insbesondere Esten, Letten und Litauer wurden als Angehörige von Brudervölkern betrachtet, die man nicht an die Sowjetunion ausliefern wollte, obwohl die baltischen SS-Verbände zu jenen zählten, die die grausamsten und fürchterlichsten Kriegsverbrechen begangen hatten.

In Zusammenhang mit dem Nazi-Fluchtnetz kam es 1953 – aufgrund einer Untersuchung des Justizministeriums – zum größten Korruptionsskandal der dänischen Nachkriegsgeschichte, der als die sogenannte „Spinnen-Affäre” (edderkoppesagen) in die Annalen einging: Es kam ans Tageslicht, daß sich sowohl der dänische als auch der britische Leiter des Internierungslagers bestechen ließ und inhaftierte Kriegsverbrecher sich die Freiheit erkaufen konnten.

Alte Wunden

Das war aber nicht die einzige alte Wunde, an die man durch die neuerliche Beschäftigung mit dem Fall Carl Værnet erinnert wurde. Das gesamte Selbstverständnis über die Rolle des Landes während der deutschen Besatzung wurde wieder auf den Prüfstand gestellt. Einerseits war Dänemark neben Bulgarien das einzige besetzte Land, das seine jüdische Bevölkerung nicht den Gaskammern auslieferte, und es gab eine Widerstandsbewegung, der 20.000 Leute angehörten, die mit 4000 Sabotageaktionen die Ehre des Landes retteten, aber andererseits war Dänemark ein Musterprotektorat der Nazi, das eng mit Deutschland kollaborieren mußte und dessen Agrar- und Industrieproduktion wesentlich dazu beitrug, die deutsche Kriegsmaschine zu ölen.

Selbst die Invasion Dänemarks durch die deutschen Truppen wurde vorher ausverhandelt, und zwar in Geheimgesprächen am 15. und 17. März 1940 in Rostock, wobei die Deutschen kein schlechtes Druckmittel gegen den dänischen Außenminister Munch in der Hand hatten: Im Jänner 1940 hatten sie seinen schwulen Sohn Ebbe Munch in einer Homosexuellenbar in Hamburg verhaftet und drohten nun mit dem Schlimmsten. Nach der relativ unblutigen Besetzung Dänemarks am 9. April 1940 konnte der Sohn als freier Mann nach Dänemark zurückkehren. Nach dem Krieg stahl Munch alle relevanten Dokumente aus dem Rigsarkiv, sodaß diese Angelegenheit bis heute ziemlich im dunkeln liegt.

Zivile Parallelen

Es gibt aber auch eine andere – plausible – Spekulation darüber, warum man nach dem Krieg an Værnet nicht so rasend interessiert war: Behandlungen – aber nennen wir sie ruhig Menschenversuche –, wie sie der SS-Arzt im KZ Buchenwald vornahm, standen nämlich auch in Dänemark vor, während und lange nach dem Krieg auf der Tagesordnung – und das in großem Stil. Vielleicht war man gar nicht daran interessiert, Værnets KZ-Experimente zu thematisieren, um nicht die Fragwürdigkeit vieler „ziviler” Behandlungmethoden erörtern zu müssen?

In Dänemark wurde Homosexualität zwar 1930 entkriminalisiert, aber am 1. Juni 1929 war auch das erste Gesetz der Welt über die Zwangskastration in Kraft getreten. Die Eugenik (siehe Fußnote 3) hatte Hochkonjunktur. Man wollte durch entsprechende „Gesundheitspolitik” verhindern, daß sich fortpflanzte, was nicht der Norm entsprach. Darunter fielen u. a. geistig Zurückgebliebene, körperlich oder geistig Behinderte, AlkoholikerInnen, sogenannte Asoziale – und natürlich Homosexuelle. Treibende Kraft hinter diesem „eugenischen” Kastrationsgesetz war der Arzt Knud Sand (1887-1968), der immerhin von 1929 bis 1959 Vorsitzender des einflußreichen Gerichtsmedizinischen Rates (Retslægerådet) war. Wie Carl Værnet forschte Sand in den 30er Jahren mit Hormonen, um Homosexualität zu heilen. 1938 wurde ein offizielles dänisches Institut for Racehygiejne og Eugenik gegründet, das sich erst 1984 (!) in (Erbbiologisches) Arvebiologisk Institut umbenannte.

Bis 1969 wurden exakt 1.012 Sexualdelinquenten aufgrund dieses Gesetzes kastriert, darunter viele Homosexuelle, speziell im Zuge einer riesigen Hexenjagd Mitte der 50er Jahre: Hunderte Homosexuelle wurden im Rahmen einer sogenannten Pornographie-Affäre um Axel Axgil, den ersten Vorsitzenden des 1948 gegründeten Homosexuellenverbandes Forbundet af 1948 (heute LBL – Landsforeningen for bøsser og lesbiske), verhaftet. Hinter dieser Kampagne, die 1961 auch zu Gesetzesverschärfungen führte, stand ein hochrangiger Polizeibeamter namens Jens Jersild. Sein Name ist heute noch Synonym für die für Schwule und Lesben finstersten Jahre der Nachkriegszeit. Das Kastrationsgesetz wurde 1935 (!) um rassehygienische und eugenische Gründe erweitert. Aufgrund dessen kam es bis 1967 zu rund 10.000 weiteren Kastrationen an Behinderten, sogenannten Asozialen und Zigeunern.

Der Apfel fällt nicht weit vom Stamm

In den 40er Jahren kam schließlich eine andere Methode zur Ausmerzung alles Abweichenden und daher auch zur „Therapie” der Homosexualität auf: die Lobotomie und später die Stereotaxie – hirnchirurgische Eingriffe.8 Auch bei dieser Mode war Dänemark Weltspitze – und einer der führenden Ärzte, der diese Eingriffe massenhaft vornahm und dabei Karriere machte, war Kjeld Per Værnet, der älteste Sohn des SS-Arztes und Hormonforschers. Er saß auch im Organisationskomitee der 2. Internationalen Konferenz über Hirnchirurgie, die in Dänemark stattfand, und redigierte den 1972 erschienenen Tagungsband, der Beiträge enthielt wie The stereotaxic treatment of pdophilic homosexuality and other sexual deviations. Værnet junior ist übrigens Träger u. a. des dänischen Dannebrog- und des isländischen Falkenordens.

Obwohl die Risiken und die Mißerfolge dieser Methode von Anfang an unübersehbar waren – in Norwegen etwa endeten 18 der ersten 35 Eingriffe für die Patienten tödlich! – sollte es bis spät in die 70er Jahre dauern, bis diese Art der Gehirnchirurgie endgültig in Verruf geriet und eingestellt wurde. In Dänemark fand der letzte Eingriff dieser Art 1981 statt, das Land verzeichnete mit 3.500 Eingriffen die höchste Rate umgerechnet auf die Einwohnerzahl. In Norwegen wurden 2.500, in Schweden 3.300 Operationen durchgeführt. In Norwegen und Schweden hat es mittlerweile eine öffentliche Aufarbeitung und Ethik-Debatte über diese medizinischen Versuche und fragwürdigen Behandlungszwecke gegeben, ebenso über die Massen-Zwangssterilisationen und Massen-Zwangskastrationen (60.000 in Schweden!) zwischen 1930 und 1980. In Norwegen wurde an jedes Lobotomie-Opfer eine Entschädigung in der Höhe von 100.000 Kronen gezahlt. In einer Dokumentation des schwedischen Fernsehens von 1998 wurde der Fall einer Lesbe präsentiert, die durch Lobotomie von ihrer Homosexualität geheilt werden sollte.

In Dänemark haben die Lobotomie-Opfer bisher noch keine Entschädigung erhalten. Værnet junior trat jedenfalls mit seinen höchst fragwürdigen Gehirnoperationen durchaus in die Fußstapfen seines Vaters, denn zwischen diesen Lobotomie-Eingriffen und den KZ-Versuchen des SS-Arztes besteht in Wahrheit kein signifikanter Unterschied – sieht man davon ab, daß der Hirnchirurg seine medizinischen Experimente in viel größerem Stil als sein Vater durchführte und damit dessen Verbrechen noch in den Schatten stellte. Zynisch könnte man sagen, Værnet senior hat einfach Pech gehabt, weil er aufs falsche Pferd, die Nazi, gesetzt hat.

1990 griff das dänische Fernsehen in einer Dokumentation das Thema auf und enthüllte den Umfang des dänischen Lobotomie-Skandals. Im Interview tat Kjeld Værnet die Reporterfrage, ob er die Lobotomie jemals an Homosexuellen durchgeführt hätte, entrüstet als „absurd” ab. Die TV-Doku löste in Dänemark einen kurzlebigen Aufschrei der Empörung aus. Kjeld Værnet weigerte sich jedoch, zur Sendung Stellung zu nehmen. Heute lebt der 79jährige in Hellerup, einem noblen Viertel im Norden Kopenhagens.

Daß die eugenischen bevölkerungspolitischen Ansätze gerade in Skandinavien auf so fruchtbaren Boden fielen, ist sicherlich auch auf die ausgeprägte sozialdemokratische Ideologie zurückzuführen, bessere Menschen heranzubilden. Abseits von Rassenwahn und Herrenmenschentum wollte die alles umsorgende Mutter Sozialdemokratie Krankheiten und „Abnormitäten” eliminieren. Leider war sie dabei wohl zu fanatisch und zuwenig fürsorglich – und auch zu undemokratisch. Es gab zuwenig Kontrolle, der Staat entmündigte seine BürgerInnen und gewährte ihnen zuwenig Mitsprache. Jetzt ist Vergangenheitsbewältigung und lückenlose Aufklärung dieser Vorfälle angesagt. Und in eine solche Ethik-Debatte platzte im Juli 1999 – zum genau richtigen Zeitpunkt – die Værnet-Sache. Schon im Februar 1999 hatte der Arzt Niels Høiby eine solche Debatte, der man sich offen stellen müsse, angesichts der Skandale um all diese menschenverachtenden medizinischen Versuche eingefordert und auch ausgelöst – und dabei einen ganz trivialen Aspekt angesprochen: Die meisten haben die Tendenz, die Augen zu verschließen und Leute wie Carl Peter Værnet als Monster zu betrachten, obwohl viele von ihnen in Wirklichkeit relativ normale Ärzte waren, die bloß aufgrund ihres hemmungslosen Ehrgeizes nicht im Stande waren, nein zu sagen. Steht also zu hoffen, daß solche Debatten ähnliche Menschenversuche durch ehrgeizige Ärzte in Zukunft verhindern werden und daß auch die letzten Dokumente bald zugänglich gemacht und alle Fakten ans Tageslicht kommen werden – das ist wohl das mindeste, was man den Opfern der Ärztedynastie Værnet schuldig ist. – Obwohl: Dänemark ist heute wieder führend bei der chemischen Kastration von Sexualverbrechern…

v1945.jpg (1948 bytes)

Anmerkung: Bei den kursiv gesetzten Passagen handelt es sich um durch den Autor dieses Beitrags aus dem Dänischen übersetzte Originalzitate.

1 In erster Linie durch den Internationalen Suchdienst in Arolsen und folgende Bücher und TV-Dokumentation:

Eugen Kogon: Der SS-Staat. Das System der deutschen Konzentrationslager. 1946, zahlreiche Neuauflagen (München) seither;

Hans-Georg Stümke: Homosexuelle in Deutschland. Verlag C. H. Beck, München 1989;

Burkhard Jellonnek: Homosexuelle unter dem Hakenkreuz. Die Verfolgung von Homosexuellen im Dritten Reich. Ferdinand Schöningh-Verlag, Paderborn 1990;

Wolfgang Röll: Homosexuelle Häftlinge im Konzentrationslager Buchenwald. Nationale Mahn- und Gedenkstätte Buchenwald 1991;

Norddeutscher Rundfunk: TV-Dokumentation Wir hatten ein großes A am Bein, 1991;

Günter Grau: Homosexualität in der NS-Zeit. Dokumente einer Diskriminierung und Verfolgung. Fischer-Taschenbuchverlag, Frankfurt/Main 1993.

2 Endokrinologie: Lehre von der Funktion endokriner (ins Blut absondernder) Drüsen und der Hormone.

3 Eugenik (oder Eugenetik): Erbgesundheitsforschung, Anwendung der Humangenetik auf Bevölkerungen: Begünstigung der Fortpflanzung sogenannter Gesunder und die Verhinderung der Fortpflanzung sogenannter Kranker. Führte in der NS-Zeit zur Ausmerzung sogenannten „lebensunwerten” Lebens. Sowohl vor als auch nach dem 2. Weltkrieg führten die Bemühungen, Menschen, denen erbliche Minderwertigkeit zugeschrieben wurde, an der Fortpflanzung zu hindern, zu Sterilisierungen, Kastrationen und Lobotomie-Operationen in großem Stil an Menschen, die in irgendeiner Form von der Norm abwichen, darunter an vielen Lesben und Schwulen.

4 Harly Foged/Henrik Krüger: Flugtrute Nord. Nazisternes hemmelige flugtnet gennem Danmark. Verlag Bogan, Lynge 1985. Nach dem Zerfall des Dritten Reichs etablierten sich zwei Fluchtrouten für die Nazi-Kriegsverbrecher von Europa nach Südamerika: die Fluchtroute Nord über Dänemark und Schweden und die Süd-Route über den Vatikan.

5 Günter Grau: Hidden Holocaust? Gay and Lesbian Persecution in Germany 1935-45. Verlag Cassell, London/New York 1995.

6 Richard Plant: The Pink Triangle. The Nazi War against Homosexuals. New York 1986. Deutsch: Rosa Winkel. Der Krieg der Nazis gegen die Homosexuellen. Frankfurt/Main 1991.

7 Ein spannender und geradezu unglaublicher Bericht über die teils abenteuerliche, teils triviale Flucht von vielen Nazi-Größen und mit vielen Details dieses Fluchtnetzes sowie über die Verbindungen zu Argentinien unter Perón findet sich natürlich im Buch von Hoged und Krüger (siehe Fußnote 4).

8 Diese hirnchirurgischen Eingriffe sind heute in Vergessenheit geraten – Lobotomie und Stereotaxie finden sich nicht einmal mehr als (zumindest historische) Einträge im Pschyrembel, obwohl sie zu den größten Irrungen der modernen Medizingeschichte gezählt werden müssen und über Jahrzehnte hinweg unbeschreibliches Leid über zehntausende Menschen gebracht haben. Zu den größten Opfergruppen dieser Eingriffe zählten Homosexuelle. Viele Eingriffe endeten tödlich oder mit bleibenden Hirnschäden, viele PatientInnen vegetierten nach den Operationen als „Zombies” dahin.

„Pionier” der Lobotomie war der portugiesische Arzt Egas Moniz (1874-1955), der 1935 erstmals eine solche Operation durchführte und 1949 für diese Methode sogar den Medizin-Nobelpreis bekam! Bald wurde Lobotomie als Allheilmittel für allerlei Störungen angesehen. Der US-Arzt Walter Freeman führte in den 40er Jahren nicht weniger als 4000 Lobotomie-Eingriffe aus.

Einen aufwühlenden Roman über ein schwules Lobotomie-Opfer hat übrigens der französische Autor Yves Navarre veröffentlicht: Le jardin d’acclimatation. Verlag Flammarion, Paris 1980; in deutscher Übersetzung von Christel Kauder: Vorbeugender Eingriff. Beck & Glückler-Verlag, Freiburg 1988.

DER ARTIKEL STAMMT AUS DEN „LAMBDA-NACHRICHTEN”, DER ZEITSCHRIFT DER HOMOSEXUELLEN INITIATIVE (HOSI) WIEN

ln100covermini.jpg (7318 bytes)

(AUSGABE 1/2000) KZ-Experimente an Schwulen:

Ein Bericht von Kurt Krickler

II. Background History

hheger.gif (10609 bytes)Men with the pink Triangle : The True, Life-And-Death Story of Homosexuals in the Nazi Death Camps, Heinz Heger (Josef Kohout) 120p.´94

A. Austrian Situation – briefing by Kurt Krickler

Josef Kohout, who was the man behind the pseudonym of Heinz Heger in the book
“The Men with the Pink Triangle”, told Kurt that
immediately after the war there was an official office of the city of
Vienna to deal with survivors issues. There, he was advised to turn into a
red triangle prisoner in order to get any reparations. He refused, got a
voucher for a gas stove and that was all. He was told that he was lucky
that he wasn’t put back in jail because homosexuality had been completely
forbidden in Austria before the war and continued to be until 1971.
When compensation legislation was introduced, political, religious and
racial persecution were the only valid reasons for getting official
reparations. After the war, there were three main survivor organizations:
communist, Christian-Democratic, Social Democrat. Didn’t want the
“perverted criminals” to be included. Austria is a very Catholic country,
with homophobia still very strong.
Even after the war, there were no efforts made to decriminalize
homosexuality, which continued to be considered an abominable crime which
illustrates the following anecdote: Then Christian-Democratic Federal
Chancellor Gorbach who had survived Dachau, thanks to a pink triangle
co-prisoner who saved his life once was approached in the 1950’s by this
gay men who had been prosecuted again because of homosexual acts. Gorbach
helped him by having the charges thrown out, but remarked, “I help you only
this time, if you will be in trouble again, I cannot do anything for you a
second time.” No thought at all that the total ban was a severe injustice.
“As we all know, Auschwitz and Dachau were not seminars on human rights and
tolerance.”
In 1982, Hosi Wien approached the Minister of Social Affairs regarding gay
survivors. They had one case at that time. Hosi Wien began huge
campaign, resulting in a meeting with the Minister. It turned out that the
guy was an “illegal Nazi” (already a member of the forbidden NSDAP in the
early 1930s!) – resulting in a very embarrassing situation.

Former concentration camp Mauthausen got the first monument acknowledging gay
prisoners in 1984. Because
the control of the site was with the Ministry of Interior, not the survivor
groups, which would have objected. In Dachau they prevented a similar
plaque from being mounted for ten years.
In 1985, on the 40th anniversary of the liberation of the camp, gay and
lesbian activists staged a demonstration – angering the organizers, but
supported by the public. By now, they have gotten used to the gay
participation in these yearly commemorative events, and the gay and lesbian
ceremonies are announced in the official programme.
In 1988, there was the last major reform of the compensation law. When
Hosi Wien attempted to get sexual orientation included as a grounds for
compensation, the other survivors groups did not support it. But the
Ministry had insinuated that they would nonetheless find individual
solutions for any pink Triangle survivor who would submit a request for
compensation, obviously by making them “honorary” political prisoners. The
government refused to search the archives themselves for pink triangle
prisoners. Archives are still closed.
In July, 1991, gays and lesbians got the moral/symbolic compensation they
had also been seeking: then Federal Chancellor Vranitzky acknowledged – for
the first time in history – homosexuals in a speech before Parliament about
victims of the war.

Pensions are another area of injustice. Since they are calculated based on
amount of time at work, with no adjustments for the war period for
non-recognized victim groups. For a guard of the SS however the period
served in a concentration camp was included in the insurance months which
form the basis for calculating the amount of the monthly retirement
pension. Josef Kohout pushed this issue as well. He managed to get his
pension terms compensated for his six years in camps. Then tried one last appeal
under the compensation law, already in his 80’s. He died before the appeal
decision was made.
1995, Parliament founded a national fund for the “forgotten victims” –
those in financial need. 2 pink triangle prisoners got 70,000 ATS a piece.

In almost 15 years, Hosi Wien has dealt with 4 people prepared to fight for
compensation on the same terms as political or racially persecuted people
would get. Fight would be one of principle. If by accident, a few more
individuals are found, HOSI Wien would work with them, but for now this work is
basically completed for reasons of biology.

More information is available from Kurt Krickler, HOSI Wien, Novaragasse 40, A-1020 Vienna; Tel./Fax: +43-1-5451310; e-mail: [email protected]

krickler.jpg (1247 bytes)
Quellen: Übersetzung: Kurt Krickler, HOSI Wien,
(Aus “Flugtrute Nord. Nazisternes hemmelige flugtnet gennem Danmark” von Harly Foged und Henrik Krüger (BOGAN, Lynge 1985) ins deutsche
rückübersetzt von Kurt Krickler, HOSI Wien, in Lamda-Nachrichten 2/1988)

himml.jpg (3823 bytes)SS- Leader HEINRICH HIMMLER

In einem Brief an seine
NS-Auftraggeber (SS- Leader HEINRICH HIMMLER) schrieb dieser:

“Die Versuche sollen auf breiter
Basis feststellen, ob es durch Implantation einer künstlichen Sexualdrüse möglich ist, einen abnorm gerichteten Sexualtrieb zu
normalisieren.”
Heinrich Himmlers Büro gibt der Leitung des KZ Weimar-Buchenwald die Anordnung, homosexuelle Gefangene für
Experimente von Dr. Peter Værnet abzustellen.

Dr. Værnet hatte SS-Reichsführer Heinrich Himmler zu verstehen gegeben, daß er sich im Stande vermeinte,
Homosexuelle durch operative Eingriffe und Hormonbehandlung zu Heterosexuellen zu machen. Himmler war von
dieser absurden Phantasie begeistert. Er sah hier die Möglichkeit für eine “Endlösung des Homosexuellenproblems”.

kalt.jpg (2925 bytes) Gestapo-Chef Kaltenbrunner

Die Anstellung des dänischen Arztes erfolgte direkt im Auftrag Himmlers. Sein Vertrag wurde vom Gestapo-Chef Kaltenbrunner und SS-Reichsarzt Grawitz unterschrieben. Aus dem Anstellungsvertrag geht unter anderem hervor, daß Værnet als Erfinder der “künstlichen männlichen Sexualdrüse” in der “Deutschen Heilmittel GmbH”, die direkt der SS unterstand, angestellt wurde.

Es soll mit der Abstellung homosexueller Gefangener aus dem KZ Weimar-Buchenwald für Dr. Værnet begonnen werden. Ein erwarteter Flugzeugangriff machte eine Verschiebung notwendig.

Dr. Værnet führt im KZ Weimar-Buchenwald Operationen an fünf homosexuellen Personen durch. Er
pflanzt ihnen eine “Künstliche männliche Sexualdrüse” ein.
Über die Versuchsperson Nr. 1, den Gefangenen Nr. 21 686 Bernhard Steinhoff, einen 55jährigen Theologen, schrieb
er einen Monat und zehn Tage nach dessen Kastration und der Drüseneinpflanzung:

“Die Operationsnarbe ist verheilt, es gibt keine Abstoßung der implantierten künstlichen Drüse.
Die Person fühlt sich besser und hat von Frauen geträumt…

… Schon wenige Tage nach der Einpflanzung ist der Schlaf besser. Er fühlte sich rasch müde und
unaufgelegt, war deprimiert und dachte nur ans Lagerleben…

… Die Depressionen sind verschwunden – er freut sich auf die Zeit nach seiner Entlassung, macht
Pläne für die Zukunft. Fühlt sich in jeder Hinsicht freier. Mithäftlinge haben ihm gesagt, er hätte
sich verändert und sehe jünger und besser aus.

… Auch seine erotische Gedankenwelt hat sich verändert. Früher waren seine erotischen
Gedanken und Träume ausschließlich auf junge Männer gerichtet, aber nun richten sie sich auf
Frauen. Meint, daß das Lagerleben ungünstig ist – hat an die Frauen im Bordell gedacht, aber aus
religiösen Gründen könne er dieses nicht besuchen.

Die Wirkungen unmittelbar nach der Operation und der Gabe der Dosis 3a:
16.09.44: Schmerzen, fühlt sich schlecht.
17.09.44: Keine Schmerzen.
19.09.44: Erektion
19.09.44: Etwas stärkere Erektion
20.09.44: Noch stärkere Erektion
21.09.44: Wieder Erektion
22.09.44: Erektion aber schwach. Keine Schmerzen.
23.09.44: Erektion morgens und abends.
24.09.44: Dasselbe”

Dr. Værnet, der “Erfinder der künstlichen männlichen Sexualdrüse”, teilt SS-Reichsarzt Grawitz mit:

bbrevl2.jpg (9573 bytes)

“Die Operationen in Weimar-Buchenwald wurden am 13.9.1944 an fünf homosexuellen Personen
ausgeführt. Davon waren 2 kastriert, 1 sterilisiert und 2 nicht operiert. Die Absicht mit den
Operationen:
1. zu untersuchen, ob homosexuelle Personen durch Implantation der `künstlichen männlichen
Sexualdrüse’ in ihrer Einstellung normalisiert werden können.
2. Die Erhaltungsdosis festzusetzen.
3. Eine Kontrollstandartisierung der `künstlichen männlichen Sexualdrüse’…

Die Untersuchungen sind bei weitem noch nicht beendet, aber
I. Die vorläufigen Resultate zeigen, daß die Dosis, die als 3a bezeichnet ist, die Homosexualität in
einen normalen Sexualtrieb verwandelt. Dosis 2a erweckt aufs neue den Sexualtrieb bei einer vor
7 Jahren kastrierten Person. Der neuerweckte Sexualtrieb ist ohne homosexuellen Einschlag.
Dosis 1a gibt bei Kastraten ein Wiederauftreten der Erektion, aber keinen Sexualtrieb.”

Værnet beobachtete seine Versuchspersonen jeden Tag über einen Zeitraum von eineinhalb Monaten und schrieb
begeisterte Berichte über seine “Erfolge” an seine Vorgesetzten.

Aber irgendwas lief bei den Experimenten schief, denn es kamen keine weiteren Berichte an seine Vorgesetzten bei der
Deutschen Heilmittel. Es gelang ihm zu fliehen. Angeblich nach Brasilien. Am 19.11.1947 laß man in einem Leserbrief
an die dänische Tageszeitung “Berlingske Tidende”, daß er trotz der schweren Vorwürfe gegen ihn eine Stelle innerhalb
des Gesundheitswesens von Buenos Aires bekleidete.

Quellen: Übersetzung: Kurt Krickler, HOSI Wien,
(Aus “Flugtrute Nord. Nazisternes hemmelige flugtnet gennem Danmark” von Harly Foged und Henrik Krüger (Bogan, Lynge 1985) ins deutsche
rückübersetzt von Kurt Krickler, HOSI Wien, in Lamda-Nachrichten 2/88)

Brief an Carl Vaernet:-

vaernet20.jpg (1005 bytes)

SS-letter to Carl Vaernet, Petersgasse 10, Prague, the 3rd of January 1945:-
“In der Anlage werden die Aufzeichnungen über die bisher operierten Häftlinge (insgesamt 13) übersandt.

Die am 8.12.1944 operierten haben folgende Nummerierung:

Reinhold (21526) Nr. 1, Henze (20998) Nr. 3 , Schmith (31462) Nr. 4,

Ledetzky (9576) Nr. 5, Parth (6169) Nr. 5a. Boeck (29941) Nr. 5b,

Köster (21957) Nr. 6.

Der Häftling Henze Nr. 20998 (3) ist am 21.12.1944 um 8.00 Uhr an Herzschwäche bei Infektiösen Darmkatarrh und allgemeiner Körperschwäche gestorben. Es sind von diesenm Häftling keinerlei Aufzeichnungen gemacht worden.

Der gesammelte Urin steht hier abholbereit.

Der Standortarzt der Waffen SS Weimar, SS-Sturmbannführer

vaernet22.jpg (2597 bytes)

Anlage:-

Besuch Stbf. V a e r n e t am 8.12.1944
10 Mann waren am 7.12.1944 zur Urinsammlung aufgenommen in Saal 6 (Boeck krank in Saal 25)

von diesen 10 wurden 7 operiert:

Reinhold (21526) Saal 6, Schmith (31462) Saal 6, Henze (20998) Saal 6,

Köster (21957) Saal 6, Ledetzky (9576) Saal 6, Parth (6169) Saal 6,

Boeck (29941) Saal 25,

Die vier letzten sollen sofort fotografiert werden (Gesichtsaufnahme) and nach 1 Monat nochmals, damit an hand der Bilder eine etwaige Verjüngung kontrolliert werden kann. Bei Parth muss die vorgesehene Kastration mindestens um einen Monat hinausgeschoben werden.

Bei den 3 Nichtoperierten

Lielsch 41 936 Saal 6, Kreutz 6 186 Saal 6, Voss 779 Saal 6

genügt die bis heute gesammelte Urinmenge von 24 Stunden. (…)

vaernet.jpg (1779 bytes) Guenther Grau [Zitat]:-

Am 15.9.1944 erhält der Häftling Nr. 21686 des Konzentrationslagers Buchenwald, Bernhard St.,
den Befehl, sich in der “Krankenstation“ des Lagers einzufinden. Am Tag darauf wird ihm von
dem SS-Arzt Dr. Vaernet eine “künstliche Drüse“ implantiert Ð zur, wie es heißt, “sexuellen
Umpolung“. Bernhard St. ist einer von insgesamt dreizehn homosexuellen Häftlingen, die im
Auftrag des Gestapo-Chefs Heinrich Himmler dem antihumanen Experiment unterworfen werden.
Er überlebt den Eingriff.
Überlebt hatte er auch schreckliche acht Jahre, die er vor seiner Deportation nach Buchenwald im
Zuchthaus verbüßen mußte. Im Mai 1936 war der Franziskanermönch von Richtern wegen
Verbrechen nach ¤¤ 174 und 175 RStGB verurteilt und als Prototyp des “sexuellen Unholds in
Mönchskutte“ vorgeführt worden. Er war eines der ersten Opfer einer demagogischen Politik
gegen die katholische Kirche, die die Nazis 1936 vom Zaun brachen. In diversen Schauprozessen
wurden Angehörige von Laienkongregationen, aber auch einzelne Priester als “Sexualverbrecher“
angeklagt und verurteilt.

[Zitat]

http://members.aol.com/zuckerschlampe/suh.html :-
Einer dieser “Experimentalforscher” war der dänische SS-Arzt Dr. Vaernet, der im KZ Buchenwald seine Forschungen mit homosexuellen Häftlingen durchführte.

Vaernet hatte sich 1943 Himmler angedient, der bereits am 15. November des gleichen Jahres einen Geheimbefehl zur Förderung des Mediziners herausgab: “Dr. V. bitte ich absolut großzügig zu behandeln. Ich selbst möchte monatlich einen 3 – 4 Seiten langen Bericht, da ich mich für die Dinge sehr interessiere.”

Der Arzt erhielt ein großzügiges Gehalt und entsprechende Arbeitsbedingungen in einem SS-eigenen pharmazeutischen Betrieb in Prag sowie die Zusicherung, daß ihm “in den Konzentrationslagern Häftlinge zur Verfügung gestellt werden” würden.

Das gesamte Vorhaben wurde unter strengster Geheimhaltung durchgeführt. Dabei ging der SS-Arzt von einer simplen These aus. “Bei diesen Patienten findet man eine zu geringe Produktion des männlichen Sexualhormons, normale Produktion des weiblichen Sexualhormons, vor.”

Irgendeinen Beweis dafür konnte er allerdings vorerst nicht liefern. Erst die Experimente sollten dies beweisen.

Durch Zufuhr männlicher Sexualhormone sollte das theoretische Defizit beseitigt und “diese Menschen zu wirksamen und vollwertigen Mitgliedern der Allgemeinheit” werden. Angefangen hatte Vaernet mit seinen Hormonforschungen bereits 1934 in Dänemark. Seine Versuch beschränkten sich zu dieser Zeit allerdings noch auf Mäuse.

Vier Jahre später waren die Reaktionen der Mäuse soweit erforscht, daß die Erkenntnisse nun auf Menschen übertragen werden sollten. In den folgenden Jahren konzentrierte sich der Arzt daher auf Methoden zur Implantation zunächst ungeschützter Tabletten in den menschlichen Körper. 180mal operierte er, dann stellte er fest, daß die Ergebnisse unbefriedigend blieben.

Die Lösung, das teilte er Himmler mit, sollte nun eine neue Technik bringen. Durch Umhüllung einer unter großem Druck komprimierten Tablette mit einer Lackschicht entstand jetzt ein “Pressling zur Einpflanzung als Arzneimitteldepot in den lebenden Organismus”, den er vorsorglich, d. h. ehe er das Verfahren der Reichsführung-SS anbot, in Kopenhagen als Patent angemeldet hatte. Ausprobiert hatte Vaernet die Wirkung des Präparats mindestens einmal zuvor.

Ein Lehrer, der an seiner Homosexualität litt, hatte sich im Sommer 1942 in Dänemark für das Experiment zur Verfügung gestellt. Allerdings war ein halbes Jahr keinerlei Wirkung zu erkennen. Daraufhin wurde es wiederholt und zwar mit dem Ergebnis, daß der Lehrer dem Arzt plötzlich einen Brief schrieb: “Im April 1943 habe ich geheiratet, aber erst Ende August 1943 hatten wir unseren ersten Beischlaf. Welch ein herrliches Gefühl, dies überstanden zu haben.”

Vaernet, der zu dieser Zeit bereits mit den Nazi kollaborierte, wertete jenen Beischlaf als die Bestätigung seiner bislang ja nur an Mäusen “bewährten” Theorie. Die meisten deutschen Großstädte lagen unter den Angriffen der Alliierten bereits in Schutt und Asche und auch Vaernet hatte wegen der Bombadierung des KZ Buchenwald den Beginn seiner Experimente bereits einmal verschieben müssen, als im September 1944 schließlich die ersten Operationen durchgeführt werden konnten. Diese Versuche sollten laut Schriftverkehr Vaernets mit der SS “auf breiter Basis feststellen, ob es durch Implantation einer künstlichen Sexualdrüse möglich ist, einen abnorm gerichteten Sexualtrieb zu normalisieren”. Falls dies gelänge, erwartete er Auskunft darüber, “ob man alle Homosexuellen auf diese Weise normalisieren kann”.

Der erste Häftling, dem die Kapsel eingesetzt wurde, war ein 45jähriger Theologe, der bereits wegen Verstoßes gegen den § 175 von 1936 bis 1944 im Zuchthaus gesessen hatte. Mit einem Skalpell machte Vaernet einen Schnitt in die Leistengegend des Häftlings und drückte dann in die Wunde die wenige Zentimeter große zylindrische Kapsel. Sie wies an beiden Enden jeweils eine schmale Öffnung auf, durch die das männliche Hormon Testosteron kontinuierlich und in berechneter Menge in den Körper des Homosexuellen abgegeben werden sollte. Die Operation dauerte jeweils eine halbe Stunde, anschließend wurden die Häftlinge ins Krankenrevier zur Beobachtung eingewiesen.

Da Vaernet die Versuche politisch auch damit begründet hatte, daß ihre Ergebnisse eine Steigerung der Geburtenzahlen bewirken sollten, wurden nun alle sexuellen Äußerungen des Operierten säuberlich registriert. So enthält das Kranken-Journal des “Patienten” am 19. September 1944 folgende Eintragung:

“Gegen früh stärkere Erektion.” Am 22. und 23. September: “Erektion abends und früh.” Einen Monat später hieß es, die Wunden seien verheilt, der Patient befände sich auf dem Weg der Besserung, hätte sogar schon von Frauen geträumt, auch an die Frauen im Lagerbordell gedacht, könne aber aus “religiösen Gründen” nicht hingehen.

Wenn auch in anderen Fällen die “geheilten” Schwulen das Lagerbordell besuchten – schließlich ging es für sie um Leben und Freiheit, gab sich die SS damit jedoch nicht gleich zufrieden. Um jeden Zweifel auszuschalten, befahl Himmler sogar eine sogenannte “Abkehrprüfung”. Dazu verfrachtete man die Deliquenten in das Frauen-KZ Ravensbrück, um sie bei der Arbeit unauffällig mit Prostituierten zusammenzubringen. Diese hatten den Auftrag, sich den Männern dezent zu nähern und sie “geschlechtlich zu reizen”. Kam es zu einer sexuellen Verbindung, wurde dies als Indiz für die “Heilung” angesehen.

Die Erfolge Vaernets wurde trotz “geglückter Heilungen” von der SS als fragwürdig angesehen, hatten sie auch nie irgendeinen praktischen politischen Nutzen für die Machthaber. Obwohl der Arzt dem Konzentrationslager in gewissem Sinne Geld sparen half: zwei seiner Patienten starben in Folge seiner Experimente an einer eitrigen Zellgewebsentzündung.

http://members.aol.com/zuckerschlampe/suh.html

himmml.jpg (2837 bytes) Heinrich Himmler

Die von mir verwendeten Informationen stammen aus den folgenden Veröffentlichungen:

Stümke, Hans-Georg: Homosexuelle in Deutschland – Eine politische Geschichte
C. H. Beck’sche Verlagsbuchhandlung
ISBN 3 406 33130 0

Van Dijk, Lutz: Ein erfülltes Leben – trotzdem…
Rowohlt Taschenbuch Verlag GmbH
ISBN 3 499 18278 5

Blazek, Helmut: Rosa Zeiten für rosa Liebe
Fischer Taschenbuch Verlag GmbH
ISBN 3 596 12819 6

Centrum Schwule Geschichte (Hrsg.): Das sind Volksfeinde!
Emons Verlag
ISBN 3 89705 124 9

Heger, Heinz: Die Männer mit dem rosa Winkel
Merlin-Verlag

vaernet.jpg (1779 bytes) http://www.macman.org/transmythos/5.html
1944: Medizinische Experimente zur “hormonellen Umpolung” Homosexueller in KZs

Die Kastration als Instrument repressiver Politik

Experimente zur “hormonellen Umpolung” im KZ Buchenwald

Im Unterschied zu den Zwangskastrationen und den Fleckfieberversuchen sind Hormonversuche an homosexuellen Männern im KZ Buchenwald relativ gut dokumentiert. Durchgeführt
wurden die streng geheimen Versuche im Auftrag der SS vom dänischen Arzt Peter Jensen alias Carl Vaernet. Himmler fand Gefallen an dessen Idee, Homosexuelle mittels einer “künstlichen
Drüse” umzupolen. Im Juli 1944 wurde mit der Vorbereitung der Menschenversuche begonnen. Insgesamt 12 Häftlinge wurden von Vaernet “operiert”, d.h. ihnen wurde nach einem Schnitt
in der Leistengegend ein tablettenförmiger Hormonpreßling eingepflanzt.

Vaernet feierte bald seine ersten Erfolge, denn die Häftlinge gaben ihm bereitwillig die erwarteten Antworten, hegten sie doch die Hoffnungen, bald aus der KZ-Haft entlassen zu werden. Über
das weitere Schicksal der Opfer Vaernets ist nur wenig bekann; ein Häftling verstarb bereits im Dezember 1944. Unbekannt ist auch, ob je einer der Männer nach 1945 einen Antrag auf
Entschädigung gestellt hat – kein Wunder, bestand ja das Verbot der Homosexualität im demokratischen Österreich und Deutschland für einige Jahrzehnte weiter.

Vaernet selbst entzog sich den Kriegsverbrecher-Prozessen der Nachkriegszeit durch Flucht nach Südamerika.

Literaturhinweise:

Winkel.gif (11096 bytes)Heger (Hg.), Die Männer mit dem Rosa Winkel, Merlin-Verlag, Hamburg 1972

Günter Grau (Hg.), Homosexualität in der NS-Zeit, Fischer, Frankfurt am Main 1993

Deutschland.gif (8516 bytes)Stümke, Homosexuelle in Deutschland, Beck, München 1989

Kurt Krickler (Hg.), Homosexualität in Österreich, HOSI, Wien

Djurförsök
Skrivelse från RFSL

2000-02-08

Jordbruksminister Margareta Winberg
Jordbruksdepartementet
103 33 STOCKHOLM

Uppvaktning av Jordbruksdepartementet med anledning av oetiskt forskning om homosexualitet.

Att bedriva forskning, på exempelvis råttor, för att på så sätt kunna hitta orsaken till varför homosexualitet uppkommer är djupt kränkande mot oss homosexuella. När sedan uttryck och ord som “defekt” och “störningar i den sexuella orienteringen” används är det inte bara kränkande utan passerar gränsen för vad som ska tillåtas i ett humant och civiliserat samhälle.

I och med att man från regeringens sida inte agerat för att stoppa forskning som har till syfte att hitta orsakerna till homosexualitet blir det svårt att på allvar tro på det man säger sig värna; alla människors lika värde. Vad är syftet med denna typ av forskning? Är den av stort allmänintresse? Ska det hittas en bot mot homosexualitet? Socialstyrelsen avskaffade homosexualitet som sjukdomsbegrepp redan 1979.

Det är oacceptabelt från samhällets sida att ställa sig bakom rasbiologisk forskning. Därom råder inga tvivel. Från RFSL:s sida har vi svårt att se skillnaderna mellan rasbiologisk forskning och forskning om sexuell läggning och regeringen borde med kraft agera mot också denna typ av forskning om man delar synen att alla människor har samma värde.

Efter andra världskriget efterlystes den danske läkaren Carl Vaernet för att han bland annat bedrivit försök att bota homosexuella i koncentrationslägren Buchenwald och Neuengamme. Han utförde olika typer av försök på homosexuella – bland annat kastrering och hormonbehandling. På psykologiska institutionen på Göteborgs Universitet bedrivs precis denna typ av forskning men på råttor. Råttorna kastreras och hormonbehandlas och avsikten med forskningsprojektet torde inte skilja sig nämnvärt från den Carl Vaernet hade.

Riksförbundet för sexuellt likaberättigande

Anders Selin
Vice förbundsordförande Daniel Schützer
Ledamot i förbundsstyrelsen

1998-05-13 :
Naziläkare
som experimenterade med
homosexuella hittad begravd

Graven tillhörande en naziläkare, som experimenterade
med bögar i koncentrationslägren under andra
världskriget, har hittats på Britanico kyrkogård i
Argentina.

Historiska dokument visar att Carl Peter Vaernet, dansk läkare,
kastrerade och implanterade hormoner på homosexuella män för att
förändra deras sexuella läggning. Detta skedde på de tyska
koncentrationslägren Buchenwald och Neuengammes.
Efter andra världskrigets slut flydde Vaernet till Sydamerika utan att
ha ställts inför rättegång för sina brott. Han dog 1965.
Vaernets grav hittades av en dansk homoaktivist som använde sig
av internet för att hitta Vaernets sonson i Argentina.

Sergio Flores

HomoPlaneten RFSL

Canada:

Life on BRIAN’S BEAT — my Journal online
[URL: www.web.apc.org/~jharnick/journal.html ]
Life on BRIAN’S BEAT — my Journal online/

http://www.web.apc.org/~jharnick/homostor.html

A letter to Denmark from the British group OutRage! requesting clarification
regarding the fate of Carl Varnet, a pro-Nazi Danish doctor who is alleged
to have served in the SS and alleged to have conducted barbaric medical
experiments — including castration and forced hormonal implants — on
gay concentration camp prisoners at Buchenwald and Neuengamme.

Recent research would seem to indicate that Carl Varnet is now
dead and buried. Good riddance to rubbish.

vaernet.jpg (1779 bytes)

Vaernet wird genannt und zitiert im folgende Dokumentarfilm:

Wir hatten ein großes «A« am Bein

Verfolgung der Homosexuellen im Dritten Reich

VHS 45 min (f) FSK: 12 1991 D

Drei Zeitzeugen berichten über ihre Lager- und Leidenszeit während des Dritten
Reiches. Paul Gerhard Vogel erzählt über seine nahezu 11-jährige Lagerhaft und
seine Verschleppung ins besetzte Norwegen. Kurt von Ruffin kehrte mit den
Filmemachern nach 56 Jahren zum ersten Mal in das ehemalige KZ Lichtenburg bei
Torgau zurück. Den dritten Zeitzeugen hat nur die Einwilligung zur
Zwangssterilisation vor dem KZ Sachsenhausen bewahrt.

vaernet.jpg (1779 bytes)

[Zitat]
Homosexuellenforschung im Dritten Reich
Burkhard Jellonnek

Im Konzentrationslager Buchenwald glaubte Dr. Carl
Vaernet mit der Implantation einer künstlichen Sexualdrüse in die
Leistengegend eine Triebänderung homosexueller Häftlinge erzwingen zu
können und nahm den qualvollen Tod einiger Probanden in Kauf. Größere
Bedeutung für die Alltagspraxis aber kam der von nicht wenigen
Medizinern als Allheilmittel propagierten Kastration von Homosexuellen
zu. Obwohl schon damals Zweifel an der gewünschten, völligen
Entsexualisierung geäußert wurden und die Operierten häufig schwere
körperliche wie psychische Gesundheitsschädigungen beklagten, forderte
Entmannungs-Propagandist Dr. Carl-Heinz Rodenberg noch während des
Krieges gesetzliche Möglichkeiten einer zwangsweisen Kastration aller
Homosexuellen, denn die in Gefängnissen und Konzentrationslagern
Internierten “kosten den Staat viel Geld und arbeiten nicht produktiv
genug”. Nach erfolgter Kastration hingegen könnten sie ohne Gefahr “für
die Volksgemeinschaft (…) nutzbringend im Leben wieder angesetzt
werden” (Jellonek 1990:161). Während diesbezügliche Vorstöße um eine
zwangsweise Kastration scheiterten, boten SS-Schergen den ‘Männern mit
dem rosa Winkel’ in den Konzentrationslagern in den 40er Jahren ein
schmutziges Geschäft an. Nur mit dem Antrag auf eine vorgeblich
“freiwillige” Kastration konnten Homosexuelle ihre Entlassung
vorantreiben und der Lebensgefahr in den Konzentrationslagern entgehen.

Vaernet mentioned in:
Yale Law Journal
Oct 1995

full text: http://www.geocities.com/WestHollywood/Heights/2888/rights1.txt
excerpt:-
In the fall of 1944…Dr. Vaernet…appeared in the Buchenwald
concentration camp. With permission by Himmler…Vaernet started a series of experiments aimed at the elimination of homosexuality. The implantation of synthetic hormones into the right lower abdomen was meant to lead to a sex drive reversal. Of the total of 15 test subjects (including two previously castrated males)…two died, undoubtedly as a result of the operation….The others died a few weeks later as a result of general weakness.(57)
… In Nazi Germany,
subjects of Dr. Vaernet’s project also faced the neutralization of their
same-sex sexuality through invasive “medical” procedures.

cnn-logo-venstre.gif (1187 bytes)ORGE:-

http://cnn.vg.no/VERDEN/9908/21/1621857.html

Dansk nazi-lege fikk flukthjelp

21. august 1999.
Publisert kl. 16:42.

NTB — Danmarks «Mengele», nazilegen Carl Peter Værnet, fikk hjelp fra framtredende danske leger til å unnslippe straff i 1946.

Det mente iallfall politiet, som i etterkrigsårene forsøkte å kartlegge legens mystiske flukt, viser dokumenter fra legeforeningens arkiver. Dokumentene inneholder ikke navnene på de legene som skal ha hjulpet Værner til å flykte, skriver Ugeskrift for Læger.

Nazilegen Carl Peter Værnet arbeidet under krigen blant annet i konsentrasjonsleiren Buchenwald i Tyskland, der han utførte dødelige eksperimenter på homofile. Men han ble aldri stilt for retten, selv om krigsforbrytertribunalet i Nürnberg etter krigen viste sin interesse for den danske legen.

Da var Værnet på mystisk vis løslatt fra dansk varetekt og unnsluppet til Sør-Amerika. Det skal ha skjedd med aktiv bistand fra framtredende danske leger, som fikk Værnet sendt til behandling for en ukjent hjertelidelse i Sverige. Derfra kom han seg unna via det nazistiske fluktnettet.

Etter flukten havnet Værnet i Buenos Aires, der han arbeidet i helsevesenet fram til sin død, trolig i 1965.

aftonbladet360x54.gif (2029 bytes) SVERIGE 21.8:-

Kända läkare hjälpte “Danmarks Mengele”
KÖPENHAMN. Kända danska läkare och professorer hjälpte “Danmarks Mengele”, den nazistiske läkaren Carl Peter Værnet, att undgå straff efter andra världskriget. Det skriver danska Ugeskrift for Læger i sitt kommande nummer.
Dokument i danska läkarförbundets arkiv visar att polisen upptäckte detta när man försökte klarlägga hur han lyckades fly 1946. De av förbundets medlemmar som ska ha hjälpt Værnet namnges dock inte i dokumenten, framgår det av artikeln som har rubriken “En skamfläck på den danska läkarkåren”.
Det framgår också att den danske nazistläkaren aldrig blev upptagen som medlem i läkarförbundet igen efter kriget, något som den brittiska aktivistgruppen Outrage hävdade i somras. Outrage, som kämpar för de homosexuellas rättigheter, började i somras granska fallet Værnet.

Dödliga experiment
Værnet utförde dödliga experiment på homosexuella fångar i koncentrationslägret Buchenwald i Tyskland. Men han blev aldrig ställd inför rätta, trots att krigsförbrytartribunalen i Nürnberg intresserade sig för honom. Detta framgick av ett brev till danska läkarförbundet i april 1947.
Vid det laget hade Værnet lyckats bli släppt ur dansk fångenskap och därpå tagit sig till Sydamerika.

Via Sverige
Enligt uppgift ska danska läkare ha sett till att han skickades till Sverige för att få behandling för en icke närmare angiven hjärtåkomma. Därifrån kunde han sedan resa vidare.
Det framgår dock av dokumenten att läkarförbundet uppmärksammade myndigheterna på Værnet och försökte få dem att ingripa både 1945, då man fick klart för sig vad han sysslade med i Buchenwald, och 1947, då Nürnbergtribunalen intresserade sig för fallet.
Året därpå blev Værnet officiellt utesluten ur läkarförbundet. När det 1959 kom en förfrågan om huruvida han skulle kunna återvända till Danmark uttalade sig läkarförbundet mot att han skulle få straffrihet.
TT-Ritzau

nyheter-logo-liten.gif (2037 bytes)Oslo, Norge

http://www.dagbladet.no/nyheter/1999/08/21/174876.html

Dansk nazi-lege fikk flukthjelp
Danmarks «Mengele», nazilegen Carl Peter Værnet, fikk hjelp fra framtredende danske leger til å unnslippe straff i 1946.

Lørdag 21. august 1999 15:35

(NTB-Ritzau)

QX- magazine
Box 17 218
104 62 Stockholm
tel: 08-720 30 01

Krav på Danmark (991002, 18.00)
Den 25 november 1965 avled den danske läkaren Carl Peter Værnet i Buenos Aires. Dit hade han kommit redan 1947 via Sverige på flykt undan rättvisan.
Carl Værnet var medlem av SS och bedrev i koncentrationslägren Buchenwald och Neuengamme medicinska experiment på homosexuella. Bland experimenten ingick bland annat kastrering och hormonbehandling.
Trots att han var känd krigsförbrytare som lämnats över till danska myndigheter av britterna under hösten 1945, lyckades han efter identifikation och internering i Danmark ta sig över till Sverige. Han kom i kontakt med en organisation som hjälpte nazister att fly och försvann till Argentina.
Det var inte förrän gayaktivisten Peter Tatchell i den brittiska organsiationen OutRage! började undersöka vart Værnet tagit vägen som kunskapen om den danske läkarens illdåd återigen kom till ytan.
I flera brev till danska myndigheter sökte Peter Tatchell svar på frågan om Værnet fortfarande var i livet och vilka som bar ansvaret för att han efter kriget lyckades fly undan dansk rättvisa. Det första brevet skrev Tatchell den 16 mars 1998 till Danmarks statsminister. Först den 6 juli i år fick han svar. Innan dess hade, något förvånande, det främlingsfientliga Dansk Folkepartis Peter Skaarup tagit upp frågan i folketinget. Justitieministern kunde dock inte ge mer svar än att man inget visste om Carl Værnet.
I juli krävde Peter Tatchell åter att det han kallar en “54-årig mörkläggning” äntligen skall klaras upp och att de som hjälpt Værnet ställs till ansvar.

Art Exhibit Explores Treatment of
Homosexuals by Nazi Regime

vvv.jpg (6715 bytes)

“Vaernet Cured,”
oil on canvas
by Amanda Davis

Karl Vaernet

Karl Peter Vaernet nacque nel villaggio di Astrup (non lontano dalla città di Aarhus) il 28 aprile 1893 da una agiata famiglia di commercianti di cavalli. Nell’agosto 1920 sposò Edith Frida Hamershoj dalla quale ebbe tre figli. Più tardi abbandonò la famiglia recarsi in Germania. Qui ebbe una seconda moglie, Gurli Marie dalla quale ebbe altri tre figli. Nel 1923 si laureò in medicina insieme con Fritz Clausen che più tardi diverrà un dirigente del partito nazista danese.Vaernet si specializzò in endocrinologia e in questo campo divenne rivale di un altro medico che operava nello stesso campo: Knud Sand.
Sand era stato nel 1929 un sostenitore della legge sulla castrazione adottata in Danimarca poco prima della legalizzazione dell’omosessualità nel 1930. Sand era dell’avviso che l’omosessualità fosse una “malattia guaribile” attraverso il trapianto di “testicoli sani” negli omosessuali. Vaernet invece propendeva per una soluzione ormonale e non chirurgica. Tra il 1930 ed il 1932 Vaernet continuò i suoi studi sulle terapie ormonali all’ospedale di Copenaghen. Tra il 1932 ed il 1934 si recò in diverse università tedesche dove condusse ulteriori studi interessandosi all’uso degli ultrasuoni. Nel 1939 diede inizio alle ricerche sul testosterone e, nel 1941, un giornale scrisse che presso la sua clinica si sentivano le galline usate come cavie cantare come galli. La fama di Vaernet lo rese uno dei medici più ricercati in Danimarca prima della guerra ma la sua popolarità crollò a causa della sua amicizia con Fritz Clausen. Vaernet era in stretti rapporti con il plenipotenziario tedesco in Danimarca Werner Best. Nel 1942 Vaernet compì il “salto di qualità” passando dagli esperimenti sui polli all’uomo. In un intervento che ebbe una certa risonanza impiantò testosterone su di un insegnante omosessuale. Secondo Vaernet l’operazione ebbe grande successo tanto che il paziente si sposò. Incoraggiato da questo “successo

Vaernet brevettò il suo sistema di innesto ormonale prima in Danimarca nel 1943 e poi in Germania. Si trattava di una specie di tubo metallico contenente testosterone che veniva impiantato e che, a seconda dei modelli, rilasciava gradatamente testosterone nei pazienti per un anno o due. Secondo Vaernet questo sistema avrebbe curato definitivamente il presunto deficit ormonale che – secondo le sue teorie – era alla base dell’omosessualità. Probabilmente grazie alle sue conoscenze negli ambienti tedeschi Vaernet riuscì a mettersi in contatto con Himmler che, interessatosi al lavoro sulla “guarigione degli omosessuali” decise di assumere il dottore danese. Il 15 novembre 1943 Vaernet firmava un contratto di lavoro con la “Deutsche Heilmittel Gmbh una azienda di proprietà delle SS. I brevetti eventualmente registrati in base alla ricerca sarebbero stati registrati a nome di Vaernet con un usufrutto di 15 anni a favore delle SS. Vaernet si stabilì a Praga per compiere i suoi studi su cavie umane nel campo di concentramento di Buchenwald. A causa dei bombardamenti alleati gli esperimenti che sarebbero dovuti iniziare nell’agosto 1944 furono condotto per la prima volta il 13 settembre 1944 e ripetuti l’8 dicembre seguente. In totale vennero operati circa 40 detenuti omosessuali “irrecuperabili”. In una lettera del 3 gennaio 1945 da Praga, Vaernet fornisce un breve resoconto degli esperimenti.

Dei prigionieri operati nel settembre 2 erano stati castrati (per verificare le teorie di Sand) 1 era stato sterilizzato. Nel gruppo delle persone che avevano subito l’impianto di testosterone 2 morirono quasi subito e altri 11 nel giro di alcune settimane. Ciononostante Vaernet continuò il suo lavoro sugli omosessuali e venne tenuto in grande considerazione dal suo superiore diretto il generale Helmut Poppendick che lo promosse al grado di Sturmbannfuhrer. Alloggiato a Praga in Petersgasse 10 insieme alla famiglia in una bella casa confiscata ad un ebreo deportato, Vaernet. I suoi studi e i suoi esperimenti sugli omosessuali lo condussero – a suo dire – alla realizzazione di un ormone sintetico che sarebbe stato in grado di “sconfiggere definitivamente l’omosessualità”. Alla fine della guerra Vaernet venne arrestato dagli inglesi che intendevano processarlo. Vaernet cercò di ottenere il favore degli Alleati offrendo il brevetto del suo ormone sintetico alla multinazionale farmaceutica Du Pont. Alla fine del maggio 1945 l’ordine dei medici danesi informò dell’attività di Vaernet a Buchenwald il ministro danese della giustizia. Ma a seguito della denuncia non accadde nulla. Nell’autunno 1945 gli inglesi senza averlo processato consegnarono Vaernet alle autorità danesi. Il 2 gennaio 1946 Vaernet si dimise dall’Ordine dei Medici danesi. Vaernet riuscì a farsi scarcerare per motivi di salute accusando problemi cardiaci. Ottenne il permesso di recarsi in Svezia per farsi curare sotto controllo della polizia. Tuttavia, arrivato a Stoccolma, si mise in contatto con l’organizzazione nazista Odessa che gli fornì la copertura per la fuga. Probabilmente verso la fine del 1946 si trovava già in Argentina. Vaernet aveva goduto di appoggi che gli consentirono di fuggire indisturbato. In Argentina Vaernet trovò immediatamente lavoro al ministero della sanità. Qualche anno dopo aprì uno studio medico a Buenos Aires nella centrale Calle Uriarte, si era limitato a farsi chiamare Carlos ma manteneva tranquillamente il suo cognome. Viveva con i figli e la seconda moglie sino alla morte di questa avvenuta nel 1955. Vaernet morì il 25 novembre 1965 a causa di una malattia febbrile non meglio precisata.

Le incredibili coincidenze che hanno consentito a Vaernet di sottrarsi alla giustizia hanno prodotto una forte battaglia da parte del movimento gay danese. Nonostante i tentativi di appurare la verità sulle complicità non si è approdato a nulla. Il numero esatto degli omosessuali morti a causa degli interventi di Vaernet rimane sconosciuto. Vi è una interpretazione ancora più inquietante per l’impunità di Vaernet. Durante la sua collaborazione con il ministero della sanità argentino Vaernet riprese i suoi studi sull’ormone sintetico. Una coincidenza fin troppo sospetta è data dagli studi condotti dal dr. Walter Freeman che negli anni Cinquanta sottopose 4.000 pazienti a cure ormonali destinate a stabilire una cura per l’omosessualità. A collaborare con Freeman fu Kjeld Vaernet neurochirugo e figlio del nostro medico di Buchenwald. Kjeld si distinse negli anni 60 per i suoi studi sulla lobotomizzazione degli omosessuali.

———————————————————————-

kogon.jpg (25791 bytes)

Les essais d’hormones artificielles

Le 7 janvier 1947, au cours de son interrogatoire par le procureur Mc Haney, le Dr Eugen Kogon exposa ce qu’il avait appris auprès de Ding des expériences du médecin danois Vaernet. Celui-ci greffait sur des homosexuels une glande artificielle de son invention.

Le procureur lut une lettre de Poppendick à Ding, transmettant un ordre de Himmler qui s’intéressait à ses recherches. Kogon déclara que deux sujets étaient morts :

“Mc H : Vous avez mentionné un rapport à Poppendick à propos de certaines expériences à Buchenwald sur des homosexuels, menées par un Dr Vaernet. Voulez-vous dire au tribunal ce que vous savez de ces expériences ?

K : A la fin du printemps ou au début de l’été de 1944, le Dr Ding me dit qu’il avait reçu l’ordre d’aider le Sturmbannfürher danois Dr Vaernet. Plus tard, je vis un échange de lettres et un ordre envoyé par Poppendick. Ce médecin danois vint au bloc 50 et demanda à Ding de lui fournir des prisonniers; à ce moment Ding ne désirait pas s’occuper de ce qui n’était pas de son domaine particulier, et il l’adressa au médecin du camp, le Dr Schiedlausky. Là, le Dr Vaernet sélectionna environ quinze sujets.

Vaernet venait à Buchenwald de temps en temps et, le reste du temps, il travaillait à la section expérimentale 5 de Leipzig, sous l’autorité de Poppendick. Les expériences avaient pour but de transplanter des glandes afin d’opérer des changements chez les homosexuels. Les médecins SS du camp faisaient constamment d’énormes plaisanteries sur ces sortes d’opérations, au cours desquelles deux sujets moururent. J’ai vu en particulier la première lettre de Poppendick, donnant l’ordre à Ding d’aider Vernet.

Mc H : Il s’agit d’une lettre datée du 15 juillet 1944, de Poppendick à Ding, sur papier à en-tête du Reicharzt SS. Poppendick déclara que sur ordre du Reichsführer, le médecin danois Vaernet avait reçu l’autorisation de continuer ses recherches hormonales et particulièrement le développement des glandes synthétiques. Le Reichsführer SS anticipait certains résultats du traitement des homosexuels avec la glande artificielle de Vernet.

K : On a sans doute utilisé au moins quatorze ou quinze personnes entre l’été de 1944 et le mois de février de 1945, date à laquelle Vaernet disparut. Il y eut tout un échange de correspondance entre Ding et Poppendick. Ces expériences médicales furent exécutées au moyen d’injections de médicaments; dans le cas des opérations sur les homosexuels, elles prirent des allures variées. Dans beaucoup de cas, des glandes artificielles synthétiques furent transplantées. Je pense avoir le droit de dire que ces expériences provoquèrent la mort de deux sujets.”

Interrogé sur le même sujet par l’avocat de Hoven, médecin-chef de Buchenwald, le médecin tchèque Videslaw Horn, ancien détenu de Buchenwald et chirurgien de l’hôpital du camp, déclara le 1er avril 1947 au tribunal qu’il avait été au courant des implantations d’hormones par le médecin danois Vaernet à Buchenwald.

D’après le Dr Horn, aucun sujet ne mourut :

Horn : Un jour, le Dr Schiedlausky vint me trouver et me dit : ‘Nous devons utiliser un traitement hormonal’. Il pensait qu’il s’agissait d’appliquer une hormone cristallisée mâle à quelques personnes qui devaient être légalement stérilisées, ou à des homosexuels.

Un groupe de détenus arriva; ils étaient très effrayés; je leur dis qu’il s’agissait d’une hormone mâle, et qu’on m’avait dit que ce n’était pas dangereux. Ceci se passait pendant la deuxième moitié de 1944. Je n’ai pas assisté à l’opération mais mon assistant en fut témoin, le Dr Franz Franck. Il me dit que le travail avait été fait très soigneusement et très lentement.

Dr Dörr (pour Poppendick) : Savez-vous si on avait dit aux prisonniers ce qui allait leur arriver?

H : En général, on ne disait pas aux prisonniers ce qui allait leur arriver. Ces opérations furent effectuées par un médecin danois qui pratiqua l’implantation des hormones. Ce n’était pas un chirurgien professionnel, mais il donnait l’impression de très bien savoir ce qu’il faisait. Je vis ces détenus plus tard, et bien que n’ayant pas eu la préparation entre les mains, je sais qu’il ne s’agissait pas de poison et que personne ne fut tué.”

Lorsque Poppendick comparut devant le tribunal, le 8 avril 1947, il affirma que la méthode de Vernet était inoffensive. Cette méthode, dont Grawitz et Kaltenbrunner voulaient faire de l’argent, était destinée à traiter l’impuissance et la stérilité.

Dr Böhm : Que savez-vous des méthodes de traitement du médecin danois Vaernet, qui pratiqua des transplantations sur des homosexuels et sur des gens vieillis prématurément ?

P : Je savais que Vaernet travaillait à Prague à une glande artificielle, disait-il. Je l’ai rencontré dans l’antichambre de Grawitz; il me dit qu’il recherchait une hormone pure et qu’il avait déjà avec succès employé sa méthode sur des malades privés.

B : Le Dr Kogon a déclaré ici que Vaernet avait expérimenté sur au moins quinze personnes, dont deux seraient mortes.

P : Je ne sais rien de cela, et je ne pense pas que cette méthode inoffensive ait pu causer des morts.

B : Je désire lire l’affidavit du Dr Kirchert, “Méthode de traitement du Dr Vaernet”. Grawitz et Kaltenbrunner avaient parlé de la possibilité d’application de l’hormone de Vernet, et avaient soumis des suggestions à ce sujet à Himmler. L’une d’elles consistait à vendre à l’étranger, au marché noir, cette préparation pour obtenir des devises étrangères. Une autre consistait à la promettre à des agents étrangers en récompense d’informations utiles. Autant que je sache, Himmler rejeta ces suggestions. Grawitz me donna le dossier de Vaernet, de façon à tenir Kaltenbrunner au courant le cas échéant. Cette préparation hormonale, destinée à l’impuissance et à l’homosexualité, était placée sous la peau de l’abdomen et devait avoir un effet d’une durée de un an. Au bout d’un an, il fallait implanter une nouvelle glande. Le dossier comportait également des calculs mathématiques sur la diminution de la glande par rapport à son temps d’absorption dans le corps humain.

P : Le Pr Rostock et le Dr Horn ont dit que cette méthode était bien connue et parfaitement inoffensive.”

Extrait de Croix gammée contre caducée par le Dr François Bayles,1950. Copyright de l’auteur.
Illustration : Le Dr Eugen Kogon pendant sa déposition devant le tribunal. (Document USHM).

accueil / textes / photos

kogon.jpg (25791 bytes)

Very rough computer-translation, “Babelfish” of the above French text:-

Tests of artificial hormones

January 7, 1947, during his interrogation by the prosecutor Mc Haney, Dr. Eugen Kogon exposed what he had learned from Ding from the experiments from the Danish doctor Vaernet. He grafted on homosexuals artificial gland of his invention. The prosecutor read a letter of Poppendick to Ding, transmitting a command of Himmler who was interested in his research. Kogon declared that two subjects had died:

” McH: You mentioned a report with Poppendick in connection with certain experiments with Buchenwald on homosexuals, undertaken by Dr. Vaernet. Do you want to say to the court what you know of these experiments?

K: At the end of spring or the beginning of the summer of 1944, Dr. Ding said to me that he had received a command to help Danish Sturmbannführer Dr. Vaernet. Later, I saw an exchange of letters and a command sent by Poppendick. This Danish doctor came to block 50 and asked Ding to provide him prisoners; at this time Ding did not wish to be occupied of what was not his particular field, and he addressed it to the doctor of the camp, Dr. Schiedlausky. There, Dr. Vaernet selected approximately fifteen subjects. Vaernet came in Buchenwald from time to time and, the remainder of time, it worked with the experiment 5 of Leipzig, under the authority of Poppendick. The purpose of the experiments were to transplant glands in order to operate changes at the homosexuals. SS-Doctors of the camp constantly made great jokes on these kinds of operations, during which two subjects died. I saw in particular the first letter of Poppendick, giving the command to Ding to help Vaernet.

Mc H: It is about a letter July 15, 1944, of Poppendick with Ding, on headed notepaper of Reicharzt SS. Poppendick declared that on command of Reichsführer, the Danish doctor Vaernet had received the authorization to continue his hormonal search and particularly the development of synthetic glands. Reichsführer SS anticipated certain results of the processing of homosexual with artificial gland of Vernet. K: One undoubtedly used at least fourteen or fifteen people between the summer of 1944 and February of 1945, date on which Vaernet disappeared. There was a whole exchange of correspondence between Ding and Poppendick. These medical experiments were carried out by means of injections of drugs; in the case of the operations on the homosexual ones, they took varied forms. In much of case, synthetic artificial glands were transplanted. I think of having the right to say that these experiments caused the death of two subjects.
Questioned on the same subject by lawyer of Hoven, head doctor of Buchenwald, the Czech doctor Videslaw Horn, former prisoner of Buchenwald and surgeon of the hospital of the camp, declared on April 1, 1947 with the court which it had known about the establishments of hormones by the Danish doctor Vaernet with Buchenwald. According to Dr. Horn, no subject died: Horn: One day, Dr. Schiedlausky found me and says to me: ‘ We must use a hormonal’ processing. It thought that it was a question of applying a male crystallized hormone to some people who were legally to be sterilized, or to the homosexual ones. A group of prisoners arrived; they were very frightened; I say to them that it was about a male hormone, and that it had been said to me that they were not dangerous. This occurred during second half of 1944. I did not attend the operation but my assistant was pilot, Dr. Franz Franck. He says to me that work had been made very carefully and very slowly. Dr. Dörr (for Poppendick): Do you know if one had said to the prisoners what was going to arrive to them?

H: In general, one did not say to the prisoners what was going to arrive to them. These operations were carried out by a Danish doctor who practised the establishment of the hormones. It was not a professional surgeon, but it gave the impression of knowing very well what it did. I live these prisoners later, and although not having had the preparation between the hands, I know that it was not about poison and that nobody was killed. ”

When Poppendick appeared before the court, April 8, 1947, it affirmed that the method of Vernet was inoffensive. This method, whose Grawitz and Kaltenbrunner wanted to make money, was intended to treat the impotence and sterility. Dr. Böhm: What do you know methods of Danish doctor salary Vaernet, who practised transplantations on the homosexual ones and people aged prematurely? P: I knew that Vaernet worked in Prague with an artificial gland, said it. I met it in the anteroom of Grawitz; it says to me that it sought a pure hormone and that it had already successfully employed its method on private patients. B: Dr. Kogon declared here that Vaernet had tested on at least fifteen people, of which two would have died. P: I do not know anything of that, and I do not think that this inoffensive method could cause deaths. B: I wish lira the affidavit of Dr. Kirchert, ” Method of processing of Dr. Vaernet “.

Grawitz and Kaltenbrunner had spoken about the possibility of application of the hormone of Vernet, and had subjected suggestions on this subject with Himmler. One of them consisted in selling abroad, at the black market, this preparation to obtain foreign currencies. Another consisted to promise it with foreign agents in reward of useful information. As far as I know, Himmler rejected these suggestions. Grawitz gave me the file of Vaernet, in order to keep Kaltenbrunner the informed if necessary. This hormonal preparation, intended for the impotence and homosexuality, was placed under the skin of the abdomen and was to have a one one year duration effect. For one year, it was necessary to establish a new gland. The file also comprised mathematical calculations on the reduction in gland compared to its time of absorption in the human body. P: Pr Rostock and Dr. Horn said that this method was well-known and perfectly inoffensive. ”

kkogan.jpg (2849 bytes)

Extract of Swastika against caduceus by Dr. François Bayles, 1950. Copyright of the author.

Illustration: Dr. Eugen Kogon during his deposition in front of the court. (Document Ushm). / texts / photographs

outrage2.jpg (1467 bytes) Schwule Holocaustopfer (3/98)

Die Deutsche Botschaft in London hat schwule Britische Aktivisten der Organisation „OutRage!“ zu einer vereinbarten Besprechung über die Entschädigung für
schwule Holocaustopfer eingeladen.
…
Weiterhin wurden Einzelheiten über zwei Nazi-Ärzte mitgeschickt: Gerhard Schiedlausky und Carl Vaernet, die schwule Gefangene in Buchenwald quälten
(Kastration und Hormonimplantate). OutRage! ersucht die deutsche Regierung, nach diesen Ärzten zu fanden und, falls sie noch leben, Anklage wegen
Menschenrechtsverletzung zu erheben.

Weitere Informationen findet Ihr unter http://www.OutRage.cygnet.co.uk
outrage2.jpg (1467 bytes)

OutRage (02/09/98)

Ca y est, OutRage! a établit sa réclamation auprès de l’Ambassade allemande à Londres. En plus des revendications qui demandent réparation aux
victimes de l’holocauste, le lobby gay demande à Bonn de traquer deux médecins qui ont, pendant la guerre, fait des experiences sur les homosexuels prisonniers à
Buchenwald( Gerhard Schiedlauski et Carl Vaernet ont notamment castré ou implanté des hormones).
Voici les demandes faites au gouvernement allemand:

.Excuses publiques pour les persécutions nazis (jusqu’à aujourd’hui aucun gouvernement n’a présenté d’excuse aux homosexuels)
.Dédommagement aux victimes homosexuelles
.Poursuivre en justice les médecins qui sont impliqués dans les “experiences” barbares (aucun n’a été poursuivi pour ces fait même à Nuremberg)
.Corriger les cours scolaires pour remémoriser les victimes gays dans les victimes de guerre

La réponse pour l’heure est plutôt positive sauf en ce qui concerne les programmes scolaires et les pensions, vous me direz : il ne reste pas grand chose la-dedans…
quel monde!

Very rough computer-translation “Babelfish” of the above French text:-

Ca is there, OutRage! A establishes its complaint near the German Embassy in London. **time-out** in addition to des claim which require repair with victim of holocaust, the lobby gay ask in Bonn to track two doctor which have, during the war, fact of experiment on the homosexual prisoner with Buchenwald(Gerhard Schiedlauski and Carl Vaernet have in particular castrate or establish some hormone). Here requests made with the German government: **time-out** Excuses public for the persecution Nazi (to today no government have present of excuse with homosexual) Dédommagement with victim homosexual Poursuivre in justice the doctor which be imply in the ” experiment ” cruel (none have be continue for these fact even with Nuremberg) Corriger the course school for remémoriser the victim gay in the victim of war The response for the hour is rather positive except with regard to the school syllabus and the pensions, you will say to me: there does not remain large in it thing… what a world!

outrage2.jpg (1467 bytes)

http://mundogay.com/cha/legales/ejecuciones.htm

Ejecuciones Extrajudiciales, desapariciones y
asesinatos contra personas homosexuales.

.- 1947-1998. Criminal de Guerra Nazi Dr. Vaernet en Argentina.

El 12 de marzo de 1998 la organización OutRage! De Londres dedicada a la promoción global
de los derechos humanos de Lesbianas y Gays, realizó un reclamo de ayuda conjunto al Sr.
presidente de la República Argentina Dr. Carlos Menem y al Primer Ministro de Dinamarca
Foul Nyrup Rasmussen para descubrir el destino del doctor Nazi Carl Vaernet, ciudadano
Danés pro – Nazi quien sirvió a la SS, conduciendo experimentaciones médicas bárbaras – que
incluían castración e implantes hormonales forzados sobre los prisioneros Gays en los campos
de concentración de Buchenwald y Neuengamme.

A diferencia de otros doctores Nazis, Vaernet nunca fue enjuiciado en Nuremberg, y se
permitió que huya a Argentina inmediatamente después de la guerra. Según el periódico de
Copenhague, “Berlingske Tidende” del 19 de noviembre de 1947, reapareció trabajando en el
Departamento de salud pública de Buenos Aires.

El papel del Dr. Vaernet en el abuso médico de presos gays está documentado en los archivos
de la Internacional Tracing Service de Arolsen (por ejemplo: ITS Arolsen, libro 36, folio 405).
Se cita también en los libros “El triángulo rosa” de Richard Plant (Mainstream Publishing),
Edimburgo 1987 y “¿Holocausto Oculto?” del Dr. Gunter Grau (Cassell, Londres 1995). Los actos
del Dr. Vaernet son, según nuestra interpretación de la ley internacional, crímenes contra la
humanidad.

El pedido de OutRage! Al gobierno Argentino esta destinado a que este conduzca una
investigación para determinar qué sucedió con el Dr. Vaernet, si aún sigue vivo o cual fue su
destino.

NEXO- a gay organisation in Argentina has in their society´s magazine written about Værnet.

[email protected]
http://www.tatchell.freeserve.co.uk

Introduction

http://www.arrakis.es/~jmn/Libro/redsocial.html

Un número muy pequeño de homosexuales se identifica como skins nazis. Estos nostálgicos de las SA creen que Hitler cometió un “error” al exterminar en 1934 a los jefes de las SA por homosexuales (Ernst Roehm entre ellos, quien era el número dos del partido nazi), y no les importaría devolver a los judíos, los rojos y otros “degenerados” (incluso las lesbianas) a esos mismos campos de concentración donde murieron entre veinte mil y doscientos mil homosexuales, por no hablar de las tristemente célebres terapias abusivas del doctor Vaernet. Quizá esta ideología sea como vivir en el límite del odio de sí mismos. Aunque jamás se ha visto un gobierno fascista que no haya reprimido de manera más o menos sangrienta a los homosexuales, en Alemania, bajo el impulso del líder neonazi Michäel Kühnen, la “idea” de una aproximación entre nazis y homosexuales parece haber tenido la mayor acogida.

vaernet.jpg (1779 bytes)

If anyone are aware of further details about Carl Vaernet please contact [email protected] or [email protected] . Thanks

wpeA.jpg (28741 bytes)

TTHE HUNT FOR NAZI CONCENTRATIONCAMP DOCTOR CARL VAERNET

GAY HOLOCAUST

orang.jpg (1355 bytes) Origin of Homo: Gay evolution

hitler.jpg (1284 bytes) http://users.cybercity.dk/~dko12530/homo_hitler.htm

1st Partnership Page
* Rainbow Award * Gaypage Award * Pride! Award * Queer Living Family Choice Award *
© 1998-2002 IHWO queerstudies INTERNATIONAL HOMOSEXUAL WEB ORGANIZATION e-mail . All rights reserved. Kopiering og enhver form for gengivelse og kommerciel benyttelse af de givne oplysninger og fotos, etc. er ikke tilladt uden skriftlig tilladelse fra IHWO. Materialet er leveret til éngangsproduktion i IHWO´s hjemmeside og må ikke samtidig eller senere udgives digitalt (f.eks. via Internettet) eller på anden måde genproduceres, benyttes til andet formål eller overdrages til trediemand uden udtrykkelig aftale med IHWO . Materialet stilles alene til rådighed for visning/læsning. Det er ikke tilladt at tage kopier hverken på papir, elektronisk eller i digital form. Der må dog tages print af skærmbilledet til privat brug. Yderligere rettigheder til materialet kan aftales ved henvendelse til IHWO.

Facebook

Twitter